Morgan Rice - Heltenes Færd

Det var den største port han nogensinde havde set. Han så op på spidserne, fantaserede om at hvis de faldt ned ville de snitte ham i to. Han fik øje på fire af Kongens Silver der holdt vagt ved indgangen, og hans hjerte slog hurtigere.

De passerede igennem en lang sten tunnel, så åbnede himlen sig igen et øjeblik senere. De var inde i Kongens Hof.

Thor kunne næsten ikke tro det. Der var endnu mere aktivitet her, om muligt – det var som om der var tusindvis af mennesker, der pilede i alle retninger. Der var kæmpe strækninger af græs, perfekt klippet, og blomster i fuldt flor overalt. Vejen blev bredere og på siden af den var boder, handlende og stenbygninger. Og i overalt var Kongens mænd, soldater klædt i rustning. Thor var nået frem.

I hans ophidselse, kom han til at stå op; da han gjorde det stoppede vognen brat og sendte ham tumlende bagud. Han landede på ryggen i halmen. Før han kunne nå at rejse sig, kom der en lyd af træ, der blev sænket og han kiggede op og så en vred gammel mand, skaldet, klædt i laser og skulende. Kusken rakte ind og greb Thor i anklerne, med sine knoglede hænder og trak ham ud.

Thor fløj u dog landed hårdt på ryggen på grusvejen og der stod en sky af støv op omkring ham. Latter steg op rundt om ham.

”Næste gang du kører i min vogn knægt, bliver det håndjern til dig! Du er heldig at jeg ikke kalder på Silver lige nu!”

Den gamle vendte sig og spyttede, så skyndte han sig tilbage til vognen og piskede på sine heste. Flov, kom Thor langsomt til sig selv igen og rejste sig. Han så sig omkring. Et par forbipasserende fnisede og Thor vrængede af dem til de så væk. Han børstede grusvejen af sig og gned sine arme; hans stolthed var såret, men ikke hans krop.

Hans humør vendte tilbage, da kan så sig omkring, blændet og indså at han skulle være lykkelig. Han var kommet så langt. Nu da han var ude af vognen kunne han se sig frit omkring, og det var et ekstraprdinært syn, der mødte ham; hoffet udstrakt så langt øjet rakte. I midten var der et storslået stenpalads, omgivet af tårnhøje forstærkede stenmure og kronet med brystninger, på hvilke Kongens Hær patruljerede overalt. Omkring ham var velholdte grønne pladser, stenpaladser, springvand, små lunder af træer. Det var en by. Og den var oversvømmet med mennesker.

Overalt strømmede alle salgs folk – købmænd, soldater, honoratiores – alle i hastværk. Det tog Thor flere minutter at forstå at der var noget specielt der var ved at ske. Mens han gik, så han forberedelser på noget – stole blev sat op, et alter blev rejst. Det så ud som om de forberedte et bryllup.

Hans hjerte sprang et slag over, da han så en bane til dyst, langt væk, med sin lange grusbane og reb, der delte den op. På en anden plads, så han soldater kaste spyd mod mål; på en anden bueskytter, der skød ind i halm. Det så ud som der allevegne var lege og konkurrencer. Der var også musik: luter og fløjter og cembaloer, grupper af musikanter der gik rundt: og vin, kæmpe sække blev rullet ud; og mad, borde blev dækket, banketter der strakte så langt øjet rakte. Det var som at være ankommet midt i en kæmpe fejring.

Selvom det hele var blændende, følte Thor at det hastede med at finde Legionen. Han var allerede sent på den og han blev nødt til at vise hvem han var.

Han skyndte sig hen til den første person han så, en ældre mand, der så ud til fra sin blodplettet kittel, at være slagter, og han så ud til at have travlt. Alle her så ud til at have travlt.

”Undskyld mig, hr, ” sagde Thor og greb fat i hans arm.

Manden så nedladende på Thor.

”Hvad er der, dreng?”

”Jeg søger Kongens Legion. Ved du hvor de træner?”

”Ligner jeg et landkort?” hvæsede manden og stormede væk.

Thor blev overrumplet af hans uhøflighed.

Han skyndte sig hen til den næste person han så, en kvinde, der æltede dej på et langt bord. Der var flere kvinder ved dette bord, der alle arbejdede hårdt, og Thor tænkte at en af dem måtte vide det.

”Undskyld frøken, ” sagde han. ”Ved De måske, hvor Kongens Legion træner?”

De kiggede på hinanden og fnisede, nogle af dem var bare et par år ældre end ham selv.

Den ældste vendte sig og så på ham.

”Du leder det forkerte sted,” sagde hun. ”Her hos os forbereder vi festlighederne.”

”Men jeg fik at vide at de træner i Kongens Hof,” sagde Thor forvirret.

Kvinderne brød ud i fnisen igen. Den ældste satte hænderne på hofterne og rystede på hovedet.

”Du opfører dig som om det er første gang du er i Kongens Hof. Har du overhovedet nogen idé om, hvor stor den er?”

Thor rødmede, da de andre kvinder grinede, og til sidst stormede han afsted. Han kunne ikke lide at blive til grin.

Han så et dusin snoede og drejende veje foran sig, de snoede sig igennem Kongens Hof. Overalt i stenmurene var det mindst et dusin indgange. Det var overvældende at der var så mange forskellige ting man kunne i denne by – og den var kæmpestor. Han følte sig modløs og tænkte at han kunne lede i dagevis uden at finde det. Så fik han en idé: En soldat ville helt sikkert vide, hvor de andre trænede. Han var lidt nervøs ved tanken om at gå hen til en rigtig Kongens soldat, men han indså at, det var han nødt til.

Han vendte sig og skyndte sig hen til muren, til den soldat, der stod vagt ved den nærmeste indgang, mens han håbede at han ikke ville smide ham ud. Soldaten stor ret, og så lige frem.

”Jeg leder efter Kongens Legion,” sagde Thor, med sin mest modige stemme.

Soldaten ignorede ham og fortsatte med at stirre ligeud.

“Jeg sagde: Jeg leder efter Kongens Legion!” insisterede Thor, højere, besluttet på at blive lagt mærke til.

Efter flere sekunder, kiggede soldaten hånligt ned.

”Vil du fortælle mig, hvor det er?” pressede Thor.

”Og hvad skal du med dem?”

”Noget meget vigtigt, ” sagde Thor opfordrende, mens han håbede at soldaten ikke ville spørge om mere.

Soldaten vendte tilbage til at stirre ligeud og ignorerede ham igen. Thor følte sig igen modløs, og var bange for at han aldrig ville få et svar.

Men efter noget, der føltes som en evighed, svarede soldaten: ”Tag den østlige port, så gå mod nord så langt som du kan. Tag den tredje port til venstre, så skarpt til højre og skarpt til højre igen. Gå igennem den anden stenbue og så er deres plads igennem porten. Men jeg siger dig: du spilder din tid. De tager ikke imod gæster.”

Det var alt Thor havde brug for at høre. Uden at tøve, vendte han sig og løb henover pladsen, mens han fulgte soldatens vejledning. Han gentog den igen og igen i hovedet og forsøgte at huske det hele. Han så at solen var højere på himlen, og bad til at det ikke ville være for sent, når han endelig kom frem.

*

Thor spurtede ned ad de perfekte skalforede stier, han drejede og snoede sig vej igennem Kongens Hof. Han gjorde sit bedste for at følge vejledningen, og håbede at han ikke var blevet narret. I den fjerne ende af slotsgården, så han alle portene, og valgte den tredje til venstre. Han løb igennem den og fulgte krydsene, drejede ned af sti efter sti. Han løb imod trafikken, der var tusinder af mennesker, der strømmede ind i byen, mængden blev tættere hvert minut. Han stødte ind i lutspillede, gøglere, narre og andre slags artister, alle klædt i deres fineste puds.

Thor kunne ikke klare idéen om at udvælgelsen begyndte uden ham, og forsøgte at koncentrere sig, mens han drejede ned af sti efter sti, og holdt øje med et hvert tegn på træningspladsen. Han løb igennem buen, drejede ned ad en anden vej, og så, langt væk, så han det der kun kunne være der han ville hen: Et mini Colosseum, en perfekt cirkel bygget af sten. Soldater bevogtede den kæmpe port i midten. Thor kunne høre et svagt bifald bag murene og hans hjerte bankede hurtigere. Dette var stedet.