Morgan Rice - Kongernes March

”Fortæl mig alt,” beordrede Gareth koldt. ”Fortæl mig nøjagtigt, hvad der skete. Hvorfor gjorde du dette?”

”Hvad mener du med hvorfor?” Spurgte Firth forvirret. ”Du ville dræbe ham. Din plan med at forgifte ham virkede ikke. Jeg troede, jeg kunne hjælpe dig. Jeg troede, det var det, du ønskede.” Gareth rystede på hovedet. Han greb fat i Firths skjorte og rystede ham igen og igen.

”Hvorfor gjorde du det?!” skreg Gareth. Gareth følte, at hele hans verden smuldrede for øjnene af ham. Han var chokeret over at indse, at han faktisk følte anger for sin far. Han kunne ikke forstå det. For kun få timer siden, havde han ønsket, mere end noget andet, at se ham forgiftet. Død for enden af bordet. Nu var det som at have mistet sin bedste ven. Han var overvældet af anger. En del af ham havde overhovedet ikke ønsket, at han skulle dø – især ikke på denne måde. Ikke slået ihjel af Firth. Og ikke af en klinge. ”Jeg forstår det ikke,” græd Firth. ”For bare få timer siden prøvede du selv at dræbe ham. Din plan med det forgiftede bæger. Jeg troede, du ville være taknemmelig!” Til sin egen overraskelse, rakte Gareth hånden tilbage og slog endnu en gang Firth i ansigtet.

”Jeg havde ikke bedt dig om at gøre det her!” Sagde Gareth. ”Jeg har aldrig bedt dig om at gøre dette. Hvorfor dræbte du ham? Se på dig. Du er dækket af blod. Nu er vi begge færdige. Det er kun et spørgsmål om tid, før vagterne fanger os.”

”Ingen så mig,” sagde Firth med bønfaldende stemme. ”Jeg sneg mig ind i hans kammer mellem vagtskifte. Ingen opdagede mig.”

”Og hvor er våbnet?”

”Jeg efterlod det ikke,” sagde Firth stolt. ”Jeg er ikke dum. Jeg skaffede mig af med det.”

”Og hvilken kniv brugte du?” Spurgte Gareth, samtidig med hans tanker snurrede med konsekvenser. Han gik fra anger til bekymring. Hans tanker blev ledt til alle detaljer af det spor, som denne tåbe kunne have efterladt. Alle detaljer, der potentielt kunne føre til ham. ”Jeg brugte en, der ikke kan spores,” sagde Firth stolt. ”Det var en kedelig, anonymt dolk. Jeg fandt den i stalden. Der var fire andre ligesom den. Det kan ikke spores,” gentog han.

Gareth mærkede sit hjerte falde.

”Var det en kort kniv med et rødt håndtag og et buet blad? Som hang på væggen ved siden af ​​min hest?”

Firth nikkede tilbage og så nu tvivlsom ud.

Gareth brændte indvendigt.

”Dit fjols. Selvfølgelig kan den kniv spores!”

”Men der var ingen markeringer på det!” Protesterede Firth. Frygten var tydelig i hans skælvende stemme. ”Der er ingen markeringer på bladet – men der er et mærke på skaftet!” Råbte Gareth. ”Under! Du kontrollerede det ikke nøje. Dit fjols.” Gareth trådte frem og var nu rød i hovedet af raseri. ”Min hests emblem er udskåret under den. Enhver, der kender kongefamilien godt, kan spore den kniv tilbage til mig.”

Han stirrede på Firth, der var helt perpleks. Han havde lyst til at dræbe ham. ”Hvad gjorde du med kniven?” Pressede Gareth. ”Fortæl mig, at du har den på dig. Fortæl mig, at du bragte den med tilbage.”

Firth sank en klump i halsen.

”Jeg bortskaffede den omhyggeligt. Ingen vil nogensinde finde den.”

Gareth skar en grimasse.

”Hvor præcis?”

”Jeg kastede den ned i skakten til slottets kamperpotte. De tømmer den hver time i floden. Bare rolig, min herre. Den ligger dybt på bunden af floden nu.”

Pludselig lød slotsklokkerne. Gareth vendte sig om og løb hen til det åbne vindue mens hans hjerte flød over af panik. Han kiggede ud og så kaos og ophidselse nedenunder. En folkemængde omringede slottet. Disse klokker kunne kun betyde en ting: Firth løj ikke. Han havde slået kongen ihjel. Gareth følte, hans krop blive iskold. Han kunne ikke forstå, at han havde sat i gang så stor ondskab. Og at Firth, af alle mennesker, havde fuldendt det.

Der lød en pludselig banken på hans dør, og da den brød åben, stormede flere kongelige vagter ind i kammeret. Et øjeblik var Gareth sikker på, at de ville arrestere ham. Men til hans overraskelse stoppede de og stod ret.

”Min Herre, din far er blevet dolket. Der kan være en snigmorder på fri fod. Sørg for at forblive i sikkerhed på dit værelse. Han er alvorligt såret.” Håret rejste sig i nakken på Gareth ved de sidste ord.

”Såret?” Gentog Gareth. Ordet næsten stak i halsen. ”Er han stadig i live?”

”Det er han, min Herre. Og Gud være med ham. Han vil overleve og fortælle os, hvem der har udført denne grusomme handling.”

Med et lille buk skyndte vagten sig ud af kammeret og smækkede døren i bag sig. Gareth blev overvældet af raseri. Han greb fat i Firths skuldre, trak ham gennem kammeret og kastede ham ind i stenmuren. Firth stirrede tilbage. Forskrækket og målløs.

”Hvad har du gjort?” Råbte Gareth. ”Nu er vi begge færdige!”

”Men…men…” stammede Firth, ”… jeg var sikker på, at han var død!”

”Du er sikker på mange ting,” sagde Gareth, ”og det er alt sammen forkert!”

En tanke dukkede op i Gareths hoved.

”Kniven,” sagde han. ”Vi er nødt til at hente den, før det er for sent.”

”Men jeg smed den væk, min Herre,” sagde Firth. ”Den er blevet skyllet væk i floden nu!”

”Du kastede den i en kammerpotte. Det betyder ikke, at den har nået floden endnu.”

”Men det er meget sandsynligt!” Sagde Firth.

Gareth kunne ikke længere tåle synet af denne idiot. Han skubbede sig forbi ham og løb ud af døren.

”Jeg går med dig. Jeg kan vise dig nøjagtigt, hvor jeg kastede den i,” sagde Firth.

Gareth stoppede i gangen, vendte sig om og stirrede på Firth. Han var dækket af blod, og Gareth var forbløffet over, at vagterne ikke havde lagt mærke til noget. Det var ren held.

Firth var en større belastning end nogensinde.

”Jeg siger det kun en gang,” brummede Gareth. ”Gå tilbage til mit værelse med det samme. Skift dit tøj og brænd det. Slet alle spor af blod. Forsvind derefter fra dette slot. Bliv væk fra mig denne aften. Forstår du?”

Gareth skubbede ham tilbage, vendte sig om og løb. Han spurtede ned ad korridoren, løb ned ad spiraltrappen, niveau efter niveau, mod tjenesteboligerne. Til sidst braste han ud i kælderen så flere tjenestefolk vendte hovederne. De var midt i at skrubbe de enorme gryder og koge spande af vand. Enorme brande brølede inde i murovnene, og tjenestefolkene, der var iført plettede forklæder, badede i sved. I den fjerne ende af rummet opdagede Gareth en enorm kammerpotte, hvor affald løb ned gennem skakten hvert minut. Gareth løb op til den nærmeste tjener og greb ham desperat i armen.

”Hvornår blev beholderen sidst tømt?” Spurgte Gareth.

”Det blev ført til floden for få minutter siden, min Herre.”

Gareth vendte sig og spurtede ud af rummet, ned ad slottes korridorer, op ad spiraltrappen endnu en gang og sprang ud i den kolde natteluft.

Han løb hen over græsmarken, stakåndet, mens han spurtede mod floden. Da han nærmede sig, fandt han et sted at skjule sig bag et stort træ tæt ved flodbredden. Han så to tjenere løfte den enorme jernbeholder og vippe den i flodens hastende strøm. Han holdt øje med beholderen, indtil den var vendt på hovedet, alt indholdet var blevet tømt, og de trak beholderen tilbage mod slottet.

Endelig var Gareth tilfreds. Ingen havde lagt mærke til nogen kniv. Hvor end den var, var den nu i flodens tidevand og blev vasket til anonymitet. Hvis hans far skulle dø denne aften, ville der ikke være noget bevis, der kunne lede til morderen.

Eller var der?

Thor fulgte Reece tæt, Krohn gik lige bag ham, mens de snoede sig gennem gangene, der ledte bagom til kongens kammer. Reece havde ført dem gennem en hemmelig dør gemt i en af ​​stenvæggene. Nu holdt han en fakkel, mens de gik på række i de trænge gange, der førte dem rundt som i en uendelig labyrint. De gik op ad en smal stentrappe, der førte til en anden gang. Efter at have drejet om et par hjørner, stod de igen foran en trappe. Thor var forundret over, hvor indviklet alle disse gange var. ”Disse gange blev indbygget i slottet for hundredevis af år siden,” forklarede Reece med en hvisken, mens de klatrede op ad trappen. ”De blev bygget af min fars oldefar, den tredje MacGil-konge. Han fik det bygget efter en belejring – det skulle fungere som en flugtvej. Ironisk nok, har vi aldrig været under belejring siden, og disse gange er ikke blevet brugt i århundreder. Jeg opdagede dem som barn. Af og til kan jeg godt lide at bruge dem til at komme rundt i slottet uden at nogen ved, hvor jeg er. Da vi var yngre, legede Gwen, Godfrey og jeg gemmeleg i disse skjulte gange. Kendrick var for gammel, og Gareth kunne ikke lide at lege med os. Ingen fakler, det var reglen. Kulsort. Det var skræmmende dengang.”