Blake Pierce - Begæret

”Ved man noget om, hvordan hun blev kvalt?” spurgte Riley.

”Der er nogle blå mærker omkring hendes nakke,” sagde Fowler. ”Morderen har måske holdt en plastikpose over hovedet.”

Riley kiggede nøje på mærkerne. Var det en form for sexspil, der var gået galt eller en bevidst drabshandling? Det kunne hun ikke svare på.

”Hvad havde hun med, da hun blev fundet?” Spurgte Riley.

Fowler åbnede en kasse, der indeholdt offerets tøj. Hun havde været iklædt en lyserød kjole med en lav halsudskæring - næppe respektabel, observerede Riley, men bestemt et niveau over en gadeprostitueredes typiske afdankede tøj. Det var en kjole, som passede til en kvinde, der ønskede at se både meget sexet ud og passende iklædt på en natklub.

Ovenpå kjolen lå en gennemsigtig plastikpose med smykker.

”Må jeg kigge efter?” spurgte Riley Fowler.

”Værsgo.”

Riley tømte posen og kiggede på indholdet. Det meste var temmelig smagfulde smykker – en perlehalskæde, armbånd og enkle øreringe. Men et smykke skilte sig ud blandt de andre. Det var en tynd guldring med diamanter. Hun tog den op og viste den til Bill.

“Er den ægte?” spurgte Bill.

”Ja,” svarede Fowler. “Ægte guld og en ægte diamant.”

”Morderen gad ikke at stjæle den,” bemærkede Bill. ”Så det handlede ikke om penge.”

Riley vendte sig mod Morley. ”Jeg vil gerne se, hvor liget blev fundet,” sagde hun. ”Lige nu, imens det stadig er lyst.”

Morley så lidt forundret ud.

”Vi kan flyve dig dertil med helikopter,” sagde han. ”Men jeg ved ikke, hvad du forventer at finde. Politi og agenter har undersøgt hele området. ”

”Stol på hende,” sagde Bill overbevidst. ”Hun skal nok finde noget.”

Nimbo-søens store vandoverflade så stille og rolig ud, da helikopteren nærmede sig.

Skinnet kan bedrage, mindede Riley sig selv om. Hun vidste godt, at rolige overflader kunne beskytte mørke hemmeligheder.

Helikopteren fløj nedad og derefter i cirkler, mens den svævede på jagt efter et sted at lande. Riley blev urolig over den ustabile bevægelse. Hun brød sig ikke om helikoptere. Hun så på Bill, der sad ved siden af hende. Hun syntes, at han virkede lige så urolig.

Men da hun kiggede på agent Holbrook, virkede hans blik helt tomt. Han havde næppe sagt et ord i løbet af den halve times flyvetur fra Phoenix. Riley vidste endnu ikke, hvad hun skulle stille op med ham. Hun havde normalt let ved at aflæse mennesker – nogle gange lettere end hun brød sig om. Men Holbrook var stadig en gåde for hende.

Helikopteren landede til sidst, og alle tre FBI-agenter trådte ud på fast grund og dukkede sig gennem den blæsende luft under de stadigt roterende propeller. Vejen, hvor helikopteren var landet, var ikke andet end parallelle dækspor gennem et øde landskab.

Riley bemærkede, at vejen ikke så bred ud. Alligevel så det ud, som om der var kørt mange køretøjer henover den i løbet af den seneste uge, som skjule de spor, morderen havde efterladt.

Den støjende helikoptermotor stoppede, hvilket gjorde det lettere at tale sammen, da Riley og Bill fulgte efter Holbrook til fods.

”Fortæl os, hvad du ved om denne sø,” sagde Riley til Holbrook.

”Det er én af en række reservoirer oprettet ved hjælp af dæmninger langs Acacia-floden,” sagde Holbrook. ”Det her er den mindste af de kunstige søer. Den er fyldt med fisk, og den er et populært rekreativt sted, men de offentlige områder ligger på den anden side af søen. Liget blev opdaget af et par teenagere, der sad og røg marihuana. Nu skal jeg vise jer derhen.”

Holbrook førte dem væk fra vejen og hen til en stenryg med udsigt over søen.

”De unge befandt sig, hvor vi står,” sagde han. Han pegede ned mod søens bred. ”De kiggede derned og så liget. De sagde, at det bare lignede en mørk skygge i vandet.”

”Hvilket tidspunkt på dagen var de unge her?” spurgte Riley.

”Lidt tidligere end nu,” sagde Holbrook. ”De havde pjækket fra skole for at ryge sig skæve.”

Riley betragtede gerningsstedet. Solen stod lavt, og toppen af de røde klipper over søen brændte af lys. Der var et par både ude på vandet. Den stejle skråning ned til vandet var ikke langt væk – måske kun ti meter.

Holbrook pegede på et sted i nærheden, hvor skråningen ikke var så stejl.

”De unge klatrede derover for at se nærmere på det,” sagde han. ”Det var der, de fandt ud af, hvad det i virkeligheden var.”

Stakkels unger, tænkte Riley. Det var omkring to årtier siden, hun prøvede at ryge marihuana på college. Alligevel kunne hun godt forestille sig den øgede rædsel ved at gøre sådan en opdagelse, imens hun var under stofpåvirkning.

”Vil du klatre derned for at se nærmere på det?” spurgte Bill, henvendt til Riley.

”Nej, der er en god udsigt herfra,” sagde Riley.

Hendes mavefornemmelse fortalte hende, at hun befandt sig lige der, hvor hun skulle være. Når alt kom til alt havde morderen bestemt ikke slæbt liget ned ad den samme skråning, hvor børnene havde klatret.

Nej, tænkte hun. Han stod lige her.

Det så endda ud, som om den sparsomme vegetation stadig var lidt nedtrådt der, hvor hun stod.

Hun tog et par indåndinger og forsøgte at sætte sig i hans sted. Han ville uden tvivl være kommet her om natten. Men var det en klar nat eller en overskyet nat? I Arizona på denne tid af året var der kun få chancer for, at nattehimlen var klar. Og hun huskede, at det havde været fuldmåne for omkring en uge siden. I stjernelys og måneskin kunne han have set, hvad han foretog sig temmelig godt – måske endda uden lommelygte.

Hun forestillede sig, at han havde lagt liget ned lige her. Men hvad havde han så gjort derefter? Naturligvis havde han rullet liget ud over kanten. Det var faldet direkte ned i det lave vand.

Men noget ved dette scenarie virkede forkert på Riley. Hun spekulerede igen på, ligesom da hun sad i flyet, hvorfor han havde været så uforsigtig.

Det var sandt nok, at han herfra afsatsen sandsynligvis ikke havde kunnet se, at liget ikke var sunket særlig dybt. De unge havde beskrevet affaldsposen som ”en mørk skygge i vandet.” Fra denne højde havde den nedsunkne pose sandsynligvis været usynlig, selv på en lys aften. Han havde konkluderet, at liget var sunket, som nyligt døde kroppe gør i ferskvand, især når den var blevet tynget ned med sten.

Men hvorfor antog han, at vandet var dybt lige her?

Hun kiggede ned i det klare vand. I eftermiddagslyset kunne hun let se det område, hvor liget var landet. Det var et lille vandret område, intet andet end toppen af en sten. Omkring den var vandet sort og dybt.

Hun kiggede rundt langs søen. Overalt ragede klipper op af vandet. Hun kunne se, at Nimbo-søen havde været en dyb kløft, før dæmningen havde fyldt den med vand. Hun så kun få steder, hvor man kunne gå langs kysten. Klippesiderne faldt lodret ned i det dybe vand.

Til både højre og venstre side så Riley store sten magen til den, hvor de stod, som rejste sig til omtrent samme højde. Vandet under disse klipper var mørkt og viste ingen tegn på den slags afsats, der lå nedenfor her.

Hun følte en prikkende forståelse.

”Han har gjort det her før,” fortalte hun Bill og Holbrook.”Der ligger endnu et lig i søen.”

*

På helikopterturen tilbage til FBI Phoenix’ feltkontor sagde Holbrook: ”Tror du så, at dette trods alt er en sag om en seriemorder?”

”Ja, det gør jeg,” sagde Riley.

Holbrook sagde: ”Jeg var ikke overbevist. Jeg var mest ivrig efter at få nogen gode folk på sagen. Men hvad så du, som fik dig til at drage den konklusion? ”

”Der er andre klippeafsatser, der ligner den, han skubbede dette lig ud over,” forklarede hun. ”Han har tidligere brugt en af de andre klippeafsatser, og det lig sank i ligesom det skulle. Men måske kunne han ikke finde det samme sted denne gang. Eller måske troede han, at det var det samme sted. Uanset hvad, forventede han det samme resultat denne gang. Han tog fejl.”