Blake Pierce - Kidnappet

Havde hendes forfølger befundet sig i huset hele tiden? Efter hun og April kom hjem, havde de to snakket og set tv til sent om natten. Så var April gået i seng. I et lille hus som hendes ville det kræve stor forsigtighed og omhu at holde sig skjult. Men hun kunne ikke afvise, at det var muligt

Så blev hun grebet af en ny frygt.

April!

Riley snuppede lommelygten, som lå på natbordet. Med pistolen i højre hånd og lommelygten i venstre hånd trådte hun ud af soveværelset og tændte lys i entréen. Da hun ikke kunne høre, at noget var galt, gik hun hurtigt hen til Aprils værelse og skubbede døren op. Værelset var mørkt. Riley tændte lyset.

Datteren lå allerede i sengen.

"Hvad er der, mor?" spurgte April og blinkede overrasket.

Riley trådte ind i soveværelset.

"Stå ikke ud af sengen," sagde hun. "Bliv liggende, hvor du er."

"Mor, du gør mig bange," sagde April med rystende stemme.

Det var helt fint med Riley. Hun var selv meget bange, og hendes datter havde al mulig grund til at være lige så bange, som hun selv var. Hun gik hen til Aprils garderobeskab og skyndte sig at lyse rundt derinde med lommelygten, men der var ingen. Der var heller ingen under Aprils seng.

Hvad skulle hun gøre nu? Hun var nødt til at tjekke hver en krog og hvert et hjørne i resten af huset.

Riley vidste, hvad hendes tidligere arbejdskollega, Bill Jeffreys, ville sige.

Riley, for pokker. Ring efter hjælp.

Hendes mangeårige vane med at ville klare alting selv havde altid irriteret Bill. Men denne gang ville hun følge hans råd. Med April i huset turde Riley ikke tage nogen chancer.

"Tag en badekåbe på og nogle sko," sagde hun til sin datter. "Men gå ikke ud af værelset – endnu ikke."

Riley gik tilbage til soveværelset og tog mobilen på natbordet. Hun trykkede automatisk opkald til Enhedsadfærdsanalysen. Så snart hun hørte en stemme på linjen, hviskede hun: "Det er specialagent Riley Paige. Nogen er brudt ind i mit hjem. Han er her muligvis stadigvæk. Jeg har brug for hjælp hurtigt."Hun tænkte et øjeblik og tilføjede derefter: " Og send et hold teknikere."

"Vi er på vej," lød svaret.

Riley afsluttede telefonopkaldet og gik ud i entréen igen. Lyset var slukket i huset, bortset fra i de to soveværelser og entréen. Han kunne lure hvor som helst og vente på at angribe. Denne mand havde allerede taget hende til fange én gang før, og hun var næsten død i hans fangenskab.

Riley tændte lys, imens hun gik og holdt sin pistol klar, og hun bevægede sig hurtigt gennem huset. Hun sigtede med lyset fra lommelygte ind i ethvert skab og alle mørke hjørner.

Til sidst kiggede hun op mod loftet i entréen. Lemmen over hende førte op på loftet ved hjælp af en trappestige, som kunne trækkes ned. Turde hun klatre derop for at kigge efter?

I det øjeblik hørte Riley politisirener. Lyden fik hende til at drage et lettelsens suk. FBI havde tilsyneladende tilkaldt det lokale politi, fordi Enhedsadfærdsanalysen lå mere end en halv times kørsel væk.

Hun gik ind i soveværelse og tog et par sko og en badekåbe på og vendte derefter tilbage til Aprils værelse.

"Kom med mig," sagde hun. "Hold dig tæt til mig."

Riley, der stadig holdt sin pistol, lagde sin venstre arm omkring Aprils skuldre. Den stakkels pige skælvede af frygt. Riley førte April ud til hoveddøren og åbnede den, samtidig med, at adskillige uniformerede politibetjente kom og løbende op på fortovet.

Lederen af politistyrken trådte ind i huset med sin pistol trukket.

"Hvad er problemet?" Spurgte han.

"Der var nogen i huset," sagde Riley. "Han er her måske stadigvæk."

Han kiggede utilpas på pistolen i hendes hånd.

"Jeg er ansat hos FBI," sagde Riley. "FBI-agenterne kommer snart. Jeg har allerede undersøgt i huset, bortset fra loftet." Hun pegede derop. "Der er en dør i loftet i entréen."

Lederen af politistyrken råbte: "Bowers, Wright, kom herind og tjek loftet! Resten af jer leder udenfor, bagved og foran!"

Bowers og Wright gik direkte ind i entréen og trak stigen ned. Begge trak deres våben. Den ene ventede ved foden af stigen, imens den anden klatrede op og lyste rundt med lommelygten, hvorefter han forsvandt op på loftet.

Kort efter råbte han: "Her er ingen!"

Riley ønskede at føle sig lettet. Men sandheden var, at hun ønskede, at Peterson havde været deroppe. Så kunne han være blevet arresteret med det samme – eller endnu bedre – skudt. Hun var helt sikker på, at han ikke ville dukke op i forhaven eller baghaven.

"Har du en kælder?" spurgte lederen af politistyrken.

"Nej, kun en krybekælder," sagde Riley.

Han råbte ud til sine folk: "Benson, Pratt, tjek under huset!"

April holdt stadig fast i sin mor, som gjaldt det livet.

"Hvad sker der, mor?" spurgte hun.

Riley tøvede. I årevis har hun undladt at fortælle April den grimme sandhed om sit arbejde. Men hun havde for nylig indset, at hun havde været alt for beskyttende. Så hun havde fortalt April om sit traumatiske fangenskab hos Peterson – eller i det mindste så meget, som hun troede, datteren kunne klare at høre. Hun ville også gerne slippe sin tvivl om, hvorvidt manden virkelig var død.

Men hvad skulle hun sige til April nu? Hun tøvede.

Før Riley kunne nå at forklare noget, sagde April: "Det er Peterson, ikke?"

Riley omfavnede sin datter hårdt. Hun nikkede tilbage og forsøgte at skjule de rystelser, som løb gennem hendes krop.

"Han er stadig i live."

En time senere var Rileys hus fyldt med folk iført uniformer eller FBI-skilte. Tungt bevæbnede FBI-agenter og et hold bevisteknikere sammen med det lokale politi.

"Put småstenene på sengen i plastikposer," råbte Craig Huang. "De skal undersøges for fingeraftryk eller DNA."

Først var Riley ikke blevet glad for at se, at Huang var leder af politistyrken. Han var meget ung, og hun havde ikke tidligere haft gode erfaringer med at samarbejde med ham. Men nu kunne hun se, at han var en dygtig leder for holdet. Huang voksede med sit job.

Bevisteknikerne var allerede i gang med at finkæmme hver en centimeter af huset på jagt efter fingeraftryk. Andre agenter var forsvundet i mørket bagved huset og forsøgte at finde spor efter køretøjer eller antydningen af en sti gennem skoven. Nu hvor tingene så ud til at køre, trak Huang Riley væk fra de andre og ind i køkkenet. Han og Riley satte sig ved bordet. April satte sig sammen med dem, og hun var stadig meget rystet.

"Nå, hvad tror du?" spurgte Huang henvendt til Riley. "Er der nogen chance for, at vi finder ham?"

Riley sukkede modløst.

"Nej, jeg er bange for, at han forlængst er væk. Han må have været her tidligere på aften, før min datter og jeg kom hjem."

Netop da kom en Kevlar-klædt kvindelig agent ind fra bagsiden af huset. Hun havde mørkt hår, mørke øjne og mørk hud, og hun så endnu yngre ud end Huang.

"Agent Huang, jeg fandt noget," sagde kvinden. "Ridser på låsen til bagdøren. Det ser ud som nogen har dirket den op."

"Godt arbejde, Vargas," sagde Huang. "Så ved vi, hvordan han kom ind. Kan du blive her lidt hos Riley og hendes datter?"

Den unge kvindes ansigt lyste op af glæde.

"Det vil jeg gerne," sagde hun.

Hun satte sig ved bordet, og Huang forlod køkkenet og gik ud til de andre.

"Jeg er agent María de la Luz Vargas Ramírez," smilede hun. "Jeg ved, det er et langt navn. Sådan er det med os mexicanere. Folk kalder mig Lucy Vargas."

"Jeg er glad for, at du er her, agent Vargas," sagde Riley.

"Bare kald mig Lucy."

Den unge kvinde tav et øjeblik og stirrede på Riley. Til sidst sagde hun: "Agent Paige, jeg håber ikke, jeg rammer forbi ved at sige dette, men… det er virkelig en ære at møde dig. Jeg har fulgt dit arbejde lige siden jeg var under uddannelse. Du har udført et helt fantastisk stykke arbejde."