Johannes Fibiger - Mit Liv og Levned

Здесь есть возможность читать онлайн «Johannes Fibiger - Mit Liv og Levned» — ознакомительный отрывок электронной книги совершенно бесплатно, а после прочтения отрывка купить полную версию. В некоторых случаях можно слушать аудио, скачать через торрент в формате fb2 и присутствует краткое содержание. Жанр: foreign_antique, foreign_prose, на датском языке. Описание произведения, (предисловие) а так же отзывы посетителей доступны на портале библиотеки ЛибКат.

Mit Liv og Levned: краткое содержание, описание и аннотация

Предлагаем к чтению аннотацию, описание, краткое содержание или предисловие (зависит от того, что написал сам автор книги «Mit Liv og Levned»). Если вы не нашли необходимую информацию о книге — напишите в комментариях, мы постараемся отыскать её.

Mit Liv og Levned — читать онлайн ознакомительный отрывок

Ниже представлен текст книги, разбитый по страницам. Система сохранения места последней прочитанной страницы, позволяет с удобством читать онлайн бесплатно книгу «Mit Liv og Levned», без необходимости каждый раз заново искать на чём Вы остановились. Поставьте закладку, и сможете в любой момент перейти на страницу, на которой закончили чтение.

Тёмная тема
Сбросить

Интервал:

Закладка:

Сделать

Krogede snævre Gader med Bindingsværks Huse, hvis Stokværk paa Bjælkehoveder hang det ene ud over det andet; en primitiv Stenbro, i hvis Midte løb en Række brede, over alenbrede, men runde utilhugne Stene, indrettede til ved Spring fra den ene til den anden at komme frem paa det ufremkommelige; en Vandpost med Trug om paa Torvet, en Gabestok paa Raadstuehjørnet; bagud brøstfaldne Plankeværker, forrevne Hækker, overalt gjennembrudte Smuthuller; og fremfor alt den store triste Slotsruin seende fra sin høie Voldbakke ned paa denne underlige af Fortidens sære Mennesker beboede Rede, det var Yderverdenen, og vort Hjemlige var et værdigt Led deraf.

Vor Bolig var den lange Gaard, som indtog hele Torvets nordlige Side. Op til den førte en høi Stentrappe med Jærnrækværk og Bænke paa den brede Afsats til at nyde Sommeraften paa i Snak med Naboerne. Indenfor en stor fliselagt Forstue, deromkring rummelige Værelser med Bjælkeloft, høitsiddende Vinduer med smaa Ruder, overskyggede af en Række Lindetræer klippede i Firkanter. Fra et stort brolagt Kjøkken med Klinkedør ud til Gaarden førte Trappen op til andet Stokværk, bestaaende af et eneste tomt Loftsrum belyst af en Vinduesrækkes smaa Blyruder. Først i de sidste Aar havde Formanden, Morbroder Erik, ladet afdele et Par ret gode Værelser til Rectoren og Skolebibliotheket i den ene Ende af Bygningen. Og alt som Drengene voxte til, blev i den anden Ende gjort et Kammer til os og et Værelse til Lærerinden. Men endnu blev der et temmelig stort Loftsrum tilbage, hvor Tjenestepigerne havde Leie, og over hvis Gulv laa en mægtig Tværbjelke, vort første Gymnastikapparat. Saaledes var Skikken i Kolding; skjønt omtrent alle Huse havde to Stokværk foruden det steile Tag, blev det øverste først taget i Brug, altsom Kulturen steg.

Der var Plads nok, og en underlig Labyrinth af overflødige Kroge. Ikke mindre i Udenværkerne. Gaarden skraanede opefter mod en Bagbygning til Stald og Lade. Fra den førte en Dør ud til Slotsbakken, som høinede sig steilt lige fra Døren, og endnu mere fra den til Siden liggende Have, hvor en tre Alen høi Graastensmur støttede Bakken. At bestige denne Mur og ved Hjælp af Æbletræernes Grene at komme over det høie Plankeværk, der reiste sig ovenpaa den, hørte til Storværker for Smaafolk. Men daglig maatte det gjøres. At hoppe gjennem Ladedøren var jo ingen Ting, og op paa Slotsbakken maatte man jo; ogsaa ind i Ruinen gjennem Kjældergluggerne, eller entrende opad Murrevner til Vinduesgabene.

Den Ruin med dens mægtige mørke Kældre, dens nedfaldne Taarntrapper, dens Bjerge af Murbrokker, sønderslaaede Ornamenter og sære fantastiske Sandstensansigter, dens høie Sale med grøntbegroede Murtinder, og den blaa Himmel derover, alle disse Belysninger gjennem Porte og Vinduesgab, blev mig saa hjemlig, at jeg, hvergang jeg kjedede mig, og Børn kjede sig forfærdelig tidt, maatte op og afsøge den. Heller ikke i Skumringen lod jeg mig afskrække, den Gru, den da vakte, var uimodstaaelig.

Naar saa i Morgenstunden alt var saa høitidsfuldt, Allikerne kaglede deroppe omkring Kjæmpetaarnet, som det kaldtes efter de to Sandstenskolosser, som endnu stod paa Hjørnerne af det paa langs spaltede Taarn, og Taagen lettede over Egnen – hvor var da Udsigten henrivende; udover Byens Tage med stille, rygende Skorstene, Aadalen med sine høie kuplede Bakker, den blanke Slotssø og Skovene langs Fjorden lige til Fyen i det Fjerne.

Kun elleve Aar, og naar man trækker de første tre – fire altfor barnlige fra, saameget færre, tilbragte jeg i disse Omgivelser; men det var nok til at gjøre mig til omtrent alt, hvad jeg siden er bleven til, om end de Kildespring, som dengang blev aabnede, skulde siden blive bedre ordnede. Selvfølgelig begyndte det med Dæmring og endte med klarere Syner, men disse Stadier lader sig nu ikke udskille. Jeg tager derfor de forskjellige Sider af min Udvikling under eet, hvad Tiden angaar, og lader dem kun følge i Række for bedre at kunne betragte dem hver for sig.

Mine Forældre var begge aldeles afgjort Aandens Folk; det faldt dem vistnok aldrig ind, at deres Børn muligvis ogsaa kunde være blevet til noget i praktiske Stillinger. At lære, hvad et Menneske paa Aandsdannelsens høieste Trin har fornødent, lige fra den klassiske Fortids Storværker til det nyeste Vers, fra de ypperste Kunstværker til Bøgernes smaa Billeder, og gjennem Naturens daglige Fænomener til dens evige Aand, det og intet mindre var Opgaven. Der maatte intet slaas af derpaa, og havde de end kun smaa Midler, de havde store i deres egen Aand; og hvad Bekostning angaaer, tog de hellere fra sig selv, for at bringe deres Børn frem paa den ideelle Bane. Heller ikke kan jeg mindes, at jeg selv i noget Øieblik, end ikke i det mismodigste, har havt ringeste Tvivl om, at dette var min Vei for Livet.

Saa gik alt med Liv og Lyst, som det var os i Kjødet baaret. Der blev aldrig anvendt Straffe, næppe nok Tvang. Kun naar vi Drenge var altfor uartige, kunde Moder øse os over med en skarp Formaningstale, en sjelden Gang ogsaa gjøre et ikke videre skrapt Forsøg paa at slaa løs paa os. Vi havde derom den Historie, at min Broder Christian paa sin troskyldige Maade havde i al Alvor Sagt: Moder skulde rigtig tage en Kjep saa tyk som en Arm og hugge os Unger. For han var det flittige og samvittighedsfulde Element, jeg det letsindige og dovne. Og sloges vi, var det ufeilbarlig min Skyld.

Faders Strenghed gik ikke engang saa vidt. Det var ham umuligt at see vore Unoder fra anden end den naturlige og morsomme Side. Naar jeg intet gad bestille af det, jeg skulde, og havde de vildeste Streger for, satte han sig til med stor Udførlighed at beskrive, hvad Følgen vilde blive. Begyndte med, at Gaardskarlen skulde sendes ud i Skoven at skjære en forsvarlig Kjep; men Gaardskarlen, den store Iver, som var min Ven, fremstod under den drastiske Skildring i en meget gemytlig Skikkelse for min Phantasi, og idet Veien og Skoven blev klarlig betegnet, fordybede jeg mig i den velbekjendte Skov, hvor ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste Kjeppe sad, og inden vi engang kom til at høre om Kjeppens Brug, end sige at føle den, var ogsaa Fader bleven saa greben af sin egen pudsige Fantasi og ikke mindre pudsige Udtryksmaade, at han fik sig en Latter, mens han ragede mig i Haaret.

Langt mere Virkning havde det, naar hans bekymrede Fremtidssyner tog en anden Retning, og han beskrev, hvorledes den Dreng, der ikke vilde læse, maatte sættes til et Haandværk. Nu blev Skomageren fremdragen, ham der var gift med Kokkepigen Ane og boede opad den høie Trappe i Søndergade, og hvis Værksted med alle dets stramt lugtende Apparater, belyst af den æventyrlige Glaskugle, netop var et af mine Drømmeriers vanlige Tilholdssteder. Der blev i Forbigaaende talt om, at der var noget, der hed en Spandrem – jo, jeg kjendte den og vidste, hvorledes den blev spændt over Støvlesaalen paa Skomagerens Knæ – men naar den kom over Enden paa en Dreng, var det ingen Spøg. Jeg gad blot vidst, om Fader selv kjendte den saa godt; jeg har en Mistanke om, at han snarere tænkte paa Lukians Skomager. Vist var det, at han dreiede af, og Forestillingen endte med et grangiveligt Syn paa en Skomagerdreng, der kom fløitende og dandsende henad de brede Stene opad Østergade med den ene af Rectorens Støvler under Armen og en Tøffel til Stuepigen i hver Haand. Dette blev mig det sværeste. Østergade saae vi paa langs nedad fra vore Vinduer, og dens Eslinie udmaalte jeg altid Perspectivet af, naar jeg laa i Dagligstuevinduet og kjedede mig. Nu at se mig selv som en snavset Skoledreng komme fløitende længst ude fra, til Spøgelset mere og mere nærmede sig – jeg kunde ikke faae det ud af mine Tanker igjen, og Virkningen var en usigelig Angst for at synke ned i slig plebeiisk Stand.

Jeg var ligesaa stor en Aandsaristokrat som Fader, og havde det været beregnet, hvad der kun var hans Lune, kunde han ikke have valgt noget kraftigere Middel. Ligefuldt slog Midlet feil. Ogsaa deri lignede jeg ham, at det blev ved Fantasien, og vendende og dreiende paa den fik jeg dog ikke fat paa det Arbeide, den med sin truende Svøbe skulde drive mig til.

Читать дальше
Тёмная тема
Сбросить

Интервал:

Закладка:

Сделать

Похожие книги на «Mit Liv og Levned»

Представляем Вашему вниманию похожие книги на «Mit Liv og Levned» списком для выбора. Мы отобрали схожую по названию и смыслу литературу в надежде предоставить читателям больше вариантов отыскать новые, интересные, ещё непрочитанные произведения.


Отзывы о книге «Mit Liv og Levned»

Обсуждение, отзывы о книге «Mit Liv og Levned» и просто собственные мнения читателей. Оставьте ваши комментарии, напишите, что Вы думаете о произведении, его смысле или главных героях. Укажите что конкретно понравилось, а что нет, и почему Вы так считаете.

x