Andy Weir - The Martian

Jeg spejdede østover mod Marth igen. Dernæst mod den vestlige horisont. Jeg måtte dreje mig rundt efter den retning, jeg ville se i. Sådan er det nu engang med en EVA-dragt.

I går passerede jeg et krater. Det ligger omtrent 50 kilometer vest for mig. Det kan lige nøjagtig ses i horisonten. Men når jeg vender mig mod øst, kan jeg ikke se nær så langt. Marth Crater er 110 kilometer henover midten, så jeg burde i det mindste kunne se kantens krumning ret tydeligt. Det kan jeg bare ikke.

Først vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle mene om det. Men manglen på symmetri generede mig. Jeg har af erfaring lært at være på vagt overfor alt. Pludselig gik en hel masse ting op for mig:

Den eneste forklaring på asymmetrisk sigtbarhed, er en støvstorm.

Støvstorme reducerer solcellernes effektivitet.

Mine solceller har stille og roligt mistet effektivitet gennem flere sole.

Ud fra det kan jeg konkludere følgende:

Jeg har bevæget mig gennem en støvstorm i flere sole.

Shit.

Ikke blot befinder jeg mig i en støvstorm, den vil også blive tættere i takt med, at jeg nærmer mig Schiaparelli. For nogle få timer siden var jeg bekymret for at skulle udenom Marth Crater. Nu er jeg tvunget til at bevæge mig udenom noget meget større.

Jeg bliver også nødt til at lette røven i en vis fart. Støvstorme bevæger sig. At stå stille betyder, at jeg risikerer at miste orienteringen. Men hvilken retning skal jeg vælge? Hvis jeg træffer det forkerte valg nu, må jeg æde støv og dø.

Jeg har ingen satellitbilleder til rådighed. Jeg har hverken mulighed for at afgøre stormens størrelse, form eller retning. Mand, jeg ville give alt for en fem minutters snak med NASA. Nu, hvor jeg tænker nærmere over det, må NASA være ved at skide grønne grise over at se, hvad der sker her.

Jeg har en tidsplan at overholde. Jeg er nødt til at regne ud, hvordan jeg regner ud, hvad jeg skal vide om stormen. Det skal ske lige nu.

Og lige nu er jeg fuldstændig blank.

Mindy traskede hen til sin computer. Hendes vagt begyndte klokken 14.10. Hendes vagtplan fulgte altid Mark Watneys skema. Hun sov, når han sov. Watney sov til gengæld, når det var nat på Mars, mens Mindy måtte skrue uret fyrre minutter frem hver dag og sætte mørklægningsgardiner op foran sine vinduer for overhovedet at få noget søvn.

Hun hentede de nyeste satellitbilleder ind. Hun hævede et øjenbryn. Han havde ikke rømmet lejren endnu. Han plejede ellers at køre tidligt om morgen, så snart det var lyst nok til at navigere. Han standsede først igen, når han kunne udnytte middagssolens maksimale styrke til opladning.

Men i dag havde han ikke flyttet sig, og det var langt op ad formiddagen.

Hun søgte omkring roveren og soveværelset for at finde en besked. Hun fandt den på det sædvanlige sted (nord for lejrpladsen). Hendes øjne blev større og større, mens hun læste morsekoden.

”STØVSTORM. LÆGGER PLAN.”

Hun fumlede med sin mobil og fik tastet Venkats private nummer.

LOG NOTAT: SOL 476

Jeg tror, jeg kan finde ud af det her.

Jeg befinder mig i udkanten af stormen. Jeg ved ikke, hvor stor den er, eller hvilken retning den tager. Men den bevæger sig, og det er noget, jeg kan drage fordel af. Jeg behøver ikke at strejfe omkring for at udforske den. Den kommer til mig.

Stormen er bare støv i luften; den udgør ingen fare for roverne. Jeg kan betragte den som ”procentvis strømtab.” I går tjekkede jeg strømproduktionen, som lå på 97 procent af det optimale. Lige nu er der altså tale om en 3 procents storm.

Jeg må se at bevæge mig videre fremad, og jeg må sørge for at regenerere oxygen. Det er mine to primære mål. Jeg bruger 20 procent af min disponible strøm til at genindvinde oxygen (når jeg gør holdt på Luft Dage). Hvis jeg ender i et område med 81 procent storm, er jeg virkelig i knibe. Det vil nemlig sige, at jeg vil løbe tør for oxygen, uanset om jeg ofrer al disponibel strøm til at producere det. Det er et fatalt scenarie. I virkeligheden bliver det nok fatalt længe før. Jeg skal bruge strøm til at komme fremad, hvis ikke jeg skal strande her indtil stormen er passeret. Det kan vare måneder.

Jo mere strøm, jeg frembringer, jo mere har jeg til kørsel. Med klar himmel bruger jeg 80 procent af min samlede strøm til kørsel. Hermed kan jeg tilbagelægge 90 kilometer per sol. Men lige nu, med et tab på 3 procent, får jeg 2,7 kilometer mindre end jeg burde.

Det er okay, at miste lidt af kørselsdistancen per sol. Jeg har rigelig tid, men jeg kan ikke tillade mig at komme for langt ind i stormen, for så finder jeg aldrig ud igen.

Jeg er som minimum nødt til at bevæge mig hurtigere end stormen. Hvis jeg kan det, vil jeg være i stand til at manøvrere udenom uden risiko for at blive fanget i den. Jeg må altså se at finde ud af, hvor hurtigt den bevæger sig.

Det kan jeg gøre ved at blive siddende her i en sol. Jeg kan sammenligne i morgenens watt-tælling med tællingen i dag. Så vil jeg vide, hvor hurtigt stormen bevæger sig, i hvert fald i forhold til informationsværdien af det procentvise strømtab.

Men jeg er også nødt til at kende stormens form.

Støvstorme er store. De kan dække tusindvis af kilometer på kryds og tværs. Når jeg nu ønsker at komme rundt om den, må jeg først vide, hvilken retning den bevæger sig i. Jeg vil gerne bevæge mig vinkelret i forhold til stormens fremfærd og helst i den retning, der er mindst påvirket.

Her er min plan:

Lige nu kan jeg køre 86 kilometer (fordi jeg ikke kunne få en fuld opladning i går). I morgen vil jeg efterlade en solcelle her og køre 40 kilometer stik syd. Der smider jeg endnu en solcelle og kører 40 kilometer længere stik syd. Det vil give mig tre referencepunkter over 80 kilometer.

Dagen efter vil jeg køre tilbage for at samle cellerne op og få mine data. Ved at sammenligne antal watt fra samme tid på dagen på disse tre lokationer, vil jeg kunne danne et billede af stormens form. Hvis stormen er tættere mod syd, vil jeg køre mod nord for at komme rundt om den. Hvis den er tættest mod nord, kører jeg sydover.

Jeg håber på at kunne køre mod syd. Schiaparelli ligger sydøst for mig. At skulle rejse nordover vil forlænge den samlede rejsetid voldsomt.

Der er et lille problem med min plan: Jeg har ingen mulighed for at ”journalføre” wattforbruget fra de forladte solceller. Jeg kan let følge og registrere wattforbrug med roverens computer, men her skal jeg bruge noget, jeg kan smide af og efterlade sammen med cellerne. Det duer ikke, at jeg aflæser efterhånden, som jeg når frem. Jeg vil have samtidige aflæsninger fra hvert af de forskellige steder.

Af den grund vil jeg bruge hele dagen på lidt gal videnskab. Jeg er nødt til at skrue et eller andet sammen, der kan notere wattforbrug. Noget jeg kan efterlade sammen med en enkelt solcelle.

Eftersom jeg alligevel ikke kommer ud af flækken i dag, vil jeg lade solcellerne ligge ude. Kan lige så godt få et fuldt opladet batteri ud af det.

LOG NOTAT: SOL 477

Det tog mig både i går og i dag, men jeg tror, jeg er klar til at tage måling på denne storm.

Jeg skulle finde på en metode til at notere tidspunkt og registrere energiniveau på hver solcelle. En af cellerne ville jeg tage med mig, mens de to andre skulle smides af og efterlades langt væk. Og løsningen blev den ekstra EVA-dragt, jeg tog med mig.

EVA-dragter har kameraer, der optager alt, hvad de ser. Der er integreret et på højre arm (eller den venstre, hvis astronauten er venstrehåndet) og et mere over visiret. Der er tidsangivelse brændt ind i nederste venstre hjørne af billedet, ligesom på de rystede hjemmevideoer far plejede at optage.