Blake Pierce - Begæret

Gabriela smilede og rakte Riley en konvolut. ”Den lå i postkassen,” sagde hun.

Gabriela omfavnede April og omfavnede derefter Riley igen. Så gik hun nedenunder for at vente på taxaen.

”Hvad er det, mor?” spurgte April.

”Jeg aner det ikke,” sagde Riley. ”Den er ikke blevet sendt.”

Hun rev konvolutten åben og fandt et plastikkort indeni. Der stod ’Blaine's Grill’ med dekorative bogstaver på kortet. Nedenunder stod der ’Middag for to’, læste hun højt.

”Jeg gætter på, at det er et gavekort fra vores nabo,” sagde Riley. ”Det er sødt af ham. Du og jeg kan gå derhen og spise middag, når vi kommer tilbage.”

”Mor!” sagde April. ”Han mener ikke dig og mig.”

"Hvad mener du?"

”Han inviterer dig ud på middag.”

”Åh! Tror du virkelig det? Det står der ikke her.”

April rystede på hovedet. ”Vær nu ikke dum. Manden vil gerne være sammen med dig. Crystal fortalte mig, at hendes far godt kan lide dig. Og han er virkelig sød.”

Riley mærkede, at hun rødmede. Hun kunne ikke huske, hvornår nogen sidste gang havde inviteret hende ud på en date. Hun havde været gift med Ryan i så mange år. Siden deres skilsmisse var hun blevet fokuseret på at skabe sig et nyt hjem, og der var beslutninger, som skulle træffes vedrørende hendes job.

”Du er rød i hovedet, mor,” sagde April.

”Lad os nu få pakket dine ting,” mumlede Riley. ”Jeg bliver nødt til at tænke på alt dette senere.”

De fortsatte begge med at sortere tøj. Efter et par minutters tavshed sagde April, ”Jeg er også bekymret for dig, mor. Som Gabriela sagde… ”

”Jeg har det fint,” sagde Riley.

”Har du?”

Riley foldede en bluse og var ikke sikker på, hvad hun skulle svare. Sikkert, at hun for nylig havde været udsat for værre mareridt end et tomt hus – morderiske psykopater besat af kæder, dukker og propanbrændere blandt andet. Men ville en række indre dæmoner dukke frem, når hun var alene? Pludselig begyndte en uge at føles som lang tid. Og udsigten til at beslutte, hvorvidt hun skulle mødes med ham, der boede ved siden af, virkede også skræmmende.

Jeg klarer det, tænkte Riley.

Desuden havde hun stadig en anden mulighed. Og det var på tide at træffe en beslutning én gang for alle.

”Jeg er blevet bedt om at arbejde på en sag,” fortalte Riley til April. ”I så fald er jeg nødt til at tage til Arizona med det samme.”

April stoppede med at folde sit tøj og kiggede på Riley.

”Så du rejser, ikke?” spurgte hun.

”Jeg ved det ikke, April,” sagde Riley.

”Hvad mener du? Det er jo dit job.”

Riley kiggede ind i datterens øjne. De svære tider mellem dem syntes virkelig at være forbi. Lige siden de begge havde overlevet de uhyrligheder, som Peterson udsatte dem for, var de blevet knyttet tættere sammen.

”Jeg har overvejet at droppe feltarbejdet,” sagde Riley.

Aprils øjne blev store af overraskelse.

”Hvad? Du er jo allerbedst til at fange forbrydere, mor.”

”Jeg er også god til at undervise,” sagde Riley. ”Jeg er rigtig god til det. Og jeg elsker det. Det gør jeg virkelig.”

April trak uforstående på skuldrene. ”Jamen, så fortsæt med at undervise. Ingen stopper dig. Men stop ikke med at jagte mordere. Det er lige så vigtigt.”

Riley rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke, April. Jeg har trods alt påført dig ... ”

April så ulykkelig ud. ”Hvad du har påført mig? Hvad snakker du om? Du har ikke påført mig noget. Jeg blev fanget af en psykopat ved navn Peterson. Hvis ikke, han havde kidnappet mig, ville han have kidnappet en anden. Begynd ikke at bebrejde dig selv.”

Efter en pause sagde April: ”Sæt dig ned, mor. Vi er nødt til at tale sammen.”

Riley smilede og satte sig på sengen. April lød selv som en mor.

Måske er et lille forældre-foredrag lige det, jeg har brug for, tænkte Riley.

April satte sig ved siden af Riley.

”Har jeg nogensinde fortalt dig om min ven Angie Fletcher?” spurgte April.

”Næh, det tror jeg ikke.”

”Nå, men vi var tætte i et stykke tid, men så skiftede hun skole. Hun var virkelig dygtig, og hun gik kun en klasse over mig og var femten år gammel. Jeg hørte, at hun begyndte at købe stoffer hos en fyr, som alle kaldte Trip. Hun blev virkelig afhængig af heroin. Og da hun løb tør for penge, tvang Trip hende til at arbejde som luder. Trænede hende personligt og fik hende til at flytte ind hos ham. Hendes mor havde så travlt, at hun nærmest ikke lagde mærke til, at Angie var væk. Trip annoncerede endda med hende på sin hjemmeside, og han fik hende til at få en tatovering, hvor hun sværger, at hun tilhører ham for evigt.”

Riley var chokeret. ”Hvad skete der med hende?”

”Trip blev til sidst anholdt, og Angie kom på afvænning for narkotika og i rehabilitering. Det skete i sommer, imens vi var i New York. Jeg ved ikke, hvad der skete med hende efter det. Alt, hvad jeg ved, er, at hun bare er seksten år nu, og hele hendes liv er ødelagt.”

”Det er jeg virkelig ked af at høre,” sagde Riley.

April stønnede utålmodigt.

”Du forstår det ikke, vel mor? Du har intet at være ked af. Du har brugt hele dit liv på at stoppe den slags ting. Og du har fjernet alle den slags fyre som Trip – nogle af dem for evigt. Men hvis du holder op med at gøre, hvad du gør, hvem skal så overtage efter dig? Er nogen andre lige så gode til det som dig? Det tvivler jeg på, mor. Det tvivler jeg virkelig på.”

Riley blev stille et øjeblik. Derefter klemte hun Aprils hånd og smilede.

”Jeg tror hellere, jeg må foretage en opringning,” sagde hun.

Da FBI-jetflyet fløj fra Quantico, følte Riley sig sikker på, at hun var på vej mod endnu et monster. Hun var dybt foruroliget ved tanken. Hun havde håbet, hun kunne holde sig væk fra mordere i et stykke tid, men at tage dette job havde virket som den rigtige ting at gøre. Meredith var blevet lettet, da hun sagde, hun ville tage sagen.

Samme morgen var April taget af sted på klassetur, og nu var Riley og Bill på vej til Phoenix. Uden for flyvinduet var eftermiddagen mørk, og regnen dryppede på vinduesruderne. Riley forblev fastspændt i sædet, indtil flyet var fløjet igennem en turbulens af mørkegrå skyer og ind i klarere vejr. Derefter lå en polstret overflade under dem og skjulte jorden, hvor folk sandsynligvis gik omkring og forsøgte at holde sig tørre. Og gik omkring med deres hverdagsglæder eller bekymringer, eller hvad der lå derimellem.

Så snart turen blev mere rolig, vendte Riley sig mod Bill og spurgte: ”Hvad kan du vise mig?”

Bill åbnede sin bærbare computer på bordet foran dem. Han tog et foto frem af en stor, sort skraldepose, der lå i vand med lav dybde. En død hvidlig hånd stak ud af posens åbning.

Bill forklarede: ”Nancy Holbrooks lig blev fundet i en kunstig sø uden for Phoenix. Hun var en tredive år gammel escortpige med dyre serviceydelser. Med andre ord en dyr prostitueret.”

”Druknede hun?” spurgte Riley.

"Nej. Kvælning synes at have været dødsårsagen. Derefter blev hun lagt i en kraftig affaldspose og smidt i søen. Affaldsposen blev tynget ned med store sten.”

Riley studerede billedet nøje. Der var allerede mange spørgsmål i hendes tanker.

”Efterlod morderen fysiske beviser?” spurgte hun. “Fingeraftryk, fibre, DNA?”

“Ingenting.”

Riley rystede på hovedet. ”Jeg forstår det ikke. Bortskaffelsen af liget, mener jeg. Hvorfor gjorde morderen sig ikke lidt større anstrengelser? En sø med ferskvand er perfekt til at slippe af med et lig. Lig synker og nedbrydes hurtigt i ferskvand. Ja, de kan måske flyde op til overfladen senere på grund af oppustethed og gasser. Men masser af sten i affaldsposen ville løse dette problem. Hvorfor har han efterladt hende på lavt vand?”