Madvig Johan - Livserindringer

Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske Liv uden endnu at nævne en Række af Indtryk, som jeg 10 Aar gammel og i den fjerne Afkrog af Danmark, som min Fødeø da udgjorde, modtog af større Begivenheder udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og Omstændigheder og Forhold i min Familie henledede stærkt min Opmærksomhed paa den forfærdelige Rystelse, som Statsbankerotten i Januar 1813 fremkaldte, og den Nød, hvori hele Fædrelandet da var stedt, og Deltagelsen i Sorgen derover skærpedes, da samtidig med Napoleons Fald det gamle Dobbeltrige Danmark—Norge opløstes [18] Til Norge havde mit Sind vendt sig baade ved Læsning (Clausens Udtog af Snorre og Rothes Tordenskjold) og ved et Par tilfældige Omstændigheder. Jeg blev baaren til Daaben af den daværende Byfogeds Hustru, og denne Byfoged P. A. Heiberg forflyttedes siden til Frederiksstad i Norge, hvor han 1814 døde som ivrig Modstander af Foreningen med Sverig. En norsk Fændrik, der da laae paa Bornholm for at hverve Rekrutter, havde derhos staaet Fadder til mig og havde efterladt et godt Minde i mit Hjem. . Jeg lyttede begjærlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem. Tilfældigvis forøgede den ganske usædvanlig strenge Vinter 1813—1814 vor Isolering. Næsten hele Østersøen var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm havde brudt Isen og paa Østsiden af Bornholm kastet uhyre Masser deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en sammenhængende Isvold, tillagdes Søen atter, saa at Beboerne færdedes tilfods vidt ud paa Havet uden for hin Vold. Gouverneuren paa Bornholm, der havde modtaget Meddelelser om de fremmede Troppers Indtrængen i Holsten, var derimod i længere Tid aldeles ubekjendt med de Begivenheder, der vare fulgte efter. For at skaffe nogen Kundskab herom og for i det Ringeste at faae at vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig, udsendtes en Expedition af syv behjertede Sømænd med en noget større almindelig Fiskerbaad, der dels blev trukken over Isen, dels roedes igjennem aabne Revner til den nærmeste svenske Kyst, hvorfra de bragte Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm Gjenstand for min Opmærksomhed og barnlige Politiseren.

De faa Dage, jeg paa Veien til Frederiksborg tilbragte i Kjøbenhavn, have kun efterladt hos mig en uklar og mørk Erindring. Uden nogen paa en Gang fast og kjærlig Støtte, pintes jeg paa den ene Side af Følelsen af min forladte og ensomme Stilling og af Savn og Længsel efter det moderlige Hjem, paa den anden Side af urolig Higen efter det Sted og den Gjerning, hvortil jeg søgte hen, med Angst for ikke at naae Maalet i rette Tid. Med min Broder tog jeg først ind i et af en Bornholmer bestyret og fornemmelig af Bornholmere søgt Sømandslogis i en Kjælder i Lille Torvegade paa Kristianshavn, hvorfra det forekommer mig, at jeg flyttedes til et lidt mere anseligt Hus af samme Art i Lille Kongensgade, i hvilket jeg engang blev tagen med paa en Dandsebod, og hvor der en Aften foræredes mig en saakaldet Udgangsbillet, for at jeg i det kongelige Theater kunde se "en Entrée", det vil sige en lille Dands, der gaves efter Hovedforestillingen, men jeg var dengang for lille til fra Parterret at see Noget. Derimod saae jeg, ført af nogle Landsmænd, ude paa Amager de paa Steile og Hjul liggende Kroppe af de syv Børnehusfanger, der vare henrettede efter Opstanden og Ildspaasættelsen i Straffeanstalten paa Kristianshavn kort Tid i Forveien; med Rædsel vendte jeg mig bort fra dette Skuespil, der, saa vidt jeg husker, ikke siden er givet hos os. Af andre Mærkværdigheder saae jeg Intet, uden hvad der tilbød sig for Øiet paa mine korte Vandringer med min Broder, som forberedte sig til sin Vestindiefart. For den Velgjørerinde, der havde tilsagt Hjælp til min Undervisning, blev jeg ikke forestillet og erindrer overhovedet ikke Noget om, hvad der foretoges til Ordningen af min Fremtid. Kun husker jeg, at et ældre Næstsødskendebarn af mig paa min Faders Mødreneside, der som Koffardikaptain laae ledig i Kjøbenhavn, havde Del deri og virkede for mig. [19] Fra dette Næstsøskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den eneste Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders Afkom hidtil har boet i Kjøbenhavn. Med ham tiltraadte jeg ogsaa efter en Uge eller noget mere tilfods Vandringen til Frederiksborg, idet vi underveis lod os hjælpe frem af en eller anden Bondevogn. Det var blevet ganske mørkt, da vi, jeg i det Ringeste med temmelig Angst, gjennemvandrede "Store Dyrehave", en større sammenhængende Skovstrækning, end jeg indtil da havde set. Da vi vel omtrent Kl. 8 naaede Byen, kom vi, jeg ved ikke hvorledes, formodentlig ved den Opmærksomhed, som vor bornholmske Udtale vakte, i Samtale med en Mand, der udenfor en Kjøbmandsgaard var ifærd med at stige til Hest. Det viste sig at være en Pastor Gad, der havde været ansat paa Bornholm og der stiftet Bekjendtskab med min Fader, men som da var Sognepræst i Skjævinge Nord for Hillerød (Fader til den senere Biskop Gad i Fyen og fem andre Præster). Da han mærkede vort Ubekjendtskab med Forholdene og vor Raadvildhed, gik han velvilligen strax med os til sin Ven, Rektor og Professor Bendtsen og fik mig meldt til Møde i Skolen næste Dag, skjøndt denne iøvrigt saa milde Mand ikke var uden Betænkelighed ved at optage den lange trettenaarige Dreng som nederst i nederste Klasse, især med det Privilegium strax at være Gratist. Fra Skolen førte Præsten os dernæst til Forstanderen for Byens Hospital Dahlerup, hos hvem de to Sønner af Amtmanden paa Bornholm, min Faders og Præstens fælles Ven, vare satte i Kost, og hvor jeg straks indtingedes til at boe med dem i det samme lille Kvistværelse med Skraatag og et enkelt Vindue [20] Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men Forstanderboligen staaer endnu uforandret med Undtagelse af Vinduerne i Stueetagen. . I dette boede jeg da i tre Aar, hele min Skoletid, i hvilken jeg ikke fjernede mig over en halv Mil fra Byen med Undtagelse af et Par korte Feriebesøg i Skjævinge, hvorfra jeg endog med en eller to af Sønnerne engang foretog en Vandring over Frederikssund til Jægerspris, og af en halv Dags Udflugt til Fredensborg med et Par af Studenterne fra Skolen.

Byen Hillerød eller, som den i daglig Tale hedder, Frederiksborg, adskilte sig fra de øvrige inde i Landet liggende Kjøbstæder, hvis stille Præg og, især under Datidens yderst indskrænkede Kommunikationsmidler, stærkt fremtrædende Afsondring den iøvrigt delte, ved Latinskolen, ved Slottet med den deilige Naturomgivelse af Skove og Smaasøer, ved en Garnison af en Husareskadron, hvis yngre Officerer naturligvis overstraalede Skolens Adjunkter, endsige øverste Klasses Disciple, samt endelig ved foruden Amtmand og Amtsforvalter imellem sine Beboere at tælle enkelte pensionerede militære og civile Embedsmænd, men som alle levede i saare beskedne økonomiske Vilkaar. Med en vis Stolthed dvælede Indvaanerne ved Erindringen om Frederik VI's i 1815 i Slottet og Slotskirken foregaaede Kroningsfest. Latinskolen, i hvilken der faa Dage efter min Indtrædelse høitideligholdtes Trehundredaarsfest for Reformationens Indførelse med en latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg naturligvis ikke forstod et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa Minder om Tilstanden før Skolereformen af 1806, der under Landets yderlige Nød og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende blev gjennemført. (Om denne Famlen bærer ogsaa den – uden Tvivl af Engelstoft conciperede – uklare og i nogle Punkter rent forvirrede Forordning om de lærde Skoler af 1809 stærke Vidnesbyrd.) Fattigdommen mærkedes overalt, i hele Læreapparatet og i Lærernes trykkende Kaar. Skolens Virksomhed og Anseelse holdtes væsentlig oppe ved dens Rektor. Denne for mig og mange Andre uforglemmelige Mand var vel ikke nogen fremragende Aand, besad ingen strengt videnskabelig philologisk Gjennemdannelse og havde ikke ved et kort Ophold i Gøttingen, hvor han promoveredes som Doctor philosophiæ, ganske kunnet gjennembryde den Begrændsning af Synskredsen, som befæstedes ved hans Ansættelse i den lille By ved den Skole, hvori han selv var opdragen af sin Fader, hans umiddelbare Forgænger, især da Omsorgen for en talrig Familie i trange Tider hvilede tungt paa ham; men han var en Mand af dygtige og omfattende Kundskaber, hvori han uden Tvivl overgik de fleste af sine samtidige Kolleger med Undtagelse af O. Worm i Horsens, af Troskab og Iver i sin Embedsgjerning og fremfor Alt af et overordentlig mildt og kjærligt Gemyt, der omfattede enhver god og villig Discipel med faderlig Omhu. Mig, hvem han snart fik kjær, har han ikke blot ydet en omhyggelig Undervisning, ogsaa udover Skoletimernes Grændse (– thi jeg og Andre bragte ham om Aftenen vore extra Stile, efter hans med egen Haand skrevne Opgaver, til Gjennemsyn og Rettelse, og jeg bevarer et levende Billede af, hvorledes han stod der ene med mig i en Skoleklasse, der tjente ham til Arbeidsværelse, i sin tarvelige, af et Reb sammenholdte Kappe ved et eneste Tællelys —), men han har derhos indgydt mig Tillid og Fortrøstning og opretholdt mit Mod, der maaske ellers vilde have svigtet, ligefra den Tid, da han ved den første Kvartalsexamen efter min Indtrædelse i Skolen sagde til mig: "Du lange Bornholmer maa tage dig ordentlig sammen, naar der skal blive Noget af dig", indtil han i mit sidste Skoleaar skrev i min Karakterbog: "Madvig maa huske paa ἀίεν ἀριστεύειν καὶ ὑπείροχος ἔμμεναι ἄλλων" [21] Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208. [22] Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende Ord, fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen er i Sandhed ærværdig, uden at han er from, saa var, saasandt en villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og Følelse af et høiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet, fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske." . Han læste Latin, Græsk, Hebraisk og Fransk, men kun i øverste Klasse, i hvilken Disciplene pleiede at tilbringe tre eller dog 2 Aar, og han hjalp mig til hurtig at komme under hans umiddelbare Paavirkning ved at lade mig gjennemgaae hver af de tre lavere Klasser (Skolerne havde dengang kun fire) paa et halvt Aar, medens der ellers krævedes mindst et Aar. Ligesom skarp logisk Form i Begrebsudvikling og Forklaring ikke just var hans stærke Side, saaledes var hans æsthetiske Dannelse og Betragtning bleven staaende omtrent ved 1790—1800 uden at berøres af Øhlenschlæger; i Fransk, hvorfor han havde Interesse, og hvori han selv havde udgivet en lille Syntax, læste han med os, foruden Noget af Voltaires Karl XII, Stykker af Laharpes cours de littérature, der vare os for vanskelige, og af Voltaires Henriade, som han betragtede som et sandt episk Digt. Det forekommer mig ret mærkeligt, hvorlidet den ved Øhlenschlæger og Andre vakte Bevægelse og nye Retning i Litteraturen efter omtrent et Decenniums Forløb mærkedes i en By saa nær Kjøbenhavn med en lærd Skole og en Kreds af Beboere, hos hvilken en noget høiere Dannelsestrang kunde forudsættes; ogsaa her gjorde Tidens Nød og Fattigdom sig gjældende. I Skolen repræsenteredes den danske Skjønlitteratur alene af Sanders Odeum (1807), hvori dog fandtes Øhlenschlægers "Skattegraveren" og "Guldhornene", og Rahbeks danske Læsebog, hvori fandtes en Scene af Hakon Jarl. Værre saae det naturligvis ud med den fremmede, navnlig den tydske Litteratur. For den danske Litteraturs Vedkommende skete heri dog nogen Forandring, da J. P. F. Dahl, der – efter et indholdsrigt akademisk Liv i Kjøbenhavn – et Par Aar havde været konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet, ansattes som Overlærer i Frederiksborg. Som Lærer i de gamle Sprog var Dahl, trods sine gode Kundskaber, mindre heldig paa Grund af hans Undervisnings Bredde og langsomme Fremrykning, men i øverste Klasse var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vækkende og befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den nyere Litteratur og Poesi ledede han de mere opvakte Disciple hen, forsaavidt hans egen med saare ringe Midler tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte til; Bekjendtskabet med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede jeg ikke i Skolen. (Spinoza nævnedes først flere Aar senere imellem Dahl og mig.) De øvrige Lærere ved Skolen vare jevne Mænd med ringe speciel Fagdannelse og paavirkede mig ikke udover den brugte Lærebogs Grændser. En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved sørgelige økonomiske og huslige Forhold og ved det derimod brugte Trøstemiddel, en Gjenstand for min og de bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi holdt over, at han ikke aabenbart krænkedes og spottedes; men, at i de høiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time spadserede i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens Religionslærer. En Timelærer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke samme Hensyn og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde og bløde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.