Madvig Johan - Livserindringer

I den sidste Tid før Examen havde jeg været stærkt anstrengt og trængte til nogen Hvile. Denne indtraadte dog ikke i en saadan Form, at jeg, for en Tid løsreven fra den Kreds af Sysler og Gjenstande, i hvilken jeg hidtil havde været fastholdt, frit kunde hengive mig til nye Indtryk og Tankerækker. Jeg maatte paatage mig et ikke ganske ringe Undervisningsarbeide og vikarierede iblandt Andet et Par Maaneder som Lærer i Borgerdydsskolen paa Kristianshavn i den øverste Klasse, jeg husker ikke om baade i Latin og Græsk eller blot i det ene Sprog, for Flemmer, den eneste Undervisning, jeg overhovedet har givet som Lærer i en Skole. Ved Siden heraf udfyldte jeg mit Bekjendtskab med og Læsning af de gamle, navnlig græske, Forfattere og syslede endog en kort Tid med Arabisk for nogenlunde at fuldstændiggjøre Billedet af den semitiske Sprogform; men min Hovedopgave blev at afslutte mit akademiske Studium og habilitere mig som videre fremadstræbende Philolog ved et Prøveskrift for Magistergraden, der dengang, fra 1824 af, i en Række Aar var adskilt fra den philosophiske Doktorgrad. Stoffet til et saadant Prøveskrift tilbød sig lettest og nærmest i de kritiske og exegetiske Optegnelser, som jeg efterhaanden havde samlet til græske og latinske Forfattere, og i de grammatiske og i det Hele sproglige Bemærkninger, som jeg havde sat i Forbindelse dermed; det var i denne grammatisk-kritiske Retning, at mine Studier hidtil overveiende havde bevæget sig, og hvori jeg følte mig selvstændig og sikker. At jeg deraf særlig fremdrog, hvad der angik Cicero, og saaledes den latinske Side, medens den græske havde udøvet en fuldt saa stærk Tiltrækning paa mig, havde sin Grund dels i Følelsen af, at jeg paa dette Punkt var i Besiddelse af et større, om en enkelt Forfatter samlet Materiale, dels i Harmen over det af Uvidenhed, Tankeløshed og Hovmod sammensatte Uvæsen, hvormed i de nærmest forudgaaende Aar en tydsk Philolog J. A. Goerenz havde vidst at imponere sine Landsmænd som Kritiker og Bearbeider af Ciceros philosophiske Arbeider. Saaledes opstod den Afhandling, hvorover jeg den 14de Juli 1826 disputerede (Emendationes in Ciceronis libros de legibus et Academica, 205 Sider i Oktav), men som foreligger trykt i en noget anden Form end den, hvori den først var udarbeidet, idet Fakultetet forlangte den hele Indledning, der indeholdt en fuldt retfærdig, men i Formen streng og aldeles tilintetgjørende Bedømmelse af Goerenz's Arbeider og flere ikke milde Domme om adskillige andre ældre og nyere Philologer udeladt, en Fordring, som jeg ogsaa selv nu maa anse for at have været saa meget mere berettiget, som ingen af Censorerne var istand til at paatage sig noget Ansvar paa dette Omraade, men hvorved Afhandlingen ikke destomindre tabte sit almindelige Grundlag og det, der skulde sammenbinde Rækken af enkelte Bemærkninger, Textrettelser og Forklaringer, tildels med temmelig omfattende Digressioner ogsaa til græsk Sprogbrug. Jeg kommer nedenfor tilbage til dette første Ungdomsarbeide.

I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse til i to Aar at foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse, at en dertil egnet yngre Mand formaaedes til under hans Fraværelse at besørge Examinationen og Forelæsningerne i Latin, navnlig de til anden Examen nødvendige, imod, foruden Betalingen for den private Forelæsning i hvert Vintersemester, at faae et særligt Honorar af 300 Rdl., til hvilket Beløb den nævnte Forelæsningsindtægt ligeledes omtrent kunde anslaaes. Thorlacius underhandlede herom med Poul Møller (Digteren) og mig hver for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte Tilbud. Poul Møller, der ikke havde gjort latinsk Philologi til sin nærmere Opgave, skjøndt han i nogen Tid tænkte paa at underkaste sig philologisk Embedsexamen, foretrak at følge en til ham paa samme Tid stillet Opfordring om at gaae til Kristiania som Docent i Philosophi, og jeg overtog da, tilskyndet af Udsigten til derved at opnaae en fremtidig fast Ansættelse ved Universitetet, Vikariatet for Thorlacius med saa kort Varsel, at jeg først den 25de September konstitueredes som midlertidig Docent fra 1ste Oktober, paa hvilken Dag Examen artium begyndte, til hvis Forberedelse jeg allerede flere Dage iforveien underhaanden havde maattet medvirke. Dermed var min Livsbane, omend tilsyneladende kun foreløbig, dog i Virkeligheden i det Væsentlige bestemt ikke blot for en lang Række Aar, men i dens Helhed. Thorlacius vendte vel i Sommeren 1828 tilbage fra Udlandet, hvormed min Konstitution saaledes var tilende, og, da jeg under denne havde vundet Anerkjendelse hos de Studerende og de Universitetslærere, med hvilke jeg samvirkede ved anden Examen, tilbød man mig, skjøndt man ønskede at knytte mig til Universitetet, eftersom ingen af de derved normerede Pladser var ledig, foreløbig et af de Reisestipendier, der dengang af Fonden ad usus publicos næsten efter fast Regel paa to Aar tildeltes unge Videnskabsmænd, der syntes at egne sig for Universitetet. Dette Tilbud vilde jeg selvfølgelig ogsaa, hvis jeg blot havde havt at tage Hensyn til mig selv alene, have grebet med Begjærlighed som svarende baade til Længsler, jeg havde næret fra de tidligste Aar, og til mit i Øieblikket tilstedeværende aandelige Behov; men den Bestemmelse, jeg engang havde taget, og de Forpligtelser, der drog mig i modsat Retning, samt en opstaaet Frygt for, at jeg, hvis jeg modtog Stipendiet, ved min Hjemkomst vilde blive henvist til at vente paa Thorlacius's dengang efter al Sandsynlighed først fjerne Afgang, saa at jeg imidlertid maatte søge andre Udveie, bevirkede, at jeg trængte paa for strax at blive fast ansat, – og der havde imidlertid dannet sig en saadan Mening om Trangen til en yngre, strengere uddannet og efter strengere Methode virkende Universitetslærer i Philologi, navnlig latinsk Philologi, at mit Ønske opfyldtes, og at jeg den 16de September 1828 udnævntes til Lektor i Philologien. Kort efter, den 8de November, disputerede jeg ved Høitidelighederne i Anledning af Prinds Frederik Carl Christians, siden Frederik VII's, første Formæling for den philosophiske Doktorgrad. Thorlacius, der i Vinteren 1828—29 ved Siden af mig holdt Forelæsninger i Latin til anden Examen, skjøndt kun for et ringe Antal Tilhørere, blev henimod Slutningen af Sommeren 1829 ramt af et apoplektisk Tilfælde og døde, da dette gjentog sig, i Begyndelsen af Oktober 1829, hvorefter jeg den 17de November s. A. udnævntes til Professor extraordinarius i Philologi – ifølge Kommunikationen særlig i det latinske Sprog og dets Litteratur —, i hvilken Embedsstilling jeg forblev indtil 1848. Den Løn, hvormed jeg først ansattes, var 800 Rd., hvortil kom 100 Rd. som Honorar for den Forpligtelse paa Latin at skrive samtlige Universitetsprogrammer, dengang tre hvert Aar, siden, da Rektorskiftet sloges sammen med Reformationsfesten, to. Endnu førend jeg udnævntes til Professor, havde jeg den 7de August 1829 giftet mig. Da mit Ægteskab ikke blev barnløst, indtraadte der snart en betydelig Trang til forøget Indtægt, og jeg søgte derfor det i 1832 ved R. Rasks Død ledigblevne Embede som Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket, hvortil jeg valgtes af Konsistorium; Valget bekræftedes af Universitetsdirektionen den 29de December 1832. Denne Stilling beholdt jeg indtil 1ste Oktober 1848, da jeg fratraadte den, fordi jeg den 22de Juli s. A. var bleven udnævnt til Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, hvilken Post jeg atter tilligemed mit Professorembede opgav den 16de November 1848 for at overtage Stillingen som Kirke- og Undervisningsminister. Disse korte Angivelser omfatte de faste ydre Punkter for min Livsbevægelse i 22 Aar. Det var et stille, arbeidsomt Professorliv, hvori der først i de sidste ni Aar under Kristian VIII's Regjering viste sig nogle Spor af aktiv Deltagelse i offentlige Anliggender udenfor mit Embede. De, der altsaa overhovedet noget nærmere ville kjende min Færd i dette Tidsrum, maae finde sig i at følge mig igjennem en noget detailleret Fremstilling af min Embedsvirksomhed og navnlig mine videnskabelige Bestræbelser. Men, førend jeg gaaer over til denne Fremstilling i det Enkelte og til, forsaavidt det her kan og skal ske, tillige at vise, hvorledes mit rent personlige Liv føiede sig sammen med denne Virksomhed, paatrænger der sig en almindelig Betragtning, som jeg maa forudskikke til Belysning og Forstaaelse af det Hele.