Madvig Johan - Livserindringer

Udenfor Juletiden afbrødes den daglige Stilhed, foruden ved Sammenkomster og Familiefester i Byen selv, ved ikke sjeldne Besøg hos Slægtninge og Bekjendte paa de større Gaarde paa Landet eller af disse i Byen. Naar den trestolede Stadsvogn var trukken frem for at forspændes til at "kjøre i Marken" (den idetmindste hos os Børn staaende Betegnelse for en saadan Udflugt), sad jeg med den ene eller den anden af mine Søskende timevis paa Vognen, førend Reisen tiltraadtes, længselsfulde efter den venlige Modtagelse og de nye Gjenstande, der ventede os paa Vallensgaarden – Landets største Gaard, hvor under Pantsættelsen til Lybækkerne i Frederik den 2dens Tid den lybske strenge Landfoged havde boet, – eller paa store Hallegaard i Bolsker Sogn, hvis Besidderinde, den firsindstyveaarige "Lars Mariska", ɔ: Lars Mauritsens Enke, hvert Aar selv ved Besøg hos os bragte en stor Dunk Honning – eller paa lille Ravnsgaard hos vor eneste Farbroder nær ved Randkleveskaar eller paa andre ved Slægtskabs- eller Venskabsbaand til vore Forældre knyttede Gaarde. Min Moders Fødegaard, det en god Fjerdingvei fra Svanike smukt beliggende Skovsholm, hvor hendes Broder boede, besøgte vi tilfods og ligeledes, men sjeldnere, den fjernere Helvedesgaard nær ved Paradisbakkerne, hvor min Moders Søster boede. Om Vinteren skete lignende Udflugter i Kane og Slæde, hvorved det et Par Gange hændte sig, at vi under min Faders egen Styrelse kjørte vild paa de tilsneede Veie og Marker og tilsidst væltede. Stundom var der forberedt eller improviseredes et lidet Bal, og var Antallet af de Gjæster, der overnattede paa Gaarden, for stort, hjalp man sig med at sove i "Søskendeseng", idet i Storstuen eller et andet Værelse en Række Stole lagdes ved Siden af hinanden med Benene opad og der saa paa Stoleryggene som Hovedleie og Gulvet udbredtes, hvad der havdes ved Haanden af Sengeklæder og Madratser, suppleret med Hø og Halm; Gjæsterne lagde sig da ganske eller næsten paaklædte paa de udbredte Lagener og dækkede og varmede sig efter Leilighed.

Iblandt de Optrin, der satte Befolkningen i Bevægelse og vakte livlig Deltagelse, maae Vrag, det vil sige Strandinger, ikke forbigaaes. Strandinger paa Bornholm vare i den Tid, saavidt jeg kan skjønne, endel hyppigere end nu, især i Krigsaarene, da Fyrene paa Kristiansø og paa Hammeren ikke brændte, og Flertallet indtraf paa Landets Øst- og Nordside. Naar et Skib om Dagen saaes i farlig Nærhed af den klippefulde Kyst eller om Natten Nødskrig hørtes, udbredte Efterretningen sig saare hurtig, undertiden ved høie Raab paa Gader og Veie, og fra alle Sider ilede da ikke blot Mænd, men om Dagen ogsaa Kvinder og Børn til Skuespillet. Til Befolkningens Ære maa det siges, at der gjordes, hvad der kunde gjøres, for at komme det i Nød stedte Skib eller de allerede Skibbrudne til Hjælp; men Kystens Beskaffenhed, der paa de fleste Steder gjorde det umuligt at gaae ud med en Baad, – man havde kun almindelige Fiskerbaade, ofte endda ikke i Nærheden, – gjorde ikke blot Ydelsen af Hjælp før Strandingen, men ogsaa Bjergningen af Mandskabet fra det strandede Skib vanskelig. Stod imidlertid Skibet fast paa og imellem Klipperne og vare Folkene, ofte med Raskhed og Ringeagt for Faren, bjergede, da gjorde sig unegtelig en Stemning gjældende, der erindrede om Holbergs Anholtsboere, der "leve kristelig og nære sig af Vrag", Noget, der ikke maa regnes en fattig Befolkning i en besværlig og næringsløs Tid for strengt til Last. Ikke blot de, der som virkelige Bjergere og Forbjergere efter regelmæssig Indskrivning deltoge i Bjergningen, men ogsaa de, der ifølge visse Stillinger havde en Bjergerlod – f. Ex. Sandemanden, hvis Strandingen var sket paa et Landsogns Kyst, – eller som paa anden Maade havde Udsigt til Fortjeneste, saasom ved Toldopsyn eller især Auktion over det indstrandede Gods – i hvilket Tilfælde min Fader var —, tænkte paa Ladningens Omfang og Værdi, og en livlig og munter Travlhed varede i flere Dage og fornyedes senere. Jeg erindrer engang som Barn ved Nytaarstid at have været upaaagtet Vidne til en Samtale imellem mine Forældre, i hvilken min Fader, der baade ifølge sin hele Karakter og Erindringen fra hans egen Ungdom havde den største Deltagelse for Sømandens Farer og Lidelser, med alvorlig Tak imod Forsynet udtalte, at han ikke vidste, hvorledes han skulde have gjennemstridt det trange Aar, "hvis ikke Vorherre havde sendt de to deilige Vrag".

Den glade barnlige Leg under de her skildrede Forhold blandede sig for mig, efterhaanden som jeg voxede til, stundom med bløde og halvt melankolske Drømmerier og Indtryk, nærede af den Naturs Karakter, i hvilken jeg ofte ensom streifede om, ikke uden Berørelse af overtroiske Forestillinger. Jeg erindrer, af hvilken Rædsel jeg engang pludselig grebes ved høilys Dag paa den tidligere nævnte Hammerslette, saa at jeg i ustandselig Fart over Klipper og Kløfter styrtede hjem og sittrende kastede mig i min Moders Skjød, og hvorledes jeg en anden Gang, da jeg skulde bringe et Brev til Nexø for min Fader, imellem Klipperne Nord for Fiskerleiet Aarsdale (en Fjerdingvei fra Svanike mod Syd) begyndte at vandre om i mørke Grublerier og efter nogen Tids Omflakken, ude af Stand til at udføre et Ærinde, som jeg ikke sjeldent før havde udført, grædende vendte tilbage til Hjemmet og søgte Tilgivelse og Trøst.

Til Legene og Drømmerierne sluttede sig tidlig Undervisning og Skole i naiv Skikkelse og fremadskridende igjennem smaae Trin. Først sendtes jeg til en "Skolemoder", en gammel, værkbruden Kone, hos hvem vi sad 6 eller 7 Børn paa en lille Bænk foran en stor Kiste. Kistelaaget fik et haardt Slag med Skolemoders Stok, naar nogen af os vakte Utilfredshed, og grovere Forsømmelse eller Forseelser fremkaldte en bestemt Trusel med at bringes op til "Bobbarægus", et frygteligt Væsen, der skulde hvile paa et Skind oppe paa Loftet. Enkelte Gange bragtes endog en forhærdet Forbryder nogle Trin opad Trappestigen til Loftet, men med forsigtig Beregning erklærede Skolemoder altid, inden Øiet kunde naae det uhyggelige Rum, at hun for denne Gang vilde eftergive den forfærdelige Straf imod Løfte om Bod og Bedring. Vi medbragte daglig vort Smørrebrød, hvoraf det Halve sattes paa Skolemoders Bord, og et lidet Lerkrus med "Drikka" (meget tyndt Øl); jeg var dengang saa lille, at jeg to Dage efter hinanden tabte og ituslog mit Krus ved at række efter Klinken paa Halvdøren (– thi alle Huse i Svanike havde da endnu Døre af to Stykker over hinanden —). Fra Skolemoder flyttedes jeg til en meget sygelig Skoleholder, der, skjøndt boende i et privat Hus, vel maa have havt en Slags offentlig Ansættelse, siden jeg dér engang saae Amtsprovsten. Efter hans Død fulgte jeg med nogle andre Drenge og Piger hans unge, kjønne og overordentlig blide og milde Enke Elna ind i et andet lille Hus, hvor hun fortsatte Undervisningen; efter nogen Tid begyndte hun dog at sygne, sørge og græde, og, efter at Skolen i nogen Tid var standset, saae ikke blot vi, men ogsaa vore ellers i slige Ting ikke særdeles mildt dømmende Forældre med dyb Sorg den stakkels Kvinde begraves med et nyfødt Barn som Offer for en Forfører. Jeg avancerede derpaa op til en Mand, der kaldtes Kaptain, og hos hvem jeg erindrer at have set nogle Gjenstande, der hentydede paa Landmaaling og Tegning, men ogsaa Skolegangen hos ham varede kun kort. Der indrettedes nemlig da en fast offentlig Skole under en ny Degn, der dog ikke var Seminarist, men en forhenværende Haandværker (Glarmester) fra Kjøbenhavn, foreløbig med Plads i Byens Raadstue og i selve Thingsalen, hvorfor Undervisningen maatte hvile paa Retsdagen. Her saae og beundrede jeg for første Gang en Vindovn, da ellers kun Bilæggerovne vare kjendte i Svanike. Endelig fik man ogsaa et eget Skolehus. Jeg lærte der at skrive og regne godt, det sidste efter Chr. Cramers Regnebog, lige indtil "Vexelregning eller Cambiokonto", og fremstilledes i Juli 1816 ved Præsentation af Skolen for Amtsprovsten og for Biskop Frederik Münter som den, der havde læst Balles Lærebog 6 Gange og var imod Slutningen af den 7de Gang. Udenfor Regning, Bibelhistorien og Lærebogen husker jeg derimod ikke, at der var Tale om nogen anden Læregjenstand, og i det sidste Aar af mit Ophold i Svanike besøgte jeg neppe Skolen. Min Dygtighed i Skolen skaffede mig ved den Tid en af de mest ufortjente Udmærkelser, jeg har modtaget, idet jeg, da der skulde udtages fire af Skolens Drenge til i Forening med Degnen at lede og støtte Sangen i Kirken, fik Plads imellem de Udvalgte, skjøndt Gud veed, at jeg aldrig i mindste Maade har været Sanger. Forresten mærkede vi meget lidet til Skolens Forbindelse med Kirken. Den præstelige Virksomhed i Byen og Sognet var saare ringe, idet Præsteembedet den længste Tid af min Barndom beklædtes af en godmodig, men yderst affældig og noget forfalden Mand og derefter af En, til hvis kristelige Sindelag Almuen efter Rygterne fra hans forrige Sogn paa Bornholm ingen Tiltro havde; den traditionelle Ærbødighed for og Deltagelse i Gudstjenesten holdt sig dog temmelig usvækket. – Den tidlig vaagnede Lyst hos mig til Kundskab og Anelse om en videre aandelig Horizont fandt yderst ringe Midler til Næring ved Læsning, allermindst ved en nogenlunde sammenhængende Læsning. Maaske spirede de adspredte og blandede Sædekorn netop derfor desto kraftigere, omend skjulte og i Stilhed. Der behøves ikke mange Linier til en nogenlunde fuldstændig Opregnelse af de Bøger, som jeg foruden Bibel og Psalmebog fandt enten hos min Fader eller hos en gammel, noget gnaven, forhenværende Skipper, der var gift med en Faster af mig, eller hos en velstaaende Fisker og Kadreier, med hvis Børn jeg og mine Søskende stode i det nærmeste Omgangsforhold. Til de to første Bind af Holbergs Komedier i den gamle Udgave af tre Bind samt en gammel Duodezudgave af Peder Paars med saare naive Træsnit, hvilket Digt jeg trods de mange mig uforstaaelige klassiske Allusioner læste med stor Glæde, kom Ramus' Udtog af Clausens Oversættelse af Snorre Sturleson, som jeg ivrig studerede med den mest ubetingede Tilslutning til Sverre og Birkebenernes Parti mod Baglerne, Caspar Peder Rothes meget udførlige, men for mig aldrig trættende Biographi af Tordenskjold, en dansk Oversættelse af en Levnedsbeskrivelse af den franske Søhelt Dugay-Trouin, i hvilken især Skildringen af Rio Janeiro og Indseilingen dertil fængslede mig, samt en Oversættelse af en svensk Roman fra første Halvdel af forrige Aarhundrede: "den svenske Robinson eller den svenske Adelsmand Gustav Landskrons mærkelige Hændelser", af hvilken Bog jeg kun husker, at der deri etsteds skildredes en Reise over Brenner og gjennem Etschdalen til Italien, en Skildring, der gjorde det dybeste Indtryk paa min Phantasi og vakte Længsler, der først skulde tilfredsstilles i 1869 og det ikke uden en haard Skuffelse ved Indtrædelsen i det forjættede Italien, thi jeg foer da i en kold Nats Mulm forbi Botzen, Roveredo og Trient, hvilke Navne fra min Barndom stedse vare ledsagede af Forestillingen om Vindruer og anden sydlig Vegetations Pragt. Fremdeles havde og slugte jeg den gamle danske Oversættelse af Gallands Bearbeidelse af tusend og én Nat, med hvis Trylleverden Smollets af Tode oversatte Roman: Humphrey Clinker dannede en besynderlig Modsætning, men som dog fængslede mig ved en Skildring af det skotske Høiland, som indprægede sig dybt og i Studenterdagene smeltede sammen med Walter Scotts Billeder. Til denne Hovedhær sluttede sig den tidligere nævnte lille Bog af Agerbek, Sommerfeldts Geographi, en Oversættelse af Sallust og som lettere Tropper "den danske Kongebog", Till Uglspil, "Vigolais eller Ridderen med Guldhjulet" og et Par oversatte franske Ridderromaner, hvori foruden Keiser Carl Kong Dagobert og "Soldanen af Ægypten" spillede en Rolle, ikke at tale om "Finkeridderen". En mere ædruelig Belæring vilde Kloppenburgs Geographi have givet mig, hvis den ikke strax endog for Drengen havde røbet sig som forældet og ubrugbar ved totalt at stride imod de Forestillinger, jeg af de Voxnes Fortællinger og maaske et eller andet populært Skrift gjorde mig om Napoleon og hans Herredømme. Af Pontoppidans pietistiske Bog "Menoza" dannede jeg mig og bevarede nogle Forestillinger om Danmark og andre europæiske Lande, især Tydskland, og om Herrnhuter og Grev Zinzendorf. Om jeg som Dreng paa Bornholm har set et Verdenskort eller et Kort over Europa, husker jeg ikke; men de temmelig mange Søkort, jeg fik i Hænde, vakte og dannede geographiske Forestillinger. Til den omtalte underlig sammensatte Litteratur kom 1813 en ringe, men ligesaa besynderlig Forøgelse. Da Brændevinsbrænding var bleven forbudt paa Bornholm udenfor Kjøbstæderne og i disse antoges ikke at tilvirkes i tilstrækkelig Mængde, kjøbte en driftig Urtekræmmer i Kjøbenhavn, der tillige var Chorist ved det kongelige Theater, en lille Ladning Brændevin, hvormed han seilede til Svanike; her optraadte han paa én Gang som Handelsmand og Sanger. Da han havde leiet et Værelse i mine Forældres Hus, efterlod han der som en Foræring tre Theaterstykker, nemlig to høist ubetydelige oversatte Lystspil og det yderst rørende, dengang paa alle Privattheatre omvandrende Sørgespil (med lykkelig Udgang) Julius von Sassen; jeg erindrer, med hvilken inderlig Bekymring jeg spurgte min Moder, om Stykkets Indhold var sandt, og af hende, der aldrig havde set nogen Art af theatralsk Fremstilling, nogenlunde beroligedes. Den bildende Kunst repræsenteredes i Svanike kun af simple kolorerede Kobberstik eller Træsnit. To saadanne Billeder, der fremstillede Ludvig den 16des og Marie Antoinettes Henrettelse, prydede mine Forældres Storstue og betragtedes af mig med dyb Deltagelse.