Madvig Johan - Livserindringer

At der i al bornholmsk Bedrift, saavel Agerbrug som Haandværk, viste sig en stærk Hængen ved det Overleverede, var en naturlig Følge af den afsides Beliggenhed og de smaae Forhold. Min Fader plejede at rose sig af, at han først havde indført Dyrkningen af Kløver i Svanike Byvang, hvorfra den langsomt udbredtes til Bondegaardene. En Landinspekteur, der tillige var Bestyrer af de kongelige Sandstensbrud ved Nexø, forbausede Befolkningen ved sin Dyrkning og Afsætning af Havevæxter, thi efter den almindelige Forestilling dengang trivedes f. Ex. Hvidkaal kun paa Amager, hvorfra næsten enhver hjemkommende Kvase medbragte nogle Skok Hvidkaalshoveder som Retourfragt. Boglige Kunster dreves trods Befolkningens opvakte og livlige Natur og Bondestandens freidigere Væsen ingenlunde ivrig, skjøndt Rønne havde en saakaldet Middelskole (en lavere Latinskole, i min Barndom under en Særlings lidet heldige Bestyrelse), som omtrent ved den Tid, da jeg forlod Bornholm, afløstes af en fuldstændig lærd Skole, der siden atter har veget Pladsen for en saakaldet høiere Realskole. Hverken Bogtrykkeri eller Boghandel existerede paa Bornholm; Bøger maatte særskilt forskrives fra Kjøbenhavn; Aviser, af hvilke jo i Aarhundredets Begyndelse i Kjøbenhavn kun udkom et Par, erindrer jeg aldrig som Barn at have set i Svanike og paa Østlandet; men vistnok var der heri som i Alt, hvad der angik Kulturindflydelser udenfra, en ikke ringe Forskjel imellem Rønne med dens temmelig talrige Embedsmænd og større Handel og de østlige Kjøbstæder, især Svanike. Almueskolevæsenet begyndte først i min Barndom at organiseres lidt fastere i Byerne og paa Landet endnu senere. Den faste Skole erstattedes i min Tid paa Landet af Mødrenes eller gamle og svagelige, men læsekyndige Menneskers eller omdragende og til Huse tagne Skoleholderes Undervisning. Af Sange og Viser havdes ikke meget og, saavidt mig bekjendt, intet gammelt og hjemligt eller ret karakteristisk. Det fra Kjøbenhavn Tilbragte var besynderlig tilfældigt; jeg hørte i min Barndom ved Vandring i smukke Sommeraftener eller efter Gilder ofte Klubsangen: "Manden med Glas i Haand" blive istemt eller Frankenaus Bryllupslykønskning til hans Søster: "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerge, Dale," der var ligesaa yndet som en tragisk Romance, der, saavidt jeg erindrer, handlede om en adelig Forfører og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig bornholmsk Sømand om Strandinger og Søulykker bleve dog ogsaa sungne. Kaade unge Sømænd havde derhos hjembragt et Par lidet høviske Matros- og Soldaterviser ("o Rendsborg, o Rendsborg, saa mangen brav Soldats Grav" var den pæneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig Overlevering, skjøndt tilbagetrængte og hensygnende, en stor Mængde af de nordiske og germaniske Eventyr, som i Sverrig Afzelius, hos os særlig Thiele og Svend Grundtvig, i Tyskland Brødrene Grimm have samlet og udgivet. For mig og mine Søskende og begunstigede Smaavenner flød denne trods utallige Gjentagelser idelig nye Skat af "Sandsager" fra en gammel ugift Fasters Læber i mangen Aftendæmring, f. Ex. baade om "Tokken" ɔ: Kokken eller Hanen, der laae død i Ølkarret, eller om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede op med Sølv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefødderne, eller om Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike rigtig har overtaget Arven efter "Faster Malene". Til disse Sandsager og enkelte paa historiske Begivenheder hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af Folk fra Øst (Kurlændere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede sig som Næring for Fantasien og som pirrende Element i Gemyttet mangfoldig og stærkt udbredt Overtro. Den første Plads indtoge her de Underjordiske, der ikke blot betegnedes som virksomme i fjernere Tider eller sagdes paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse under visse Høie, der da hævede sig paa prægtige Søiler og med straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk Kvinde kunde indtages (– en saadan Høi, "Svendshøi", laae paa min Faders Mark —), men som ogsaa mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods Gjennemsnit med en paa skarp Kant stillet tynd Sten i Midten: "Hammersletten" tæt Vest for Svanike. I 1807 eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at have afskrækket Englænderne fra en paatænkt Landgang ved at vise sig talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten. En egen Ironi over denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd om dens Magt over et ubefæstet og sygt Sind afgav i min Barndom en stakkels Mand, Ole Haakensen, der stadig vandrede omkring paa Landet iført en gammel Soldatertrøie og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige behængt med store og smaa Sold af Siv, hvormed han handlede. Krigerdragten bar han som den, der mente ved et Oprør at være fordreven fra sit Kongedømme hos de Underjordiske, til hvilket han dog fast haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte engang, selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne Regent, om han kunde skaffe mig de Underjordiske at se, men jeg befandtes ikke at være noget Søndagsbarn. Spøgerier og Gjengangere dreve i de forskjelligste Skikkelser deres Væsen paa mangfoldige Steder; udenfor min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Nætter om Aaret: efter Nogles Beretning en sørgeklædt Mand med et tændt Lys i hver Haand, efter Andres en Mand med sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et lidet Stræde imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af et der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem høie Klipper i den sydlige Udkant af Byen hørtes, naar Storm truede, Nødraab af de der omkomne Skibsfolk, og, forat den nyeste Tid ogsaa skulde give sit Bidrag til Skrækkebillederne, troede jeg og mine Brødre fuldt og fast, at en Politibetjent, der havde hængt sig i Raadstuen, spøgede hver Aften imellem de nærliggende Klipper, hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til vort Hjem, og, naar min nærmeste ældre Broder og jeg, hvad stundom skete, vare blevne uenige ved Legen, forsonede vi os altid for at gaa hjem sammen, idet vi med fuld theoretisk Klarhed udtalte den Sætning, at Spøgelser ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige Blanding, som undertiden viser sig af virkelig Overtro med bevidst Opdigtelse for at gjøre sig vigtig, havde jeg Leilighed til at iagttage, da jeg en sildig Sommeraften med en Murer kjørte ud til min paa en Bondegaard boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Række selvoplevede skrækkelige Historier om Trolde, der havde flyttet ham i Sengen rundtom i Værelset, og deslige, at jeg var halvdød af Angst, da vi naaede Gaarden, og han selv ikke vel tilmode, især da vi passerede en Busk med saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke mindes ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres Kunster fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi Drenge forbi et lidet Hus paa Udmarken, der beboedes af "Steffanskan", ɔ: Stefans Kone, der iblandt Andet ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i Skikkelse af et sort Strømpeskaft udsendtes for at malke fremmede Køer paa Marken og bringe Mælk eller Smør hjem. At overtroiske Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa anvendtes til Helbredelse af Syge, er naturligt. Den lærde Lægekunst var da paa hele Østlandet kun svagt repræsenteret af den i Nexø boende, med en tydsk halvstuderet Barbers fulde Præg optrædende Landkirurg og Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag. Da Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar hos min egen Fader, hentedes "den gamle Handskemager" fra Rønne, destoværre ikke med nogen Nytte, og det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt. [8] I 1843 havde jeg i Kjøbenhavn en bornholmsk Tjenestepige, der iagttog forskjellige overtroiske Skikke og fortalte mine Børn meget om Spøgeri og deslige fra Bornholm. Da Børnene indvendte, at deres Fader ikke troede paa disse Fortællinger, svarede hun meget tillidsfuld, at han troede derpaa ligesaagodt som hun, men ikke vilde være det bekjendt som lærd Mand.