Morgan Rice - Heltenes Færd

Thor blev pludselig interreserret.

”Hvordan..” Tilføjede han, mens han famlede efter ordene, “…hvordan kender De min mor? Har de mødt hende? Hvem var hun?”

Argon vendte sig og gik væk.

”Spørgsmål en anden gang, ” sagde han.

Thor så ham gå væk. Forvirret. Det var sådan et svimlende og mystisk møde, og det skete alt sammen så hurtigt. Han besluttede at han ikke kunne lade Argon forsvinde; han skyndte sig efter ham.

”Hvad laver De her?” spurgte Thor, mens han indhentede ham. Argon, der gik mens han brugte sin stav, en ældgammel elfenbens ting, gik forbavsende hurtigt. ”De ventede ikke på mig, gjorde De?”

”Hvem ellers?” spurgte Argon.

Thor skyndte sig at indhente ham, han fulgte efter ham ind I skoven væk fra lysningen.

”Men hvorfor mig? Hvordan vidste De at jeg ville komme? Hvad vil De mig?”

”Så mange spørgsmål, ”Sagde Argon. “Du hører ikke efter. Du skulle lytte I stedet for. “

Thor fulgte ham mens de fortsatte igennem den tætte skov, han prøvede at være stille.

”Du kom for at lede efter dit fortabte får, ” sagde Argon. ”En ædel indsats. Men du spilder din tid. Hun overlever ikke.”

Thors øjne var vidtåbne.

“Hvordan ved De det? “

“Jeg kender verdener som du aldrig kommer til at kende, dreng. I det mindste ikke endnu.”

Thor overvejede mens han småløb for at følge med.

”Du vil dog ikke lytte. Det er din natur. Stædig. Ligesom din mor. Du vil alligevel fortsætte efter dit får, besluttet på at redde hende.”

Thor blev rød i hovedet fordi Argon læste hans tanker.

”Du er en ilter dreng” tilføjede han. ”Viljestærk. Alt for stolt. Positive træk. Men en dag bliver de måske din undergang.”

Argon begyndte at vandre op ad en mosgroet højderyg og Thor fulgte efter.

”Du vil gerne optages i Kongens Legion, ” sagde Argon.

”Ja!” svarede Thor ophidset. ”Er der en chance for mig? Kan De få det til at ske?”

Argon lo, en dyb hul lyd, der sendte kuldegysninger op ad Thors rygrad.

”Jeg kan få alt og ingenting til at ske. Din skæbne er allerede skrevet. Men det er op til dig at vælge det.”

Thor forstod det ikke.

Det nåede toppen af højdedraget, da Argon standsede og vendte sig mod ham. Thor stod kun en halv meter væk, og Argons energi brændte igennem ham.

”Din skæbne er vigtig,” sagde ham. ”Forlad den ikke.”

Thors øjne blev store. Hans skæbne. Vigtig. Han mærkede at han svulmede af stolthed.

”Jeg forstår det ikke. De taler i gåder. Vær sød at fortæl mig noget mere.”

Argon forsvandt.

Thor tabte underkæben. Han så sig rundt overalt, lyttede, undrede sig. Havde han opdigtet det hele? Var det en slags indbildning?

Thor vendte sig og undersøgte skoven; fra hans udkigspunkt, helt oppe på højdedraget, kunne han se meget længere end før. Da han kiggede, kunne han se beevægelse i det fjerne. Han hørte en lyd og var sikker på at det var hans får.

Han tumlede ned af det mosgroede, bjerg og skyndte sig i retning af lyden, tilbage igennem skoven. Mens han løb, kunne han ikke ryste mødet med Argon af sig. Han kunne knap fatte at det var sket. Hvad lavede Kongens druide her, af alle steder. Han havde ventet på ham. Men hvorfor? Og hvad mente han med det med hans skæbne.

Jo mere Thor forsøgte at forstå det, jo mindre forstod han. Argon havde advaret ham mod at fortsætte, men fristede ham alligevel til det. Nu, mens han løb, følte han en stigende forudanelse, som om noget skelsættende var ved at ske.

Han vendte sig og stoppede brat midt i løbet på grund af det han så foran sig. Alle hans værste mareridt blev bekræftede i et eneste øjeblik. Hans hår rejste sig, og han indså at han havde begået en alvorlig fejltagelse, ved at komme så dybt ind i Darkwood.

Overfor ham, mindre end tredive skridt væk var en Sybold. Bulende, muskuløs, stående på alle fire, på størrelse med en hest, var den det mest frygtede dyr i Darkwood, måske endda i hele kongeriget. Thor havde aldrig set en, men havde høre alle historierne. Den mindede om en løve, men var større, bredere, dens pels var dyb violet og dens øjne glødede gult. Legenderne fortalte at dens violette farve kom fra uskyldige børns blod.

Thor havde i hele sit liv kun hørt om ganske få, der havde set bæstet, og de var endda anset for at være tvivlsomme. Måske var det fordi ingen rent faktisk havde overlevet et møde med en. Der var dem der sagde at Sybolden, var skovens Gud og et varsel. Hvad det varsel var havde Thor ingen anelse om.

Han trådte et forsigtigt skidt tilbage.

Sybolden med sin kæmpe kæber halvt åbne, hugtænder der drev af savl, stirrede tilbage med sine gule øjne. I dens mund var Thors bortløbne får: Skrigende og hængende med hovedet nedad og halvdelen af kroppen gennemboret af hugtænder. Det var næsten dødt. Sybolden så ud til at nyde at drabet, den tog sin tid over det og så ud til at fornøje sig med torturen.

Thor kunne ikke udholde skrigene. Fåret vred sig hjælpeløst, og han følte sig ansvarlig.

Thors første impuls var at stikke af, men han vidste allerede godt at det var nyttesløst. Bæstet kunne løbe fra alt og alle. At stikke af ville bare give den mod. Han kunne heller ikke forlade sit får og lade det dø sådan.

Han stod lammet af frygt, og vidste at han blev nødt til at handle på en eller anden made.

Hans reflekser tog over. Han greb langsomt ned til sin bæltetaske, fiskede en sten op og lagde den i slyngen. Med en rystende hånd bandt han den op, tog et skridt fremad og kastede.

Stenen sejlede igennem luften og ramte plet. Et perfekt skud. Den ramte fåret i øjet, og gled igennem til hjernen.

Fåret blev slapt. Dødt. Thor havde skånet dyret for dets lidelse.

Sybolden gloede, rasende over at Thor havde dræbt dens legetøj. Den åbnede langsomt sine enorme kæber og lod fåret falde ud, og lande med et bump i skovbunden. Så så den på Thor.

Den snerrede en dyb, ond lyd, der steg op fra dens mave.

Mens den luskede hen mod ham, satte Thor med bankende hjerte en sten mere i slyngen, rakte tilbage og gjorde klar til at fyre af igen.

Sybolden sprang frem, hurtigere end noget andet, Thor havde set i sit liv.

Thor gik et skridt fremad og kastede stenen, mens han bad en bøn, om at den ville ramme, vel vidende at han aldrig ville have tid til at slynge en mere før den nåede frem.

Stenen ramte bæstet i det højre øje, og slog det ud. Det var et utroligt kast, et der ville have bragt mindre dyr i knæ.

Men dette var ikke et mindre dyr. Bæstet var ustoppeligt. Det skreg på grund af skaden, men tabte end ikke hastighed. Selv uden et øje, selv med stenen lejret i hjerne, fortsatte det at brage hjernedødt frem mod Thor. Der var intet han kunne gøre.

Et øjeblik efter var bæstet på ham. Det for frem med sin kæmpe klog og rev hans skulder.

Thor skreg. Det føltes som tre knive, der skar henover hans kød, varmt blod, pulsede omgående ud af såret.

Bæstet naglede ham til grunden på alle fire. Vægten var overvældende, som om en elfant stod på brystet af ham. Thor mærkede sine ribben blive knust.

Bæstet kastede sit hoved tilbage, åbnede sine brede kæber og afslørede hugtænderne, mens det begyndte at sænke dem ned mod Thors strube.

Mens det gjorde det, greb Thor ud efter dets hals; det var som at gribe om en tæt muskel. Thor kunne næsten ikke holde ved. Hans arme begyndte at ryste, som hugtænderne kom nærmere. Han mærkede den varme ånde over hele sit ansigt, mærkede savlet dryppe ned på hans hals. En brummen kom dybt nede fra dyrets bryst, svidende i Thors ører. Han vidste han ville dø.

Thor lukkede øjnene.

Kære Gud. Giv mig styrke. Lad mig slås mod denne skabning. Kære Gud, jeg beder dig. Jeg vil gøre alt du beder mig om. Jeg vil skylde dig en stor ting.