Andy Weir - The Martian

”Det vil sige, at medregnet MMU’ens hastighed, skal vi have skibet til at bevæge sig tyve meter per sekund eller derunder i forhold til hans hastighed.”

”Dertil kommer, at opsamling skal finde sted indenfor tohundrede og fjorten meter,” sagde Beck. ”Snæver fejlmargin.”

”Vi har rigeligt spillerum,” sagde Lewis. ”Opsendelse vil finde sted to og halvtreds minutter før mødet, og det tager tolv minutter. Så snart Marks Trin 2 motor slår fra, kender vi vores mødepunkt og hastighed. Hvis det ikke passer os, har vi fyrre minutter til at korrigere. Vores motors to milimeter per sekund virker måske ikke af meget, men på fyrre minutter får den rykket os cirka 5,7 kilometer.”

”Godt,” sagde Beck. ”Og to hundrede og fjorten meter er i sig selv ikke så svær en grænse at arbejde indenfor.”

”Jo, det er,” sagde Lewis.

”Hør lige,” sagde Beck. ”Jeg ved godt, at jeg ikke bør gå ud uden at være spændt fast, men uden min line, kunne jeg nå pænt langt derud —”

”Det er udelukket,” sagde Lewis.

”Men vi kunne fordoble eller tredoble vores rækkevidde til opsamling indenfor sikkerhedsgrænsen —”

”Så taler vi ikke mere om det,” sagde Lewis skarpt.

”Javel, kaptajn.”

LOG NOTAT: SOL 526

Ikke mange kan sige, at de har vandaliseret et rumskib til tre milliarder dollars, men jeg er én af dem.

Jeg har hevet uundværligt hardware ud af alle stationer i MAV’en. Det er rart at vide, at min opsendelse til orbital kurs ikke vil blive hæmmet af irriterende backup-systemer.

Jeg begyndte med at fjerne de små ting. Dernæst kom de ting, jeg kunne skille ad, som for eksempel besætningens flyvesæder, adskillige backup-systemer samt kontrolpaneler.

Jeg improviserer ikke her. Jeg følger de retningslinjer, NASA har sendt og som er udformet til at gøre tingene så lette som muligt. Somme tider savner jeg tiden, hvor jeg traf alle beslutningerne selv. Men så tager jeg mig sammen og erkender, at jeg absolut er bedre stillet med at en flok genier beslutter, hvad jeg skal gøre, i stedet for at improvisere mig frem på må og få.

Med jævne mellemrum tager jeg dragten på, og kravler ind i luftslusen med så meget ragelse, jeg kan få med, og smider det udenfor. Området omkring MAV’en ligner omgivelserne i Sanford and Son.

Jeg kender Sanfod and Son fra Lewis’ samling. Alvorligt talt, den kvinde bør søge hjælp til sit halvfjerdserproblem.

LOG NOTAT: SOL 529

Jeg laver vand om til raketbrændstof.

Det er lettere end man skulle tro.

At adskille hydrogen og oxygen kræver kun et par elektroder og lidt strøm. Problemet består i at opsamle hydrogenet. Jeg har intet udstyr til at trække hydrogen ud af luften med. Den atmosfæriske regulator ved ikke engang, hvordan det skal gøres. Sidste gang jeg måtte hive hydrogen ud af luften (dengang jeg lavede Hab’et om til en bombe), brændte jeg det, for at lave det om til vand. Det ville selvfølgelig være kontraproduktivt her.

Men NASA har tænkt det hele igennem og givet mig en proces at arbejde med. Først koblede jeg rovere og trailer fra hinanden. Dernæst, stadig iført min EVA-dragt, fjernede jeg trykket fra traileren og genfyldte den med ren oxygen til en fjerdedel atmosfære. Så åbnede jeg en plasticboks fuld af vand og lagde et par elektroder i det. Det var derfor, jeg skulle bruge atmosfæren. Uden den ville vandet bare begynde at koge med det samme, og så ville jeg stå der i al dampen.

Elektrolysen adskilte hydrogen og oxygen. Nu indeholdt traileren endnu mere oxygen og derudover hydrogen. Faktisk ret farligt.

Så fyrede jeg op for den atmosfæriske regulator. Jeg ved godt, jeg sagde, at den ikke genkender hydrogen, men oxygen kan den sagtens fjerne fra luften. Jeg brød alle sikkerhedsregler og satte den til at fjerne 100 procent af oxygenmængden. Da det var gjort, var der kun hydrogen tilbage i traileren. Det var derfor, jeg lagde ud med en atmosfære af ren oxygen, så regulatoren kunne udskille det senere.

Herefter satte jeg roverens luftsluse til at køre med inderdøren åben. Luftslusen troede, den evakuerede sig selv, mens den rent faktisk evakuerede hele traileren. Luften blev oplagret i luftslusens opbevaringstank. Og værsgo’, mine damer og herrer, en tank fuld af ren hydrogen.

Jeg slæbte luftslusens opbevaringstank hen til MAV’en og overførte indholdet til MAV’ens hydrogentanke. Jeg har sagt det mange gange før, men: Hurra for standardiserede ventilsystemer!

Til sidst fyrede jeg op for brændstofprocessoren, der gik i gang med at lave det ekstra brændstof, jeg skal bruge.

Jeg kommer til at køre processen adskillige flere gange, mens opstigningsdatoen nærmer sig. Jeg må endda til at elektrolysere min urin. Det skal nok give en herlig lugt i traileren.

Hvis jeg overlever dette, kan jeg sige til folk, at jeg pissede raket­brændstof.

(19:22) JOHANSSEN: Hej, Mark.

(19:23) MAV: Johanssen!? Vor herre på lokum! Lader de jer endelig tale direkte med mig?

(19:24) JOHANSSEN: Ja, NASA gav grønt lys for kommunikation for en time siden. Vi er kun 35 lyssekunder fra hinanden, så vi kan tale i næsten-realtid. Jeg har lige sat systemet op og afprøver det.

(19:24) MAV: Hvorfor tog det dem så længe, at lade os snakke?”

(19:25) JOHANSSEN: Psych-teamet var bekymrede for personlige konflikter.

(19:25) MAV: Hvad? Bare fordi, I forlod mig på en gudsforladt planet uden en chance for at overleve?

(19:26) JOHANSSEN. Sjovt. Du fyrer ikke den slags jokes af på Lewis.

(19:27) MAV: Forstået. Nå, men … Tak, fordi I kommer tilbage og henter mig.

(19:27) JOHANSSEN: Det er det mindste, vi kunne gøre. Hvordan går det med modifikationerne på MAV’en?

(19:28): MAV: Så langt, så godt. NASA har lagt mange tanker i procedurerne. Det fungerer. Det betyder ikke, at det er let. Jeg har brugt de sidste tre dage på at fjerne Panel 19 og fronvinduet. Selv i Mars-g er det noget tungt skrammel.

(19:29) JOHANSSEN: Når vi samler dig op, vil jeg give dig dit livs tur i sengen. Bered din krop.

(19:29) JOHANSSEN: Det var ikke mig, der skrev det. Det var Martinez! Jeg vendte mig bare fra skærmen i ti sekunder!

(19:29) MAV: Hvor har jeg dog savnet jer, gutter.

LOG NOTAT: SOL 543

Sådan … færdig?

Eller, det vil jeg da mene.

Jeg gjorde alt, hvad der stod på listen. MAV’en er klar til at flyve. Og om seks sole, er det netop, hvad den vil gøre. Håber jeg.

Måske vil den slet ikke røre sig ud af stedet. Jeg fjernede trods alt en motor. Der kan også være gået ged i en hel masse andre ting i løbet af processen. Der er ingen mulighed for at teste opstigningsfasen. Når man først antænder den, er den antændt.

Alt andet vil imidlertid gennemgå tests fra nu og til opstigning. Nogle bliver udført af mig, andre fjernstyret af NASA. De fortæller mig intet om odds og hvilken fejlmargin, der opereres med, men jeg gætter på, at det er den største i verdenshistorien. Yuri Gagarin havde et mere pålideligt og sikkert rumskib end jeg har.

Og sovjetiske rumskibe var dødsfælder.

”Godt så,” sagde Lewis. ”I morgen er den store dag.”

Besætningen svævede i Rec’et. De havde ophævet skibets rotation som forberedelse til den snarlige operation.

”Jeg er klar,” sagde Martinez. ”Johanssen smed alt, hvad hun havde i hovedet, på mig. Jeg gennemgik samtlige orbitale scenarier.”

”Med undtagelse af katastrofale fiaskoer,” korrigerede Johanssen.

”Ja, okay,” sagde Martinez. ”Der er ligesom ikke nogen mening med at simulere en opstigningseksplosion. Så er det bare sket.”

”Vogel,” sagde Lewis. ”Hvordan er vores kurs?”

”Den er perfekt,” sagde Vogel. ”Vi er indenfor en meter af den planlagte kurs og to centimeter per sekund af projekteret hastighed.”