Morgan Rice - Heltenes Færd

Skæbne Sværdet.

Dér lå det, i midten af kammeret, vandret på jernstikben, som en fristerinde. Som han havde gjort siden han var dreng, gik MacGil nu tæt hen til det, kredsede om det, undersøgte det. Skæbne Sværdet. Legendernes sværd, kilden til hans kongeriges magt og ære, fra den ene generation til den næste. Den som havde styrken til at hæve det ville være Den Udvalgte, den som var bestemt til at regere kongeriget for resten af sit liv, at befri kongeriget fra alle trusler, både inden i og udenfor Ringen. Det havde været en smuk legende at vokse op med, og så snart han var blevet udpeget til at være Konge, havde MacGil selv forsøgt at løfte det, som kun dem fra MacGil familien måtte prøve. Kongerne før ham, havde ikke kunnet. Han var sikker på at han ville være anderledes. Han var sikker på at han ville være Den Eneste.

Men han tog fejl. Som alle de andre MacGils før ham havde gjort. Og hans nederlag havde mærket hans kongemagt lige siden.

Mens han stirrede på det nu, undersøgte han dets lange klinge, lavet af et mystisk metal, som ingen havde kunnet analysere. Sværdets oprindelse var endnu mere mystisk, man sagde det var dukket op fra jorden midt i et jordskælv.

Nu hvor han undersøgte det, mærkede han igen følelsen af nederlag. Han var nok en god konge, men han var ikke Den Eneste. Hans folk vidste det. Hans fjender vidste det. Han var nok en god konge, men uanset, hvad han gjorde, ville han aldrig blive Den Eneste

Han havde mistanke om, at hvis han havde været det, ville der have været mindre uro I hans hof, færre intriger. Han folk ville stole mere på ham og hans fjender ville end ikke overveje angreb. En del af ham ønskede at Sværdet bare ville forsvinde, og legenden med det. Men han vidste at det ikke ville ske. Det var forbandelsen – og styrken – af en legende. Endnu mere stærk end en hær.

Mens han stirrede på det for den tusinde gang, kunne MacGil ikke lade være med at spekulere over, hvem det kunne være. Hvem af hans slægt ville være bestemt til at løfte det? Mens han tænkte over, hvad der lå foran ham, opgaven med at udpege en arving, spekulerede han igen over hvem, hvis nogen, der var skæbnebestemt til at hæve Sværdet.

“Det er en tung klinge, “ lød en stemme.

MacGil snurrede rundt, overrasket over at have selskab i det lille rum.

Dér, i døråbningen stod Argon. MacGil genkendte stemmen før han så ham og var både irriteret over at han ikke var dukket op tidligere og glad for at have ham her, nu.

”Du kommer for sent” sagde MacGil

”Jeres tidsfornemmelse gælder ikke mig, ”svarede Argon.

MacGil vendte sig igen mod sværdet.

”Troede du nogensinde jeg ville være i stand til at løfte det?” spurgte han tankefuldt. ”Den dag jeg blev Konge?”

“Nej” svarede Argon blankt.

MacGil vendte sig og stirred på ham.

”Du vidste at jeg ikke kunne. Du havde set det, havde du ikke?”

”Jo.”

MacGil overvejede dette.

“Det skræmmer mig, når du svarer så direkte. Det ligner dig ikke.”

Argon forblev tavs, og tilsidst forstod MacGil at han ikke ville sige mere.

”Jeg udpeger min efterfølger i dag, ” sagde MacGil. ”Det føles som om det er forgæves, at udpege en arving på denne dag. Det fratager en konge glæden ved sit barns bryllup.”

”Måske skal en sådan glæde hærdes.”

“Men jeg har så mange år tilbage at regere i, “ bønfaldt MacGil.

”Måske ikke så mange som du tror, ” svarede Argon.

MacGils øjne blev smalle, han undrede sig. Var det en besked?

Men Argon tilføjede ikke noget.

”Seks børn. Hvem skulle jeg vælge?” spurgte MacGil.

”Hvorfor spørger De mig? De har allerede valgt.”

MacGil så på ham. ”Du ser meget. Ja, det har jeg, Men jeg ønsker stadig at kende din mening.”

”Min mening er at De har gjort et klogt valg,” sagde Argon. ”Men husk: en konge kan ikke regere fra graven. Uanset, hvem De tror De vælger har skæbnen en måde at vælge selv.”

“Overlever jeg, Argon?” Spurgte MacGil oprigtigt. Det var det spørgsmål han havde villet stille, siden han vågnede op fra et forfærdeligt mareridt matten før.

”Jeg drømte om en krage i nat,” tilføjede han. ”Den kom og stjal min krone. En anden en kom og bar mig væk. Mens den gjorde det, så jeg mit kongerige udstakt under mig. Det forvandlede sig og blev sort, mens jeg fløj. Goldt. En ødemark.”

Han kiggede op på Argon med fugtige øjne.

”Var det en drøm? Eller noget mere?”

”Drømme er altid mere, er det ikke?” spurgte Argon.

MacGil blev ramt af en dårlig fornemmelse.

”Hvor er faren? Bare fortæl mig det.”

Argon trådte tæt hen til ham og stirrede ind i hans øjne med en sådan intensitet at MacGil følte han stirrede ind i en helt anden verden.

Argon lænede sig frem og hviskede:

”Altid tættere end De tror.”

Thor gemte sig i halmen bagi en vogn, mens den raslede fasted med ham på landevejen. Han havde fundet vejen natten før og havde ventet tålmodigt, indtil der kom en vogn, der var stor nok til at hoppe op i, uden at blive bemærket. Det var mørkt på det tidspunkt og vognen skridtede afsted langsomt nok til at han kunne få god fart og springe på bagfra. Han var landet i høet og havde begravet sig i det. Heldigvis havde kusken ikke set ham. Thor vidste ikke med sikkerhed om vognen var på vej til Kongens Hof, men retningen var rigtig og en vogn af denne størrelse og med de markeinger, kunne ikke så godt være på vej andre steder hen.

Mens Thor kørte igennen natten, lå han vågen i timevis, og tænkte over sammestødet med Sybolden. Med Argon. På sin skæbne. Sit tidligere hjem, Sin mor. Han følte at universet havde svaret ham, havde fortalt ham, at han havde en anden skæbne. Han lå der, med hænderne krydset bag hovedet og stirrede op i nattehimlen, som var synlig gennem det lasede klæde. Han iagttog universet, så lysende, dets røde stjerner så langt borte. Han var opstemt. For første gang i sit liv, var han på vej. Han vidste ikke hvorhen, men han var på vej. På den ene eller den anden måde, ville han nå frem til Kongens Hof.

Da Thor åbnede sine øjne igen var det morgen, lyset strømmede ind og han indså at han havde slumret. Han satte sig hurtigt op, så sig omkring, mens han bebrejdede sig selv, at han havde sovet. Han skulle have været på vagt – han var bare heldig at han ikke var blevet opdaget.

Vognen bevægede sig stadigvæk, men raslede knap så meget. Det kunne kun betyde én ting: En bedre vej. De måtte være tæt på en by, Thor kiggede ned og så hvor glat vejen var, fri for sten, for grøfter og kantet med fine hvide skaller. Hans hjerte bankede hurtigere; de var på vej til Kongens Hof.

Thor så ud af bagenden af vognen og blev overvældet. De perfekte gader var oversvømmet med aktivitet. Dusinvis af boder i alle størrelser og former og fyldt med alle slags ting, fyldte vejene. En var pakket med pelse, en anden med tæpper; en anden en igen med høns. Imellem den spadserede hundrevis af handlene, nogle gik med kvæg, nogle bar kurve med varer på hovederne. Fire mænd bar et bundt silke balancerende på pæle. Det var en hær af folk, der alle var på vej i den samme retning.

Thor følte sig levende. Han havde aldrig set så mange mennesker på same tid, så mange varer, så meget ske. Han havde været i en lille landsby og nu var han i et knudepunkt, opslugt af menneskehed.

Han hørte en høj lyd, kæder der knirkede, et kæmpe stykke træ, der smækkede så hårdt at jorden rystede. Øjeblikke senere kom en anderledes lyd, af hestehove, der klaprede på træ. Han så ned og opdagede at de gik over en bro; under dem var en voldgrav. En vindebro.

Thor stak hovedet ud og så enorme sten søjler, den spidse jernport foroven. De var i gang med at passere Kongens Port.