StaVl Zosimov Premudroslovsky - Skøre detektiv. Sjov detektiv

– Så der er kun tre tilbage. – Idot var indignet. – Hvad skal vi aflevere?

– Hør, hvad?! At drikke, drikke sådan, royalt. Når vi lever. Og flaskerne er allerede antikke. De er tomme eller fulde. Flasker er værdsat, ikke vin.

Og de drak de andre tre briller. De sad på en log og tændte en cigaret: Idot – Marlboro, Toad – Belomor og bedstemor Clavka på gammeldags måde – et gedeben. Så de gik ud uden at afslutte ryge, sidde…

– Ahhhh!! Ahhh!!! – hørt fra gården.

– Hvad er det? – sprang ud af sengen Ottila og spurgte sig selv. Hans sind var stadig i en drøm, og han faldt langsomt ned på puden og snorkede straks.

– Ahhhh!!! -Blop sprang op igen og faldt på hovedet ned fra sengen. – åh, helvede. – Han greb panden med håndfladen. – Hvad råber du, nar?

Blek Isolda Fifovna trådte ind i lokalet med udvidede øjne og dækkede hendes gapende mund med begge hænder.

– Aa, aa. hun knækkede og pegede en finger mod døren.

– Hvad ellers? – sad på gulvet spurgte Klop.

– Der i laden…

– Hvad er det i stalden? tal mere tydeligt…

– Der er en død kat…

– Hvilken kat? Spurgte Ottila igen og gned sin hævede pande. – Hvad taler du om?

– Mor! – Efter at have spredt øjnene på gulvet i sin stemme, sagde hun.

– Lad os nu se. – Ottila stod op og gik barfodet i underbukserne til stalden.

I går vendte han tilbage om aftenen, da alle sov og spurgte derfor ikke om fangenes tricks. Zhinka fulgte ham.

Laden så rodet ud. Alle uplacerede spredte forblev uændrede. Osteroid Odnoglazovich sad midt i papirkurven: en pensionist, en arbejdsveteran, en kattemand i den sjette kategori, født på dagen for astronautik. Manden til bedstemor Klawka, mere præcist, Claudius Aldarovna von Schluchenberg, datter af baronen, uægte søn af Lenin. Det fortalte hun alle.

– Hvad laver du her? spurgte Ottil, en gammel mand, der lider af dystrofi.

– jeg sidder. – Bedstefar svarede roligt og stram telefonen.

– Jeg ser, at du ikke arbejder.

– Og hvad spørger du så?

– Hvordan kom du her? – tilføjet Isolda bas.

– Gå, jeg finder ud af det. sagde Bedbug til sin kone og vendte sig mod sin bedstefar. – Svar.

– Ude gennem hullet i væggen nikkede Osteroid med hovedet.

Ottila gik gennem affaldet til et hul i væggen og så bagsiden af en ko, der løftede halen. Han så op på hende og blev forfærdet: husene blev tagne synlige.

– Er der en gade eller noget? spurgte han sin bedstefar.

– Heh, selvfølgelig.

– Og hvor er alle mine kvæg? – Den første ting, der kom i tankerne på Klopu, der med lateral syn og ørefølelseshår kiggede rundt om stalden indefra. “Ja, tag din røv af,” råbte han og trak koens hale. Hun hevnet hældte ham en strøm, som fra en ildslange, med et tryk på hundrede atmosfærer. Ottila fløj væk fra trykket med to meter til ryggen og hoften dykkede ned i svinegødning. Isolda løb hen imod ham for at hjælpe med inerti og krumme bøjede hovedet mod hendes storslåede bryst. Og hun ville græde…

– Fu! – Hun kastede skævt hovedet tilbage i lortet og med sidevisning så hun, da presset fra machien, der hældes fra hullet, døde ned: “Muuuu!!!” – koen knurrede, dartanula og tog hende tilbage og viftede med halen fra bzyk. og andre insekter.

– Hvor er nøglen? – spurgte bedstefar og lod en røg ringe ud.

– Hvad er nøglen? – Hebraisk svarede Bedbug og rejste sig fra møkkeskit.

– Min kone, som du fordømte til slaveri!!! – Osteroid bøjede og læste sig på knæene med hænderne rejste sig. Hans ansigt udtrykte død.

– Isolda!!

– Hvad skat?

– Hvor så du katten?

– Der, hullet. Hun klatrede ud herfra og flyttede? – faldt i farven på Isolde. – Jeg ville narre hende med at kigge, og hun blev til en mor og denne bedstefar-babai.

– Hvor er min kone, fascist? – bekymret Osteroid.

Hvor er disse vandrende arbejdstagere? – spurgte Klop Wife.

– Jeg ved det ikke? – trak på Isolde. – I går aftes sad de i en trekløver her.

– Og så? – Ottila rejste sig. – Og du – sæt dig ned, nu finder vi det ud.

– Og så gik jeg i seng.

– Hvor gik de hen? De to er okay, men padden?! Han straffes ved arrestation med tvangsarbejde. De slap væk. Undslippe!!! Ring hurtigst muligt til Intsefalata. Vi har en flugt.

– Og hvor er min kone? – sagde bedstefar i en dirrende stemme.

– Hun kom ikke for at praktisere tvangsarbejde. Hun vil sidde ens … – Bedbug var rasende.

– Chef!!! Apchi, sagde Intsephalopaten og dukkede op i et hul fra siden af gaden.

– Åh, er du allerede her? – Hvad råber du? – sprang ud Mudsvæg. – Hurtig, ros.

– Blablabla, apchi, protektor, er du her? Jeg troede, du var i huset, så jeg råbte.

– Hvorfor?

– Så dette, apchi, jeg bragte…

– hvem?

“Kemiker, apchi,” svarede Intsephalopat, og i stedet for hans krus, dukkede en rødhårede op i hullet, dækket af akne og ål, en skrå, blå-rød-øjet snude af en landsbyboer og skiftede straks til Arutunovs ansigt.

– Nå, hvordan? – spurgte korporalen.

– Hvad, hvordan? – Otila frøs spørgende sur. “Tilbyder du det til mig?” Jeg er gift, tak…

– Nej, patronen, jeg tilbageholdt ham, apchi, – Og incephalopaten skubbede kemiker ind i hullet, – kravl, kom igen, tykke røvhul. – Men han blev fast med det nævnte sted i hende. Som de siger: Hverken tudy eller syudy. Det er rigtigt, en halv centner på det annoncerede sted. Så røvet gik ikke ind. Acephalopath forblev bag muren ved siden af kemikerens røv på gaden.

– Hvad gjorde han? Den samme hamp gnide?

– Nej, værre. Spotter hjemme apchi, dyr. – svarede Harutun bag muren.

– Mit kvæg, hvad jeg vil, så skaber jeg.., fu, jeg skaber. – dryss med elefanter, med en kemiker spritet.

– Og hvad gjorde han? – bedstefaren greb ind.

– Ja, jeg savet ornen i hoove med en motorsav, apchi, naboer og ringede. – rapporterede Harutun.

– Og hvad er det? Hvis jeg ville have gelékød, – for undskyldningen blev jeg tilbageholdt. – så bestil mig at klippe hele grisen? Der er desuden stadig ikke nok vægt i det, og køleskabet brændte ud.

– Ja, hun ville være død for dig?! – Overrasket, stående bag Isolds mand og lo.

– Ja, jeg ville ikke dø, siger jeg dig, jeg dyrlæger og helbredte sårene og syede derefter op.

“Fiskelinje, apchi,” tilføjede Harutun.

– Og hvad er det?

– Og hvad behandles det? spurgte Klop.

– Moonshine.

– Ja, bedøvet, apchi, – Harutun glinede. – at grisen råbte for hele landsbyen, at selv Apchis, stofmisbrugere fra hampnikkel nådde af. Og jeg, Apchi, forresten, passerede dem i to dage, uden søvn, uden en hauk, uden Isold Apchi, et bånd.

Текст предоставлен ООО «ЛитРес».

Прочитайте эту книгу целиком, на ЛитРес.

Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.