Morgan Rice - Heltenes Færd

Thor løb til fordøren og brasede ind uden at stoppe.

”Far!” råbte han forpustet. ”The Silver! De kommer!”

Hans far og de tre brødre sad bøjede over morgenmaden, allerede iklædt deres fineste tøj. Ved hans ord sprang de op, for forbi ham og stødte ind hans skuldre mens de løb ud af huset og ud på vejen.

Thor fulgte efter dem ud og de stod alle og iagttog horisonten.

”Jeg kan ikke se nogen” svarede Drake, den ældste med sin dybe stemme. Med de bredeste skuldre, kortklippet som sine brødre, brune øjne og tynde misbilligende læber, skulede han ned på Thor som sædvanligt.

“Heller ikke mig” efterlignede Dross, kun et år yngre end Drake og altid på hans side.

”De kommer!”Thor skød tilbage. ”Jeg sværger!”

Hans far vendte sig om mod ham og tog hårdt fat i hans skuldre.

”Og hvordan ved du så det?” spurgte han krævende.

”Jeg så dem”

”Hvordan. Hvorfra?”

Thor tøvede; hans far havde fået fat på ham. Han vidste selvfølgelig at det eneste sted Thor kunne have fået øje på dem var fra toppen af den bakke. Nu var Thor usikker på hvad han skulle svare.

”Jeg.. øh.. klatrede på bakken-”

”Med fårene? Du ved godt de ikke må gå så langt.”

“Men det var anderledes I dag. Jeg var nødt til at se det.”

Hans far skulede ned.

”Gå ind og hent dine brødres sværd og puds deres skeder, så de ser perfekte ud før Kongens mænd ankommer.

Hans far, der nu var færdig med ham, vendte tilbage til hans brødre, som alle stod ude på vejen og holdt øje.

”Tror du de vælger os” spurgte Durs, den yngste af de tre og tre år ældre end Thor.

”De er fjolser, hvis de ikke gør” sagde hans far. ”De mangler mænd i år. Det har været en mager høst – ellers ville de ikke gide komme her. Bare stå ret, alle tre, hold hagen oppe og skyd brystet frem. Kig dem ikke direkte i øjnene, men kig heller ikke væk. Være stærk og selvsikker. Vis ingen svagheder. Hvis I vil ind I Kongens Legion, skal I opføre jer somom I allerede var inde.

“Ja, far, “ svarede de tre drenge I kor, mens de stilled sig frem.

Han vendte sig og stirrede på Thor.

”Hvad laver du stadig herude?” Spurgte han. ”Gå ind!”

Thor stod der, helt splittet. Han ville ikke være ulydig overfor sin far, men hans var nødt til at tale med ham.

Hans hjerte buldrede mens han overvejede. Han besluttede at det ville være bedst at adlyde, at hente sværdene og så konfrontere sin far. At være åbenlyst ulydig ville ikke hjælpe.

Thor fór ind i huset, ud gennem bagdøren og ud i våbenskuret. Han fandt sine brødres tre sværd, genstande af stor skønhed alle tre, dekorede med de fineste sølvfæster,

Han spurted hen til sine brødre, gav dem hver et sværd, og vendte sig mod sin far.

”Hvad, ingen pudsning?” sagde Drake.

Hans far vendte sig misbilligende mod ham, men før han kunne sige noget, talte Thor.

”Far, vær rar. I har noget at tale med dig om!”

”Jeg sagde du skulle pudse-”

”Far, vær nu rar!”

Hans far skulede tilbage, overvejende. Han måtte have set alvoren i Thors ansigt, og tilsidst sagde han, ” Nå?”

“Jeg vil gerne i betragtning. Med de andre, til Legionen. ”

Hans brødres latterbrøl rejste sig bag ham, og fik hans ansigt til at blusse mørkerødt.

Men hans far lo ikke; tværtimod, hans skulen blev værre.

”Vil du?” spurgte han.

Thor nikkede energisk.

”Jeg er fjorten. Jeg valgbar.”

”Den nederste grænse er fjorten” sagde Drake nedladende, hen over skulderen. ”Hvis de valgte dig ville du være den yngste. Tror du selv de ville vælge en som dig fremfor en som mig, fem år ældre?”

”Du er uforskammet.” sagde Durs. ”Det har du altid været.”

Thor vendte sig mod dem. ”Jeg spørger ikke jer om lov.” sagde han.

Han vendte sig igen mod sin far, der stadig skulede.

”Far, vær nu sød.” sagde han. ”Giv mig en chance. Det er det eneste jeg beder om. Jeg ved godt jeg er ung, men jeg skal nok bevise at jeg kan, med tiden. ”

Hans far rystede på hovedet.

“Du er ikke nogen soldat, knægt. Du er ikke som dine brødre. Du er en fårehyrde. Dit liv er her, med mig. Du skal udføre dine pligter og udføre dem godt. Man skal ikke drømme for stort. Omfavn dit liv og lær at elske det.”

Thor mærkede sit hjerte knuses og så sit liv smuldre foran sig.

Nej, tænkte han. Det er ikke sandt.

”Men far –”

”Stille!” hvinede han, så skingert at det skar i luften. ”Det er nok med dig nu. Her kommer de. Kom af vejen, og opfør dig ordentligt mens de er her. ”

Hans far tog et skridt og skubbede Thor væk med den ene hånd, som om han var en genstand, han ikke havde lyst til at se på. Hans kødfulde håndflade stak i Thors bryst.

En voldsom rumlem hørtes og landsbyboerne strømmede ud af deres hjem, stillede i i vejkanten. En voksende sky af støv bekendtgjorde karavanen og få minutter senere ankom de, et dusin hestetrukne vogne, der larmede som torden.

De kom ind i byen som en pludselig hær, og gjorde holdt nær ved Thors hjem. Deres heste knejsede på plads, prustende. Det tog lang tid for støvskyen at lægge sig og Thor prøvede uroligt at smugkigge på deres rustninger, deres våben. Han havde aldrig før været så tæt på The Silver, og hans hjerte dunkede.

Soldaten på førerhesten steg af. Her var han, et virkeligt ægte medlem af The Silver, dækket i skinnende ringbrydning, et langt sværd i hans bælte. Han så ud som om han var i trediverne, en rigtig mand, skægstubbe i ansigtet, ar på kinden, og en næse der var krum af kamp. Han var den mest kraftige mand Thor havde set, dobbelt så bred som de andre, med en mine, der fortalte at han havde det øverste ansvar.

Soldaten sprang ned på grusvejen, hans sporer ringlede da han gik hen til opstillingen af drenge.

Oppe og nede i landsbyen stod dusinvis af håbefulde drenge ret. At komme ind i The Silver betød et liv i ære, i kamp, i berømmelse, i hæder – sammen med land, titel, og rigdom. Det betød den bedste brud, den frodigste jord, et liv i hæder. Det betød ære for familien, og indtrædelse i Legionen var det første skridt.

Thor kiggede på de store gyldne vogne, og vidste at der kun kunne være så mange rekrutter I dem. Det var et stort kongerige, og de havde mange byer at besøge. Han sank, mens han indså at hans chancer var endnu svagere end han havde troet. Han ville skulle slå alle disse andre drenge – mange af dem kraftige kæmpere – og ovenikøbet hans tre brødre. Hans hjerte sank.

Thor kunne knap få vejret da soldaten tavst gik op ad rækkerne af håbefulde. Han begyndte på den modsatte side af vejen og vendte så langsomt tilbage. Thor kendte selvfølgelig de andre drenge. Han vidste også at nogle af dem hemmeligt ikke ville udpeges, selvom deres familier gerne ville sende dem afsted. De var bange; de ville blive elendige soldater.

Thor brændte af uretfærdigheden. Han følte at han fortjente at blive udvalgt ligeså meget som nogen af dem. Bare fordi hans brødre var ældre og større og stærkere betød det ikke at han ikke havde ret til at stå og blive valgt. Han brændte af had til sin far og var ved at eksplodere da soldaten nærmede sig.

Soldaten stopped for første gang, foran hans brødre. Han så op og ned af dem og virkede imponeret. Han rakte ud og greb en af deres sværdskeder og trak i den som for at mærke, hvor fast den var.

Han brød ud i smil.

”Du har ikke brugt dit sværd i kamp endnu, har du?” Spurgte han Drake.

Thor så Drake nervøs for første gang i sit liv. Drake sank.

”Nej, min herre. Men jeg har øvet med den mange gange, og jeg håber at –“

”Øvet!”