Madvig Johan - Livserindringer

I denne By og i disse Omgivelser tilbragte jeg tretten freidige og lykkelige, om end alvorlige Indtryk ikke savnende Barndomsaar, de sidste under Anelse om og Længsel efter større Forhold og videre Blik.

Indtil for ganske kort siden (Foraaret 1884) kjendte jeg kun mine Forfædre paa Mandssiden indtil min Oldefader. En ivrig og heldig Genealog har nu oplyst, at min Tipoldefader: Hans Olufsen Madvig under Krigen mellem Danmark og Sverige mistede alt sit Jordegods og al sin Ejendom i Skaane for sin Troskab mod den danske Konge Christian den 5te – Jordegodset har formodentlig udgjort en hel eller halv Bondegaard – og til Gjengjæld derfor efter nogen Tids Ophold i Kjøbenhavn i 1681 udnævntes til kongelig Skovrider paa Bornholm, hvor han døde 1701 paa Kobbegaarden i Østerlarsker Sogn, idet der formodentlig dengang ikke har været nogen Skovriderbolig ved Almindingen. Familienavnet stammer fra Fiskerleiet Matvik imellem Ronneby og Karlshamn i Blekingen. Han efterlod sig et talrigt Afkom. Hans ældste Søn Ole Hansen Madvig, døbt i 1675 i Hellaryd Kirke i Skaane, – den eneste, af hvem der mig bekjendt lever Afkom, – blev, efter at have været Constabel ved "Haandlangerne" (og formodentlig Avlsbruger), i 1727 Byskriver i Svanike og Herredsskriver i Øster og Sønder Herred, et Embede, hvortil dengang, som bekjendt, ingen juridisk Fordannelse krævedes; han byggede den Gaard i Svanike, hvori efter ham min Bedstefader og Fader boede. Hans Søn Jørgen Olsen Madvig, der 1745, efter skriftligen at have besvaret de af det juridiske Facultet fremsendte Spørgsmaal og efter mundtlig Prøve hos Amtmand Urne [9] Denne Urne af den gamle danske Adelsslægt var den Hofjunker, om hvilken Christian den 6te (se Jens Møllers Mnemosyne) havde antegnet i sin Skrivkalender: "U. duer ikke meget; kan blive Amtmand i Norge." Han kom istedet til Bornholm, hvor han forresten efterlod sig et godt Navn. , erklæredes for "ej ubekvem et Skriverembede at forestaae", efterfulgte 1750 sin Fader i de samme Embeder. Han efterfulgtes atter 1798 i Embedet som Byskriver i Østerherred, idet Sønderherred fraskiltes, af sin i 1764 fødte Søn, min Fader Poul Anthoni Madvig, der, efter at have faret nogle Aar tilsøs og bragt det til at være Styrmand, tog dansk juridisk Examen og i nogle Aar var Faderen adjungeret. Til Erstatning for det fraskilte Herred blev min Fader enten strax eller siden tillige Toldbetjent. Man ser, at jeg saaledes kan regne, om ikke mine 16 Ahner af Byskrivere ligesaavel som Oldfux sine af Snyltegjæster, saa dog tre saadanne, og det endda af Byskrivere paa samme Sted, et Embede, jeg maaske ogsaa selv, om end ikke i uafbrudt Rækkefølge, kunde have opnaaet, hvis min første Livsplan var bleven fastholdt.

Min Fader giftede sig i 1798 med Margrethe Benedikte Kofod, født i 1777 paa Proprietærgaarden Skovsholm [10] Hendes Brodersøn sendte som Eier af Gaarden, der iøvrigt senere brændte, for nogle Aar siden til en Udstilling i Kjøbenhavn et velbevaret Interiør i gammel Stil fra et eller to Værelser paa Gaarden. i Ibsker Sogn. Hun hørte til en af de videst forgrenede bornholmske Bondefamilier, ligesom paa den anden Side baade min Oldefader og Bedstefader havde havt og min Fader havde flere Søskende (dog kun enkelte Brødre og disse uden videre Afkom), saa at det ikke kunde fattes deres Børn paa Slægtninge i alle Grader eller paa fast Tilknytning til bornholmsk Liv, hvorfra dog alle Sønnerne skulde løsrives. Min Fader var af Naturen livlig og munter og havde i sin Ungdom udmærket sig ved Raskhed, navnlig som dristig Rytter. Af boglig Dannelse havde han kun lidet – jeg har aldrig hørt ham omtale sin Examen eller Forberedelsen dertil —, men han besad en naturlig god Forstand, var arbeidsom og fremfor alt hæderlig og redelig, derhos religiøs uden Prunk; jeg erindrer, at han om Søndagen, naar der var Hindring for Kirkegang, stundom i Ensomhed læste en Prædiken for min Moder. Denne var ligeledes en frisk og freidig, men tillige alvorlig, kraftig og energisk Natur, Egenskaber, der end mere fremtraadte under hendes lange, ofte møisommelige Enkestand. I sin Ungdom havde hun været en god Skøiteløberske, noget i den Tid vist saare sjeldent. Af mine Forældres Ægteskab, der var stiftet i Kjærlighed og førtes i trofast Enighed og Lykke, fødtes 7 Børn, der kom til Skjelsaar og Alder: 5 Sønner og 2 Døttre, foruden en Søn, der døde i spæd Alder. Af disse 7 Børn, hvoraf de to ældste bleve Sømænd, var jeg det tredie og den tredie Søn. Af de to Sømænd druknede den ene i 1825, den anden døde i 1879 i Hamborg, hvor han var bosat, og samme Aar døde min ene ugifte Søster, medens den anden, der var gift og boede i Svanike, allerede var død i 1877 og min ene yngre Broder, der var Snedkermester i Kjøbenhavn, var død i 1868. Af alle mine Søskende er saaledes kun min yngste Broder, der lever som Læge i Haderslev, tilbage.

Efterretningen om min Fødsel bragtes min Fader nede paa Udmarken ved Auktionen over en indstrandet Ladning Pibestaver, en glædelig og indbringende Forretning, og de ved Auktionen tilstedeværende Honoratiores tilligemed den engelske Skibskaptain fulgte min Fader hjem for at feire Fødselen ved nogle Glas. Iøvrigt bragtes jeg ikke af Storken, men kom ligesom alle nyfødte Børn i Svanike fra "Davids Dam", et lille Vand i Bymarken. Jeg voxede op, fulgt med korte Mellemrum af mine 4 yngre Søskende, i et stille, fredeligt, ofte muntert, men tarveligt Hjem, der paa engang var en Embedsmands og en Avlsbrugers, thi min Faders Indtægter af de to forenede Embeder vare i den ulykkelige Tid fra 1807 af utilstrækkelige for den talrige Familie og maatte udfyldes ved Driften af den Jord, som han havde arvet fra sine Forfædre, men behæftet med Gjæld. Endda blev det min Fader, især da langvarig Sygdom stødte til, vanskeligt at komme igjennem, og jeg har været Vidne til Bekymring og Sorg i den Anledning, men aldrig til deraf opstaaet Tvist [11] I min Faders sidste Leveaar tilstodes der det aldeles utilstrækkelig lønnede Embede et Tillæg af 250 Rigsdaler Sølv af den saakaldte Justitskasse, men Tillæget kom saaledes først hans Eftermand tilgode. . Mit Hjem omfattede altsaa ved Siden af Byskriverkontoret – hvis hele Arbejde bestredes af min Fader, en ganske kort Tid med Bistand af en Søstersøn og siden af mig, – en lille Avlsgaard med dertil hørende Tyende, nemlig en "Hoveddreng" [12] "En Dreng" betyder paa Bornholm (nærmere ved den gammelnordiske Sprogbrug) en Karl; hvad vi paa Dansk kalde en Dreng, hedder en "Horra", et Navn, om hvis Oprindelse jeg forgjæves har søgt Oplysning hos nordiske Philologer. eller Avlskarl og en Halvdreng eller ringere Karl, stundom med nogen extra Hjælp, – og der førtes under min Moders Ledelse med Hjælp af et Par Piger en fuldstændig bornholmsk Landhusholdning. Karakteristisk for Landbrugets Standpunkt var Besætningens Bestand: 4 Heste og 3 Køer; der pløiedes altid med 4 Heste. Den hele Husstand samledes til alle Maaltider i det Værelse, der paa engang var Dagligstue og Spisestue og opvarmedes af en dygtig Bilæggerovn; dog var den ene Halvdel deraf ud imod Gaden forbeholdt mine Forældre, som spiste Middagsmaden der ved et eget Bord med os Børn, medens min Fader til andre Dagstider sammesteds talte med Besøgende og om Aftenen læste og skrev eller spillede et Parti Piquet med min Moder eller min ældste Broder og i sin sidste Levetid med mig. Morgen og Aften spiste Børnene med Tjenestefolkene i den nedre Ende af Stuen de samme daglige Retter. De mindste Børn sov, naar Slagbænken i Forældrenes Sovekammer ikke kunde optage dem, i Pigekamret, de lidt mere voxne Drenge stundom i det om Vintren bitterlig kolde Karlekammer med Stengulv. Om Vinteraftenerne kartede og spandt Pigerne i samme Værelse under min Moders Tilsyn og Deltagelse omkring et fælles paa en høi Træopsats stillet Lys, og Billedet af hele denne Virksomhed under alle Slags munter og alvorlig Samtale og Fortælling, ja stundom Sang, er ofte fremtraadt for min Erindring, naar jeg læste Livius's Skildring af Lucretias og hendes Terners sildige Arbeiden med Ulden ved Lys. Væven stod derimod i Pigekamret, men brugtes ofte og tilsaaes altid af min Moder. Jeg lærte med mine Søskende at kjende det hele regelmæssige Kredsløb igjennem Aarets Tider af Bagning, Brygning, Brændevinsbrænden, Slagtning med tilhørende Saltning og endelig Lysestøbning, thi hvert større Hus besørgede alt Sligt hjemme; kun den jævnere Mand eller de Fattige benyttede de meget lidet fremtrædende Haandværksdrivende ved f. Ex. at bringe den hjemmelagte Deig til Bageren; Bagerens Opgave var da væsentlig at bage for Andre, kun i ringe Omfang at bage Brød til Salg. Talrige Smaaeiendommeligheder ved den bornholmske Husholdning ligesom ved Husets Udstyr og Møblering rinde mig herved i Minde, men jeg skal indskrænke mig til at nævne to. Paa en bestemt Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen og to leiede Mænd med Heste og Vogne og forsynede med tilstrækkeligt Mundforraad ud i Høilyngen, hvor de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrællede) et betydeligt Antal Fladtørv og tillige huggede Lyng, stundom paa en lille, for Aaret kjøbt Plet i Almindingen, hvor den skaanede Lyngvæxt var langt frodigere; ved deres Tilbagekomst med det indvundne Forraad af adskillige Læs, erhvervede i vaadt og koldt Veir med endel Besvær, vederkvægedes de med en rigelig Forpleining, hvori vi Børn med stor Glæde deltoge. Naar det første Slædeføre var lagt ved Vinterens Begyndelse (og Sneen lægger sig tidligere og holder sig bedre paa Bornholm end i Sjælland), udsendtes derhos meget aarle om Morgenen 3 store Slæder til Fiskerleiet Snogebæk paa Sandstrøget sydfor Nexø og kom om Aftenen, stærkt belæssede med Sand, hjem efter en ofte for Folk og Heste meget anstrængende Tour over Bakker og ad daarlige Veje, hvor da Modtagelsen var ligesaa varm. Sandet var foruden til andet Brug nødvendigt til den idelige Bestrøen af de feiede Gulve; et Gulv uden frisk Sand ansaaes ikke for pynteligt. Stranden ved Svanike leverede kun grovt Grus. – Til virkelig Deltagelse i Bedriften kaldtes de ældste Sønner om Sommeren ved at sættes til at vogte Køerne. Jeg selv ydede dog kun i ringe Grad denne Tjeneste, da jeg først var for lille og siden fandtes brugbar i anden Retning, men jeg ledsagede ikke sjeldent mine Brødre derved og erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken løbende Vei ivrig byggede Fæstningsvolde af Støv og besatte dem med Ærtebælge som Kanoner, thi krigerisk var Tiden. Jeg vover neppe at fortælle, at det engang en hed Sommerdag faldt mig med fire eller fem andre Drenge i en Alder af 7—8 Aar ind at klæde os ganske nøgne af og løbe tversover Agre og Enge hen til en lille skyggefuld Lund, hvorfra vi derpaa under største Angst og Frygt for Straf ilede tilbage.