Knud Rasmussen - Under Nordenvindens Svøbe

Bødkerværkstedet var renset i Dagens Anledning; og da Tranlamperne blev tændte, og Harmonikaen lod sin første Vals høre, var der allerede saa fuldt med Mennesker, at de, der vilde danse, maatte tilkæmpe sig Plads med Albuerne; Luften i Rummet blev snart saa fortættet, at man kunde bide i den.

Da det blev uudholdeligt, var vi hen paa Aftenen nogle Par, der svigtede det officielle Lokale for at søge et bedre ude i Byen. Det var ravende mørkt, og Regnen smeldede ned. Kvindernes kostbare Festdragter blev vaade, de lo blot deraf; vi traadte ud i Mudderpøle, vi ikke kunde se, og vi endte med at tage vore Damer paa Armene og bære dem over de mange nydannede Elve; det var en besværlig Ekspedition, men Humøret gik ikke i Rette med Genvordighederne. Hvad gjorde det saa forøvrigt, at jeg faldt ned ad en Fjældskraaning og sammen med min Dame rullede ud over en Afsats ned i en tom Trantønde!

Guderne – hvor saa vi ud, da vi kravlede op!

Man standsede uden for Malakias's Hus, det var det største paa Pladsen, og derinde vilde vi danse. Man blev enig om, at min Baldame og jeg skulde gaa ind og parlamentere med Familien. Det var jo allerede sen Aften.

Vi krøb ind gennem den lange, opblødte Husgang og kom ind. Paa Briksen sad et Par gamle halvnøgne Mænd og deres Koner. De gloede forbavset paa os, da vi kom ind, og slog maabende Mundene op, da vi frembar vort Ærinde; det varede længe, før de kunde samle sig til et Svar. Saa var der endelig en af de gamle Kællinger, der rejste sig, gik hen til en af Lamperne og pillede Vægen højere op af Trannen; – da først havde hun faaet kædet sine Tanker sammen til Svar. Hun stillede sig lige foran os, pegede ind paa Briksen og hviskede hovedrystende:

„Tja – det kommer jo noget an paa hende der; for vi sidder jo bare her og venter paa, at hun skal faa Brug for Jordemoderen!“

Min glade Rebekka saa sønderknust paa mig:

„Det er sandt!“ mumlede hun, „Barbara ligger jo for Barsel!“

„Der findes da ogsaa andre Huse!“ foreslog Kællingen paa Gulvet.

„Jah – men Malakias's Hus var jo det største,“ sukkede Rebekka.

„Saa forsøg paa at gaa til Malakias selv,“ foreslog den gamle, som hed Medea.

Og det gjorde vi saa.

Malakias fandt vi blandt Danserne i Bødkerværkstedet. Han var en fornuftig Mand, det nok gik an at forhandle med; men ak – Smilet stivnede om hans Mund, da han hørte vort Forslag, og der laa Alvor i hans Stemme, da han sagde:

„Det er jo det, at Jordemoderen allerede i et Par Dage kun har ventet paa Øjeblikket, saa jeg ved ikke rigtigt! Spørg først hende!“

Vi forfulgte Sagen til sidste Instans; og nu gik vi til Judithe, Jordemoderen, som skulde afgøre vor Aftens Skæbne. Ogsaa hun var blandt de dansende.

„Vi skulde spørge dig fra Malakias, om – — —“

„Naa, er det nu endelig galt fat der! Det skal da ogsaa altid – —“

Hendes sidste Sætning kvaltes i de unge Pigers Latter.

„Nej, nej, vi skulde bare spørge, om det gik an at danse derhenne i Aften?“

Judithe's Ansigt klarede op til at stort Smil, og vi havde Tilladelsen med det samme.

„Barbara maa da oven i Købet være glad for den Tidkort!“ mente hun.

– — Nu blev Gulvet fejet, og Husets Børn og ældste klædte sig af og lagde sig paa Briksen.

Men Musiken – der fandtes kun en eneste Harmonika paa Pladsen! Gamle Essaias reddede nu Situationen. Han havde en Violin; det var flere Aar siden, at han havde spillet paa den; og da den blev hevet frem fra hans store Værktøjskasse, manglede alle Strengene! Men Instrumentet blev i en Fart støvet af, og en af de unge Piger lavede Strenge af Hvalrossener. Buen var i Orden. Og saa kunde Dansen endelig begynde .....

Mærkelige Grønlændere! Ingen kan som I glemme al Livets Møje i en Dans. Ingen kan som I lægge en Lemmernes Ekstase ind i en Reel!

Vi dansede til langt ud paa Natten. Gamle Essaias gned de kaadeste Dansemelodier ud af Hvalrossenerne; han kunde aldrig blive træt. Og Aftenen igennem var der over hans rynkede Ansigt et Udtryk saa mildt og forklaret, som om han sad fordybet i Andagt.

Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning, tømtes Malakiæ gæstfri Hus.

Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre Mand, min Ven Mikael Frederiksen, kom hen og slog mig hemmelighedsfuldt paa Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren havde budt os ind paa en Romtoddy.

Ja, sandelig – en Romtoddy skulde gøre godt i Aften, gennemvaad og svedt som man var!

Imidlertid var Dansen trukket saa længe ud, at „Udliggeren“ var gaaet i Seng; men i sin Stue havde den gode Mand ladet Lampen brænde, og paa Bordet stod varmt Vand, Sukker, Rom og Cigarer!

Mikael fniste ubehersket, da vi satte os ved Bordet. Vi blandede os en Drik og hilste paa hinanden.

Ah! Det er, som om alle Nydelser komprimeres her i Grønland!

Det havde været en bevæget Dag i Dag – med alle disse Masse-Kaffe-Gilder! Og min Ven lod Munden løbe. Saaledes sad vi en Times Tid.

Da pludselig springer Mikael op og staar stiv og bleg foran mig.

„Men hvad gaar der dog af dig, kære Frederiksen?“ spurgte jeg beroligende; det smigrede ham, at jeg tiltalte ham med hans Efternavn.

„Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt. Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen.

„Min Kone – ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke Kommandoen, men alligevel – — —“

Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme.

„Ser du, Kvinderne har det nu paa deres egen Maade – — ganske vist, min Kone har ikke Kommandoen hos os —“

Frederiksen ser paa mig for at overbevise sig om sine Ords Virkning og slaar sig for Brystet.

„Kvinderne forstaar ikke os Mænd, de er saa lunefulde og urimelige; de taaler slet ikke at blive vækkede om Natten!“

Frederiksen har opgivet sin Helteposition, og han ser mig bønfaldende ind i Øjnene, da han siger:

„Men alligevel, det vilde vist gaa bedre, om du fulgte med mig hjem i Aften.“

Jeg lovede, at jeg skulde følge ham helt ind i Huset.

„Men, hm! Kvinderne er saa besynderlige.“

Han pegede paa Romflasken.

„Ja selvfølgelig, vi skal tage en med til din Kone – — og den og jeg i Forening, – ikke sandt?“

Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og bryggede en høj Romtoddy.

„Hi, hi, hi! – Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der har Kommandoen alligevel!“

Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig stod vi velbeholdne foran Malakias's Hus.

„Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran,“ foreslog Frederiksen; jeg kravlede ind. Endnu medens vi var dybt inde i Husgangen, raaber han højt:

„Judithe, Judithe! Fine Gæster! Sjældne fremmede!! Puh, den var ellers drøj at fragte herop; ser du, jeg har ikke glemt dig!“

Og han rakte hende straalende Toddy'en ud.

Judithe rystede leende min Haand. Hun havde sovet og var i bar Særk. Frederiksen var saa overgiven over den gode Modtagelse, at han lo saa højt, at hele Huset vaagnede.

Judithe drak Glasset ud paa een Gang. Sejren var vunden.

Briksen var fuld af sovende, og Gulvet med; mange tilrejsende havde søgt Ly her for Natten.

Judithe, der følte sig oplivet af Toddyen, gav sig til at fortælle Sagn med den Motivering, at havde hendes hensynsløse Mand nu først vækket dem allesammen, saa maatte hun vel efter gammel eskimoisk Skik forsøge at fortælle dem i Søvn. Jeg lagde mig nu ned mellem Klyngerne paa Gulvet, mens Frederiksen kravlede op til sin Ægtemage paa Briksen.

Judithe fortalte fortræffeligt, og jeg faldt snart i Søvn.

Ud paa Morgenen vaagnede jeg forfærdet ved, at den frugtsommelige vaandede sig. Hun rejste sig fra sit Leje og vraltede hen til den store Urinspand henne under Vinduet og satte sig paa Kanten; jeg gned Øjnene, jo sandelig – hun var falden i Søvn derhenne!