Morgan Rice - Heltenes Færd

Og så skete der noget. Thor mærkede en enorm varme skyde op inden i sin krop, flød igennem hans årer, som et energifelt der fløj igennem ham. Han åbnede øjnene og så noget der overraskede ham: Fra hans håndflader strålede et gult lys, og da han skubbede fra ind i bæstets strube, var han overraskende nok i stand til at holde det stangen.

Thor skubbede videre indtil han rent faktisk skubbede bæstet tilbage. Hans styrke voksede og han mærkede en eksplosion af energi – et øjeblik senere fløj bæstet tilbage. Thor havde sendt det tre meter væk. Det landede på ryggen.

Thor satte sig op, uden af forstå hvad der var sket.

Bæstet kom på benene. Så i et kæmpe raseri, angreb det igen – men denne gang var det anderledes for Thor. Energien jog igennem ham; Han følte sig mere magtfuld end han nogensinde havde følt.

Da bæstet sprang op i luften igen, bukkede Thor ned, greb om dets mave og smed det, bæstet egen vægt bar det langt væk.

Bæstet fløj igennem skoven, smadrede ind i et træ og faldt sammen på jorden.

Thor sitrrede, forundret. Havde han lige kastet en Sybold?

Bæstet blinkede to gange og kiggede så på Thor. Det rejste sig og angreb igen.

Denne gang, mens det kastede sig over ham, greb Thor efter dets strube. De faldt begge ned, bæstet ovenpå Thor. Men Thor rullede op så han kom øverst. Thor holdt fast og kvalte det med begge hænder, mens bæstet forsøgte at rejse sit hoved og snappe hugtænderne efter ham. De kunne ikke nå. Thor som mærkede en ny styrke, begravede sine hænder og gav ikke slip. Han lod energien jage igennem ham. Og snart, uforklarligt, følte han sig stærkere end bæstet.

Han var ved at kvæle Sybolden til døde. Endelig, bæstet blev slapt.

Thor gav ikke slip i et helt minut.

Han stod langsomt, forpustet og stirred ned med store øjne, mens han holdt sin sårede arm. Hvad var der lige sket? Havde han, Thor, lige dræbt en Sybold?

Han følte det var et tegn, på denne af alle dage. Han følte det som om der var sket noget kæmpestort. Han havde lige dræbt det mest berygtede og frygtede af alle dyr i kongeriget. Alene. Uden et våben. Det var som om det ikke var virkelighed. Ingen ville tro ham.

Han mærkede verden snurre rundt, mens han undrede sig over, hvilke kræfter der var kommet op i ham, hvad det betød, hvem han virkelig var. De eneste, der havde sådanne kræfter var Druider. Men hans far og mor var ikke Druider, så han kunne heller ikke være det.

Eller kunne han?

Han fornemmede nogen bag ham, snurrede rundt og så Argon stå der, stirrende ned på dyret.

”Hvordan kom De herhen?” spurgte Thor overvældet.

Argon ignorerede ham.

”Så De hvad der skete? Spurgte Thor, stadigvæk uden at tro på det. ”Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde det.”

”Men du ved at det skete.” svarede Argon. ”Dybt nede, ved du det. Du er anderledes end de andre.”

”Det var som…en bølge af kræfter, ” sagde Thor. “Ligesom en styrke jeg ikke vidste jeg havde.”

”Energi feltet,” sagde Argon. ”En dag vil du kende det rigtigt godt. Måske lærer du endda at kontrollere det.”

Thor greb sin skulder, smerten var ulidelig. Han kiggede ned og så at hans hånd var dækket af blod. Han følte sig svimmel, og var bekymret for hvad der ville ske, hvis han ikke fik hjælp.

Argon tog tre skridt frem, rakte ud og tog fat i Thors frie hånd, og satte den bestemt ned på såret. Han holdt den der, lænede sig tilbage og lukkede øjnene.

Thor mærkede en varm følelse, jage igennem armen. På sekunder var det klistrede blod på hans hånd tørt, og smerten begyndte at falme.

Han så ned og kunne ikke fatte det: Såret var helet. Det eneste, der var tilbage var tre lange ar, hvor kløerne havde kradset – men de var lukkede og så ud til at være flere dage gamle. Der var ikke mere blod.

Thor kiggede på Argon i forbavselse.

”Hvordan gjorde De det?” spurgte han.

Argon smilede.

”Jeg gjorde ikke. Du gjorde det. Jeg styrede bare dine kræfter.”

”Men jeg har ikke helbredelseskræfter” svarede Thor forvirret.

”Har du ikke?” sagde Argon.

”Jeg forstår det ikke. Der er ikke noget af det her, der giver mening,” sagde Thor med stigende utålmodighed. ”Vær sød at forklar mig det.”

Argon så væk.

”Der er nogle ting, du må lære med tiden.”

Thor kom i tanke om noget.

“Betyder det så at jeg kan blive optage I Kongens Legion?” Spurgte han ophidset. ”Hvis jeg kan dræbe en Sybold, så kan jeg helt sikkert klare mig over for de andre drenge.”

”Det kan du helt sikkert, ” svarede han.

”Men de valgte mine brødre – de valgte ikke mig.”

”Dine brødre kunne ikke have dræbt bæstet.”

Thor stirrede tilbage, mens han tænkte.

”Men de har allerede afvist mig. Hvordan kan jeg så blive optaget?”

”Hvornår har en kriger, skulle inviteres?” spurgte Argon.

Han ord sank dybt ind. Thor mærkede at han blev varm over det hele.

”Siger De, at jeg bare skal møde op? Uden en invitation?”

Argon smilede.

“Du skaber din skæbne. Ingen andre kan det.”

Thor blinkede – og et øjeblik efter var Argon væk. Igen.

Thor snurrede rundt, så i alle retninger, men det var intet spor af ham.

”Herovre!” lød en stemme.

Thor vendte sig og så en kæmpe klippesten foran sig. Han fornemmede at stemmen kom fra toppen, og han klatrede med det samme op på stenen.

Han nåede toppen og var forvirret, han så intet tegn på Argon.

Men fra dette udkigspunkt kunne han se over trætoppene af Darkwood. Han kunne se hvor Darkwood endte, han så den anden sol gå ned i mørkegrønt, og forbi den var vejen der førte til Kongens Hof.

“Vejen er din,” kom stemmen. ”Hvis du tør.”

Thor snurrede rundt, men så intet. Det var bare en stemme, som et ekko. Men han vidste at Argon var der, et sted, for at opildne ham. Og dybt nede kunne han mærke at han havde ret.

Uden et øjebliks ekstra tøven, væltede Thor ned af klippen og satte i løb igennem skoven med retning mod vejen i det fjerne.

Han spurtede mod sin skæbne.

Kong MacGil- bred, med en brystkasse som en tønde, et kraftigt skæg og langt gråt hår, en bred pande, der bar mærke af for mange slag – stod på de øverste volde af sit slot, hans dronning ved hans side, og holdt øje med dagens spirende festligheder. Hans kongelige jorder foldede sig ud under ham i al deres herlighed, og strakte sig så langt øjet rakte, en blomstrende by, omkranset af ældgamle befæstninger. Kongens Hof. Sammenvævet af en labyrint af snoede gader og sten bygningen af alverdens former og størrelser – for krigerne, arbejdsmændene, hestene, The Silver, Legionen, vagterne, barakkerne, våbenlagrene, arsenalet – og imellem dem hundredvis af boliger til de mange af hans folk, der havde valgt at bo indenfor disse bymure. Imellem disse gader udbredte der sig, hektarvis af græs, kongelige haver, stemomkransede torve, fantastiske springvand. Kongens Hof var blevet forskønnet og forbedret i århundreder, af hans far, og hans far før ham- og den lå nu på toppen af sin herlighed. Uden tvivl var den nu den sikreste højborg i det Vestelige Kongerige.

MacGil var velsignet med de fineste og mest loyale krigere nogen konge havde haft, og i hans livstid var der ingen, der havde turdet angribe. Den syvende MacGil på tronen var han og han havde siddet der godt i de toogtredive år han havde regeret. Han havde været en vis og god konge. Landet havde haft stor fremgang i hans regeringstid. Han havde fordoblet hæren, udvidet byerne, bragte sit folk velstand og der var ingen utilfredshed hos folket. Han var kendt som en gavmild konge og der havde aldrig været tidligere været en lignende periode med velstand og fred som siden han indtog tronen.