Morgan Rice - Heltenes Færd

Han skred igennem åbningen, ned i midten til sin trone. Han steg op af stentrinene, forbi de udskårne gyldne løver og sank ned på den røde fløjls pude, der forede hans trone, smedet af det pureste guld. Hans far havde siddet på denne trone såvel som hans far, og alle MacGils før ham. Da han satte sig, kunne MacGil mærke vægten af sine forfædre – af alle generationerne – på sig.

Han iagttog de tilstedeværende rådgivere. Der var Brom, hans største general og hans rådgiver i militære affærer; Kolk, generalen af drengenes Legion; Aberthol, den ældse af flokken, historiker og lærd, mentor for tre genrationers konger, Firth, hans rådgiver for hof affærer, en mager mand med kort gråt hår og hule øjne, der aldrig stod stille.

Firth var en mand MacGil aldrig havde stolet på, og han forstod ikke hans titel. Men hans far og hans før ham, havde en rådgiver for hofaffærer, så han beholdt den i respekt for dem. Så var der Owen, hans skatmester: Bradaigh, hans rådgiver for ydre affærer; Ernan hans skatteinddriver; Duwayne, hans rådgiver for masserne; og Kelvin repræsentanten for adelen.

Selvfølgelig havde Kongen den absolute autoritet. Men hans kongerige var et frittænkende et, og hans fædre havde altid fundet det vigtigt at adelen skulle tillades en stemme i alle forhold, kanaliseret igennem deres repræsentant. Det var historisk set en usikker balance imellem kongedømmet og adelen. Lige nu var der harmoni, men på andre tidspunkter havde der været oprør og magtkampe imellem adelen og de kongelige. Det var en sårbar balance.

Mens MacGil iagttog rummet, bemærkede han at der var en der manglede: den han helst ville tale med – Argon. Som sædvanlig var det ikke til at forudse hvor og hvornår han viste sig. Det irriterede MacGil endeløst, men han havde ikke andet valg end at acceptere det. Druidernes veje var uransagelige for ham. Uden ham tilstede mærkede MacGil endnu mere hastvæk. Han ville gerne igennem dette her og komme frem til de tusind ting, der ventede ham før brylluppet.

Gruppen af rådgivere sad med front mod ham omkring det halvcirkelformede bord, med ti fod imellem sig, hver af dem sidden i en stol af antik eg, med omhyggeligt udskårne armlæn.

“Min here, hvis jeg må starte,”råbte Owen.

”Det må du. Og gør det kort. Min tid er knap I dag.”

”Deres datter vil modtage mange gaver i dag, som vi alle håber vil fylde hendes kister. Tusindvis af mennesker vil hylde hende, og overrække gaver til Dem personligt, de vil fylde vores bordeller og kroer og vil hjælpe med at fylde vores kister også. Alligevel har forberedelserne for dagens festligheder nedbrudt en stor portion af de kongelige skatte. Jeg anbefaler en hævelse af skatten på folket og adelen. En engangs skat som skal lette presset for denne store begivenhed.”

MacGil så bekymringen på sin skatmesters ansigt, og han mærkede en knude i maven ved tanken om nedbrydningen af skatkammeret. På trods af det ville han ikke hæve skatterne igen.

“Hellere have et lille skatkammer og loyale undersåtter,” svarede MacGil. ”Vores rigsomme kommer ved vores undersåtters lykke. Vi vil ikke kræve mere.”

”Men min Herre, hvis vi ikke –”

Owen lænede sig slukøret tilbage.

”Min konge,” sagde Brom med sin dybe stemme. ”På deres ordre, har vi placeret størstedelen af vores tropper i hoffet til dagens begivenhed. Fremvisningen af magt og styrke vil være imponerende. Men vi er tyndtbelagte. Hvid der kommer et angreb et andet sted i kongeriget, er vi såbare.”

MacGil nikkede og gennemtænkte det.

”Vores fjender vil ikke angribe, mens vi bespiser dem.”

Mændene lo.

“Er der nyheder fra Højlandet?”

”Der har ikke været rapporter om aktiviteter i ugevis. Det tyder på at deres tropper er trukket ned for at forberede sig til brylluppet. Måske er de klar til at slutte fred.”

MacGil var ikke så sikker.

”Det betyder at enten har det arrangede bryllup virket, eller de venter med at angribe os til et andet tidspunkt. Og hvad tror du, gamle mand?” Spurgte MacGil og vendte sig mod Aberthol.”

Aberthol rømmede sig, hans stemme var rusten, da han talte: ” Min Herre, Deres far og hans far før ham stolede ikke på McClouds. Bare fordi de sover, betyder ikke at de ikke vågner igen.”

MacGil nikkede, forstod tanken.

“Og hvad med legionen?” spurgte han, mens han vendte sig mod Kolk.

”I dag har vi budt velkommen til nye rekrutter, ” svarede Kolk med et hurtigt nik.

”Var min søn imellem dem?” spurgte MacGil.

”Han står stolt imellem dem, han er en fin knægt, er han.”

MacGil nikkede og vendte sig så mod Bradaigh.

”Er der nyt fra udenfor Kløften?”

“Min Herre, vores patruljer har set flere forsøg på at krydse Kløften i de seneste par uger. Der er tegn på at de Vilde mobiliserer til angreb.”

En stille hvisken spredte sig imellem mændene. MacGil mærkede sin mærke strammes ved tanken. Energiskjoldet var uovervindeligt; men stadigvæk varslede det ikke godt.

”Og hvad hvis der kommer et fuldskala angreb?” spurgte han.

”Så længe skjoldet er aktivt, har vi ikke noget at frygte. De Vilde har aldrig haft succes med at overskride Kløften i århundreder. Der er ikke grund til at tro noget andet.”

MacGil var ikke så sikker. Et angreb udefra havde været ventet længe, og han kunne ikke andet, end at bekymre sig om, hvornår det blev.

“Min Herre,” sagde Firth med sin nasale stemme, “Jeg føler mig forpligtet til at tilføje at I dag er vores hof fyldt af mange honoratiores fra McCloud riget. Det ville være en fornærmelse, hvis De ikke underholdt Dem med dem, rivaler eller ej. Mit råd er at De bruger deres eftermiddagstimer på at hilse på hver enkelt af dem. De har medbragt et stort følge, mange gaver – og rygtet fortæller, mange spioner.”

”Hvem siger at spionerne ikke allerede er her?” svarede MacGil tilbage, mens han holdt omhyggeligt øje med Firth – og spekulerede på, som altid, om han var en af dem.

Firth åbnede munden for at svare, men MacGil sukkede og holdt håndfladen op, han havde fået nok. ”Hvis det var alt, vil jeg gå nu, for at fejre min datters bryllup.”

“Min Herre, “ sagde Kelvin, og rømmede sig, “der er selvfølgelig en ting mere. Traditionen, der er på denne dag, Deres ældste datters bryllup. Hver MacGil udnævner en efterfølger. Folket vil forvente at De gør det samme. De har summet løs. Det ville ikke være tilrådeligt at svigte dem. Specielt når Skæbne Sværdet stadig er urørligt”

”Ønsker du at jeg skal udnævne en arving, mens jeg stadig er på toppen?” spurgte MacGil

”Min Herre, jeg ønsker ikke at fornærme Dem,” Kelvin snublede over ordene og så bekymret ud. MacGil holdt en hånd op. ”Jeg kender traditionen. Og sandelig, Jeg vil udnævne én i dag.”

”Vil De måske oplyse os om hvem?” spurgte Firth.

MacGil nidstirrede ham irriteret. Firth var sladdervorn, og han stolede ikke på manden.

”I will få det at vide, når tiden er inde.”

MacGil rejste sig og de andre gjorde det samme. De bukkede, vendte sig og skyndte sig ud af rummet. MacGil stod og spekulerede i lang tid, han vidste ikke hvor længe. På en dag som denne, ønskede han at han ikke var konge.

*

MacGil trådte ned fra sin trone, støvlerne gav ekko i stilheden, han krydsede rummet.

Han åbnede den antikke egetræsdør selv, rev i jernhåndtaget og gik ind i et sidekammer.

Han nød roen og ensomheden i dette hyggelige rum, som han altid havde gjort, knap tyve skridt langt og bredt, med et skyhøjt buet loft. Dette kammer var bygget helt af sten, med et lille rundt blyindfattet vindue på den ene væg. Lys strømmede ind gennem det gule og røde og oplyste den eneste genstand i det ellers nøgne rum.