Blake Pierce - Begæret

Bill sagde: ”Jeg sagde jo, at hun ville finde noget.”

”Dykkere bliver nødt til at undersøge denne sø,” tilføjede Riley.

”Det vil kræve en indsats,” sagde Holbrook.

”Det skal alligevel gøres. Der er et andet lig dernede et eller andet sted. Det kan du regne med. Jeg ved ikke, hvor længe det har ligget der, men det er dernede.”

Hun holdt en pause og overvejede, hvad alt dette sagde om morderens personlighed. Han var kompetent og dygtig. Det var ikke en patetisk taber som Eugene Fisk. Han var mere som Peterson, morderen, der havde fanget og tortureret både hende og April. Han var klog og beregnende, og han nød virkelig at dræbe – en sociopat snarere end en psykopat. Frem for alt andet var han selvsikker.

Måske mere selvsikker end godt var for ham selv, tænkte Riley.

Det kan godt vise sig at blive hans endeligt.

Hun sagde: ”Den fyr, vi leder efter, er ikke en kriminel taber. Min gæt er, at han er en almindelig borger, rimelig veluddannet, måske med en kone og familie. Ingen, der kender ham, tror, at han er en morder.”

Riley så på Holbrooks ansigt, imens de talte. Selvom hun nu vidste noget om sagen, som hun ikke havde kendt før, var Holbrook stadig fuldstændig uigennemtrængelig for hende.

Helikopteren kredsede over FBI-bygningen. Det var blevet tusmørke, og området nedenfor var godt oplyst.

”Se der,” sagde Bill og pegede ud af vinduet.

Riley kiggede ned, hvor han pegede. Hun blev overrasket over at se, at klippeformen herfra lignede et gigantisk fingeraftryk. Det spredte sig under dem som et velkomsttegn. Nogle arkitekter havde besluttet, at dette billede lavet af sten egnede sig bedre til den nye FBI bygning end en beplantet have ville have gjort. Hundredvis af sten var omhyggeligt anbragt i særlige rækker for at skabe den kæmpede illusion.

”Wow,” sagde Riley til Bill. ”Hvilket fingeraftryk tror du, de brugte? En legendarisk, antager jeg. Dillinger, måske? ”

”Eller måske John Wayne Gacy. Eller Jeffrey Dahmer.”

Riley syntes, det var et underligt syn. På jorden ville ingen nogensinde gætte, at arrangementet af sten var andet end en meningsløs labyrint.

Det virkede næsten på hende som et tegn og en advarsel. Denne sag ville kræve, at hun så tingene fra et nyt og foruroligende perspektiv. Hun var i gang med at undersøge mørke områder, som hun ikke engang havde fantasi til at forestille sig.

Manden nød at se på gadeludere. Han kunne godt lide, hvordan de grupperede sig på hjørnet og spankulerede frem og tilbage på fortovene, mest i par. Han fandt dem meget mere livlige end call-piger og escortpiger, der var tilbøjelige til hurtigt at miste besindelsen.

Eksempelvis så han lige nu én af kvinderne skælde en flok unge unge fyre ud, der kørte langsomt forbi i bil, imens de tog billeder af hende. Den unge mand svarede ikke igen. Hun var der trods alt for at tjene penge og ikke for at være udstillingsdukke.

Hvor er deres respekt? tænkte han med et smil. Unge mennesker nu om dage.

Fyrene grinede af hende og råbte frække ord. Men de kunne ikke matche hendes farverige ordforråd, hvoraf noget af det var på spansk. Han kunne godt lide hendes stil.

I aften hang han ud i det område, hvor gadeluderne holdt til, og han holdt parkeret langs en række billige moteller, hvor de samlede sig. De andre piger var mindre livlige end hende, der havde råbt skældsord. Sammenlignet med hende virkede deres forsøg på at se sexede ud kejtet, og deres indbydende attitude var rå. Imens han kiggede, trak én af kvinderne op i nederdelen for at vise sine gennemsigtige trusser til en bilist, som kørte langsomt forbi i sin bil. Bilisten stoppede ikke.

Han holdt øje med pigen, der først havde fanget hans opmærksomhed. Hun gik indigneret rundt og beklagede sig til de andre piger.

Manden vidste, at han kunne købe hende, hvis han ville have hende. Hun kunne være hans næste offer. Alt, hvad han skulle gøre for at få hende opmærksomhed, var at køre langs fortovskanten ved siden af hende.

Men nej, det ville han ikke. Det gjorde han aldrig. Han ville aldrig henvende sig til en gadeluder. Det var hende, der skulle henvende sig til ham. Det var det samme, selv med ludere, han mødte gennem et escortbureau eller på et bordel. Han fik dem til at mødes med sig alene et øde sted uden nogensinde at spørge direkte. Dermed så det ud som om, det var deres egen idé.

Med lidt held ville den livlige pige bemærke hans dyre bil og spankulere direkte herover. Hans bil var vidunderligt tillokkende. Det samme var det faktum, at han var velklædt.

Men uanset hvordan natten ville ende, så måtte han være mere forsigtig end sidste gang. Han havde været sløset, smidt hendes lig ud over en klippekant og forventet, at hun ville synke.

Og hvilken opmærksomhed, hun havde skabt! En FBI-agents søster! Og de tilkaldte store kanoner fra Quantico. Han brød sig ikke om det. Han var ikke ude efter opmærksomhed eller berømmelse. Alt, hvad han ville, var at tilfredsstille sine behov.

Og havde han ikke al mulig ret til det? Hvilken sund voksen mand havde ikke sine behov?

Nu ville de sende dykkere ned i søen for at lede efter ligene. Han vidste, hvad de ville finde der, selv efter tre år. Han brød sig slet ikke om tanken.

Han var ikke kun bekymret for sig selv. Mærkeligt nok brød han sig ikke om det på søens vegne. At få dykkere til at svømme omkring og rode rundt i hver eneste krog under vand virkede på ham som obskønt og invaderende og som en utilgivelig krænkelse. Søen havde trods alt ikke gjort noget galt.

Uanset hvad, så var han ikke bekymret. Der var ingen måde, hvorpå de kunne spore noget offer tilbage til ham. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Han var dog færdig med den sø. Han havde endnu ikke besluttet, hvor hans næste offer skulle smides væk, men han var sikker på, at han ville træffe en beslutning, før natten var omme.

Nu kiggede den livlige pige på hans bil. Hun begyndte at gå hen imod ham med masser af attitude i sin gang.

Han rullede passagervinduet ned, og hun stak hovedet ind. Hun var en mørkhudet latinamerikansk kvinde med stærk makeup i form af malede læber, farverig øjenskygge og stærkt buede øjenbryn, der så ud til at være tatoverede på. Hendes øreringe var store guldfarvede krucifikser.

”Lækker bil,” sagde hun.

Han smilede.

”Hvad laver en dejlig pige som dig så sent ude?” spurgte han. ”Er det ikke over din sengetid?”

”Du vil måske gerne putte mig,” smilede hun.

Hendes tænder var bemærkelsesværdigt rene og lige, noterede han sig. Faktisk så hun bemærkelsesværdigt sund ud. Det var temmelig sjældent herude på gaderne, hvor de fleste af pigerne var ’vrag’, som befandt sig i forskellige faser af amfetamin-afhængighed.

”Jeg kan godt lide din stil,” sagde han. “Meget lækker chokolade-mums.”

Hendes smil blev bredere. Han kunne se, at hun kunne lide at blive kaldt ’chokolade-mums’ som en kompliment.

”Hvad hedder du?” spurgte han.

”Socorro.”

Nåh, ’socorro’, tænkte han. Spansk for ’hjælp’.

”Jeg vil vædde på, at du giver en god socorro,” sagde han i et lokkende tonefald.

Hendes mørkebrune øjne brændte imod ham. ”Du ligner én, der måske godt kunne bruge noget socorro lige nu.”

”Måske kunne jeg det,” sagde han.

Men før de kom i gang med at aftale betingelserne, kørte en bil op bagved ham. Han hørte en mand råbe ud af førervinduet.

”Socorro!” råbte han. ”Vente!”

Pigen trak sig væk og så temmelig forarget ud.

”Porqué?” råbte hun tilbage.

“Vente aquí, puta!”

Manden opdagede et strejf af frygt i pigens øjne. Det kunne ikke være, fordi manden i bilen havde kaldt hende en luder. Han gættede på, at manden var hendes alfons og kontrollerede hende for at se, hvor mange kontanter hun havde tjent indtil videre i aften.