Blake Pierce - Kidnappet

Et fotografi dukkede op på Rileys computerskærm. Det viste, hvad der så ud til at være et kvindelig, som hang fra en kæde over et togskinnespor. Liget var viklet ind i rigtig mange kæder, og det var underligt klædt på.

"Hvad er det, offeret har på?" Spurgte Riley.

"En spændetrøje," sagde Alford.

Riley blev forskrækket. Da hun kiggede nærmere på fotografiet, kunne hun se, at det var sandt. Derefter forsvandt billedet, og Riley sad ansigt til ansigt med Alford igen.

"Alford, jeg værdsætter dit opkald. Men hvad får dig til at tro, at dette er en sag for FBI?"

"Fordi nøjagtig den samme ting skete her i nærheden for fem år siden," sagde Alford.

Der dukkede et billede op på skærmen af et andet kvindelig. Også hun var viklet ind i kæder og bundet fast i en spændetrøje.

"Dengang var det en deltidsfængselsmedarbejder, Marla Blainey. Metoden var den samme – bortset fra at hendes lig blev smidt på flodbredden og ikke hængt op."

Alfords ansigt dukkede frem igen.

"Denne gang var det Rosemary Pickens, en lokal sygeplejerske," sagde han. "Ingen kan forestille sig et motiv for at dræbe nogen af kvinderne. De var meget vellidte begge to."

Alford så træt ud og rystede på hovedet.

"Agent Paige, mine ansatte og jeg er virkelig på dybt vand her. Det nye drab må enten være en seriemorder eller en copycat. Problemet er, at ingen af disse to typer giver nogen mening. Vi har ikke normalt den slags problemer i Reedsport. Det er kun en lille turistby ved Hudsonfloden med en befolkning på omkring syv tusinde. Nogle gange er vi nødt til at stoppe en slåskamp eller fiske en turist op ad floden. Men værre bliver tingene normalt ikke her."

Riley tænkte over det. Det lignede faktisk en sag for FBI. Hun burde faktisk henvise Alford direkte til Meredith.

Men da Riley kiggede hen mod Merediths kontor, så hun, at han ikke var tilbage endnu. Hun blev nødt til at advare ham om dette senere. I mellemtiden kunne hun måske hjælpe lidt.

"Hvad var dødsårsagerne?" spurgte hun.

"Halsen blev skåret over på dem begge to."

Riley forsøgte ikke at vise sin overraskelse. Kvælning og et hårdt slag var langt mere almindeligt end en overskåret hals.

Dette lod til at være en meget usædvanlig morder. Alligevel var det den type psykopater, Riley kendte godt. Hun var specialiseret i netop sådanne tilfælde. Det var en skam, at hun ikke kunne bruge sine færdigheder i denne sag. I kølvandet på hendes seneste traume, ville hun ikke få opgaven.

"Har I taget liget ned?" spurgte Riley.

"Ikke endnu," sagde Alford. "Hun hænger der stadigvæk."

"Så lad være. Lad det blive hængende. Vent, indtil vores agenter ankommer."

Alford så ikke glad ud.

"Agent Paige, det bliver en svær ordre at efterleve. Det er lige ved siden af togskinnerne, og det kan ses fra floden. Og byen har ikke brug for den slags for reklame. Jeg er meget under pres for at fjerne liget."

"Lad det hænge," sagde Riley. "Jeg ved, at det ikke er let, men det er vigtigt. Det bliver ikke længe, du skal vente. Vi sender agenter derhen i eftermiddag."

Alford nikkede og indvilligede.

"Har du flere fotos af det seneste offer?" spurgte Riley. "Nogle nærbilleder?"

"Ja, her er de."

Riley kiggede på en serie af detaljerede fotos af liget. De lokale politimænd havde gjort et godt stykke arbejde. Billederne viste, hvor tæt og detaljeret kæderne var viklet omkring liget.

Endelig kom en nærbillede af offerets ansigt.

Riley følte det, som om hendes hjerte sprang op i halsen. Offerets øjne bulede ud, og hendes mund var blevet kneblet med en kæde. Men det var ikke det, der chokerede Riley mest.

Det var, at kvinden mindede meget om Marie. Hun var ældre og tungere, men alligevel ville Marie måske være kommet til at se sådan ud, hvis hun havde levet et årti længere. Billedet ramte Riley som et følelsesmæssigt knytnæveslag i maven. Det var, som om Marie råbte efter hende og krævede, at hun fangede denne morder.

Hun vidste, at hun var nødt til at tage denne sag.

Peterson kørte af sted, ikke for hurtigt, ikke for langsomt og følte sig godt tilpas, nu hvor han igen havde pigen inden for sit synsfelt. Endelig havde han fundet hende. Det var Rileys datter, og hun gik alene til skole uden nogen som helst anelse om, at han forfulgte hende, og at han snart ville gøre en ende på hendes liv.

Imens hans kiggede, standsede hun pludselig og vendte sig rundt, som om hun havde mistanke om, at nogen overvågede hende. Hun stod der nærmest ubeslutsomt. Et par andre studerende passerede hende og smuttede ind i bygningen.

Han fulgte efter i bilen og ventede på at se, hvad hun nu ville gøre.

Pigen var ikke vigtig for ham. Hendes mor var det sande mål for hans hævn. Hendes mor havde modarbejdet ham, og hun måtte betale prisen. Det havde hun allerede på en måde – for det var trods alt ham, der havde drevet Marie Sayles til selvmord. Men nu ville han også tage datteren fra hende, som var det vigtigste for hende.

Til hans store glæde vendte pigen om og begyndte at gå væk fra skolen. Tilsyneladende havde hun besluttet sig for ikke at deltage i undervisningen i dag. Hans hjerte hamrede – han ville slå til. Men han kunne ikke. Ikke endnu. Han sagde til sig selv, at han måtte være tålmodig. Der var andre mennesker på gaden.

Peterson kørte videre rundt om en boligblok og tvang sig selv til at være tålmodig. Han undertrykte et smil over den glæde, som ville komme. Med det, han havde planlagt for Rileys datter, ville Riley komme til at lide på måder, hun ikke kunne forestille sig. Pigen lignede meget sin mor, selvom hun stadig var ranglet og kejtet. Det ville gøre det ekstra tilfredsstillende.

Imens han kredsede rundt, så han, at pigen gik hurtigt henad gaden. Han holdt ind til fortovskanten og kiggede på hende i et par minutter, indtil det gik op for ham, at hun gik en vej, der førte ud af byen. Hvis hun skulle gå alene hjem, kunne dette muligvis være det perfekte øjeblik at fange hende.

Hans hjerte hamrede forventningsfuldt, og imens han nød den dejlige forventningens glæde, kørte Peterson rundt om endnu en boligblok med sin bil.

Peterson vidste, at folk var nødt til at lære at udsætte visse fornøjelser og vente til det helt rigtige tidspunkt. Forsinket tilfredsstillelse gjorde alting mere behageligt. Det havde han lært efter at have svælget i skøn grusomhed i årevis.

Der er meget at se frem til, tænkte han tilfreds.

Da han kom tilbage og så hende igen, lo Peterson højt. Hun blaffede! Heldet tilsmilede ham i dag. Der var en højere mening med, at hun skulle dø.

Han kørte bilen op på siden af hende og sendte hende sit mest venlige smil.

"Vil du have et lift?"

Pigen smilede bredt tilbage. "Tak. Det ville være rart."

"Hvor skal du hen?" spurgte han.

"Jeg bor lidt uden for byen."

Pigen gav ham adressen.

Han sagde: "Jeg kører lige forbi. Hop ind."

Pigen satte sig ind på forsædet. Med yderligere tilfredshed bemærkede han, at hun endda havde sin mors nøddebrune øjne.

Peterson trykkede på knappen, der låste døre og vinduer. På grund af klimaanlæggets rolige summen bemærkede pigen ingenting.

April følte et behageligt adrenalinsus, da hun spændte sikkerhedsselen. Hun havde aldrig blaffet før. Hendes mor ville blive meget vred, hvis hun fandt ud af det.

Selvfølgelig fortjente hendes mor det, mente April. Det var virkelig tarveligt at tvinge hende til at overnatte hos far i går aftes – og alt sammen på grund af en skør idé om, at Peterson havde været i deres hjem. Det var ikke sandt, og det vidste April godt. De to agenter, der havde kørt hende hjem til fars hus, havde sagt det. Ud fra hvad de sagde til hinanden, lød det næsten, som om hele FBI troede, at mor var en smule skør.