Blake Pierce - Før han dræber

Porter gjorde sig anstrengelser for at placere sig mellem Nelson og Mackenzie, og på den måde vise at nu var det hans show. Mackenzie mærkede, at hun begyndte at koge over, men prøvede at kvæle det. Hun havde kvalt det i de seneste tre måneder, lige fra den dag hun begyndte at arbejde sammen med ham. Fra den første dag forsøgte Porter ikke at skjule, at han ikke brød sig om hende. Når alt kom til alt så erstattede hun Porters tidligere partner gennem 28 år, som, efter Porters opfattelse, var fritaget fra tjeneste for at give plads til en ung kvinde.

Mackenzie ignorerede hans åbenlyse manglende respekt. Hun nægtede at lade det påvirke sin arbejdsetik. Uden at sige et ord gik hun tilbage til liget. Hun betragtede det grundigt. Det var smertefuldt at kigge på, men hvad det angik mente hun alligevel ikke, at der var nogen død krop, som var i stand til at påvirke hende mere, end den første hun nogensinde så. Hun var næsten ved at nå det punkt, hvor hun ikke længere så sin fars krop, da hun trådte ind på mordscenen. Men ikke helt. Hun var syv år gammel, da hun gik ind i soveværelset, og så ham ligge halvt udstrakt på sengen i en sø af blod. Og hun var aldrig holdt op med at se det syn.

Mackenzie ledte efter spor, der viste, at dette mord ikke handlede om sex. Hun så ingen tegn på blå mærker eller rifter, hverken på bryster eller bagdel, ingen udvendige blødninger omkring skeden. Derefter så hun på kvindens hænder og fødder, og spekulererede på, om der måske var et religiøst motiv. Tegn på huller i håndflader, ankler og fødder var måske en reference til korsfæstelsen. Men det var der heller ikke tegn på.

Ud fra den hurtige rapport hun og Porter fik, vidste hun, at ofrets tøj ikke var blevet fundet. Mackenzie mente, at det sandsynligvis betød, at morderen gemte det, eller havde skaffet sig af med det. For hende indikerede det, at han enten var forsigtig, eller borderline tvangspræget. Tilføj til det at hans motiv i går aftes næsten helt sikkert ikke var af seksuel karakter, så gav det en morder, der muligvis både var listig og beregnende.

Mackenzie bakkede hen til udkanten af lysningen, og tog et overblik over hele gerningsstedet. Porter skævede til hende, ignorerede hende derefter totalt, og fortsatte med at tale med Nelson. Hun bemærkede, at de andre politimænd så på hende. Nogle af dem betragtede i det mindste hendes arbejde. Hun var gledet ind rollen som detektiv med et ry for at være usædvanligt skarp, og meget anerkendt af flertallet af instruktører på politiakademiet. Og fra tid til anden stillede yngre politifolk, både mænd og kvinder, hende ægte spørgsmål, eller bad om hendes mening.

På den anden side vidste hun også, at et par af de mænd, som delte rydningen med hende, kiggede sjofelt efter hende. Hun var ikke sikker på, hvad der var værst, Mændene der tjekkede hendes røv, når hun gik forbi, eller dem der grinede bag hendes ryg, af den lille pige der forsøgte at spille rollen som den slemme detektiv.

Da hun undersøgte gerningsstedet, blev hun endnu en gang overfaldet af en nagende mistanke om, at der var noget helt galt. Det føltes, som om hun åbnede en bog, og læste første side af en historie, som hun vidste, indeholdt nogle meget sværere sider længere inde i historien.

Det er kun begyndelsen, tænkte hun.

Hun kiggede på jorden omkring pælen, og opdagede et par slæbende mærker fra støvler, men ikke noget, der var brugbart til aftryk. Der var også en række figurer på jorden, de lignede næsten slanger.

Hun satte sig på hug for at komme tættere på, og så at flere af figurerne bugtede sig side om side, snoede sig rundt om træpælen på en buet måde, som om de cirkulerede rundt om pælen flere gange. Så kiggede hun på kvindens ryg, og så at flængerne i huden, lignede nogenlunde den samme form som figurerne på jorden.

“Porter,” sagde hun.

”Hvad er det?” Spurgte han, helt klart irriteret over at blive afbrudt.

”Jeg tror, at jeg har et våbenaftryk her.”

Porter tøvede et øjeblik, men gik derefter hen til Mackenzie, der bukkede sig ned over jorden. Da han kæmpede sig ned ved siden af hende, stønnede han lidt, og hun hørte hans bælte knirke. Han bar på omkring 25 kilos overvægtig, og det viste sig mere og mere, efterhånden som han nærmede sig de 55.

“En pisk af en eller anden slags?” spurgte han.

“Det ser sådan ud.”

Hun undersøgte jorden, fulgte mærkerne helt op til pælen - og i det samme opdagede hun noget andet. Det var noget småt, så lille at hun næsten ikke så det.

Hun gik hen til pælen, og var forsigtig med ikke at røre ved liget, inden retsmedicinerne hentede det. Hun bukkede sig igen ned, og følte i det samme den fulde vægt af eftermiddagens hede presse sig ned over på hende. Uforfærdet strakte hun halsen, og fik hovedet tættere på pælen, så tæt at panden næsten rørte ved den.

“Hvad fanden har du gang i?” Spurgte Nelson.

“Der er et eller andet udskåret her,” sagde hun. ”Det ligner tal”

Porter kom hen for at undersøge det, men gjorde alt for at undgå at bøje sig ned en gang til. White, den træpæl kan sagtens være tyve år gammel, ”sagde han. ”Inskriptionen ser lige så gammel ud”

“Måske,” sagde Mackenzie. Men det troede hun ikke på.

Allerede uinteresseret i opdagelsen gik Porter tilbage til for tale med Nelson, og sammenligne noterne med de oplysninger han fik fra landmanden, der opdagede liget.

Mackenzie fandt telefonen frem, og tog et billede af tallene. Hun forstørrede billedet, og tallene blev en smule tydeligere. At se dem så detaljeret en gang til, fik hende til at føle, at det hele kun var begyndelsen på noget meget større.

N511/J202

Tallene sagde hende ikke noget. Måske havde Porter ret, måske betød de absolut intet. Måske var de indridset af en skovarbejder, da pælen blev lavet. Måske var det nogle børn som kedede sig, der indridsede dem på et eller andet tidspunkt.

Men det føltes ikke rigtigt.

Intet af det her føltes rigtigt.

Og hun vidste i sit hjerte, at det kun var begyndelsen.

Da de kørte op foran politistationen følte Mackenzie en knude i maven, da hun kiggede ud af bilruden, og så nyhedsbiler linet op, og journalister der masede på for at få den bedste plads til at angribe hende og Porter. Da Porter parkerede, så hun flere nyhedesværter komme nærmere, løbende hen over plænen, og bag dem overlæssede kameramænd der forsøgte at holde tempoet.

Mackenzie bemærkede, at Nelson allerede stod ved fordøren ilde til mode og ophidset, og forsøgte at pacificere dem. Selv fra hendes plads, så hun se sveden glinse på hans pande.

Da de steg ud, sjokkede Porter op på siden af hende, for at sikre at hun ikke var den første detektiv som medierne så. Da han passerede hende, sagde han, ”Nu må du ikke fortælle vampyrerne alt."

Hun følte en bølge af fornærmelse over den nedladende kommentar.

"Det ved jeg godt, Porter."

Trængslen af journalister og kameraer nåede dem. Der var mindst et dusin mikrofoner der stak ud fra mængden og ind i deres ansigter, da de kæmpede for at komme forbi. Spørgsmålene faldt over dem som summende insekter.

"Er ofrets børn blevet underrettet?"

"Hvad var bondens reaktion, da han fandt liget?"

"Er der tegn på seksuelt misbrug?"

"Er det klogt, at en kvinde arbejder på sådan en sag?"

Det sidste stak en smule i Mackenzie. Selvfølgelig vidste hun godt, at de forsøgte at få en reaktion, i håb om et saftigt 22 sekunders spot i eftermiddagens nyhedsudsendelse. Klokken var kun lige 16. Hvis de handlede hurtigt, fik de måske et scoop til nyhederne klokken 18.

Idet hun arbejdede sig gennem døren og ind i bygningen, rungede det sidste spørgsmål som torden i hovedet.