Blake Pierce: Forsvundet

Hun tumlede bagud ved synet af den blågule flamme. Hun lukkede øjnene, og minderne overvældede hende.

Riley lå i en trang krybegang under et hus i et lille hjemmelavet bur. Propanbrænderen var det eneste lys, hun nogensinde så. Resten af tiden tilbragte hun i komplet mørke. Gulvet i krybegangen var snavset. Gulvbrædderne over hende var så lave, at hun næsten ikke kunne dreje sig.

Der var totalt mørkt, selv når han åbnede en lille dør og krøb ind i krybegangen til hende. Hun kunne ikke se ham, men hun kunne høre ham trække vejret og grynte. Han ville låse buret op, åbne det og klatre ind.

Og så ville han tænde en fakkel. Hun kunne se hans grusomme og grimme ansigt i det lys. Han ville drille hende med en tallerken af dårlig mad. Hvis hun rakte ud efter maden, ville han køre faklens flamme op ad hende. Hun kunne ikke spise uden at blive forbrændt ...

Hun åbnede øjnene. Billederne virkede mindre levende, når hendes øjne var åbne, men hun kunne ikke ryste strømmen af minder af sig. Hun fortsatte som en robot med at lave morgenmad med hele kroppen pumpet af adrenalin. Hun var i gang med at dække bord, da datterens stemme kaldte igen.

"Mor, hvor lang tid tager det?"

Hun for sammen og tallerkenen gled ud af hendes hånd og faldt på gulvet og blev knust.

"Hvad sker der?" råbte April råbte og dukkede op ved siden af hende.

"Ingenting," sagde Riley.

Hun rydde op i rodet, og da hun og April sad sammen og spiste, var der en fjendtlig tavshed som normalt. Riley ønskede at trænge igennem til April for at sige: April, det er mig, din mor, og jeg elsker dig. Men hun havde prøvet så mange gange, og det gjorde kun det hele værre. Hendes datter hadede hende, og hun kunne ikke forstå hvorfor - eller hvordan hun skulle stoppe det.

"Hvilke planer har du i dag?" Spurgte hun April.

"Hvad tror du selv?" snerrede April af hende. "Jeg skal i skole."

"Jeg mener bagefter," sagde Riley med en rolig og medfølende stemme. "Jeg er din mor. Jeg vil gerne vide det. Det er normalt."

"Intet i vores liv er normalt."

De spiste i tavshed et øjeblik.

"Du fortæller mig aldrig noget," sagde Riley.

"Det gør du heller ikke".

Der stoppede ethvert håb om samtale en gang for alle.

Det er rigtig nok, tænkte Riley bittert. Det var mere sandt end April vidste. Riley havde aldrig fortalt hende om sit job, sine sager; hun havde aldrig fortalt hende om sit fangenskab, eller sin tid på hospitalet, eller hvorfor hun var på orlov nu. Alt hvad April vidste var, at hun en stor del af tiden havde måttet bo hos sin far, og hun hadede ham endnu mere end hun hadede Riley. Men lige så meget som hun gerne ville fortælle hende om tingene, syntes Riley det var bedst, at April ikke vidste, hvad hendes mor havde været igennem.

Riley klædte sig på og kørte April i skole, og de sagde ikke et ord til hinanden under køreturen. Da hun lukkede April ud af bilen, råbte hun efter hende: "Vi ses klokken ti."

April gav hende et ligegyldigt vink, da hun gik.

Riley kørte til en nærliggende kaffebar. Det var blevet en rutine for hende. Det var svært for hende at befinde sig på et offentligt sted, og hun vidste, at det var præcis derfor, hun skulle gøre det. Kaffebaren var lille og aldrig fyldt, selv på morgener som denne, så hun fandt det relativt behageligt at være der.

Da hun sad der og nippede til en cappuccino, huskede hun igen på Bills ærgrelse. Det var seks uger, fandens osse. Det måtte ændre sig. Hun var nødt til at ændre sig. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle gøre det.

Men så fik hun en idé. Hun vidste præcis, hvad hun først skulle gøre.

Den hvide flamme på propanbrænderen viftede foran Riley. Hun måtte undvige fra side til side for at undgå at blive forbrændt. Lysstyrken blændede hende, og hun kunne ikke engang se sin fangevogters ansigt længere. Når fakklen hvirvlede omkring, syntes den at efterlade lysspor hængende i luften.

"Stop det!" Råbte hun. "Stop det!"

Hendes stemme var hæs af at råbe. Hun undrede sig over, hvorfor hun overhovedet brugte luft på det. Hun vidste, at han ikke ville holde op med at plage hende, før hun var død.

I samme øjeblik løftede han et lufthorn og blæste ind i hendes øre.

Et bilhorn dyttede. Riley vendte tilbage til nutiden og det så ud som om, at lyset i lyskrydset lige var blevet grønt. En stribe bilister ventede i kø bag hendes bil, og hun trådte på speederen.

Med svedige håndflader tvang Riley minderne væk og huskede i stedet sig selv på, hvor hun var. Hun skulle besøge Marie Sayles, den eneste anden overlevende efter den gerningsmands ubeskrivelige sadisme, som næsten havde taget livet af hende. Hun forberedte sig på, at minderne ville overvælde hende. Det var ellers lykkedes hende at koncentrere sig om kørslen i halvanden time nu, og hun syntes selv, at hun klarede det fint.

Riley kørte ind i Georgetown, passerede større viktorianske hjem og parkerede på adressen, som Marie havde givet hende over telefonen - et rødt murstensbyhus med en smuk karnap. Hun sad et øjeblik i bilen og diskuterede med sig selv om, hvorvidt hun skulle gå ind i et forsøg på at finde modet.

Endelig steg hun ud. Da hun gik op ad trapperne, var hun glad for at se Marie møde hende i døren. Mørkt, men elegant klædt, smilede Marie noget blegt. Hendes ansigt så træt ud. Riley var ret sikker på, at hun havde grædt, fordi hun havde rander under øjnene. Det kom ikke som nogen overraskelse. Hun og Marie havde set meget til hinanden i løbet af ugernes videochats, og det var meget lidt, de kunne skjule fra hinanden.

Da de gav hinanden et knus, blev Riley straks opmærksom på, at Marie ikke var så høj og robust som hun havde forventet, at hun skulle være. Selv med hæle på var Marie lavere end Riley og hendes figur lille og delikat. Det overraskede Riley. Hun og Marie havde snakket meget sammen, men det var første gang de mødtes personligt. Trods Maries ubetydelige fremtoning var hun tilsyneladende modig nok til at overleve, hvad hun havde været igennem.

Riley lagde mærke til omgivelserne, da hun og Marie gik ind i spisestuen. Stedet var ulasteligt rent og smagfuldt møbleret. Det ville normalt have være et skønt hjem for en succesfuld singlekvinde. Men Marie havde alle gardinerne trukket for, og belysningen var dæmpet. Atmosfæren var trykket. Riley ønskede ikke at indrømme det, men det fik hende til at tænke på sit eget hjem.

Marie havde anrettet en let frokost til dem på spisebordet, og hun og Riley satte sig ned for at spise. De sad der i akavet tavshed, Riley svedte, men var usikker på hvorfor. Synet af Marie bragte alle minderne tilbage.

"Så. . . hvordan føles det?” Marie spurgte forsigtigt. "At komme ud i verden?"

Riley smilede. Marie vidste bedre end nogen, hvad dagene gik med.

"Godt," sagde Riley. "Faktisk, helt godt. Jeg fik det kun dårligt et øjeblik."

Marie nikkede forstående.

"Nå, gjorde du det," sagde Marie. "Det var modigt."

Modig, tænkte Riley. Det var ikke sådan, hun ville have beskrevet sig selv. Engang måske, da hun var en aktiv agent. Ville hun nogensinde beskrive sig sådan igen?

"Hvad med dig?" Spurgte Riley. "Hvor meget går du ud?"

Marie tav.

"Du forlader slet ikke huset, vel?" Spurgte Riley.

Marie rystede på hovedet.

Riley rakte frem og greb medfølende fat om hendes håndled.

"Marie, du skal prøve," opfordrede hun. "Hvis du lader dig selv sidde indespærret sådan her, er det som om han stadig holder dig fanget."

Et halvkvalt snøft trængte sig ud af Maries hals.

"Jeg er ked af at måtte sige det," sagde Riley.

"Det er ok. Du har ret."

Riley så på Marie, imens de begge to spiste og en lang tavshed fulgte. Hun ville gerne tro, at Marie klarede sig godt, men hun måtte indrømme, at hun syntes, at hun virkede utrolig skrøbelig. Det forstærkede også hendes egen frygt for sig selv. Stod det også så slemt til med hende?