Madvig Johan - Livserindringer

Efter Tilendebringelsen af det første akademiske Aar, i hvilket jeg ogsaa havde opfrisket mine Barndomsminder ved et Besøg hos min Moder og derhos i Sommerferien ved et Ophold hos Etatsraadinde Kofod paa hendes Gods Aastrup imellem Roskilde og Holbæk havde gjort et senere aldrig fornyet Bekjendtskab med et rigt Herregaardsliv, kastede jeg mig med fuldt Alvor over den klassiske Philologi. Deri vare dengang fire Professorer ansatte, af hvilke dog den ene: Brøndsted i hele min Studietid og i flere Aar derefter var fraværende i Udlandet. B. Thorlacius, Professoren i Latin, havde vel efter sin Fader, den nordiske Oldforsker Skule Thorlacius, arvet et anset Navn og selv i sin Ungdom faaet et vist Ry for Lærdom; i Virkeligheden havde han imidlertid kun en temmelig udbredt, men overfladisk og aandløs Læsning i klassisk, især latinsk og islandsk, Litteratur uden nogensomhelst sikker og ved skarpere Tænkning ordnet enten sproglig eller historisk Indsigt; af den nyere philologiske Bevægelse i Tydskland ved Wolff og Hermann var han bleven ganske uberørt, og selv Heynes Indflydelse havde kun i ringe Grad paavirket ham. Hans skriftlige Behandling af det latinske Sprog havde aldrig været streng korrekt og var efterhaanden bleven i høi Grad skjødesløs; dertil kom, at der meget tidlig (– han var i 1820 kun 45 Aar gammel —) var indtraadt en Slappelse ogsaa i Hukommelsen, der fremtraadte stærkt i de to eneste Forelæsninger, som jeg og mine fire nævnte Studiefæller hørte hos ham efter anden Examen, hvoraf den ene over Ciceros nys delvis gjenfundne Skrift de republica ; af de øvrige af ham i hine Aar udenfor Kurset til anden Examen anmeldte Forelæsninger og Øvelser er neppe nogen kommen istand. Hos N. Schow, Professor i Græsk og Archæologi, var der tidlig, som der sagdes: af Sorg over Tabet af hans Haandskrifter og litteraire Samlinger fra et langt Ungdomsophold i Udlandet, opstaaet en forunderlig aandelig Forstyrrelse og Forvirring i den hele Kundskabskreds, der ved Siden af et besynderligt Væsen i mange Aar gjorde den ulykkelige Mand til en Gjenstand for de unge Studenters Latter og Spot. Den Erfaring, jeg selv ved at examineres af ham ved Examen artium i Pauli Brev til Galaterne gjorde, afkræftede ikke de næsten utrolige Historier, der fortaltes om hans Feiltagelser. Jeg foreslog mine philologiske Venner, at vi, da den gamle Mand dog skulde examinere os, burde vise ham den Opmærksomhed at høre Noget hos ham, og vi bad ham da at give os en Oversigt over græsk Palæographi og paa Bibliothekerne øve os i at læse græske Haandskrifter, hvormed han i sin Ungdom havde givet sig meget af, men Udfaldet var et saadant, at det kun efterlod en Blanding af Forundring, Spot og dyb Medynk. Der blev derefter kun tilbage min senere mangeaarige trofaste og velvillige Kollega F. C. Petersen, der vel ikke var nogen skarpsindig eller selvstændig Philolog, især ikke i exakt grammatisk Retning, men en flittig, den tydske philologiske Litteratur omhyggelig benyttende Mand med stor Imødekommen mod os Yngre, der, foruden at høre hans mythologiske og archæologiske Forelæsninger, hvert Semester samledes hos ham til Fortolkningsøvelser over græske Forfattere og dér tumlede os med stor Frihed og Iver. Jeg gjorde det til min Opgave ved disse Øvelser, istedetfor Excerperen af Scholier og nyere Commentarer over Pindar og Tragikerne med tilføiede lidet begrundede Meninger, at trænge paa Uddannelsen af en selvstændig Sprogindsigt og Sprogtakt, bygget paa mere omfattende Læsning og egen grammatisk Iagttagelse og ved Siden deraf paa historisk Opfatning, hvorfor ogsaa prosaiske Forfattere inddroges i Kredsen; jeg erindrer endnu, hvor ubarmhjertig jeg tvang mine Venner til at følge mig igjennem den græske Syntax og ikke sparede vor taalmodige Præses for Forlegenheder med den ulykkelige Partikel ἄν. Til Øvelserne hos Petersen føiedes Disputerøvelser paa Latin i Sammenkomster paa Walkendorfs Kollegium, af hvilke Sammenkomster ogsaa fremgik et ikke meget veloverveiet litterært Foretagende, men som dog har sin Betydning som Minde om den ungdommelige Iver og den fælles Aand, der besjælede os, nemlig det per quinque juvenes Haunienses paabegyndte Aftryk med enkelte Tilføielser af Italieneren C. Garatonis Anmærkninger til Ciceros Taler, et dengang Norden for Alperne lidet bekjendt og vanskelig tilgængeligt Arbeide. Det blev mig imidlertid klart, at Garatonis Anmærkninger vare for tilfældige og usammenhængende i deres Form til saaledes særskilt at udgives, og, da Touren kom til mig at besørge et Afsnit, var det mig meget kjært, at Forlæggeren ikke viste Lyst til Fortsættelse. Af græske og latinske Forfattere gjennemarbeidede jeg et forholdsvis meget betydeligt Pensum, naturligvis ikke Alt lige grundig, ligesom jeg ogsaa opgav dem til Examen med Haabet om, at Totalindsigten skulde opveie Manglerne i Memorering af det Enkelte. Ved Siden af denne Forfatterlæsning fik jeg Tid til et temmelig omfattende historisk Studium og gjennemgik navnlig for Middelalderens Vedkommende meget omhyggelig Raumers da nye og meget anerkjendte Arbeide over Hohenstauferperioden, hvoraf dog de to sidste, Forfatningen skildrende Bind endnu ikke vare udkomne, idet jeg selv læste betydelige Stykker af et Par didhørende middelalderlige Skrifter (Otto Frisingensis, Helmold og Arnold af Lübeck). Hertil kom et ikke ganske ringe Arbeide med Hebraisk (3 Mosebøger, Josva, Ruth, Salomons Ordsprog og Jesaias). Endda beholdt jeg, understøttet af en let Opfattelse og sikker Hukommelse og ved at være fri for ethvert Biarbeide, Tid til en ikke ganske ringe Læsning af dansk og tydsk Skjønlitteratur tilligemed Oversættelser af Walter Scotts Romaner. Det er maaske her Pladsen at indskyde den ogsaa for hele den følgende Tid gjældende Bemærkning, at min æsthetiske Nydelse og Dannelse, hvis Extensitet jeg altid har underordnet Intensiteten, i original Skikkelse foruden den gamle Litteratur kun har omfattet Dansk, Tydsk og noget Svensk; engelsk og italiensk Poesi har jeg kun kunnet nyde i Oversættelser og derfor ogsaa i indskrænket Maal; den franske har ikke tiltrukket mig.

Under saadant Arbeide hengik Aarene 1821—1824, omend ikke aldeles uforstyrrede. I Efteraaret 1823 indtraadte nemlig en Begivenhed, som maatte faae en væsentlig Indflydelse paa min Livsplan og Livsgang. Jeg forlovede mig nemlig da, i en Alder af 19 Aar, med Datteren af den Familie, hos hvilken jeg boede, og som levede i trange og usikre Kaar. Da hun derhos var nogle Aar ældre end jeg, var jeg mig fuldt bevidst, at jeg derved paatog mig den Forpligtelse at styre regelmæssig og ad lige Vei hen mod en ikke for fjern Embedsansættelse med Opgivelse af Planer og Udsigter, der ellers kunde synes berettigede og naturlige. Det var ikke let, men Beslutningen toges og fastholdtes, og det Offer, som jeg derved bragte, blev gjengjældt og opveiet ved en til Livets Ende trofast, inderlig Kjærlighed og Overbærelse med Feil fra min Side. Hvis end ikke mine Stipendier havde stundet til Ende med Sommeren 1824 og fortsat Modtagelse af den rigelig ydede private Understøttelse havde kunnet synes en Misbrug, maatte derfor selve det saaledes stiftede Forhold, især da det noget maatte overraske min Velgjørerinde, paaminde om og opfordre til Afslutning af Examensstudiet. Jeg indmeldte mig saaledes i December 1824 til den indtil da kun med én Kandidat (Flemmer) i sin nye Form afholdte Examen. Den mundtlige Prøve fandt Sted den 7de Februar 1825, og der tilkjendtes mig Karakteren Laudabilis unanimi consensu, den ved nævnte Examen vedtagne Form for Udmærkelse [30] Forordningen af 24de Oktober 1818 savnede enhver Bestemmelse om, hvorledes Examenskarakteren skulde fremkomme, og hvorledes Udfaldet i de enkelte Fag med de yderst forskjellige Fordringer skulde sammenlignes og afveies, og hvilken Indflydelse de forskjellige Examinatorer skulde udøve. Ved en Art mindelig Overenskomst dannedes en vis Praxis, ifølge hvilken Examinatorerne i Latin og Græsk fik Hovedindflydelsen, de i Historie og Hebraisk den næste og de øvrige, som tilbørligt var, en meget ringe, thi der krævedes i Philosophi og Mathematik ikke Andet, end hvad der forlangtes til 1ste og 2den Examen, i Mathematik endog med stor Lemfældighed, og i Theologi en meget begrændset Oversigt over Dogmatiken. Til en fast Regel kom det aldrig før den nye Anordning af 1849. Den godmodige Theolog, siden Biskop, P. E. Müller gjorde mig ved Slutningen af sin Examination den ironiske Kompliment: Video te, qui in ceteris disciplinis habitas, ne in theologia quidem hospitem esse. . Ved Prøven havde jeg den tilfældige Ære, at E. G. Gejer og endnu en anset Svensk – vistnok Atterbom – paa en Gjennemreise vare tilstede en kort Tid. Den næstfølgende 26de Mai underkastede jeg mig i Metropolitanskolen den foreskrevne praktiske Prøve med Karakteren Laudabilis.