Andy Weir - The Martian

”Luk broen og skynd dig til din station,” sagde Lewis.

”Modtaget,” sagde Johanssen. Hun foldede nødforseglingen ud og lukkede for broen. Nogle få vrid, og de var forseglet. Hun vendte tilbage til sin station og kørte en hurtig test. ”Øger broens tryk til 1,03 atmosfære … Tryk stabilt. Vi har en tæt forsegling.”

”Modtaget,” sagde Lewis. ”Tid til mødepunkt?”

”Otteogtyve sekunder,” sagde Johanssen.

”Pyh,” sagde Martinez. ”Det er de små marginaler nu.”

”Er du klar, Johanssen?” spurgte Lewis.

”Ja,” sagde Johanssen. ”Bare et tryk på enter.”

”Martinez, hvordan er vores vinkel?”

”Lige på sømmet, kaptajn,” rapporterede Martinez.

”Spænd jer fast,” sagde Lewis.

De strammede alle tre selerne i deres sæder.

”Tyve sekunder,” sagde Johanssen.

Teddy indtog sin plads i VIP-rummet. ”Hvad er status?”

”Femten sekunder før de sprænger VAL’en,” sagde Venkat. ”Hvor har du været?”

”I telefonsamtale med præsidenten,” sagde Teddy. ”Kommer dette til at gå godt?”

”Jeg har ingen anelse,” sagde Venkat. ”Jeg har aldrig følt mig så hjælpeløs i hele mit liv.”

”Hvis det er nogen trøst,” sagde Teddy, ”så er det nok en følelse, du deler med resten af verden.”

På den anden side af glasset vandrede Mitch frem og tilbage.

”… fem … fire … tre …,” sagde Johanssen.

”Hold jer klar til acceleration,” sagde Lewis.

”… to … en … ,” fortsatte Johanssen. ”Aktiverer Lyspanel 41.”

Hun trykkede enter.

Via en tynd, af-isoleret ledning blev Vogels bombe oversvømmet af den fulde kraft fra strømmen i skibets interne lyssystem. Den nåede hurtigt op på sukkerets antændingstemperatur. Hvad der ville have været en svag syden i Jordens atmosfære, blev en ukontrollabel storbrand inde i bægerets miljø af ren oxygen. På under hundrede milisekunder brød den massive eksplosion igennem bægeret med en deraf følgende eksplosion, der flåede luftslusen i småstykker.

Hermes’ interne luft fossede ud gennem den åbne VAL og skød rumskibet frem i modsat retning.

Vogel og Beck blev presset ind mod væggen i Luftsluse 2. Lewis, Martinez og Johanssen holdt stand mod accelerationen i deres sæder. Det var ikke en farligt voldsom kraft. Faktisk var den mindre end Jordens tyngdekraft, men den var uregelmæssig og rystende.

Efter fire sekunder holdt rystelserne op og skibet vendte tilbage til vægtløs tilstand.

Reaktorrum holder tryk,” rapporterede Martinez.

”Broens forsegling intakt,” sagde Johanssen. ”Åbenlyst.”

”Skader?” sagde Martinez.

”Endnu uafklaret,” sagde Johanssen. ”Jeg har Eksternt Kamera 4 rettet ud langs næsen. Jeg kan ikke se nogen problemer med skroget omkring VAL’en.”

”Det må vi bekymre os om senere,” sagde Lewis. ”Hvad er vores relative hastighed og distance til MAV’en?”

Johanssen tastede hurtigt. ”Vi når den indenfor en toogtyve meters radius og vi bevæger os med tolv meter per sekund. Vi fik faktisk en bedre fremdrift end forventet.”

”Watney,” sagde Lewis. ”Det gik godt. Beck er på vej.”

”I styrer for vildt!” svarede Watney.

”Beck,” sagde Lewis, ”din tur. Tolv meter per sekund.”

”Tæt nok!” svarede Beck.

”Jeg springer ud,” sagde Beck. ”Det burde give mig endnu to eller tre meter per sekund.”

”Forstået,” sagde Vogel, der holdt Becks line løst. ”Held og lykke dr. Beck.”

Beck plantede fødderne på bagvæggen, bøjede i knæene og sprang ud af luftslusen.

Han var fri af skibet og genvandt balancen. Et hurtigt blik til højre, viste ham, hvad han ikke kunne se inde fra luftslusen.

”Jeg har udsyn!” sagde Beck. ”Jeg kan se MAV’en!”

MAV’en var uigenkendelig og mindede kun svagt om et rumfartøj, som Beck kendte dem. De engang så strømlinede former var nu et savtakket vrag af manglende skrogdele og tomme forankringshuller, hvor de ikke-livsnødvendige komponenter plejede at sidde.

”Du almægtige, Mark, hvad har du dog gjort ved den?”

”Så skulle du se, hvad jeg gjorde ved roveren,” sendte Watney tilbage over radioen.

Beck styrede frem mod opsamling. Han havde øvet det mange gange. Forudsætningen ved disse øvelser var, at han skulle redde en besætningskammerat, hvis line var knækket, men princippet var det samme.

”Johanssen,” sagde han, ”kan du høre mig over radioen?”

”Bekræftet,” svarede hun.

”Meld min relative hastighed frem mod Mark for cirka hvert andet sekund.”

”Modtaget. Fem komma to meter per sekund.”

”Hey, Beck,” sagde Watney. ”Fronten er vidtåben. Jeg kravler op og gør mig klar til at gribe fat i dig.”

”Negativ,” afbrød Lewis. ”Ingen bevægelser uden sikring. Forbliv fastspændt i dit sæde, indtil du er hægtet fast til Beck.”

”Modtaget,” sagde Watney.

”Tre komma en meter per sekund,” rapporterede Johanssen.

”Jeg holder mig i bevægelse lidt endnu,” sagde Beck. ”Jeg er nødt til at have et forspring, før jeg sænker farten.” Han roterede som forberedelse til næste acceleration.

”Elleve meter til målet,” sagde Johanssen.

”Modtaget.”

”Seks meter,” sagde Johanssen.

”Oooog kontra-drift,” sagde Beck, idet han igen fyrede op under MMU’ens motorer. ”MAV’en tårnede sig op foran ham. ”Hastighed?” forhørte han sig.

”En komma en meter per sekund,” sagde Johanssen.

”Fint nok,” sagde han og nærmede sig skibet. ”Jeg driver hen til det. Jeg tror, jeg kan nå at gribe fat i noget af det flænsede lærred …”

”Det flænsede lærred drog ham til sig som det eneste håndgribelige på det ellers glatte fartøj. Beck rakte frem, strakte sig så langt han kunne, og fik fat.

”Kontakt,” sagde Beck. Han forstærkede sit greb og trak sin krop frem, mens han fægtede ud med sin anden hånd for at få fat i mere lærred. ”Stabil kontakt!”

”Dr. Beck,” sagde Vogel, ”vi har passeret nærmeste mødepunkt og du er nu på vej længere væk. Vi har nu ethundrede og niogtres meter line at give af.”

”Modtaget,” sagde Beck.

Han trak sig op så han kunne se ind gennem åbningen og ned i kabinen, hvor Watney var spændt fast i sit sæde.

”Watney i syne!” meldte han.

”Beck i syne!” meldte Watney.

”Hva’ så, kammerat?” sagde Beck og trak sig ind i skibet.

”Jeg … Det er bare … ” lød det fra Watney. ”Giv mig lige et minut. Du er det første menneske, jeg har set i atten måneder.”

”Vi har ikke et minut at give af,” sagde Beck og sparkede sig ud fra væggen. ”Om elleve sekunder har vi ikke mere line.”

Becks kurs førte ham frem til sædet, hvor han klodset kolliderede med Watney, De to greb fat i hinandens arme for at forhindre Beck i at svæve væk. ”Kontakt med Watney!” sagde Beck.

”Otte sekunder, dr. Beck,” meldte Vogel over radioen.

”Modtaget,” sagde Beck, mens han hastigt hægtede sin dragts front mod Watneys med linens spænde. ”Forbundet,” sagde han.

Watney udløste selerne på sit sæde. ”Ikke fastspændt.”

”Så er vi dem, der er smuttet,” sagde Beck og satte fra på sædet mod åbningen.

De to mænd svævede gennem MAV-kabinen mod åbningen. Beck rakte sin arm ud og skubbede fra på kanten, idet de svævede igennem.

”Vel ude,” meldte Beck.

”Fem sekunder,” sagdde Vogel.

”Relativ hastighed til Hermes: Tolv meter per sekund,” sagde Johanssen.

”Skyder fremad,” sagde Beck og aktiverede sin MMU.

De to accelererede mod Hermes i nogle få sekunder. Så begyndte MMU-knapperne på Becks kontroldisplay at lyse rødt.