Blake Pierce - Før han dræber

Foran hende så hun en åbning i majsstænglerne. Daggryets dunkle lys faldt ind over hende, og hjertet sprang et slag over, da hun fik øje på landevejen.

Hun gled igennem, og til sin forbavselse hørte hun i det samme lyden fra en motor, der kom tættere på. Hendes håb steg.

Hun så lyset fra forlygter, der nærmede sig, og løb endnu hurtigere, nu så tæt på at hun lugtede den varme asfalt.

Hun nåede udkanten af majsmarken, netop som en rød firhjulstrækker passerede. Hun skreg, og viftede ophidset med armene.

”HJÆLP!” græd hun.

Men til hendes rædsel brølede firhjulstrækkeren forbi.

Hun vinkede grædende med armene. Måske hvis chaufføren kiggede i bakspejlet--

Smæld!

En skarp bidende smerte eksploderede langs bagsiden af hendes venstre knæ, og hun faldt om på jorden.

Hun skreg, og prøvede at komme op og stå, men hun mærkede, at en stærk hånd greb fat i hendes hår, og snart trak han hende tilbage ind i majsmarken.

Hun prøve at flytte sig, slippe fri, men denne gang magtede hun det ikke.

Der kom et endnu smæld fra pisken, inden hun til sidst taknemmelig mistede bevidstheden.

Hun vidste, at det hele sluttede om lidt. Støjen, piskeslagene, smerten, og hendes korte, smertefyldte liv.

Da detektiv Mackenzie White gik igennem majsmarken den eftermiddag, forberedte hun sig på det værste. Lyden af majsstænglerne gik hende på nerverne, da hun bevægede sig igennem række efter række, en død lyd der rørte ved hendes jakke. Rydningen hun ledte efter. virkede som om den var flere kilometer væk.

Hun nåede frem til sidst, og med det samme ønskede hun, at hun var alle andre steder end der. Der var en død, næsten nøgen, kvinde i 30’erne bundet til en pæl, ansigtet var stivnet i et udtryk af smerte. Det var et udtryk, som Mackenzie ønskede, at hun aldrig havde set, og som hun vidste, at hun aldrig ville glemme.

Fem politimænd dryssede omkring i rydningen uden at foretage sig ikke noget særligt. De forsøgte at se optagede ud, men hun vidste, at de simpelthen forsøgte at få det til at give mening. Hun fornemmede, at ingen af dem tidligere havde set noget lignende. Det tog ikke Mackenzie mere end fem sekunder at se på den blonde kvinde bundet til træpælen, og vide at der foregik meget mere. Noget helt andet, som hun ikke havde oplevet tidligere. Det her var ikke noget, der skete i Nebraskas majsmarker.

Mackenzie nærmede sig liget, og gik langsomt i en cirkel omkring det. Hun mærkede, at de andre betjente betragtede hende. Og hun vidste, at nogle af dem mente, at hun tog sit job alt for alvorligt. Hun gik lidt for tæt på tingene, kiggede efter forbindelser og sammenhæng, der næsten var abstrakte. Hun vidste også, at mange mænd i distriktet betragtede hende som den unge kvinde, der fik stillingen som detektiv alt for hurtigt. Hun var den ambitiøse pige, som alle troede, havde øjnene rettet på større og bedre ting end at arbejde som detektiv i lille by i Nebraska.

Mackenzie ignorerede dem. Hun fokuserede kun på liget, og viftede fluerne væk, de var overalt. De svævede i en lille uregelmæssig sort sky omkring kvindens krop, og varmen var ikke til ligets fordel. Det havde været varmt hele sommeren, og det føltes, som om al den varme der var ophobet i majsmarken, var gemt lige her.

Mackenzie gik tæt på, studerede hende, og prøvede at undertrykke følelsen af kvalme og en bølge af tristhed. Kvindens ryg var dækket af flænger. De så ensartede ud, sikkert afsat med det samme redskab. Hendes ryg var fuld af blod, det meste udtørret og klæbrigt. Bagsiden af ​​hendes g-streng var også smurt ind i det.

Idet Mackenzie afsluttede sin runde omkring liget nærmede en lav, kraftig politimand sig. Hun kendte ham godt, men hun brød sig ikke om ham.

“Goddag, detektiv White,” sagde politichef Nelson

“Chef,” svarede hun.

“Hvor er Porter?”

Der var ikke noget nedladende i hans stemme, men hun følte det alligevel. Den hærdede lokale 50-et-eller-andet-årige politichef ønskede ikke, at en 25 år gammel kvinde skulle hjælpe med til at opklare sagen. Walter Porter, hendes 55 år gamle partner, var den bedste til jobbet.

“Henne ved landevejen” sagde Mackenzie. “Han taler med den bonde, der opdagede liget. Han kommer lige om lidt.”

“Okay,” sagde Nelson, helt klart mere rolig. ”Hvad får du ud af det her?”

Mackenzie var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle svare. Hun var klar over, at han testede hende. En gang i mellem gjorde han det også med ligegyldige ting. Det var ikke noget, han gjorde med nogen af de andre betjente eller detektiver, og hun var temmelig sikker på, at det gik ud over hende, fordi hun var ung og en kvinde.

Instinktet sagde hende, at det her var mere end et teatralsk mord. Var det på grund af de utallige piskeslag på kvindens ryg? Var det, fordi kvindens krop var en model værdig?

Hendes bryster var helt klart falske, og hvis Mackenzie skulle gætte, var der også blevet arbejdet med hendes bagdel. Hun havde en del makeup på, noget af det var løbet ud og udtværet af tårer.

"Jeg tror," sagde Mackenzie, og besvarede endelig Nelsons spørgsmål, "at det kun er en voldelig forbrydelse. Jeg tror, at retsmedicineren vil sige, at der ikke er tegn på seksuelt misbrug. De fleste mænd der kidnapper en kvinde på grund af sex, mishandler sjældent deres ofre så voldsomt, selvom de planlægger at dræbe dem senere. Jeg synes også, at stilen på det undertøj hun har på, antyder at hun af karakter var sensuel. Helt ærligt, hvis jeg skulle dømme ud fra hendes makeup og de store bryster, så vil jeg begynde at ringe til stripklubber i Omaha, for at høre om de manglede en danser i går aftes. "

”Det er allerede gjort,” svarede Nelson selvtilfreds. "Den afdøde er Hailey Lizbrook, 34 år gammel, mor til to drenge og danser på mellemniveau på The Runway i Omaha."

Han opremsede disse fakta, som om han læste op fra en instruktionsbog. Mackenzie regnede med, at han havde haft sin stilling længe nok, til et mordoffer ikke længere var et menneske, men bare et puslespil der skulle løses.

Men Mackenzie, der kun var få år inde i sin karriere, var ikke så hærdet og hjerteløs. Hun studerede kvinden for at finde ud af, hvad der var sket, men så hende også som en kvinde der efterlod sig to drenge, der skulle leve resten af deres liv uden deres mor. Mackenzie regnede med, at hvis en mor til to var stripper, så var der pengeproblemer i hendes liv, og at hun var villig til at gøre stort set alt for at forsørge sine børn. Men nu var hun her, bundet til en pæl og delvist mishandlet af en ansigtsløs mand, der -

Majsstænglerne bag hende raslede, og fik hende til at stoppe. Hun vendte sig om, og så Walter Porter komme igennem majsene. Han så irriteret ud, da han gik ind i rydningen og tørrede jord og majssilke af sin frakke.

Han kiggede sig omkring et øjeblik, inden hans øjne standsede ved Hailey Lizbrooks lig på pælen. Et overrasket grin viste sig på hans ansigt, og hans grå overskæg vippede til højre i en skæv vinkel. Så så han på Mackenzie og Nelson, og skyndte sig der over.

”Porter,” sagde politichef Nelson. ”White er allerede i gang med at opklare sagen. Hun er ret dygtig.”

”Det kan hun være,” sagde Porter afvisende.

Det var altid sådan. Nelson gav hende ikke et ægte kompliment. Han drillede i stedet Porter, som hang på den smukke unge pige, der var kommet ud af ingenting, og fik stillingen som detektiv, den smukke unge pige som få mænd over 30 år i distriktet tog alvorligt. Og ved Gud, Porter hadede det.

Selvom hun nød at se Porter vride under drilleriet, var det ikke det værd at føle sig utilstrækkelig og undervurderet. Gang på gang opklarede hun sager, som mændene ikke formåede, og hun vidste, at det virkede truende på dem. Hun var kun 25, alt for ung til at begynde at føle sig udbrændt i en karriere, som hun engang elskede. Men nu hvor hun hængte på Porter og på hele denne politistyrke, så var hun begyndt at hade det.