Blake Pierce - Kidnappet

"Godt arbejde med Dukke-dræberen," sagde en ung agent.

Der gik et par sekunder, før Riley forstod, hvad han mente. Så gik det op for hende, at ’Dukke-dræberen’ måtte være øgenavnet for Dirk Monroe, den psykopat, hun lige havde skudt. Navnet gav mening.

Riley bemærkede også, at nogle af ansigterne kiggede varsomt på hende. De havde uden tvivl hørt om hændelsen i hendes hus i går aftes, da et helt hold FBI-agenter var kørt hjem til hende som forstærkning efter hendes hektiske opringning. De spekulerer sandsynligvis på, om hun er rigtig klog, tænkte hun. Så vidt hun vidste, var der absolut ingen andre hos FBI, der troede på, at Peterson stadig var i live.

Riley standsede foran Sam Flores’ skrivebord. Han var en laboratorietekniker med sortindfattede brilleglas, som arbejdede hårdt ved sin computer.

"Hvilke nyheder har du til mig, Sam?" Spurgte Riley.

Sam kiggede op på hende fra skærmen.

"Du mener om indbruddet, ikke? Jeg kigger lige nu på nogle foreløbige rapporter. Jeg er bange for, at der ikke er meget at komme efter. Laboratorieteknikerne fandt ikke noget på småstenene – intet DNA eller fibre. Heller ingen fingeraftryk."

Riley sukkede modløst.

"Giv mig besked, hvis noget ændrer sig," sagde hun og klappede Flores på ryggen.

"Det skal du ikke regne med," sagde Flores.

Riley fortsatte til det arbejdsområde, som senioragenterne var fælles om. Da hun gik forbi de små kontorer med glasvægge, så hun, at Bill ikke var der. Det var faktisk en lettelse, men hun vidste, at hun før eller siden skulle løsne op for den kejtede stemning imellem dem.

Da hun gik ind på sit eget pæne, velorganiserede kontor, bemærkede Riley straks, at hun havde modtaget en telefonbesked. Det var fra Mike Nevins, psykiater hos D.C. Retsmedicinsk, som undertiden var konsulent i sager hos Enhedsadfærdsanalysen. I årenes løb havde han været en bemærkelsesværdig kilde til indsigt for hende, og ikke kun i bestemte sager. Mike havde hjulpet Riley igennem hendes egen PTSD, efter at Peterson havde fanget og tortureret hende. Hun vidste, at han ringede for at høre, hvordan det gik, som han ofte gjorde.

Hun var lige ved at ringe tilbage til ham, da specialagent Brent Merediths brede skikkelse dukkede op i døråbningen. Afdelingschefens sorte, kantede træk antydede hans hårde ikke-noget-pis personlighed. Riley følte sig lettet ved synet af ham og blev altid beroliget af hans tilstedeværelse.

"Velkommen tilbage, agent Paige," sagde han.

Riley rejste sig og gav ham hånden. "Tak, chef."

"Jeg hører, at du havde endnu et lille eventyr i går aftes. Jeg håber du har det godt."

"Jeg har det fint tak."

Meredith kiggede på hende med omsorgsfuld bekymring, og Riley vidste, at han prøvede at vurdere, og hun var i stand til at arbejde.

"Vil du med hen til kantinen og have noget kaffe?" Spurgte han.

"Tak, men der er nogle sagsmapper, jeg virkelig er nødt til at gennemgå. På et andet tidspunkt."

Meredith nikkede og sagde intet. Riley vidste, at han ventede på, at hun skulle tale. Han havde uden tvivl også hørt, at hun troede, at det var Peterson, som var brudt ind i hendes hus. Han gav hende en chance for at fortælle sin version. Men hun var sikker på, at Meredith ikke ville være mere tilbøjelig end nogen anden til at tro på, at det var Peterson.

"Nå, jeg må hellere gå," sagde han. "Sig til, når du er klar til kaffe eller frokost."

"Ja, det vil jeg."

Meredith tav et øjeblik og vendte sig så mod Riley.

Langsomt og omhyggeligt sagde han: "Vær forsigtig, agent Paige."

Riley forstod godt meningen med disse ord. For ikke længe siden havde en anden chef hos FBI suspenderet hende for ulydighed. Hun var blevet genansat, men hendes job hang muligvis stadig i en tynd tråd. Riley oplevede, at Meredith gav hende en venskabelig advarsel. Han ønskede ikke, at hun foretage sig noget, som bragte hende i fare. Og at skabe en masse ballade om Peterson nu, kunne give hende problemer med dem, som mente, at sagen afsluttet.

Så snart hun var alene, gik Riley hen til sit arkivskab og trak den tykke mappe med Peterson-sagen ud. Hun åbnede den på sit skrivebord og bladrede den igennem for at genopfriske sin hukommelse vedrørende sin ærkefjende. Hun fandt ikke meget, der var brugbart.

Sandheden var, at manden forblev en gåde. Der havde ikke engang været optegnelser over hans eksistens, før Bill og Riley endelig fandt ham. Peterson var måske ikke engang hans rigtige navn, og de havde fundet flere forskellige fornavne, der angiveligt var forbundet med ham.

Da Riley kiggede sagsmappen igennem, stødte hun på fotografier af hans ofre – kvinder, der var blevet fundet i grave. De havde alle brandsår, og dødsårsagen havde været kvælning. Riley gøs ved tanken om de store, magtfulde hænder, der havde fanget hende og spærret hende inde som et dyr.

Ingen vidste, hvor mange kvinder han havde dræbt. Der fandtes måske mange flere lig endnu, der ikke var blevet fundet. Og indtil Marie og Riley var blevet fanget og var undsluppet igen, så de kunne fortælle om det, var der ingen, som vidste, at han kunne lide at torturere kvinder i mørket med en propanbrænder. Og ingen andre var tilbøjelige til at tro, at Peterson stadig levede.

Det hele gik hende virkelig på. Riley var kendt for sin evne til at trænge ind i mordernes sind – en evne, der undertiden skræmte hende. Alligevel havde hun aldrig været i stand til at trænge ind i Petersons sind. Og lige nu følte hun, at hun forstod ham endnu mindre.

Riley havde aldrig oplevet ham som en psykopat, der planlagde alting på forhånd. Det faktum, at han efterlod sine ofre i lave grave antydede det modsatte. Han var ingen perfektionist. Alligevel var han omhyggelig nok til ikke at efterlade sig spor. Manden var virkelig et paradoks.

Hun huskede på noget, som Marie havde sagt til hende kort før sit selvmord…

"Måske er han som et spøgelse, Riley. Måske var det, hvad der skete, da du sprængte ham i stykker. Du dræbte hans krop, men du dræbte ikke hans ondskab."

Han var ikke et spøgelse, vidste Riley. Hun var sikker – mere sikker end nogensinde – på, at han var derude, og at hun var hans næste offer. Alligevel kunne han lige så godt være et spøgelse for hende. Bortset fra hendes selv, så troede ingen på, at han eksisterede.

"Hvor er du, din djævel?" hviskede hun højt.

Hun anede det ikke, og hun havde ingen måde at finde ud af det på. Hun havde intet andet valg end at slippe det hele nu. Hun lukkede sagsmappen og lagde den tilbage på sin plads i arkivskabet.

Så ringede hendes kontortelefon. Hun så, at opkaldet kom igennem på en linje, der var fælles for alle specialagenter. Det var den linje, som anvendt brugt til at videresende passende opkald til agenter. Som hovedregel ville den agent, der først tog et sådant opkald, tage sagen.

Riley kiggede rundt på de andre kontorer. Der var ingen andre i øjeblikket. De andre agenter var enten til pause eller ude af huset for at arbejde på andre sager. Riley besvarede telefonopkaldet.

"Specialagent Riley Paige. Hvad kan jeg hjælpe med?"

Stemmen i røret lød stresset.

"Agent Paige, det er Raymond Alford, politichef i Reedsport, New York. Vi har et stort problem. Vil det være ok, hvis vi taler sammen via videochat? Jeg tror måske, jeg så kan forklare det bedre. Og jeg har nogle billeder, som du bedre kan se."

Rileys nysgerrighed blev vakt. "Naturligvis," sagde hun. Hun gav Alford sine kontaktoplysninger. Et øjeblik senere talte hun ansigt til ansigt med ham. Han var en slank, skaldet mand, der var godt oppe i årene. Lige nu virkede hans ansigtsudtryk bekymret og træt.

"Der skete et mord her i går aftes," fortalte Alford hende. "Et rigtig grimt et af slagsen. Nu skal du se."