Madvig Johan - Livserindringer

Det vil allerede af det Sagte være klart, at mit Liv indtil 1848 var et uafbrudt Arbeidsliv i en bestemt Retnings og Opgaves Tjeneste, idet Forberedelsesstadiet umiddelbart fulgtes af Embedsgjerningen, uden at der imellem begge Afsnit faldt et saadant frit Mellemrum, som Kandidataarene for de Fleste, der skulle forbinde Videnskab og Embede, frembyde til Overveielse af og Forberedelse paa det Kommende og til Bearbeidelse af Personligheden under Omskuen paa de forskjellige Livsinteresser og Livsbestræbelser i Forhold til det særlige Kald og den særlige Gjerning. Jeg gik fra min egen Examen og fra den kort efter paafulgte Disputats over et Fagemne umiddelbart over til at examinere og docere i samme Fag og fortsatte derefter denne Virksomhed uafbrudt indenfor de givne Grændser. En kort Tid kunde nu vel herunder den omhyggelige Indsamling af Specialkundskab og Arbeidet paa en i det Enkelte klar og forstandsmæssig Ordning af denne tilfredsstille; men Trangen til et alsidigere Overblik og til en dybere Begrundelse, der førte ud over Specialvidenskaben, var tilstede og gjorde sig efterhaanden gjældende med Uro og Kamp, endog tildels fremkaldt ved Spørgsmaal og Opgaver indenfor Specialvidenskabens Omraade. En Forelæsning over Philologiens Encyclopædi, som jeg holdt i Sommeren 1830, vakte en saa stærk Følelse af min almenvidenskabelige og philosophiske Dannelses Utilstrækkelighed, at jeg næsten bragtes ud af Fatning og i Sommerferien, umiddelbart efter mit første Barns Fødsel, maatte søge Ro og Ligevægt ved en kort Fraværelse fra Hjemmet og Ophold hos Venner i Nordsjælland. Jeg var da saa stærkt rystet, at jeg, hvis jeg ikke havde havt Pligter mod min Familie, havde havt stor Lyst til ganske at afbryde min Virksomhed og opgive min Embedsstilling. Denne med Møie gjennemgaaede Krisis gjentog sig derhos, omend i en mindre paafaldende Skikkelse, i Sommeren 1832, medens jeg paa engang dels efter en ikke forud fuldt gjennemtænkt Plan og med ufuldkomment Herredømme over Stoffet holdt en Række ogsaa af adskillige Ældre og det ikke blot Philologer besøgte Forelæsninger over Sprogets Væsen og forskjellige Skikkelser, dels stærkt optoges af Spørgsmaalene og Striden om det lærde Skolevæsen. Kun langsomt og efterhaanden lykkedes det mig fredelig at forene det ivrige Specialstudium med en stille Sysselsættelse med almindeligere Spørgsmaal. Philologien beholdt derved sin Betydning for mig som et væsentligt Led i Tilveiebringelsen og Bevarelsen af den historiske Kulturbevidsthed, der tjener Nutidens særlige Dannelse til Grundlag og orienterende Korrektiv, men som heller ikke selv kan undvære Befrugtelsen og Stødet fra Nutidsdannelsen. Det philologiske Arbeide var mig vel ogsaa kjært ved den virtuosmæssige Sikkerhed, der deri lader sig opnaae i Løsningen af Detailopgaver, men denne Kjærlighed kunde ikke fjerne den videregaaende Higen. At søge en overfladisk Tilfredsstillelse for denne Higen gjennem Tilegnelsen af det en Tid lang herskende philosophiske Systems – det Hegelskes – Formler var min hele Natur imod, og først længere hen, for en Del først i den anden Periode af mit akademiske Liv, fandt jeg Tid og Leilighed til et mere sammenhængende Studium af de philosophiske Systemer fra Spinoza og dernæst fra Kant af. Jeg betragter det som en ikke ringe Del af mit Livs Lykke, at der i en høi Alder gaves mig Ro og bevaredes mig Kraft til paa min Vis saaledes at afslutte og fuldstændiggjøre mit Livs aandelige Indhold [31] At iblandt andre Savn ogsaa Følelsen af, hvor lidet min tidligere Dannelse havde bragt mig i Berøring med Erkjendelsen af det indre Naturliv, gjorde sig stærkt gjældende, derom mindes jeg ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester igjennem meget stadigen hørte en af Experimenter ledsaget Forelæsning over elementær Kemi hos Professor Zeise og siden læste en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke fuldendte Lærebog i Kemien for med ham at diskutere visse almindelige Spørgsmaal. Et Forsøg paa veiledet af min Ven: Professor Chr. Jørgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning og derved i den høiere Mathematiks Tænkningsform afbrødes ved en ham paakommen heftig Sygdom. .

Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en Udenlandsreise før min faste Embedsansættelse vilde have givet, hang den Indskrænkning i ydre Anskuelse af Natur- og Livsphænomener sammen, som var en Følge af mit hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning til et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjøbenhavns Universitet, igjennem en lang Aarrække. Jeg blev 42 Aar gammel, inden jeg betraadte en fremmed Jordbund, fraregnet en Kjørsel gjennem Skaane og et Besøg paa Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke set Andet end Bornholm og Sjælland. Jeg har aldrig hørt en eneste Times Forelæsning ved et fremmed Universitet og ligesaalidt overværet en Undervisningstime i en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet enhver Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede Videnskabsmænd, den Forstaaelse af Ens egne Bestræbelser, som ved saadan Berøring lettes, har jeg maattet undvære. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg det ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og havt Leilighed til at vinde Færdighed i mundtligt og skriftligt Udtryk i de fremmede levende Hovedsprog. De sociale Forhold, hvorunder jeg levede i Hjemmet, bødede ikke derpaa, og Manglen, som jeg først senere ufuldstændig afhjalp, har ikke blot været mig til Hinder med Hensyn til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrænket min Evne til at virke for vigtige Interesser i anden Retning [32] Udgiverens Anmærkning: Endnu i et af de sidste Aar før 1860 tog min Fader i længere Tid Undervisning i at tale og skrive Fransk. .

Endnu maa jeg her, tildels i modsat Retning, nævne den ikke ringe Indflydelse, som min Deltagelse i Stiftelsen og Redaktionen af det med Aaret 1829, faa Maaneder efter min Udnævnelse til Lektor, paabegyndte Maanedsskrift for Litteratur fik paa min hele Stilling og Virksomhed i de første Aar af mit Professorliv. Allerede ved at optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste og mest anerkjendte Universitetslærere, derimellem H. C. Ørsted, v. Schmidten og Hornemann, hvortil Andre udenfor Universitetet sluttede sig, saasom J. L. Heiberg, og ved efterhaanden at træde i nær personlig og venskabelig Forbindelse med de fleste af dem foruden med Mænd som Poul M. Møller og N. Möhl følte jeg mig opmuntret og støttet. De i Redaktionens Møder, hvor alle Bidrag oplæstes, førte Forhandlinger indeholdt baade et Værn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag til frugtbar Vækkelse, især i den første Tid, hvor denne Paavirkning ogsaa for mig var af den største Vigtighed. [33] I de senere Aar af Maanedsskriftets Bestaaen hørte jeg, uagtet jeg holdt ud i Redaktionen, til dem, der klart saae Manglerne ved samme og ved hele Redaktionsformen, der efterhaanden førte til Mathed og Fladhed, og jeg stemte derfor ivrig for Firmaets Ophør. – Ikke uden Betydning i de samme Retninger var ligeledes min tidlige Optagelse som Medlem af Videnskabernes Selskab den 27de December 1833.

Min Lærervirksomhed ved Universitetet var i de to Aar, i hvilke jeg var konstitueret for den fraværende Thorlacius, overveiende knyttet til den saakaldte anden Examen, skjøndt jeg allerede da begyndte at arbeide for et speciellere philologisk Studium og imellem mine Tilhørere derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil 1847, vedblev Forelæsningerne til den nævnte Examen, om hvis Beskaffenhed jeg ovenfor har talt, at udgjøre en særlig Afdeling af mit Arbeide, i hvilken jeg maatte følge den ved Lov og Vedtægt fastsatte Form og søge at udrette, hvad der med den lod sig udrette. I hvert Vintersemester forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk Digter eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik jeg afvexlende enten den romerske Litteraturhistorie eller de romerske Statsindretninger i et almindeligt Omrids. Forelæsningerne holdtes indtil omkring 1840 paa Latin, i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfældige i denne Fordeling af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter kunde jeg ikke raade Bod paa, thi i den givne Tid at foredrage begge Discipliner saaledes, at der fremkom en virkelig Helhed eller Sammenhæng, var umuligt. Den latinske Form hindrede naturligvis derhos en friere og lettere Bevægelse, en fyldigere og klarere Udprægen af visse, f. Ex. æsthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere udtalt og fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i Skolen, omend i en meget indskrænket Øvelsesform, og endmere for vore Philologer bør fremtræde og føles i levende Meddelelse, men, anvendt ved de nævnte Forelæsninger uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium til sammenhængende Læreforedrag, stod Latinen som en løsreven Levning fra den ældre rent latinske Skole og meget lidet støttet i sin Betydning derved, at enkelte Forelæsninger ved Specialfakulteterne ligeledes da endnu holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin var ofte meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand at gaae over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er ikke ganske vis paa, om ikke disse Forelæsninger, om hvis Hensigtsmæssighed i det Hele jeg selv havde været med til at vække Tvivl, derved tabte en vis traditionel Ærværdighed. Jeg gjorde mig den største Umage for baade i Behandlingen af Forfatterne at vække Interesse for disse og at forøge og klare Sprogindsigten, ganske vist især i de første Aar ikke uden at medtage for Meget af philologiske Specialiteter, og i Forelæsningerne over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og vække almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den Alvor og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang, maaske i Førstningen understøttet af min Ungdom og ligefremme Optræden, der stillede mig næsten paa en kammeratlig Fod med mine Tilhørere, og skaffede mig et talrigt Auditorium; dog tør jeg ikke negte, at i de senere Aar Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg begyndte min Virksomhed, fremtraadte der paa disse Forelæsninger ikke sjeldent ligeoverfor Docenterne en vis Kaadhed og stundom plumpe Drillerier, dels en Levning fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Følge af den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel Lyst og Behov daglig at høre fem (i andet Semester fire) foreskrevne Forelæsninger, tilmed i hin Tid, da Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner, tildels paa forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller Ærefrygt indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers mindre heldige Væsen og Optræden. Disse Udskeielser lykkedes det mig ved velvillig, bestemt og kort Optræden næsten ganske at holde mig fri for, ja vel endog efterhaanden at bidrage noget til i det Hele at formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at den elskværdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ældre), der hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelæsning for dem, der ikke hørte Hebraisk, betegnede mig som den, hvem det bedst overdroges at give de unge Studenter Tilrettevisninger ved enkelte alvorligere Leiligheder. [34] Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal jeg fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anføre to Træk. En Gadedreng, der havde gjort sig bemærket ved den Paatrængenhed, hvormed han ved Postgaarden tilbød sine Pibekradsere tilsalg, hvervedes en Dag til midt i Timen at komme ind i Auditoriet hos Professoren i Latin og trænge sig frem til Kathedret med det gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser" og maatte, da ingen af Tilhørerne rørte sig, føres ud af Professoren selv. En anden Gang overraskedes man under et Examinatorium ved paa engang at høre en Examinand foredrage Oversættelsen af nogle Vers i Ovids Fasti med en saa slaaende Efterligning af Professorens Stemme og Deklamation, at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre uhyggelig Latter. Ikke uden Betydning for det uafbrudte Velvilliesforhold mellem mig og mine yngste Tilhørere var, troer jeg, min Bestræbelse for ved første og anden Examen at forbinde Humanitet og mild Form med ikke for lavt stillede Fordringer og min Villighed til ved de skriftlige Prøver at gjøre Rede for Bedømmelsen, hvilken min ældre Kollega Petersen og jeg søgte at gjennemføre med en tidligere noget savnet Konsekvens. – Til de behageligste Minder, jeg har bevaret om mit Forhold til de yngste Studerende i mine tidligste Docentaar, hører Erindringen om de latinske Disputerøvelser, som jeg et Par Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en mindre Kreds. I disse Øvelser, hvori Latinen snart blev Vehiklet for en fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge saaledes i Vintersemestret 1827—28 F. C. Bornemann, O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og Flere. Bornemann, Martensen og endel Andre, derimellem mærkelig nok et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere Grundtvigianere, gjentog disse Øvelser i et Semester efter det første akademiske Aar, hvor da Latinen endmere maatte vige for de stundom livlige Kampe om Indholdet.