Sørensen Carl - Fra Færø

Havet laa og aandede ud efter Stormen i sejge Dønninger. En efter en gled ind under Stævnen, hævede Baaden op paa sin Ryg, vippede den som for at prøve dens Vægt og gled derpaa agterud, godmodigt smaaknubsende Baadsiden som i Overmod over sin Jættestyrke.

Et Sekund svævede Forstavnen i Luften, idet Dønningen gled bort under den. Saa faldt den med et Plask ned mod Havfladen, saa Vandet sprøjtede ud til Siderne, og Baaden gled langsomt ned i Bølgedalen og begyndte at krybe op over den næste Bølge.

Saaledes havde de ligget hele Dagen, fra Solen stod op. Uafbrudt slynget over Bølgedal fra Bølge til Bølge. Snart laa de dybt nede med Vandvæggene skraanende op til alle Sider. Snart laa de og vippede usikkert paa Toppen af et glidende Vandbjærg, og da kunde Fiskerne se langt ud over Havet, der arbejdede tungt og træt og med store, lade Bølger gled ind mod Kysten, der fire Mil borte hævede sig op af Havet som en sort, takket Mur.

De var tre i Baaden. Paa Midtertoften sad Elias, en mager, sejg Skikkelse, indtørret af Vejr og Vind. Huden i hans Ansigt og paa hans Hænder var brun og rynket, som var den forbrændt, og hans Haar, de to strittende Buske over Øjnene og det lange, bløde Skæg var vissent og graat som Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet var gaaet hen over den som en graadig Flamme, der først var udslukt, da den havde fortæret al Legemets Saft. Men nu og da røbede et Glimt i Øjnene, at der endnu laa et Par Gløder og ulmede i Askedyngen.

Elias var en af Bygdens mere fremragende Mænd. Som ung havde han været rask og kvik, dog ikke saa meget til Arbejdet som til Dans og Lystighed, Drik og Spil. Og senere havde han været en af Bygdens Foregangsmænd, en Mand, der gik paa og vovede Pelsen. Nu han var bleven gammel, var han bleven en Smule bitter og havde slaaet sig paa Flasken. Det var vel rigtig nok, som Købmanden sagde, at der var Mennesker, der ikke kunde taale at blive gamle, og at Elias var en af dem.

Elias var 70 Aar gammel, men han var rask og rørig som en ung Mand, naar Gigten da ikke netop var i Lag med ham. Men den kunde pludselig kaste sig over ham, tage et Tag i Nakken paa ham, som om han var en Kattekilling, og bukke ham sammen som en Lommekniv. Da bed han Tænderne sammen og blev bleg af Raseri, og da var han ikke god at komme nær i lange Tider efter.

Elias sad som sagt paa Midtertoften og trak ganske langsomt paa Aarerne. Han skulde kun passe at holde Baadens Stævn op imod Dønningen og saa ved Hjælp af Klippetoppene inde paa Land holde den paa samme Sted over Medet, hvor Fiskene stod.

Paa Toften i Baadens Bagstavn sad en midaldrende Mand, lille, men tæt og stærkt bygget. Børsterne i hans kraftige, røde Haar og Fuldskæg strittede trodsigt ud fra hinanden i alle Retninger som Piggene paa et Pindsvin og omgav hans hvasse og energiske Ansigt med en luende Glorie. Han hed Thomas og var af de Folk, der er lige at gaa til, men svært ubehagelige, naar de er vrede, og som har let til at blive det. Han halede i Snøren med korte, energiske Ryk. Som en ægte Fisker holdt han nøje Tal med sin og den anden Fiskers Fangst.

Den anden Fisker, Johannes, havde sin Plads forude. Han var en ung Knøs paa knap en Snes Aar, lang og opløben. Han havde sin Snøre ude paa Baadens anden Side og halede i den med lange, jævne Tag. Efterhaanden som Dagen gik, havde hans Ryg krummet sig mer og mer, medens han halede Torskene ind den ene efter den anden; han havde for længst opgivet at holde Tal paa dem. Nu stod hans Ryg spændt bagud som en Flitsbue. Hans Næse var stor og kraftig, hans Hage blød og hans Kinder dunede og røde.

En stor Bølge kom rullende og løftede Baaden højt til Vejrs. I et Nu lod Elias sit Blik løbe Horisonten rundt for at se efter de andre Baade, der laa paa Fiskeri spredt ud over Havet. De fleste havde allerede taget Snørerne ind, faaet det lille Raasejl hejst og stod nu hjemad. Saa stirrede han længselsfuldt mod Land; han var forlængst ked af det hele.

Han bøjede sig ud over Rælingen og spyttede langt.

"Jeg synes ikke, det bider mer," bemærkede han ligegyldigt. "Men nu er det jo ogsaa snart mørkt."

Thomas løftede Hovedet fra Snøren og saa hastigt ind mod Land for at forvisse sig om, at de endnu laa paa Medet. Saa saa han ned i Bunden af Baaden, hvor Fangsten laa og fyldte op.

Han vidste nok, hvad det var, Elias fløjtede for, men han havde ingen Jag med at komme hjem, selv om Fangsten allerede nu var helt antagelig.

Han tog atter fat paa Snøren.

"Vi kan faa meget endnu. Og en Helleflynder skal vi da ha'."

Helleflynderen bragte ligesom lidt Liv i Knøsen forude. Et Øjeblik fik han Ryggen rettet lidt og strammede sig op. Men da der ingen Helleflynder kom, faldt han hurtig sammen igen. Han havde saa bestemt ventet, at de i Dag skulde faa en rigtig stor Helleflynder, og han havde været overtydet om, at han vilde faa den. Det vilde jo være saadan en passende Anledning til at faa Sanne fortalt, at han holdt af hende.

Men han havde efterhaanden som Dagen led, og det altsammen blev Torsk og Torsk, de fiskede, mistet Haabet og tabt Interessen. Men naturligvis, kom der en Helleflynder, saa – Men der kom ingen.

Det gav et Ryk i Snøren. Han rykkede igen. Fisken blev hængende, og han halede ind, saa Vandet fra Snøren stænkede omkring ham.

De to andre vendte sig og saa, at det kun var en Torsk, han halede ind paa.

"Nej, Fanden staa i det i Dag," bandede Thomas, "ikke saa meget som en eneste lillebitte Flynder kan vi faa."

"Skidt med de smaa," sagde Elias og spyttede, idet han stirrede mod Land. "Naar vi kunde faa en stor, saa. – Men i Dag faar vi ingen. Nej, nej. I Dag er vi ikke heldige i den Retning. Men en pæn Fangst har vi da. Vi har allenfals ikke nødig at skamme os, naar vi kommer hjem."

"Ja, ja, vi kan da faa endnu, vi kan faa endnu," sagde Thomas. Han begyndte at blive ondskabsfuld over den andens Hjemve.

"Hvad siger du, Johannes?"

Men Johannes sagde ingen Ting. Han havde endnu travlt med at hale ind paa sin Torsk.

"Nej, han siger ingen Ting, og det er helt fornuftigt. Der er Dage, hvor man ikke har Held med sig. Det ved baade du og jeg, bitte Thomas, og saa kan det ikke nytte at ligge og vente. – Vi faar ingen Flynder i Dag. Tro du mig, Thomas. Jeg er en gammel Fisker, skal jeg sige dig."

Thomas fik ikke Tid til at svare, for nu fik ogsaa han Bid og maatte til at hale ind.

Elias gabede.

"Hvad, du har nok ogsaa faaet en Torsk. Ja, ja, ja. Dem er der nok af."

Og han sparkede haanligt til Torskebunken paa Bunden af Baaden.

Thomas, der sad og halede ind paa sin Line, standsede pludseligt. Hans Ansigt undergik en sælsom Forandring, og idet han holdt i Snøren med begge Hænder, rejste han sig halvt op fra Toften. Snøren var spændt som en Buestreng, og skønt han halede af al Magt og med begge Hænder, kneb det for ham at vinde ind paa den.

De to andre blev opmærksomme. Elias lod Aarerne hvile og bøjede sig spændt forover. Og Johannes, der lige havde faaet sin Torsk ind i Baaden, gav sig ikke engang Tid til at tage Krogen ud, men lod baade Snøre og Torsk falde ned i Baaden, idet han rejste sig.

"Er den der?" spurgte Elias.

"Gu' er den saa," lød Svaret fra Thomas, der stod bøjet over Linen.

"Den er stor, hvad?"

Men Elias fik intet Svar. I det samme tog Baaden en Overhaling. Med et tungt Kladsk slog den ned i en Bølge, saa Vandet sprøjtede over Mændene, og Johannes, der havde staaet op ude i Forstavnen og stirret paa Thomas' Snøre med opspilet Mund og Øjne, tumlede ned paa Toften.

"For Satan, pas dog paa Aarerne, din Torsk."

Thomas var arrig, og hans Snøre gled nu med Lethed ind over Rælingen.

"Er den væk?" spurgte Elias spagfærdig og begyndte atter at røre Aarerne.