Jeppe Aakjær - Samlede Værker, Tredie Bind

Wolle Rævsgaard.

Ja men, de 4000 inden i Maân! Hwor skal de komm fræ?

Nørholm.

Som Formand for Egnens Sparekasse er jeg vidende om, at Mejeristen har en Sparekassebog paa 2000 Kr.; desuden er han saa vel estimeret, at han inden Aften med Lethed vil kunne rejse Resten af Pengene, hvad De paa Sagens nuværende Standpunkt ikke kan.

Det er derfor mit Raad, at De hurtigst muligt skal lade spænde for og lade Deres Karl kjøre over og hente ham.

Wolle Rævsgaard

(grundende).

I Guds Navn da! (Aabner Vinduet til Gaarden og raaber): Anders! (Stemme udenfor.) Ja!

Wolle Rævsgaard.

Kom ind lidt! (Anders ind.) Hør, ta de tow brown og kjør øwer te æ Mejeri og hels Visti – fræ mæ – , du helser fræ mæ – og sejer, te han maa endele ta med dæ. A haar nø møj vigtig aa snakk med ham om. Hører Du?

Anders.

Ja, a haar hør æ.

Wolle Rævsgaard.

Men pas paa den treaars; hun er nøj rej for æ Stjat. Og læd æ saa gaa i en Snaarhid.

Anders.

Ja, a skal saagu ett dryw æ Vej ind.

(Gaar.)

Wolle Rævsgaard

(til Døren og raaber):

Men ta ett æ Arbejdsfjervogn; ta den, vi fik lakired op, og leg de nøj Hynder paa! (Lukker atter Døren. Til Nørholm, mens han dog stadig holder Øje med Karlen ude i Gaarden.) Hvad om han nu er tavn ud!

Nørholm.

Nej, ved den her Tid er han sikkert hjemme.

Wolle Rævsgaard

(aabner atter Vinduet og raaber ud til Anders):

Tag ett de Sel'er! Du ved jo, hwor de anner er.

Anders

(udenfor).

Er de ett gued nok. En skuld sgu tro, a skuld hen aa hent Kongen.

Wolle Rævsgaard.

Gjør som a bed dæ! Og læ æ gaa fræ æ Haând!

(Lukker Vinduet. Pavse. Lidt efter Piskeknald og Vognrummel.)

Wolle Rævsgaard.

Nu kjor han. A vil ett ha nø Row øwer mæ, inden han er her ijen.

Nørholm.

Der er aldeles ingen Grund til at frygte for, at han ikke skulde ta' med. Tilmed da De lader ham hente i Deres bedste Kjøretøj. (Efter en Pavse.) Sig mig, Hr. Rævsgaard, ved Deres Kone eller Datter noget om Sagen?

Wolle Rævsgaard.

A tror ett, de haar faat Nysmaal om æ inu.

Nørholm.

Saa sig dem ikke noget. Hvorfor skal de blandes i det – om det kan undgaas.

(Ny Pavse. Wolle Rævsgaard søger mod Døren.)

Nørholm

(ser mistænksom efter ham).

Hvor gaar De hen, Rævsgaard?

Wolle Rævsgaard

(forpint).

Aa, a ved æ snaar ett. A er saa sær ved æ, te a vild ønsk, te a kund søkk i æ Jurd og blyw der med det samm.

Nørholm.

Mand Dem dog op, Rævsgaard. Der er jo Haab endnu!

Wolle Rævsgaard.

Ja, ja, ja! A gaar udenfor og sir atter æ Vogn.

Nørholm.

Jaja. Men De tænker ikke paa dumme Streger?

Wolle Rævsgaard.

Nej! – Aa, ja, ja, ja! (ud).

(Et Øjeblik senere.)

Esper Vøvtrup.

Ih, Goddaw, Hr. Nørholm! Naa, saa det stur Haardku'n har søjt sammel i den her Hjørn aa æ Bøj; aaeja, hwor møj er, vil mir te.

Nørholm.

Saa er det formodentlig af den Grund, at De kommer.

Esper Vøvtrup.

Ja, det kund sgu hjælp nøj, om a mødt mell æ Herremænd med mi Fjerdingkar.

Nørholm.

Naa, det er jo ikke Hartkornet, man lever af.

Esper Vøvtrup.

Nej, det er sgu skidt aa lav Brød aa. Det kan a si paa mi Nôbo her. Hans Mark er, misæl, ved aa komm ind i en sølle Behandling. Hworden Fanden er æ nu ogsaa, han gaar og moger med æ. Han legger Kartofler, nær enaaen er ved aa tænk paa aa ta'em op. Og saa søne Pilliker te Hejst, han kyrer aa grasser 45 45 grasser , knokler. mej! A vild misæl skamm mæ ved aa legg en Tæmm paa'em.

Nørholm.

Nej, det er jo ikke som i fordums Dage paa Hegnsgaard; da var der Race i Rævsgaards Besætning.

Esper Vøvtrup.

Nej! der er bløwen Adskjel. Haar De sit paa den Knapstrupper, han fæk i sidst Wolborre Markend?

Nørholm.

Nej.

Esper Vøvtrup.

De haar ett laa Mærk te, hworden en løver paa æ Skanker. Det er mi Salighid aa si te, akkuraat som a vil sej, te en slog Lyng med den jen Bien og graved Tørv med den'aan.

(Wolle Rævsgaard ind.)

Esper Vøvtrup.

Naa, der haar en æ Mand! Saa er æ wal bejst en faar si Lu aa.

(Fjerner ironisk Huen.)

Wolle Rævsgaard

(siger intet, men gaar tværs over Gulvet mod den anden Dør).

Esper Vøvtrup.

Hør, Wolle, a war gavn her øwer, om ett du kund laan mæ di Hejstryw, for min er misæl gavn i Bork 46 46 i Bork , itu. .

Wolle Rævsgaard

(i Døren).

Ta'en, ta'en – om Du kan find'en!

(Ud.)

Esper Vøvtrup.

Hwad Fanden gik der af ham , søen som han hænd med æ Ører?

Nørholm.

Aa, der kan jo altid være noget , der trykker.

Esper Vøvtrup.

Er æ æ Kwot ijen?

Nørholm.

Maaske.

Esper Vøvtrup.

Ja, det gaar en Brøl'gaang med Wolle. (En Vogn rumler ind i Gaarden.) I, tho det war jo æ Mejerist. Er han kommen ud aa kyr i Stads i Wolle Rævsgaards Vogn. Det er sgu vis aalle passired ham far.

Ja, den Kaa'l, ham skuld han sgu læ ta æ! Han haar læng gavn og smisked atter æ Dætter, og han skuld sgu læ æ Pig faa hinne Villi med den, hun kan lid; og saa læ den naaen Sluri 47 47 Sluri , Dosmer, slusket Mandfolk = Slunder. gaa; det vild a misæl gjør, om det var mi Dætter. Mads kan vær gued nok, men det er da en sølle Slunder [47b] Sluri , Dosmer, slusket Mandfolk = Slunder. ; og saa den her øwerdrøwen Hellehid, det er da nø lied nøj.

Nej, ham der (nikker ud i Gaarden) han skuld sgu snaar sætt Hegnsgaard i Matrikel!

Naa, men a maa ud og find den her Himstrigims, for a haar sgu tront 48 48 tront , travlt. .

(Ud.)

(Wolle Rævsgaard og Visti kommer samtidigt ind fra forskjellige Sider; de mødes midtvejs og hilser stivt paa hinanden som Parlamentærer fra to fjendtlige Magter.)

Visti.

Du vil snakk med mæ ?

Wolle Rævsgaard.

Jow, det vild a.

Visti.

A troed næjsten, vi tow haaj aasnakked for aall Daw.

Wolle Rævsgaard.

Ja, søen kan æ jo Woimellstaând føj sæ anderledes, end en sjel haaj tint.

Visti.

Er æ om Mejerisager?

Wolle Rævsgaard.

Ja; vis er æ det.

Visti.

A kund tink æ. Det er ogsaa paa æ hyw Tid, om det skal nytt nøj. Og Snak kan ett gjør æ ret læng.

Sej mæ, hworden kan det vær, te du i Guer ett betald æ Folk dje Peng?

Wolle Rævsgaard.

For a haaj'em ett.

Visti.

Det vil sej, du haaj hat'em, men haaj gin 'em ud atter di egn Beram.

Wolle Rævsgaard

(tier).

Visti.

Mon du rigtig haar tint ved, hwad det betyder ett aaljen for dæ sjel, men ogsaa for mæ?

Wolle Rævsgaard.

For dæ? Hwor kan den Ting komm te aa rør dæ ?

Visti.

Naa, det tror du ett? Du haar ett skinked det en Tank, te a kund komm te og staa i en twetydig Lys ved den Histori? – Da kan a sej dæ, te der er mir end jen, der haar mummelt om, te søne nøj ett godt kund gaa for sæ heller uden mi Vidend og Villi. Og søne Beskyldninger vil a ett ved aa aa sej. Den Guedhid, a haar mødt ved dæ , er ett af den Slav, te a skuld gaa hen aa sætt mi Rygte øwerstyr for aa dækk øwer dæ . Det war derfor paa Tid, te du saa dæ om atter æ Peng; for det kan a sej dæ, te er de ett betald inden i Maân – ja, a behøwer jo ett aa sej mir; du haar jo faat mi Brew?

Nørholm

(træder nu hen til de to).

Hør, mine gode Mænd, ad den Vej kommer De aldrig til nogen Forstaaelse men gjør bare hinanden ondere og bitrere.