Morgan Rice - Heltenes Færd

Udskrivningsdag. Det var den ene dag hvor kongens hær opsøgte provinserne og håndplukkede frivillige til kongens legion. Hele sit liv havde Thor ikke drømt om andet. For ham var der kun ét mål i livet: at tilslutte sig the Silver, konges elitestyrke af riddere, klædt i de fineste rustninger og de mest uovertrufne våben der fandtes i de to kongeriger. Og man kunne ikke træde ind i the Silver uden at blive optaget i legionen først, en samling af væbnere i alderen fjorten til nitten år. Og hvis man ikke var søn af en adelsmand eller af en berygtet kriger var der ingen anden måde at blive optaget i legionen.

Udskrivningsdagen var den eneste undtagelse, den sjældne begivenhed der kun forekom med års mellemrum, når legionen var ved at løbe tør og kongens mænd gennemsøgte landet for at finde nye rekrutter. Alle vidste at kun få fra almuen blev udvalgt – og at færre af dem ville nå til legionen.

Thor undersøgte omhyggeligt horisonten, for at opfange selv den mindste bevægelse. The Silver ville blive nødt til at tage denne vej, den eneste ind i hans landsby og han ville være den første til at få øje på dem. Hans fåreflok protesterede rundt omkring ham i et kor af irriterende grynt og opfordrede ham indtrængende til at tage dem ned ad bjerget, hvor der var frodigere græsning. Han prøvede at lukke larmen ude, og stanken. Han var nødt til at koncentrere sig.

Det eneste der havde gjort alt det udholdeligt, alle de år med at passe fåreflokkene, med at være sin fars lakaj, sine storebrødres lakaj, den som alle holdt mindst af og som var den største belastning, var tanken om at han en dag ville forlade stedet. En dag, når The Silver kom, ville han overraske alle dem der ikke havde regnet ham for noget og blive udvalgt. I én hurtig bevægelse ville han stige op i deres vogn og sige farvel til alt det her.

Thors far havde selvfølgelig aldrig overvejet at han kunne være kandidat til legionen – faktisk havde han aldrig overvejet ham som kandidat til noget som helst. Han far havde i stedet helliget sin kærlighed og opmærksomhed til Thors tre storebrødre. Den ældste var nitten og de andre havde fulgt efter med et år imellem, og Thor kom tre år efter den yngste. Måske var det fordi de var tættere i alder, eller måske fordi de lignede hinanden og slet ikke lignede Thor, at de tre hang sammen som ærtehalm og knap lagde mærke til at Thor eksisterede.

For at gøre det endnu værre. Så var de højere og bredere end ham, og Thor, der vidste at han ikke var lav, følte sig alligevel lille ved siden af dem, følte at hans muskuløse ben var spinkle i sammenligning med deres egetræstønder. Hans far gjorde intet forsøg på at rette op på det – faktisk så han ud til at nyde det – Thor blev efterladt til at passe får og slibe våben mens hans brødre fik fred til at træne. Det blev aldrig sagt, men lå altid usagt, at Thor skulle tilbringe sit liv i kulissen, tvunget til at iagttage sine brødre udrette store bedrifter. Hans skæbne var, hvis hans far og brødre skulle bestemme, at blive her, slugt af sin landsby, og sørge for sin familie når de krævede det.

Endnu værre var det at Thor fornemmede at hans brødre paradoksalt nok følte sig truede af ham, måske hadede de ham endda. Thor kunne se det i hvert eneste blik og hver eneste bevægelse fra dem. Han forstod ikke hvordan, men han vakte noget der mindede om frygt eller misundelse i dem. Måske var det fordi han var anderledes end dem, han lignede dem ikke eller talte på de måder de talte; han klædte sig end ikke som dem fordi hans far forbeholdt det bedste - violette og purpur kåber, forgyldte våben til brødrene, mens Thor kun fik de groveste pjalter.

På trods af det fik Thor det bedste ud af hvad han havde, han fandt altid en made at få tøjet til at passe, et skærf om livet på kutten og nu da det var sommer, skat han ærmerne af for at lade sine veltrænede arme blive kærtegnet af den blide vind. Hans skjorte var sat sammen med grove hørbukser – hans eneste par – og støvler lavet af det ringeste læder, snoede sig op af hans lægge. De var knap som læderet på hans brødres sko, men han fik dem til at arbejde. Det han bar var meget typisk hyrdeuniform.

Men han opførte sig næppe som en typisk hyrde. Thor stod høj og slank med en stolt kæbe, ædel hage, høje kindben og grå øjne og lignede en malplaceret kriger. Hans glatte brune hår lå i bølger omkring hans hoved, og bagved lokkerne glitrede hans øjne som småfisk i lyset.

Thors brødre havde lov til at sove længe denne morgen, de fik et nærende måltid og blev sendt afsted til Udvælgelsen med de fineste våben og hans fars velsignelse – mens han ikke engang fik lov til at deltage. Han forsøgte at tale med sin far om det en enkelt gang. Det var ikke gået særlig godt. Hans far havde kort og godt sluttet samtalen og han forsøgte ikke igen. Det var bare ikke retfærdigt.

Thor var besluttet på at han ville afvise den skæbne hans far havde planlagt for ham. Når han fik det første glimt af den kongelige karavane, ville han storme tilbage til huset, konfrontere sin far og uanset hvad han mente ville han gøre opmærksom på sig selv over for kongens mænd. Han ville stå i udvælgelsen sammen med de andre. Hans far kunne ikke stoppe ham. Han kunne mærke en knude i maven, når han tænkte på det.

Den første sol steg højere på himlen og da den anden sol, mintgrøn begyndte at stige, givende et nyt lag lys til den violette himmel, var det at Thor fik øje på dem.

Han stod rank, nakkehårene strittende så ophidset var han. Dér, i horisonten, kom den svageste silhuet af en hestetrukken vogn, dens hjul hvirvlende støv op mod himlen. Hans hjerte slog hurtigere da en mere kom til syne, så en mere. Selv herfra glimtede de gyldne hestevogne i solen, som sølvryggede flyvefisk, der sprang op af vandet.

Da han havde talt tolv vogne, kunne han ikke vente længere. Hans hjerte dundrede i brystet på ham og for første gang i sit liv glemte han alt om fårene og tumlede ned ad bakken, fast besluttet på at intet skulle bremse ham før han havde vist hvem han var.

*

Thor stoppede næsten ikke for at få vejret da han drønede ned ad bakkerne, gennem træerne, der rev ham, men han var ligeglad. Han nåede en lysning og så sin landsby spredt ud dernede: en søvnig købstad med tætliggende lave huse, hvide lerhuse med stråtag. Hele byen bestod af nogel dusin familier. Man kunne se at de fleste var tidligt oppe og i gang med at lave morgenmåltidet på grund af røgen der kom op af de mange skorstene. Det var et idyllisk sted, præcist langt nok væk – en hel dags ridt – fra Kongens Hof til at afskrække forbipasserende. Bare en af mange landsbyer, bare et tandhjul i den store helhed, Det vestlige Kongedømme.

Thor sprang ned af det sidste stykke ind på torvet i landsbyen, mens han sparked støv op rundt om sig. Høns og hunde fløj til siderne for ham, og en gammel kvinde der sad på hug med en kedel kogende vand udenfor sit hus, hvæsede af ham.

“Tag det roligt, dreng!” hvinede hun, da han spurtede forbi hende og hvirvlede støv ind i hendes ildsted. Men Thor ville ikke tage det roligt – ikke for hende, ikke for nogen. Han drejede ned ad en gade og så en anden, han snoede og drejede sig på den vej han kendte udenad indtil han nåede sit hjem.

Det var en lille anonym bolig som de andre, med sine hvide lervægge og kantede stråtag. Som hos de fleste, var husets eneste rum opdelt, hans far sov i den ene side og hans tre brødre i den anden; men anderledes var at der var et lille hønsekammer bagerst i rummet og det var her at Thor var forvist til at sove. I begyndelsen havde han haft soveplads hos brødrene, men som tiden gik var de blevet større, ondere og mere afvisende og havde klart vist ham, at der ikke var plads til ham. Det havde såret Thor, men nu nød han sit eget frirum og han foretrak at væk fra dem. Det bekræftede ham bare i at han var den udstødte i sin familie og det vidste han jo allerede.