Blake Pierce - Forsvundet

Da han iagttog hende, skete der noget andet med ham. Hun lignede faktisk én på sin egen alder. Hun var 40 år gammel, samme alder som ham, men dengang hun arbejdede, vedholdende og engageret, havde hun altid virket flere år yngre. Der var begyndt at komme grå stænk i hendes mørke hår. Det samme gjaldt hans eget hår.

Riley kaldte på sin datter: "April!"

Intet svar. Riley kaldte på hende flere gange, højere for hver gang, indtil hun endelig svarede.

"Hvad?" svarede April irriteret inde fra stuen.

"Hvornår skal du i skole?"

"Det ved du godt."

"Bare fortæl mig det, okay?"

"Halv ni."

Riley rynkede panden og så oprørt ud. Hun kiggede op på Bill.

"Hun dumpede i engelsk. Hun har pjækket i for mange timer. Jeg prøver at hjælpe med at indhente det."

Bill rystede på hovedet og forstod det kun alt for godt. Politiarbejdet krævede meget af dem alle, og at det gik ud over familielivet, var en ulykke.

"Det er jeg ked af at høre," sagde han.

Riley trak på skuldrene

"Hun er fjorten. Hun hader mig. "

"Det er ikke godt."

"Jeg hadede alle, da jeg var fjorten," svarede hun. "Gjorde du ikke?"

Bill svarede ikke. Det var svært at forestille sig, at Riley nogensinde kunne hade alle.

"Bare vent til dine drenge når den alder," sagde Riley. "Hvor gamle er de nu? Det har jeg glemt."

"Otte og ti," svarede Bill og smilede. "Den måde tingene kører på med Maggie, så ved jeg ikke, om jeg stadigvæk er i deres liv, når de når Aprils alder."

Riley lagde hovedet på skrå og kiggede bekymret på ham. Han havde savnet det omsorgsfulde blik.

"Så slemt, hva'?" sagde hun.

Han kiggede væk og ønskede ikke at tænke mere over det.

De sad tavse et øjeblik.

"Hvad er det, du gemmer på gulvet?" spurgte hun.

Bill kiggede ned og derefter op og smilede; selv i hendes tilstand overså hun aldrig noget.

"Jeg gemmer ikke noget," sagde Bill, samlede konvolutten op og lagde den på bordet. "Der er bare noget, jeg gerne vil snakke med dig om."

Riley smilede bredt. Det var tydeligt, at hun udmærket vidste, hvad han egentlig var her for.

"Vis mig det," sagde hun og tilføjede med et nervøst blik på April. "Kom, lad os gå ud bagved. Jeg vil ikke have, at hun skal se det."

Riley tog sine tøfler af og gik barfodet foran Bill ud i baghaven. De satte sig ved et slidt picnicbord, der havde været her, siden Riley flyttede ind, og Bill stirrede rundt i den lille gårdhave, som havde et enkelt træ. Der var skov til alle sider. Det fik ham til at glemme, at han var tæt på en by.

For isoleret, tænkte han.

Han havde aldrig følt, at dette var det rigtige sted for Riley. Den lille hus, som var bygget i ranch-stil, lå cirka 10 kilomenter udenfor byen og så slidt og ordinært ud. Det lå lige ved en mindre vej med intet andet end skove og græsgange så langt øjet rakte. Han havde dog heller aldrig tænkt, at et liv i forstæderne var noget for hende. Han havde svært ved at forestille sig hende holde cocktailparties. Herfra kunne hun i det mindste køre ind til Fredericksburg og tage videre til Quantico, når hun kom tilbage for at arbejde. Hvis hun stadig kunne arbejde.

"Vis mig, hvad du har," sagde hun.

Han spredte rapporterne og billederne ud over bordet.

"Husker du Daggett-sagen?" Spurgte han. "Du havde ret. Morderen var ikke færdig."

Han så hendes øjne udspile sig, da hun gennemgik billederne. Der var en lang tavshed, da hun studerede filerne intensivt, og han spekulerede på, om det kunne være, hvad hun havde brug for at vende tilbage - eller om det ville sætte hende tilbage.

"Så hvad synes du?" Spurgte han endelig.

Mere tavshed. Hun kiggede stadig ikke op fra mappen.

Endelig kiggede hun op, og da hun gjorde det, var han chokeret over at se tårer i hendes øjne. Han havde aldrig set sit græd før, ikke engang i de værste tilfælde, tæt på et lig. Det var bestemt ikke Riley, det vidste han. Den morder havde gjort noget ved hende, mere end han anede.

Hun kvalte et snøft.

"Jeg er bange, Bill," sagde hun. "Jeg er så bange. Hele tiden. For alt. "

Bill følte hjertet synke i livet ved at se hende sådan her. Han undrede sig over, hvor den gamle Riley var blevet af, den person han altid kunne stole på var stærkere end ham, klippen som han altid kunne læne sig op ad i problemfyldte stunder. Han savnede hende mere, end han kunne sige.

"Han er død, Riley," sagde han i sit mest selvsikre tonefald. "Han kan ikke skade dig mere."

Hun rystede på hovedet.

"Det ved du ikke."

"Jo, det gør jeg," svarede han. "De fandt liget efter eksplosionen."

"De kunne ikke identificere det," sagde hun.

"Du ved, det var ham."

Hun bøjede hovedet og dækkede ansigtet med den ene hånd, imens hun græd. Han holdt hendes anden hånd tværs over bordet.

"Det her er en ny sag," sagde han. "Den har intet at gøre med, hvad der skete med dig."

Hun rystede på hovedet.

"Det er ligegyldigt."

Langsomt, mens hun græd, rejste hun sig op og rakte ham mappen og kiggede væk.

"Jeg er ked af det," sagde hun og kiggede ned, imens hun holdt den med rystende hånd. "Jeg synes du skal gå," tilføjede hun.

Bill var chokeret og ked af det, da han tog mappen tilbage. Han havde aldrig nogensinde forventet, at det skulle ende sådan.

Bill sad der et øjeblik og kæmpede mod sine egne tårer. Endelig klappede han forsigtigt hendes hånd, rejste sig fra bordet og gik tilbage gennem huset. April sad stadig i stuen med lukkede øjnene, og hendes hoved nikkede i takt til musikken.

*

Riley sad og græd alene ved picnicbordet efter at Bill var gået.

Jeg troede, jeg var ok, tænkte hun.

Hun ville virkelig gerne være ok for Bills skyld. Og hun troede faktisk, at hun var det. Det havde været ok at sidde i køkkenet og tale om almindelige ting. Så var de gået udenfor, og da hun havde set mappen, troede hun også, at hun ville være ok. Mere end ok. Hun blev opslugt af det. Den gamle lyst til at arbejde blev vakt, og hun ønskede at komme tilbage i marken. Hun tænkte på mordene som et puslespil, der skulle løses, næsten abstrakt, et intellektuelt spil. Det var også fint. Hendes terapeut havde fortalt hende, at det var sådan, hun skulle tænke, hvis hun nogensinde håbede på at vende tilbage til arbejde.

Men så af en eller anden grund blev det intellektuelle puslespil til virkelighed - en uhyrlig menneskelig tragedie, hvor to uskyldige kvinder var døde i endeløs smerte og frygt. Og hun havde pludselig spekuleret på: Var det lige så slemt for dem, som det var for mig?

Hendes krop blev med det samme overvældet af panik og frygt. Og forlegenhed og skam. Bill var hendes partner og hendes bedste ven. Hun skyldte ham så meget. Han havde stået ved hendes side i de sidste uger, da ingen andre ville. Hun kunne ikke have overlevet tiden på hospitalet uden ham. Det sidste, hun ønskede, var, at han skulle se hende reduceret til en tilstand af hjælpeløshed.

Hun hørte April råbe fra bagdøren.

"Mor, vi skal spise nu, ellers kommer jeg for sent."

Hun følte en trang til at råbe tilbage: "Lav din egen morgenmad!"

Men det gjorde hun ikke. Hun var for længst udmattet af sine kampe med April. Hun havde opgivet kampene.

Hun rejste sig op fra bordet og gik tilbage til køkkenet. Hun rev et stykke papir af køkkenrullen og brugte den til at tørre tårerne væk og pudse næse og gik så i gang med at lave mad. Hun forsøgte at huske sin terapeuts ord: Selv rutinemæssige opgaver vil kræve en meget bevidst indsats i det mindste et stykke tid. Hun var nødt til at indstille sig på at lave ting med ét babyskridt ad gangen.

Først kom der ting ud af køleskabet - æggebakken, pakken med bacon, smørskålen, syltetøjskrukken, fordi April godt kunne lide syltetøj, selvom hun ikke kunne det. Og det gik fint, indtil hun lagde seks strimler bacon på en pande på komfuret, og hun tændte gasblusset under panden.