Blake Pierce - Forsvundet

Riley tænkte på, om det var godt for Marie at bo alene. Ville hun få det bedre sammen med en mand eller kæreste? Hun tænkte også på, om det samme ville gælde for hende selv. Alligevel vidste hun godt, at svaret for begge var, at det var det sandsynligvis ikke. Ingen af dem befandt sig i en følelsesmæssig tilstand, der egnede sig til et længerevarende forhold. Det ville bare være en krykke.

"Har jeg nogensinde takket dig?" spurgte Marie og brød tavsheden efter et stykke tid.

Riley smilede. Hun vidste godt, at Marie mente, at hun have reddet hende.

"Mange gange," sagde Riley. "Og det behøver du ikke."

Marie stak til sin mad med en gaffel.

"Har jeg nogensinde sagt, at jeg er ked af det?"

Riley var overrasket. "Undskyld? Hvorfor?"

Marie havde vanskeligt ved at tale.

"Hvis du ikke havde fået mig ud derfra, ville du ikke være blevet fanget."

Riley trykkede forsigtigt Maries hånd.

"Marie, jeg gjorde bare mit job. Du skal ikke føle dig skyldig i noget, der ikke var din skyld. Du har rigeligt at forholde dig til, som tingene er. "

Marie nikkede enigt.

"Ja, bare at komme ud af sengen hver dag er en udfordring," indrømmede hun. "Jeg tror, du har lagt mærke til, hvor mørkt her er. Ethvert lyst lys minder mig om hans fakkel. Jeg kan ikke engang se fjernsyn eller høre musik. Jeg er bange for, at nogen skal snige sig ind på mig, og at jeg kan ikke høre det. Enhver form for støj gør mig panikslagen."

Marie begyndte at græde stille.

”Jeg kommer aldrig til at se på verden på samme måde igen. Aldrig. Der er ondskab derude, alle omkring os. Jeg anede det ikke. Folk er i stand til at gøre så forfærdelige ting. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal kunne stole på folk igen. "

Marie græd, og Riley ønskede at berolige hende og fortælle hende, at hun tog fejl. Men en del af Riley var ikke så sikker på, at hun tog fejl.

Efter et stykke tid kiggede Marie på hende.

"Hvorfor kom du her i dag?" Spurgte hun uforstående.

Riley blev fanget af Maries direkte spørgsmål - og vidste, at hun ikke rigtig kendte svaret.

"Jeg ved det ikke," sagde hun. "Jeg ville bare besøge dig. Se hvordan du har det. "

"Der er noget andet," sagde Marie velvidende og kneb øjnene tæt sammen.

Måske havde hun ret, tænkte Riley. Riley tænkte på Bills besøg, og hun indså, at hun selvfølgelig var kommet her på grund af den nye sag. Hvad var det, hun ønskede af Marie? Et godt råd? Tilladelse? Opmuntring? Opbakning? En del af hende ønskede, at Marie skulle fortælle hende, at hun var skør, for så kunne hun slappe af og glemme Bill. Men måske var der en anden del, som gerne ville have, at Marie tilskyndende hende at tage sagen.

Riley sukkede efter lang tid.

"Der er en ny sag," sagde hun. "Altså, ikke en ny sag. Men en gammel sag, der aldrig blev opklaret."

Maries ansigtsudtryk blev anspændt og alvorligt.

Riley sank.

"Og du er kommet her for at spørge, om du skal tage sagen?" Spurgte Marie.

Riley trak på skuldrene. Men hun kiggede op og søgte Maries blik for at føle sig beroliget og opmuntret. Og i det øjeblik indså hun, at det var præcis, hvad hun var kommet her for og håbede på at finde.

Men til hendes skuffelse sænkede Marie blikket og rystede langsomt hovedet. Riley blev ved med at vente på et svar, men i stedet fulgte en uendelig tavshed. Riley opfattede det som om, at der var en særlig frygt, som arbejdede i Marie.

I tavshed kiggede Riley rundt i lejligheden, og hendes blik faldt på Maries fastnetelefon. Hun blev overrasket over at se, at den var afbrudt fra stikkontakten.

"Hvad er der med din telefon?" Spurgte Riley.

Marie lignede én, der følte sig ramt, og Riley indså, at hun havde ramt plet.

"Han ringer til mig," sagde Marie med en næsten uhørlig hvisken.

"Hvem?"

”Peterson.”

Rileys hjerte hoppede op i halsen.

"Peterson er død," svarede Riley med rystende stemme. "Jeg brændte stedet ned. De fandt hans lig."

Marie rystede på hovedet.

"Det kunne have været en anden, de fandt. Det var ikke ham."

Riley følte panikken pile igennem sig. Hendes egen værste frygt blev vakt til live.

"Alle siger, det var ham," sagde Riley.

"Og det tror du virkelig på?"

Riley vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det var ikke tidspunktet, hvor hun skulle indrømme sin egen frygt. Det virkede trods alt, som om Marie var vildfaren. Men hvordan kunne Riley overbevise hende om noget, som hun ikke helt troede på selv?

"Han bliver ved med at ringe," gentog Marie. "Han ringer og ånder i røret og lægger på. Jeg ved, det er ham. Han er i live. Han forfølger mig stadig."

Riley følte en kold, snigende frygt.

"Det er nok bare en uanstændig person, som laver telefonfis," sagde hun og foregav at være helt rolig. "Men jeg kan få Hovedkontoret til at tjekke det alligevel. Jeg kan få dem til at sende en overvågningsbil, hvis du er bange. De sporer opkaldene."

"Nej!" Sagde Marie skarpt. "Nej!"

Riley stirrede forbløffet tilbage,

"Hvorfor ikke?" Spurgte hun.

"Jeg vil ikke gøre ham vred," sagde Marie i et patetisk tonefald.

Riley blev overvældet af et panikanfald, og indså pludseligt, at det havde været en rigtig dum ide at komme her. Hun havde kun fået det værre. Hun vidste, at hun ikke kunne blive siddende i denne spisestue med dens trykkende atmosfære et sekund længere.

"Jeg må gå nu," sagde Riley. "Jeg beklager meget. Min datter venter på mig."

Marie greb pludselig fat om Rileys håndled med en overraskende styrke og borede sine negle ind i hendes hud.

Hun stirrede tilbage, og hendes isblå øjne var fyldt med sådan en intensitet, at det skræmte Riley. Det skræmmende blik borede sig ind i hendes sjæl.

"Tag sagen," opfordrede Marie hende.

Riley kunne se i hendes øjne, at Marie var forvirret og blandede den nye sag sammen med Peterson, så det blev til én sag.

"Find det svin," tilføjede hun. "Og dræb ham for mig."

Manden holdt en kort, men diskret afstand til kvinden, og kiggede kun flygtigt i hendes retning. Han lagde et par gaveartikler i sin indkøbskurv, så han lignede en hvilken som helst anden kunde. Han lykønskede sig selv med, hvor upåfaldende han var i stand til at gøre sig selv. Ingen ville gætte han, hvad han i virkeligheden var i stand til at gøre.

Men han havde heller aldrig været den slags mand, der tiltrak sig meget opmærksomhed. Som barn havde han nærmest følt sig usynlig. Nu var han endelig i stand til at bruge sin egen usynlighed til sin egen fordel.

For få øjeblikke siden havde han stået lige ved siden af hende, næppe mere end to meter væk. Hun var i gang med at udvælge en shampoo, og hun have ikke bemærket ham overhovedet.

Han vidste dog allerede en hel del om hende. Han vidste, at hun hed Cindy; at hendes mand ejede et kunstgalleri, og at hun arbejdede i en medicinsk klinik. I dag var en af hendes fridage. Lige nu talte hun i mobiltelefon med nogen - hendes søster, det lød som. Hun grinede ad noget, som personen sagde til hende. Han blev rødglødende af vrede og spekulerede på, om hun grinede ad ham, ligesom alle pigerne plejede. Hans raseri voksede.

Cindy havde shorts, en blusetop og dyre løbesko på. Han havde set hende fra sin bil og ventet, indtil hun var færdig med løbeturen og gik ind hos købmanden. Han kendte hendes rutiner på fridage som denne. Hun ville tage indkøbsvarerne med hjem og lægge dem på plads, tage et bad og køre ud for at møde sin mand til frokost.

Hendes flotte figur skyldtes meget motion. Hun var ikke mere end tredive år gammel, men huden omkring lårene var ikke stram mere. Hun havde sandsynligvis tabt en masse vægt på et eller andet tidspunkt, måske for nylig. Hun var utvivlsomt stolt af det.