Gjellerup Karl - Minna

Da jeg atter sad paa den voxdugsbetrukne Bænk i det lille kvalmende Rum, havde tændt mig en Cigar og faaet et Glas Øl sat foran mig, kunde jeg ikke skjule for mig selv, at mit første Forsøg paa en Tilnærmelse egentlig ikke havde været synderlig snedigt, da en saa grundig Fjernelse var bleven dets umiddelbare Følge. En lidt dristigere Cavaler havde maaske faaet maget det saaledes, at man var enedes om Brugen af det meget lange Shawl, eller hvis det var utænkeligt, saa kunde den lille Pige være bleven sat ved Siden af mig og dækket til. Kort sagt, jeg havde baaret mig ad som en rigtig Dumrian, fandt jeg, og jeg ærgrede mig saa meget mere derover, som det forrige Opholdssted i og for sig var behageligere, og jeg mente allerede at spore Anlæg til Hovedpine.

Det gav et Stød, og vi laa stille. Ovenover slæbtes der med Kofferter og Kasser. Det var Pirna. Jeg saae ligegyldig ud paa Kjøbstadens Smaahuse med de mange grønne Træer og paa Kirkens høie, teltagtige Tegltag – og mindre følelsesløst paa dens Akropolis, Sonnenstein, tidligere en Fæstning og nu en stor Sindssygeanstalt. Canalettos Pensel har mangfoldige Gange forherliget dette Billed, men altid i bedre Belysning end det nu havde. Men som om Naturen vilde bøde paa denne Mangel, gled der netop nu et Solglimt over Slotsgavlen.

Nu, da jeg gjenkalder mig denne Scene, synes jeg, det var ligesom om en himmelsk Finger pegede paa denne Bygning for at henlede min Opmærksomhed paa den og røre mit Hjerte med en Anelse om de Følelser, med hvilke jeg senere skulde betragte den – med hvilke jeg nu, da jeg skriver dette, ser den for min Sjæls Øie, indtil mit legemlige blændes af Taarer, og jeg er nødt til at lægge Pennen fra mig. Men den Gang betød denne pegende Straale intet andet for mig end et glædeligt Tegn paa, at Veiret klarede. Dette Lys blev gradvis stærkere og bredte sig, da Mure og Gavle begyndte at bevæge sig og langsomt glide tilhøire. Jeg skimtede endogsaa en Smule blaa Luft over dem, og idet Kirketaget forsvandt, havde det en mat Blyglands. Men saa vaskede Regnen igjen ned ad Ruden.

Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den Anden og hørtes trampe ovenpaa.

Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i et mælkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden at man ret vidste hvorfra. Stenfladerne i de gamle lave Brud, der her ere ganske brunrøde, syntes at have faaet Fernis, og af den bakkede Bred tilhøire lyste en bleggrøn Skovtop gjennem Regntaagen – vistnok et godt Stykke borte. Regnen, der næsten var holdt op et Øieblik, blev tættere igjen, men samtidig tog ogsaa Lysningen til.

Jeg gik ned ad Kahytstrappen og traf ganske rigtig mit Selskab i Forrummet. Gouvernanten læste ikke længer, men fortalte heller ikke Historier, da hendes lille Plageaand var falden i sød Slummer. Denne Gang afventede jeg ikke Spørgsmaalet, om det klarede? men fortalte strax, at det saae ud til at blive godt Veir. Den unge Pige smilede ganske fornøiet, og takkede mig for Laan af Plaiden, som hun gav sig til at lægge omhyggelig sammen; da den var saa stor som en lille Selskabsdug, maatte jeg hjelpe hende dermed, og vakte hendes Munterhed ved at tage keitet fat; der var netop saa megen Plads, at vi kunde stramme den ud i hele dens Længde, og saa manøvrerede vi henimod hinanden paa den bekjendte Maade, til vore Hænder mødtes. Men før jeg kunde faa sagt Noget, var hun med et hurtigt »Tak« allerede sprunget op ad Trappen, overladende det til den større Pige at purre den Lille op.

Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dæk, hvor man endnu ikke kunde sidde paa Bænkene. Kun enkelte Draaber glimtede gjennem Luften, som var ganske fugtig varm; oventil blaanede Himlen, Floddalen stod endnu fuld af en lys Em, og Skovene paa Klippeterrasserne dampede saa stærkt, som om enhver Grantop var en lille Skorsten, hvorfra en fin blaa Røg krusede sig tilveirs og opløste sig i Solglandsen.

Forude glitrede Flodvandet skarpt og blændende. Man saae allerede et Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis lodrette Fjeldmure og bagved dem en underlig vild og sønderrevet Klippemasse, Gamrigsstenen, som jeg havde bemærket fra mit Vindue.

Jeg gav mig til at lede efter min Smule Reisegods, som endelig fandtes i god Behold under Persenningen. Saaledes havde jeg ikke faaet Tid til at se mig mere om efter den smukke Reisefælle, da Raabet lød: »Rathen, am Steuer absteigen,« og jeg fik travlt med at trænge mig agterud med mine Sager. Da jeg naaede derhen, saae jeg til min Glæde det graa Slør vimple forrest i Rækken, og strax efter gik hun over Landgangsbroen med sine Smaafolk.

Inden jeg havde faaet fat i en Drager, vare de komne mig af Syne.

Hvis jeg maatte raade, saa skulde der paa et af de mest fremragende Punkter i denne Egn opstilles en Skamstøtte for den Mand, som har opfundet det skrækkelige Navn: »Sachsisk Schweiz«. Sikkert er det, at Ingen har skadet den smukke lille Klippe-Egn mer, end ikke »Bjergforeningerne«. Nu kommer enhver Besøgende hertil enten med en Erindring eller et Phantasibillede af Schweiz som Maalestok, sammenligner og vrager, og gjør sig vigtig med, at han har seet eller tænkt sig noget ganske anderledes Storartet, hvad det stakkels Land jo slet ikke har bedt ham om.

Men naar man kommer herhen uden nogen Fordring og tager Landet som det er – fremfor Alt, naar man ikke tager det i Turiststormskridt, men lægger sig smukt hen for at leve og nyde, – hvilken Rigdom af Naturskjønhed byder det En da ikke, fuld af Modsætninger, som ere forsonede i en ganske eiendommelig idyllisk Landlighed: Goldhed og frodig Fylde, vild og steil Sønderrevethed og dyrkede Fladstrækninger findes Side om Side eller over hinanden, og fra lys dirrende Hede træder man umiddelbart ind i fugtig-sval Skygge. Og hvor udvider Lungerne sig i en friskere og mere sund krydret Luft end den, der stryger hen over disse Høider og fylder disse Skove og Klippedale?

Men for rigtig at finde sig til Rette, maa man sætte sig ind i denne Egns eiendommelige Natur, og forstaa, at det ikke er et Bjergland, man færdes i, men en Høislette, som ved Vandflod er bleven kløvet, gjennemgravet og udskyllet, hvorved Stenen er kommet frem snart som Furernes Vægge, snart som Ruiner midt i dem, saa at Klipperne mindre danne den ophøiede Del af Landskabet end dets Fordybninger. Derfor undres man i Begyndelsen over at se en frodig grøn Mark runde sig oppe over en brat Klippevægs ru Stenhud, som en Fløielssadel paa en Elefant, og man forbavses ved, efter at have gaaet gjennem bølgende Rugmarker, under sine Fødder at se et af disse vilde og forrevne Klippepartier med en Uendelighed af Tinder og Taarne og hundred Fod høie Sandstenskegler. I Begyndelsen ærgrer man sig næsten lidt over denne Modsætning, men man ender med at holde af den. Og ovenpaa denne Høislette med et Klippeland under sig, er saa igjen disse enkelte Bjerge skudt op, der paa Afstand væsentlig give Landet dets Physiognomi, et vortet Physiognomi, hvis jeg tør bruge et uædelt Billede; thi sete i nogle Mils Afstand ligne de mest af Alt Kjæmpevorter, disse »Stene«, enten de nu kaldes Kongestenen, Pavestenen, Liliestenen og hvad de alle hedde; ja selv det totusind Fod høie, uendelig langstrakte Snebjerg er kun en mere storartet Variation. – Enkelte, som de forbundne Vinterbjerge, emancipere sig ganske vist fra Typen men de ere ogsaa lige paa Grændsen, og efterhaanden som man kommer ind i »det Böhmiske«, bliver en almindeligere Bjergnatur fremherskende. Rigtignok ligger allerede »Schneeberg« inde i Böhmen, og overhovedet er Grændsen mellem Bjergformerne ikke trukken saa skarpt som den mellem Kaffe-Kvaliteterne: for denne er i den første bøhmiske Flække saa fortrinlig, som om man allerede var i Karlsbad, medens man i den sidste sachsiske drikker den berømte »Bliemchen-Kaffee«, et Dekogt, der skylder sit Navn den Egenskab, at man igjennem det kan se en lille Blomst, som er malet i Bunden at Koppen.