Blake Pierce - Før han dræber

"Du har ret," sagde hun. "Han er et røvhul."

Kevin stirrede tilbage på hende med store øjne. Hun chokerede ham. Det var klart, at han ikke forventede det svar

"Men det ændrer ikke på, at jeg nødt til at arbejde sammen med ham," tilføjede hun, med en stemme der indeholdt sympati og forståelse. "Det ændrer heller ikke på, at vi er her for at hjælpe jer. Vi ønsker at finde frem til den, der gjorde det her mod din mor. Vil du Ikke også det?"

Han var tavs i lang tid. Så nikkede han endelig tilbage,

"Tror du, at du kan tale med mig i stedet for?" spurgte Mackenzie. "Bare et par hurtige spørgsmål, og så skal vi nok forsvinde."

"Og hvem kommer så?" spurgte Kevin, på vagt.

"Helt ærligt?"

Kevin nikkede og hun så, at han var tæt på at græde. Hun spekulerede over, om han hele tiden holdt det tilbage, og forsøgt at være stærk for sin lillebror og sin moster.

"Altså, når vi kører herfra, så ringer vi til stationen med de oplysninger, som vi har fået. Derefter vil I få besøg af de sociale myndigheder, der skal sikre, at jeres moster Jennifer er egnet til at passe jer, mens de sidste ting kommer på plads omkring jeres mor."

"Hun er cool det meste af tiden," sagde Kevin, og kiggede over på Jennifer. "Men hun og mor var virkelig tætte. Som bedste venner."

"Søstre kan være sådan," sagde Mackenzie, uden at vide om det var sandt eller ej. "Men lige nu har jeg brug for, at du fokuserer på mine spørgsmål. Kan du klare det?"

"Jaah."

“Godt. Altså jeg hader at spørge dig om det her, men det er desværre nødvendigt. Ved du, hvad din mor arbejde med?"

Kevin nikkede, og kiggede ned i gulvet.

"Ja," sagde han. "Jeg ved ikke hvordan, men børnene på skolen vidste det også. En eller andens liderlige far har sikkert besøgt klubben, set hende, og genkendt hende fra skolearbejdet eller sådan noget. Det stinker. Jeg blev mobbet med det hele tiden."

Mackenzie havde svært ved at forestille sig den slags pine, men det fik hende til at respektere Hailey Lizbrook så meget mere. Det var helt klart, at hun strippede for penge om natten, men i løbet af dagen var hun tilsyneladende en mor, som var meget involveret i sine børn.

"Okay," sagde Mackenzie. "Når du kender til hendes job, så kan du også godt forestille dig, hvilken slags mænd der besøger sådan nogle steder, er det ikke rigtigt?"

Kevin nikkede, og Mackenzie så den første tåre glide ned hans venstre kind. Hun var lige ved at række ud og tage hans hånd for at trøste ham, men hun ønskede ikke at irritere ham.

"Jeg brug for, at du tænker over, om din mor nogensinde kom hjem, og var rigtig ked af det eller gal over noget. Jeg vil også gerne have, at du tænker over, om der er nogen mænd, der måske har... æh, mænd, der måske er kommet hjem sammen med hende. "

”Ingen kom nogensinde kom hjem sammen med hende," sagde han. "Og jeg har næsten aldrig set mor vred eller ked af noget. Den eneste gang jeg nogensinde har set hende gal, var da hun sidste år fik problemer med advokaterne."

"Advokater?" spurgte Mackenzie. "Ved du, hvorfor hun talte med advokater?"

"På en måde. Jeg ved, at der skete et eller andet på arbejdet en nat, og det fik hende til at kontakte nogle advokater. Jeg hørte lidt, da hun talte i telefonen. Jeg er temmelig sikker på, at hun talte med dem om et tilhold."

"Og du tror, at det har noget at gøre med det sted, hvor hun arbejdede?"

"Jeg ved det ikke med sikkerhed," sagde Kevin. Det virkede, som om han kvikkede lidt op, da han fandt ud af, at han vidste noget, der var en hjælp. "Men det tror jeg."

"Det er en kæmpe hjælp Kevin," sagde Mackenzie. "Er der andet, som du kan komme i tanke om?"

Han rystede langsomt på hovedet, og kiggede så undersøgende ind i Mackenzies øjne. Han forsøgte at blive ved med at være stærk, men der var så meget sorg i drengens øjne, at Mackenzie ikke forstod, hvorfor han endnu ikke var brudt sammen.

"Mor skammede sig over det, du ved?" sagde Kevin. "Hun arbejdede lidt hjemmefra i dagtimerne. Hun var en slags teknisk skribent, lavede hjemmesider og den slags. Men jeg tror ikke, at hun tjente mange penge. Hun gjorde den anden ting for at tjene flere penge, fordi vores far... Nå, ja han skred for længe tid. Han sender aldrig penge mere. Så mor... hun var nødt til at tage det andet job. Hun gjorde det for mig og Dalton og... "

"Det ved jeg," sagde Mackenzie, og denne gang rakte hun ud efter ham. Hun lagde sin hånd på hans skulder, og han virkede taknemmelig. Hun mærkede også, at han virkelig ønskede at græde, men sikkert ikke ville tillade sig at gøre det foran fremmede.

"Detektiv Porter," sagde Mackenzie, han dukkede op fra køkkenet, og stirrede på hende. "Har du flere spørgsmål?" Hun rystede subtilt på hovedet, da hun spurgte om det, i håb om at han ville fange det.

“Nej, jeg tror vi er færdige her,” sagde Porter.

"Okay drenge," sagde Mackenzie. "vi takker, fordi I ville tale med os."

"Ja, tak," sagde Porter, og sluttede sig til Mackenzie i stuen. "Jennifer, du har mit nummer, hvis du kan komme i tanke om noget, der kan hjælpe os, så ring endelig. Selv den mindste detalje kan vise sig at være værdifuld."

Jennifer nikkede, og kvækkede et hæst, "Tak."

Mackenzie og Porter forlod dem, gik ned af en række trætrin og ind på den tilhørende parkeringsplads. Da de var i sikker afstand fra lejligheden, formindskede Mackenzie afstanden mellem dem. Hun fornemmede en enorm vrede strømme fra ham som varme, men hun ignorerede det.

"Jeg fik et spor," sagde hun. "Kevin siger, at moderen sidste år forsøgte at få et tilhold mod nogen på arbejdet. Han sagde, at det var den eneste gang, han nogensinde så hende synligt gal eller ophidset over noget."

"Godt," sagde Porter. "Om ikke andet kom der noget godt kom ud af, at du modarbejdede mig."

"Jeg modarbejdede dig ikke," sagde Mackenzie. "Jeg så bare en chance falde til jorden mellem dig og den ældste søn, så jeg trådte til for at samle den op."

"Sludder," sagde Porter. "Du fik mig til at se ringere og svagere ud foran børnene og deres moster."

"Det er ikke rigtigt," sagde Mackenzie. "Og selv hvis det var sandt, betyder det så noget? Du talte til børnene, som om de var idioter, der dårligt forstod engelske."

"Dine handlinger var et tydeligt tegn på manglende respekt," sagde Porter. "Lad mig minde dig om, at jeg har været i dette job længere, end du har eksisteret. Hvis jeg får brug for, at du træder til, og hjælper mig, så skal jeg sgu nok fortælle dig det."

"Du afsluttede det, Porter," svarede hun. "Det var overstået, kan du ikke huske det? Der var ikke noget tilbage, som jeg kunne underminere. Du var ude af døren. Det var din beslutning. Og det var den forkerte beslutning."

De nåede bilen, og idet Porter låste den op, kiggede han hen over taget på Mackenzie med et flammende blik.

"Når vi kommer tilbage til stationen, har jeg tænkt mig gå ind til Nelson og anmode om at blive overflyttet. Jeg er færdig med din manglende respekt.”

"Mangel på respekt," sagde Mackenzie, mens hun rystede på hovedet. "Du ved ikke engang, ved hvad ordet betyder. Hvorfor starter du ikke med at se nærmere på, hvordan du behandler mig."

Porter udstødte et rystet suk, og satte sig ind i bilen uden at sige noget. Fast besluttet på ikke at lade Porters anspændte humør gå hende på, satte Mackenzie sig også ind. Hun kiggede tilbage mod lejligheden, og spekulerede på, om Kevin nu tillod sig selv at græde. I den store virkelighed var den uenighed, der eksisterede mellem hende og Porter, ærlig talt ikke vigtig.

"Ringer du det ind?" spurgte Porter, helt klart møg irriteret over, at han var blevet overgået.

"Ja," sagde hun, og tog sin telefon op. Da hun fandt Nelsons nummer frem, var det svært at nægte, at en snigende følelse af tilfredshed opstod i hende. Et tilhold udstedt for et år siden, og nu var Hailey Lizbrook død.