Blake Pierce - Forsvundet

Flores vendte tilbage til diasshowet. Skærmen blev opdelt, og ved siden af billederne på skærmen viste han en ny serie billeder. De to ofre blev vist side om side. Bill gispede. Det var forbløffende. Bortset fra det ene krops frosne kød var ligene i næsten samme tilstand, sårene nærmest identiske. Begge kvinder havde øjnene syet vidt åbne på samme skrækkelige måde.

Bill sukkede, for billederne fik alting til at vende tilbage. Uanset hvor mange år han havde været i politiet, så smertede det ham at se hvert eneste offer.

"Rogers’ lig blev fundet siddende oprejst imod et træ," fortsatte Bill med dyster stemme. "Ikke lige så omhyggeligt placeret som liget i Mosby Park. Ingen kontaktlinser eller vaseline, men de fleste andre detaljer er de samme. Rogers’ hår blev klippet kort, ikke barberet, men der var en lignende paryk. Hun blev også kvalt med et lyserødt bånd, og en falsk rose blev fundet foran hende."

Bill holdt pause et øjeblik. Han hadede det næste, han måtte sige.

"Paige og jeg kunne ikke knække sagen."

Spelbren vendte sig til ham.

"Hvad var problemet?" Spurgte han.

"Hvad var ikke problemet?" Svarede Bill, mere defensivt end nødvendigt. "Vi kunne ikke få et eneste gennembrud i sagen. Vi havde ingen vidner; offerets familie kunne ikke give os nogen nyttige oplysninger; Rogers havde ingen fjender, ingen tidligere mand, ingen vred kæreste. Der var ikke en eneste god grund til, at hun blev mål og dræbt. Sagen blev henlagt med det samme. "

Bill blev tavs. Mørke tanker oversvømmede hans hjerne.

"Hold op," sagde Meredith i en ukarakteristisk blid tone. "Det er ikke din skyld. Du kunne ikke have stoppet det nye drab. "

Bill værdsatte venlighed, men han følte sig skyldig som ind i helvede. Hvorfor kunne han ikke have knækket sagen før? Hvorfor kunne Riley ikke? Det var meget få gange i sin karriere, han havde været så indskrænket.

I det øjeblik ringede Merediths telefon, og chefen besvarede opkaldet.

Det første han nærmest sagde var: "Fandens osse."

Han gentog det flere gange. Så sagde han: "Er du helt sikker på, det er hende?" Han holdt inde. "Var der nogen forhandling om en løsesum?"

Han rejste sig fra sin stol og gik uden for konferencelokalet og efterlod de tre andre mænd, der sad i forvirret stilhed. Efter et par minutter kom han tilbage. Han så ældre ud.

"Mine herrer, vi befinder os nu i en krisesituation", meddelte han. "Vi har lige fået oplyst identiteten på gårsdagens offer. Hendes navn var Reba Frye. "

Bill gispede, som om han var blevet slået i maven; han kunne også se, at Spelbren var chokeret. Men Flores så forvirret ud.

"Bør jeg vide, hvem det er?" Spurgte Flores.

"Pigenavnet er Newbrough," forklarede Meredith. "Senator Mitch Newbroughs datter - sandsynligvis Virginias næste guvernør."

Flores åndede tungt.

"Jeg havde ikke hørt, at hun var forsvundet," sagde Spelbren.

"Det var ikke officielt rapporteret," sagde Meredith. "Hendes far er allerede blevet kontaktet. Og selvfølgelig mener han, at det er politisk eller personligt eller begge dele. Det er ligegyldigt, at det samme skete med et andet offer for seks måneder siden."

Meredith rystede på hovedet.

"Senatoren vil lægge pres på os," tilføjede han. "Der vil komme masser af presseomtale. Han vil sørge for, at vi bliver holdt til ilden."

Bills hjerte sank. Han hadede følelsen af, at tingene voksede ham over hovedet. Men det var præcis, hvordan han havde det lige nu.

En dyster tavshed fyldte rummet.

Til sidst rømmede Bill sig.

"Vi skal have hjælp," sagde han.

Meredith vendte sig mod ham, og Bill mødte hans hårde blik. Merediths ansigt trak sig sammen i bekymring og misbilligelse. Han vidste, hvad Bill tænkte.

"Hun er ikke klar," svarede Meredith. Han vidste, at Bill havde i sinde at indkalde hende.

Bill sukkede.

"Chef," svarede han, "hun kender sagen bedre end nogen anden. Og der er ingen klogere end hende."

Efter endnu en pause sagde Bill, hvad han virkelig tænkte.

"Jeg tror ikke, vi kan klare det uden hende."

Meredith kastede sin blyant mod et stykke papir et par gange og ønskede sig et andet sted hen.

"Det er en fejl," sagde han. "Men hvis hun går i stykker, er det din fejl." Han tog en indånding. "Ring til hende."

Teenagepigen, der åbnede døren, så ud, som om hun havde lyst til at smække den i hovedet på Bill. I stedet snurrede hun rundt på hælen og gik væk uden et ord, men efterlod døren åben.

Bill trådte indenfor.

"Hej, April," sagde han automatisk.

Rileys datter, en surmulende 14-årig, der havde arvet sin mors mørke hår og nøddebrune øjne, svarede ikke. Hun var kun iklædt i en overdimensioneret T-shirt, og hendes hår var uglet, April drejede om hjørnet og dumpede ned på sofaen, ligeglad med alt undtagen sine høretelefoner og mobiltelefon.

Bill stod der akavet og usikker på, hvad han skulle gøre. Da han havde ringet til Riley, havde hun indvilliget i at få besøg af ham, omend modstræbende. Havde hun skiftet mening?

Bill kiggede rundt, da han gik ind i huset. Han gik gennem stuen og så alt var nydeligt og opryddet, som det var karakteristisk for Riley. Men han bemærkede også, at persiennerne var trukket fra, og der lå et lag af støv på møblerne – hvilket overhovedet ikke lignede hende. På en boghylde så han en række helt nye paperback-thrillere, som han havde købt til hende under hendes orlov, og han håbede, at bøgerne ville få hende til at glemme sine problemer. Ikke et eneste bind så ud til at være læst.

Bills bekymring var velbegrundet. Det var ikke den Riley, han kendte. Havde Meredith ret? Havde hun brug for mere tid på orlov? Var det forkert af ham at række ud efter hende, før hun var klar?

Bill tog sig sammen og gik længere ind i det mørke hus, og da han drejede om et hjørne, fandt han Riley alene i køkkenet. Hun sad ved Formica-bordet i sin morgenkåbe og hjemmesko med en kop kaffe foran sig. Hun kiggede op, og han så et glimt af forlegenhed, som om hun havde glemt, han kom. Men hun skjulte det hurtigt med et svagt smil og rejste sig.

Han trådte frem og krammede hende, og hun krammede ham let tilbage. I hjemmesko var hun lidt lavere end ham. Hun var blevet meget tynd, alt for tynd, og hans bekymring voksede.

Han satte sig ned ved bordet overfor hende og studerede hende. Hendes hår var rent, men det var ikke redt, og det så ud som om hun havde været iført disse hjemmesko i dagevis. Hendes ansigt var alt for blegt og så meget, meget ældre ud, end da han sidst havde set hende for fem uger siden. Hun så ud, som om hun havde været igennem helvede. Det havde hun også. Han prøvede ikke at tænke på, hvad den sidste morder havde gjort ved hende.

Hun undgik hans blik, og de sad begge der i den larmende stilhed. Bill havde været så sikker på, at han ville vide lige præcis, hvad han skulle sige for at opmuntre hende og vække hende; men da han sad der, følte han sig opslugt af sorg, og han havde ingen ord. Han ville gerne se hende være mere robust ligesom hendes gamle selv.

Han gemte hurtigt konvolutten med mapperne om den nye mordsag på gulvet ved siden af sin stol. Han var ikke længere sikker på, om han skulle vise dem til hende. Han begyndte at få en følelse af, at han havde begået en fejl ved at møde op her. Hun havde tydeligvis brug for mere tid. At se hende sådan her gjorde ham for første gang usikker på, om hans mangeårige partner nogensinde ville vende tilbage til jobbet.

"Kaffe?" spurgte hun. Han kunne fornemme hendes ubehag.

Han rystede på hoved. Hun var tydeligvis skrøbelig. Da han havde besøgt hende på hospitalet, og selv efter hun var kommet hjem, havde han været bekymret for hende. Han havde spekuleret på, om hun nogensinde ville vende tilbage fra den smerte og terror, hun havde udholdt i sit inderste mørke. Det var så ulig hende; hun syntes uovervindelig med alle andre sager. Noget omkring den sidste sag, den sidste morder, var anderledes. Bill forstod, at manden havde været den mest vanvittige psykopat han nogensinde havde stødt på - og det sagde en hel del.