Blake Pierce - Kidnappet

Manden sagde: "Så hvad laver du herinde i Fredericksburg?"

April drejede sig og så på ham. Han var en fyr, der så rimelig godt ud med pluskæbe, skægstubbe og tykt hår. Han smilede.

"Skole," sagde April.

"Et sommerkursus?" Spurgte manden.

"Ja," sagde April. Hun ville ikke fortælle ham, at hun havde besluttet at pjække fra timerne. Det var ikke, fordi han lignede den slags fyr, der ikke forstod det. Han virkede ret cool. Måske ville han endda finde det morsomt at hjælpe hende med at trodse forældrenes autoritet. Men det var alligevel bedst at ikke tage nogen chancer.

Mandens smil blev lidt drilsk.

"Så hvad synes din mor om, at du blaffer?" Spurgte han.

April blev rød i hovedet af forlegenhed.

"Åh, det har hun det fint med," sagde hun.

Manden lo. Det var ikke en særlig behagelig lyd. Og der skete noget i April. Han havde spurgt, hvad hendes mor syntes, ikke hvad hendes forældre syntes. Hvad fik ham til at sige det på den måde?

Der var temmelig meget trafik tæt ved skolen på dette tidspunkt af morgenen. Det ville tage et stykke tid at komme hjem. April håbede ikke, at manden ville tale hele vejen. Det kunne blive en virkelig akavet samtale.

Men efter de havde kørt forbi et par boligblokke i tavshed, følte April sig endnu mere ubehageligt til mode. Manden var stoppet med at smile, og hans udtryk virkede temmelig dystert. Hun bemærkede, at alle døre var låst. Hun pillede diskret ved knappen i vinduet i passagersiden. Den var ikke til at få op.

Bilen standsede bag en bilkø og ventede på, at lyset skulle skifte til grønt. Manden tændte det venstre blinklys. April blev grebet af en pludselig panikangst.

"Øh… vi skal ligeud her," sagde hun.

Manden sagde intet. Havde han ikke hørt hende? Af en eller anden grund kunne hun ikke få sig selv til at sige det igen. Desuden planlagde han måske at køre en anden vej. Men nej, hun kunne ikke forestille sig, hvordan han skulle kunne køre hende hjem en anden vej.

April spekulerede på, hvad hun skal gøre. Skulle hun skrige om hjælp? Ville nogen høre hende? Og hvad hvis manden ikke havde hørt, hvad hun sagde? Betød det slet ikke noget? Det hele ville være forfærdeligt pinligt.

Så opdagede hun en velkendt fyr slentre henad fortovet med rygsækken slynget over skulderen. Det var Brian, som hun var en slags kæreste med for tiden. Hun bankede højlydt på bilruden.

Hun gispede lettet, da Brian vendte sig rundt og fik øje på hende.

"Vil du have med?" mimede hun til Brian.

Brian smilede og nikkede.

"Åh, det er min kæreste," sagde April. "Kan vi stoppe og samle ham op, tak? Han er alligevel på vej hjem til mig."

Det var en løgn. April havde virkelig ingen idé om, hvor Brian var på vej. Manden skulede og gryntede. Han brød sig slet ikke om det. Ville han stoppe? Aprils hjerte hamrede vildt.

Brian talte i mobiltelefon, imens han stod på fortovet og ventede. Men han kiggede direkte på bilen, og April var sikker på, at han kunne se føreren temmelig tydeligt. Hun var glad for at have et potentielt vidne, hvis manden havde noget grimt i tankerne.

Manden studerede Brian, og han så tydeligt, at han talte i mobiltelefon og kiggede direkte på ham.

Uden at sige et ord låste manden bildørene op. April signalerede, at Brian skulle sætte sig ind på bagsædet, så han åbnede bildøren og sprang ind. Han lukkede bildøren, ligesom lyssignalet skiftede, og bilerne begyndte at køre igen.

"Tak for turen," sagde Brian i et lyst tonefald.

Manden sagde slet ikke noget. Han fortsatte med at køre.

"Han kører os hjem til mig, Brian," sagde April.

"Fantastisk," svarede Brian.

April følte sig på sikker grund nu. Hvis manden virkelig havde dårlige intentioner, ville han bestemt ikke bortføre både hende og Brian. Han ville helt sikkert køre dem direkte til mors hus.

April spekulerede på, om hun skulle fortælle sin mor om manden og hendes mistanker om ham. Men nej, så var hun nødt til at fortælle, at hun havde pjækket fra timerne og blaffet hjem. Mor ville give hende stuearrest for evigt.

Desuden kunne chaufføren ikke være Peterson, tænkte hun.

Peterson var en psykotisk morder og ikke en almindelig mand, der kørte i bil.

Og Peterson var trods alt død.

Brent Merediths anspændte og dystre ansigtsudtryk fortalte Riley, at han overhovedet ikke brød sig om hendes forslag.

"Det er en åbenlys sag for mig," sagde hun. "Jeg har mere erfaring end nogen anden med den slags forskruet seriemorder."

Hun havde netop beskrevet opkaldet fra Reedsport, og Merediths kæbe var spændt hele tiden.

Efter lang tids tavshed sukkede Meredith endelig.

"Du får min tilladelse," sagde han modstræbende.

Riley drog et lettelsens suk.

"Tak, chef," sagde hun.

"Du skal ikke takke mig," brummede han. "Jeg siger ja i modstrid med min sunde fornuft. Jeg indvilliger kun, fordi du har de specielle færdigheder til at klare denne sag. Din oplevelse med den slags morder er unik. Jeg sørger for, at du får en partner."

Riley følte sig modløs. Hun vidste, at det ikke var muligt lige nu at samarbejde med Bill, men hun spekulerede på, om Meredith vidste, hvorfor der var spændinger imellem de to tidligere partnere. Hun tænkte, at det nok var sandsynligt, at Bill simpelthen havde fortalt Meredith, at han helst ville arbejde i nærheden af sit hjem for tiden.

"Men, chef…" begyndte hun.

"Ikke noget ’men’," sagde Meredith. "Og ikke flere narrestreger med at lege den ensomme ulv. Det er ikke klogt, og det er imod vores regler. Du er næsten blevet dræbt mere end én gang. Regler er regler. Og jeg bryder flere regler nu, når jeg ikke straks sender dig på sygeorlov efter den seneste episode."

"Ja, chef," sagde Riley stille.

Meredith gnubbede sin hage, imens han åbenlyst overvejede alle muligheder. Så sagde han: "Agent Vargas bliver din partner."

"Lucy Vargas?" spurgte Riley.

Meredith nikkede. Riley brød sig ikke om idéen.

"Hun var med på holdet, der dukkede op i mit hus i går aftes," sagde Riley. "Hun gjorde et godt indtryk, og jeg kan godt lide hende – men hun er for grøn. Jeg er vant til at arbejde sammen med mere erfarne folk."

Meredith smilede bredt. "Hun fik topkarakterer på akademiet. Og ja, hun er ung. Det er sjældent, at de nyuddannede fra akademiet bliver godkendt til at arbejde i Enhedsadfærdsanalysen. Men hun er virkelig meget dygtig. Hun er klar til at få erfaring på området."

Riley vidste, at hun ikke havde noget valg.

Meredith fortsatte: "Hvor hurtig kan du være klar til at tage af sted?"

Riley tænkte de nødvendige forberedelser igennem. Det stod først på prioriteringslisten, at hun måtte tale med sin datter. Og hvad ellers? Hendes rejsesæt var ikke her på hendes kontor. Hun skulle køre til Fredericksburg, stoppe derhjemme og så sørge for, at April kunne bo hos sin far og derefter køre tilbage til Quantico.

"Giv mig tre timer," sagde hun.

"Jeg ringer efter et fly," sagde Meredith. "Jeg vil underrette politichefen i Reedsport om, at vi har et team på vej. Vær på flypladsen om nøjagtigt tre timer. Hvis du kommer for sent, falder der brænde ned."

Riley rejste sig nervøst fra stolen.

"Forstået, chef" sagde hun. Hun var næsten ved at takke ham igen, men huskede så hans befaling om ikke at gøre det. Hun forlod hans kontor uden flere ord.

Riley ankom til sit hjem i løbet af en halv time og parkerede lige udenfor hoveddøren. Hun var nødt til at få fat på sit rejsesæt, der var en lille kuffert, som hun altid havde pakket med toiletartikler, en badekåbe og skiftetøj. Hun var nødt til at hente det meget hurtigt og derefter køre ind til byen, hvor hun ville forklare tingene til April og Ryan. Hun så på ingen måde frem til den del af det, men hun var nødt til at være sikker på, at April var i sikkerhed.