Blake Pierce - Forsvundet

"De er også - ikke-levende", sagde Bill endelig.

Hendes smil blev bittersødt, næsten skamfuldt.

"Er det virkelig sandt, Bill? De tror de fleste af mine kunder ikke. Jeg er heller ikke sikker på det.”

En akavet stilhed fulgte. Kvinden brød den med en sagte latter. Hun tilbød Bill en farverig lille brochure med billeder af dukker over det hele.

"Jeg på vej til en kommende begivenhed i D.C. Du vil måske med. Måske kan det give dig nogle ideer til, hvad det er, du leder efter. "

Bill takkede hende og forlod butikken, taknemmelig for tippet om begivenheden. Han håbede, at Riley ville gå med ham. Bill kom i tanke om, at hun skulle forhøre senator Newbrough og hans kone i eftermiddag. Det var en vigtig aftale - ikke bare fordi senatoren kunne have gode oplysninger, men af diplomatiske grunde. Newbrough gjorde virkelig tingene problematiske for Hovedkontoret. Riley var den rigtige agent til at overbevise ham om, at de gjorde alt, hvad de kunne.

Men ville hun virkelig møde op? Spekulerede Bill.

Det virkede virkelig bizart, at han ikke kunne være sikker. Indtil for seks måneder siden var Riley den eneste pålidelige ting i hans liv. Han havde altid stolet fuldt og helt på hende. Men hendes åbenlyse sårbarhed bekymrede ham.

Men mest af alt savnede han hende. Selvom han undertiden følte sig skræmt af hendes hurtige tankegang, så havde han brug for hende til det her arbejde. I løbet af de seneste seks uger havde han også indset, at han havde brug for hendes venskab.

Eller var det mere end det dybt nede?

Riley kørte ud ad den to-sporede landevej, imens hun nippede til sin energidrik. Det var en solrig, varm morgen, bilvinduerne var rullet ned, og den varme duft af frisk hø fyldte luften. De omkringliggende beskedne græsgange var fyldt med kvæg, og bjerge var kantede på begge sider af dalen. Hun kunne godt lide at være her.

Men hun mindede sig selv om, at hun ikke var kommet her for at føle sig godt tilpas. Hun havde noget hårdt arbejde at tage sig til.

Riley drejede ind på en meget nedkørt grusvej, og efter et par minutter nåede hun frem til en korsvej. Hun drejede ind i nationalparken, kørte et kort stykke vej og stoppede sin bil på den skrånende vej.

Hun steg ud af bilen og gik hen over et åbent stykke land til en høj og robust eg, der stod i det nordøstlige hjørne.

Dette var stedet. Det var her, hvor Eileen Rogers lig var blevet fundet og kluntet placeret op ad dette træ. Hun og Bill havde været her sammen for seks måneder siden. Riley begyndte at genskabe gerningsstedet i hovedet.

Den største forskel var vejret. Dengang havde det været midt i december og frygtelig koldt. Et tyndt lag sne havde dækket jorden.

Gå tilbage, sagde hun til sig selv. Gå tilbage og mærk det.

Hun tog nogle dybe indåndinger, indtil hun mente, at hun kunne føle en skærende kulde, der passerede hendes luftrør. Hun kunne næsten se de tykke frostskyer, som formede sig ved hendes vejrtrækning.

Det nøgne lig havde været frosset fast. Det var ikke let at sige, hvilke af de mange kropsskader der var knivsår, og hvilke der var revner og sprækker forårsaget af isnende kulde.

Riley genkaldte sig gerningsstedet ned til mindste detalje. Parykken. Det malede smil. Øjnene syet vidtåbne. Den kunstige rose der lå i sneen mellem ligets spredte ben.

Billedet i hendes tanker var nu tilstrækkeligt levende. Nu måtte hun gøre, hvad hun havde gjort i går - få en følelse af morderens oplevelse.

Endnu engang lukkede hun øjnene, slappede af og lod sig falde i afgrunden. Hun hilste den lette, kildrende følelse velkommen, da hun gled ind i morderens sind. Snart ville hun være et med ham, indeni ham, og hun så præcis, hvad han så, følte, hvad han følte.

Han var kørt her om natten, alt andet end selvsikker. Han kiggede ængsteligt på vejen, bekymret over isen under sine hjul. Hvad hvis han mistede kontrollen og kørte i en grøft? Han medbragte et lig. Han ville helt sikkert blive fanget. Han var nødt til at køre forsigtigt. Han havde håbet, at hans andet mord ville være lettere end de første, men han var stadig et nervøst nervevrag.

Han stoppede køretøjet lige her. Han trak kvindens lig - allerede nøgen, gættede Riley på, ud i det fri. Men det var allerede stivnet på grund af rigor mortis. Det havde han ikke regnet med. Det frustrerede ham og rystede hans selvtillid. For at gøre tingene værre kunne han ikke se, hvad han foretog sig, ikke engang i de skinnende forlygter, som han rettede mod træet. Natten var alt for mørk. Han noterede sig, at han måtte gøre det i dagslys næste gang, hvis han overhovedet kunne.

Han trak liget hen til træet og forsøgte at placere det i den position, han havde forestillet sig. Det gik ikke rigtigt. Kvindens hoved blev vippet til venstre, frosset af rigor mortis. Han rykkede og drejede det. Selv efter at han havde brækket halsen, kunne han stadig ikke få det til at stirre lige frem.

Og hvordan skulle han sprede benene ordentligt? Et af benene sad håbløst skævt. Han havde ikke andet valg end at få et dækjern ud af kufferten og brække låret og knæskallen. Så drejede han benet så godt han kunne, men han var stadig ikke tilfreds.

Endelig efterlod han pligtskyldigst båndet rundt om halsen, parykken på hovedet og rosen i sneen. Så satte han sig ind i sin bil og kørte væk. Han var skuffet og modløs. Han var også bange. Havde han i al sin klodsethed efterladt nogen fatale spor? Han gennemgik besat hver eneste handling i sit sind, men han følte sig ikke sikker.

Han vidste, at han skulle gøre det bedre næste gang. Han lovede sig selv at gøre det bedre.

Riley åbnede øjnene. Hun lod mordens tilstedeværelse glide væk. Hun var nu tilfreds med sig selv. Hun havde ikke ladet sig ryste og overvælde. Og hun havde fået et værdifuldt perspektiv. Hun havde fået en følelse af, hvordan morderen var ved at lære sit håndværk.

Hun ønskede kun, at hun vidste noget - noget om det første mord. Hun var mere sikker end nogensinde på, at han havde dræbt en gang tidligere. Dette havde været en lærling, men ikke en nybegynder.

Lige da Riley var ved at vende sig og gå tilbage mod sin bil, var der noget i træet, som fangede hendes opmærksomhed. Det var et lille strejf af gult, som stak ud der, hvor stammen delte sig i to en smule over hendes hoved.

Hun gik om på den anden side af træet og kiggede op.

"Han har været tilbage her!" Riley gispede højt. Kuldegysninger løb igennem hendes krop og hun kiggede sig rundt nervøst. Ingen syntes at være i nærheden nu.

Fastklemt i træets grene sad en nøgen kvindedukke med blondt hår og stirrede ned på Riley, og den sad i den position, som morderen havde ment, at offeret skulle sidde i.

Den kunne højst have siddet der i tre eller fire dage. Den var ikke blevet flyttet på af vinden eller gennemblødt af regn. Morderen var vendt tilbage hertil, da han havde forberedt sig på Reba Frye-mordet. Ligesom Riley var han kommet tilbage hertil for at reflektere over sit arbejde og for at forholde sig kritisk til sine fejl.

Hun tog billeder med sin mobiltelefon. Hun ville sende dem til Hovedkontoret med det samme.

Riley vidste godt, hvorfor han havde forladt dukken.

Det er en undskyldning for tidligere sløsethed, indså hun.

Det var også et løfte om, at arbejdet ville blive bedre udført fremover.

Riley kørte mod Senator Mitch Newbroughs herregård, og hendes hjerte fyldtes af frygt, da det kom til syne. Beliggende for enden af en lang, tre-sporet indkørsel, var det enormt, formelt og skræmmende. Hun syntes altid, at det var sværere at håndtere de rige og mægtige end folk længere nede ad den sociale stige.

Hun kørte op og parkerede i en velbevaret cirkel foran sten palæet. Ja, denne familie var virkelig rig.