Blake Pierce - Forsvundet

FORSVUNDET

(EN RILEY PAIGE SPÆNDINGSROMAN—BIND 1)

B L A K E P I E R C E

Blake Pierce

Blake Pierce er en ivrig læser og livslang fan af spændings- og thrillergenren. FORSVUNDET er Blakes debutroman. Blake vil rigtig gerne høre fra dig, og du er velkommen til at besøge hjemmesiden www.blakepierceauthor.comog tilmelde dig mailinglisten, så du kan modtage en gratis bog, modtage gratis gaver, følge Blake på Facebook og Twitter og holde kontakten!

Copyright © 2015 Blake Pierce. Alle rettigheder forbeholdes. I henhold til U.S. Copyright Act fra 1976 – og med mindre andet er tilladt - må ingen dele af denne publikation reproduceres, distribueres eller overføres i nogen form eller på nogen måde opbevares i en database eller informationssystem uden forudgående tilladelse fra forfatteren. Denne e-bog må kun anvendes til personligt brug. Denne e-bog må ikke videresendes eller gives væk til andre mennesker. Hvis du vil dele denne bog med en anden person, bedes du købe en ekstra kopi til hver modtager. Hvis du læser denne bog og ikke har købt den, eller den ikke blev købt til personligt brug, skal du returnere den og købe din egen kopi. Tak, fordi du respekterer denne forfatters hårde arbejde. Dette værk er fiktion. Navne, karakterer, virksomheder, organisationer, steder, begivenheder og hændelser er enten et produkt af forfatterens frie fantasi eller anvendes fiktivt i bogen. Enhver lighed med virkelige personer, levende eller døde, er helt tilfældig. Jacket image Copyright GoingTo er anvendt med licens fra Shutterstock.com.

BOGER AF BLAKE PIERCE

RILEY PAIGE SPÆNDINGSSERIEN

FORSVUNDET (Bind 1)

KIDNAPPET (Bind 2)

BEGÆRET (Bind 3)

INDHOLD

Prolog

Kapitel 1

Kapitel 2

Kapitel 3

Kapitel 4

Kapitel 5

Kapitel 6

Kapitel 7

Kapitel 8

Kapitel 9

Kapitel 10

Kapitel 11

Kapitel 12

Kapitel 13

Kapitel 14

Kapitel 15

Kapitel 16

Kapitel 17

Kapital 18

Kapitel 19

Kapitel 20

Kapitel 21

Kapitel 22

Kapitel 23

Kapitel 24

Kapitel 25

Kapitel 26

Kapitel 27

Kapitel 28

Kapitel 29

Kapitel 30

Kapitel 31

Kapitel 32

Kapitel 33

Kapitel 34

Kapitel 35

Kapitel 36

En ny smertekrampe fik Reba til at løfte hovedet. Hun rykkede i rebene, der var bundet om hendes krop og bundet om maven til en lodret rør, der var boltet til gulvet og loftet i midten af det lille rum. Hendes håndled var bundet foran, og hendes ankler var også fastbundet.

Det gik op for hende, at hun havde døset, og hun blev straks overvældet af frygt. Nu forstod hun, at manden ville dræbe hende. Lidt efter lidt, knivstik for knivstik. Det ønskede ikke at se hende død, og det var heller ikke sex, han var ude efter. Han ønskede kun at se hende lide i smerte.

Jeg er nødt til at holde mig vågen, tænkte hun. Jeg er nødt til at slippe ud herfra. Hvis jeg falder i søvn igen, så dør jeg.

Trods varmen i rummet føltes hendes nøgne krop kølig af sved. Hun kiggede ned og vred sig og så sine nøgne fødder mod det hårde trægulv. Gulvet omkring dem var fyldt med pletter af indtørret blod, hvilket tydede på, at hun ikke var den første person, der var blevet bundet her. Det forstærkede hendes rædsel.

Han var gået. Rummets ene dør var helt lukket, men han ville komme tilbage. Det gjorde han altid. Og så ville han gøre alt, hvad han kunne finde på for at få hende til at skrige. Vinduerne var blændet, og hun havde ingen anelse om, hvorvidt det var dag eller nat, eftersom det eneste lys kom fra en nøgen pære, der hang ned fra loftet. Hvor end dette sted lå, så virkede det som om, at ingen andre kunne høre hendes skrig.

Hun spekulerede på, om dette rum engang havde været en lille piges soveværelse; det var grotesk rosafarvet med snørklede mønstre og eventyrmotiver overalt. Nogen - hun gættede på sin fangevogter - havde for længst hærget værelset, ødelagt ting og væltet stole og borde. Gulvet var dækket med afrevne lemmer og torsoer af legetøjsdukker. Små parykker – Reba gættede på, at det var dukkeparykker, hang som skalpe på væggene, og de fleste af dem var flettede, og alle sammen havde kunstige legetøjsagtige farver. Et sminkebord i en stærk rosa farve stod oprejst op ad en væg, og dets hjerteformede spejl lå knust i små stykker. Det eneste andet møbel, som stadig var intakt, var en smal enkeltseng med en iturevet lyserød baldakin. Hendes fangevogter hvilede sig sommetider der.

Manden så på hende med mørke, blide øjne gennem sin sorte skimaske. I begyndelsen havde hun trøstet sig med, at han altid havde den maske på. Hvis han ikke ønskede, at hun skulle se hans ansigt, betød det så ikke, at han ikke havde planer om at dræbe hende, men at han ville lade hende gå?

Men hun forstod snart, at skimasken tjente et andet formål. Hun kunne se, at ansigtet bag den havde en vigende hage og en skrånende pande, og hun var sikker på, at mandens træk var jævne og ordinære. Selvom han var stærk, var han lavere end hun, og sandsynligvis usikker på det. Hun gættede på, at han bar skimaske for at virke mere skræmmende.

Hun havde opgivet at forsøge at tale ham fra at skade hende. Først havde hun troet, at hun kunne. Hun vidste jo, at hun var smuk. Eller i det mindste plejede jeg at være det, tænkte hun, Desværre.

Sved og tårer blandede sig i hendes knuste ansigt, og hun kunne mærke blodet var størknet i hendes lange blonde hår. Hendes øjne sved: han havde ladet hende have kontaktlinser på, og de gjorde det sværere at se.

Gad vide, hvordan jeg ser ud nu.

Hun lod sit hoved falde.

Dø nu, bad hun sig selv.

Det burde være let nok at gøre. Hun var sikker på, at andre var døde her tidligere.

Men hun kunne ikke. Bare at tænke på det, fik hendes hjerte til at slå hurtigere, fik hende til at hive efter vejret og rebet til at stramme om hendes mave. Langsomt, som om hun godt vidste, at hun stod over for sin forestående død, blev en ny følelse vakt i hende. Det var ikke panik eller frygt denne gang. Det var ikke fortvivlelse. Det var noget andet.

Hvad føler jeg?

Så indså hun det. Det var raseri. Ikke mod sin fangevogter. Hun havde for længst udtømt sin vrede mod ham.

Det er mig, tænkte hun. Jeg gør, hvad han vil. Når jeg skriger og græder og snøfter og beder, så gør jeg, hvad han vil.

Hver gang hun drak af den kolde bouillon, som han madede hende med gennem et sugerør, så gjorde hun, hvad han ønskede. Når hun flæbede patetisk, at hun var mor til to børn, der havde brug for hende, så glædede hun ham i det uendelige.

Hun nåede frem til en ny løsning, da hun endelig stoppede med at vride sig rundt. Måske var hun nødt til at prøve en anden taktik. Hun havde kæmpet så hårdt mod rebene i de seneste dage. Måske var det den forkerte tilgang. De var som de dér små stykker bambuslegetøj - den kinesiske fingerfælde, hvor du putter dine fingre ind i hver sin ende af røret, og jo hårdere du trak, desto mere blev dine fingre holdt fast. Måske var tricket at slappe af helt bevidst. Måske var det vejen ud.

Muskel for muskel lod hun sin krop blive slap, og hun følte hvert sår, hvert blå mærke der, hvor hendes hud rørte rebene. Og langsomt blev hun opmærksom på, hvor rebet strammede mest.

Endelig fandt hun frem til, hvad hun havde brug for. Rebet sad en lille smule løst omkring hendes højre ankel. Men ville det hjælpe at trække i det nu? Nej, hun var nødt til at lade sine muskler være smidige. Hun vristede anklen ganske forsigtigt og derefter mere aggressivt, så rebet løsnede sig.

Endelig til hendes store glæde og overraskelse kom hendes hæl fri, og hun trak hele højre fod til sig.