Andy Weir - The Martian

”Der er ét problem,” sagde Lewis. ”Jeg vil have yderdøren fastgjort i helt åben position med den mekaniske stopper på plads, så den ikke bliver smadret af trykfaldet.”

”Det kan kun gøres, hvis der er en i luftslusen til at sørge for det,” sagde Beck. ”Og man kan ikke åbne den indre dør, hvis den ydre står i åben position.”

”Godt,” sagde Lewis. ”Så skal jeg have dig til at komme tilbage herind, fjerne trykket i VAL’en, og låse yderdøren i åben position. Derefter skal du kravle udenfor og derfra bevæge dig langs med skroget for at nå tilbage til Luftsluse 2.”

”Modtaget, kaptajn,” sagde Beck. ”Der er fæstningskroge overalt langs med skroget, så jeg bevæger mig fremad med min line som en bjergbestiger.”

”Sæt i gang,” sagde Lewis. ”Og Vogel, du har travlt. Du skal lave bomben, klargøre den, gå tilbage til Luftsluse 2, komme i dragten, ophæve tryk og åbne yderdøren, så Beck kan komme ind igen, når han er færdig.”

”Han er ved at tage sin dragt af og kan ikke svare,” rapporterede Beck. ”Men han hørte ordren.”

”Watney, hvordan går det med dig?” lød Lewis’ stemme i hans øre.

”Indtil videre fint, kaptajn,” svarede Watney. ”Du nævnte en plan?”

”Bekræftet,” svarede hun. ”Vi slipper atmosfære ud for at vinde fremdrift.”

”Hvordan?”

”Vi sprænger et hul i VAL’en.”

”Hvad!?” sagde Watney. ”Hvordan!?

”Vogel laver en bombe.”

”Jeg vidste, at han var en gal videnskabmand!” sagde Watney. ”Jeg synes hellere, at vi skal bruge min Iron Man-ide.”

”For riskabelt, og det ved du godt,” svarede hun.

”Sandheden er,” sagde Watney, ”at jeg kun tænker på mig selv. Jeg vil have mindehøjtideligheder derhjemme, og kun for mig. Jeg vil ikke have resten af jer tabere med i dem. Jeg kan ikke lade jer sprænge VAL’en.”

”Nå, da,” sagde Lewis. ”Jamen, hvis du ikke synes, vi skal gøre det så — Hov … Nej, se nu der … Jeg kom til at kigge på mit skuldermærke, og det ser ud til, at jeg er kaptajn her. Bliv, hvor du er. Vi kommer og henter dig.”

”Smart-ass.”

Som kemiker var Vogel fuldt ud i stand til at lave en bombe. Faktisk gik en hel del af hans uddannelse ud på, ikke at lave dem ved en fejltagelse.

Skibet havde ikke meget brændbart ombord på grund af de fatale følger af åben ild her. Men fødevarer indeholdt i sagens natur brændbare hydrocarboner. I mangel af tid til at sætte sig ned og lave matematiske udregninger, sjussede han sig frem.

”Sukker har 4000 fødevare-kalorier per kilo. En fødevare-kalorie er 4184 Joule. Sukker vil svæve i et vægtløst miljø og kornene vil sprede sig, hvilket maksimerer overfladen. I et miljø med ren oxygen, vil der frigøres 16,7 millioner joule for hvert kilo sukker og udløse en eksplosiv kraft svarende til otte dynamitstænger. Sådan fungerer forbrænding i ren oxygen.

Vogel foretog en omhyggelig opmåling af sukkeret, som han hældte over i den stærkeste beholder, han kunne finde; et tykt glasbæger. Beholderens tykkelse var lige så vigtig som eksplosivet. En svag beholder ville bare forårsage en ildkugle uden særlig slagkraft. En stærk beholder ville imidlertid holde på trykket, indtil det nåede op på en virkelig destruktiv styrke.

Han borede hurtigt et hul i bægerets låg og skrællede hurtigt isoleringen af en ledning. Ledningen førte han gennem hullet.

”Sehr gefährlich,” mumlede han, mens han hældte flydende oxygen fra skibets forsyning ned i bægeret. Han skruede hurtigt låget fast igen. Det havde kun taget ham få minutter at lave en rudimentær rørbombe.

”Sehr, sehr gefährlich.”

Han svævede ud af laboratoriet og styrede mod skibets næsekegle.

Johanssen arbejdede på lyspanelet, mens Beck svævede ud mod VAL’en.

Hun tog fat i hans arm. ”Vær forsigtig, når du bevæger dig tilbage ude langs skroget.”

Han vendte sig for at se på hende. ”Vær forsigtig, når du sætter bomben til.”

Hun kyssede hans visir og skyndte sig at kigge væk igen, helt forlegen. ”Det var dumt. Lad være med at sige, at jeg gjorde det”

”Så skal du også tie stille med, at jeg syntes om det,” smilede Beck.

Han kom ud i luftslusen og forseglede inderdøren. Efter at have fjernet trykket, åbnede han yderdøren og låste den i position. Han greb fast i skrogets gelænder og trak sig selv udenfor.

Johanssen så efter ham indtil han var ude af syne, før hun vendte tilbage til lyspanelet. Hun havde allerede deaktiveret det inde fra sin arbejdsstation. Efter at have trukket en længde kabel ud og blotlagt enderne, begyndte hun på pillearbejdet med en rulle isolationstape, mens hun ventede på Vogel.

Han dukkede op et minut senere, varsomt svævende gennem gangen med begge hænder om bomben. ”Jeg har brugt en enkelt ledning til antænding,” sagde han .”Jeg turde ikke tage risikoen med to ledninger til at skabe gnister. Vi vil være alt for udsatte, hvis der opstår statisk elektricitet, mens vi rigger den til.”

”Hvordan udløser vi den?” spurgte Johanssen.

”Ledningen skal varmes op til en høj temperatur, og derefter er det nok med en kortslutning.”

”Jeg sætter en hindring i afbryderen,” sagde Johanssen. ”Så vil det fungere.”

Hun snoede lyspanelets ledninger rundt om bomben og tapede dem fast.

”Undskyld mig,” sagde Vogel. ”Jeg må tilbage til Luftsluse 2 og lukke Beck ind igen.”

”Mm,” sagde Johanssen.

Martinez svævede tilbage til broen. ”Jeg havde et par minutter til overs, så jeg gennemgik checklisten for nedbrud af aerobremsen i reaktorrummet. Alt er klargjort til acceleration og rummet er forseglet.”

”Godt tænkt,” sagde Lewis. ”Indstil attitudekorrektion.”

”Javel, kaptajn,” sagde Martinez og svævede af sted til sin station.

”VAL’en er fastgjort på vid gab,” lød Becks stemme over kommunikationssystemet. ”Påbegynder tilbagetog henover skroget.”

”Modtaget,” sagde Lewis.

”Det er en vanskelig udregning,” sagde Martinez. ”Jeg er nødt til at gøre alting bagfra. VAL’en ligger fortil, så vores kilde til fremdrift vil befinde sig præcis modsat til vores motorer. Vores software er ikke indstillet til, at motorkraften pludselig befinder sig der. Jeg skal lige forklare systemet, at vi har tænkt os at skyde henimod Mark.”

”Giv dig tid nok til at gøre det ordentligt,” sagde Lewis. ”Og lad være med aktivere det, før jeg giver dig signal. Vi skal ikke sætte skibet i spin, mens Beck hænger derude på skroget.”

”Forstået,” sagde han. Efter et øjeblik tilføjede han: ”Okay, indstillingen er gjort. Klar til udførelse.”

”Afvent,” sagde Lewis.

Vogel, der var tilbage i sin dragt, lod trykket falde i Luftsluse 2 og åbnede yderdøren.

”Det var på tide,” sagde Beck, idet han kravlede ind.

”Undskyld forsinkelsen,” sagde Vogel. ”Jeg skulle lige lave en bombe.”

”Det har været en ret så underlig dag,” sagde Beck. ”Kaptajn, Vogel og jeg er på plads.”

”Modtaget,” lød Lewis svar. ”Læg jer op ad luftslusens forreste væg. I får fire sekunder med en g. Sørg begge for at være tøjret fast.”

”Modtaget,” sagde Beck, mens han fastgjorde sin line. De to mænd trykkede sig ind mod væggen.

”Okay, Martinez,” sagde Lewis. ”Styr os i den rigtige retning!”

”Modtaget,” sagde Martinez og udførte attitudetilpasningen.

Johanssen svævede ind på broen, mens tilpasningen blev gennemført. Rummet roterede omkring hende, idet hun rakte ud efter et håndtag. ”Bomben er klar og afbryderen sat ud af drift,” sagde hun. ”Jeg kan udløse den ved at fjernstyre tænding af Lyspanel 41.”