Morgan Rice - Kongernes March

”Det er utroligt, menneskemængden ikke rev dig i stykker,” sagde Reece.

”Det er mørkt,” sagde Thor. ”Jeg tror ikke, jeg er blevet genkendt. Ikke endnu i hvert fald.”

”Er du klar over, at alle soldater i kongeriget leder efter dig? Og at min far er blevet dolket?”

Thor nikkede med en seriøs mine. ”Er han okay?”

Reeces ansigt blev mørkt.

”Nej,” sagde han dystert. ”Han er døende.”

Thor var knust. Som om, det var hans egen far.

”Du ved godt, jeg ikke havde noget med det at gøre, ikke?” Sagde Thor håbefuldt. Han var ligeglad med hvad resten af kongeriget tænkte, men han måtte vide, at hans bedste ven, MacGils yngste søn, vidste han var uskyldig.

”Selvfølgelig,” sagde Reece. ”Ellers ville jeg ikke stå her.”

Thor mærkede lettelsen skylle ind over ham, og lagde taknemligt hånden på Reeces skulder.

”Men resten af kongeringet vil ikke være så forstående som jeg,” tilføjede Reece. ”Det sikreste sted for dig er langt væk herfra. Jeg vil give dig min hurtigste hest, en taske med fornødenheder, og sende dig langt væk. Du må gemme dig, mens det her står på. Indtil de finder den rigtige morder. Ingen tænker klart nu.”

Thor rystede på hovedet.

”Jeg kan ikke tage væk,” sagde han. ”Det ville få mig til at fremstå skyldig. Jeg har brug for, de andre ved, jeg ikke har gjort det her. Jeg kan ikke løbe fra mine problemer. Jeg må rense mit navn.”

Reece rystede på hovedet.

”Hvis du bliver her, finder de dig. Du kommer i fangehullet igen – henrettet – hvis ikke du er blevet slået ihjel af pøblen først.”

”Det er en chance, jeg må tage,” sagde Thor.

Reece stirrede længe og alvorligt på ham. Så ændrede hans udtryk sig fra bekymring til beundring. Endelig, nikkede han langsomt.

”Du er stolt. Og dum. Meget dum. Det er derfor, jeg kan lide dig.”

Reece smilede. Thor smilede tilbage.

”Jeg må se din far,” sagde Thor. ”Jeg har brug for at forklare ham, ansigt til ansigt, at det ikke var mig. At jeg ikke havde noget med det at gøre. Hvis han beslutter sig for at dømme mig, så må det være sådan. Men jeg har brug for en chance. Jeg har brug for, han ved det. Det er alt, jeg beder dig om.”

Reece kiggede tilbage med et oprigtigt blik, og forsøgte at regne sin ven ud. Endelig, efter hvad der føltes som en evighed, nikkede han.

”Jeg kan føre dig til ham. Jeg kender en bagvej. Den fører til hans kammer. Det er risikabelt – og når du er inde, er du på egen hånd. Der er ingen vej ud. Der er intet jeg kan gøre for dig. Det kunne betyde din død. Er du sikker på, du vil tage den chance?”

Thor nikkede.

”Som du vil,” sagde Reece og rakte pludselig ned og smed en kappe i Thors favn. Thor greb den og kiggede overrasket tilbage. Det gik op for ham, det måtte have været Reeces plan fra begyndelsen.

Reece smilede.

”Jeg vidste, du ville være dum nok til at blive. Jeg ville ikke forvente andet af min bedste ven.”

Gareth gik frem og tilbage i sit kammer, mens han, fuld af angst, genlevede aftenens begivenheder. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket til festmiddagen. Hvordan det hele pludselig var gået helt galt. Han kunne ikke fatte, at den tåbelige knægt, den outsider, Thor, havde gennemskuet, at vinen var forgiftet. Og endnu mere ubegribeligt – at det rent faktisk var lykkedes ham at finde bægeret og slå det ud af hånden på kongen. Gareth tænkte tilbage på det øjeblik, hvor han så Thor springe op og slå bægeret ud af kongens hånd. Da han hørte bægeret ramme stengulvet og så vinen flyde ud på gulvet sammen med alle hans drømme og forhåbninger. I det øjeblik var Gareth gået i tusind stykker. Alt han havde levet for, var blevet knust for øjnene af ham. Og da hunden lappede den spildte vin i sig og faldt død om, vidste han, han var færdig. Han så hele sit liv passere for sig. At han ville blive opdaget og dømt til et liv i fangehullet for forsøg på at slå sin egen far ihjel. Eller endnu værre – henrettet. Det var dumt. Han skulle aldrig have gennemført planen. Aldrig have besøgt heksen.

I det mindste, havde Gareth handlet hurtigt. Han havde taget chancen og været den første til at skyde skylden på Thor. Når han så tilbage, var han stolt over sig selv. Stolt over hvor hurtigt, han havde reageret. Det havde været et spontant øjeblik, og til hans forbløffelse så de ud til at have virket. Vagterne havde trukket Thor i fangehullet, og bagefter var mængden faldet til ro og festen fortsat. Naturligvis, var intet det samme efter episoden, men i det mindste syntes mistanken at være faldet ene og alene på drengen. Gareth bad til, det ville forblive sådan. Det var årtier siden, der havde været et mordforsøg på en MacGil konge. Og Gareth frygtede, at der ville blive en større undersøgelse af sagen, at de ville kigge dybere ned i gerningen. Set i bakspejlet havde det været en tåbelig ide at forsøge at forgifte kongen. Hans far var uovervindelig. Det burde Gareth have vidst. Han var startet på noget, der var for stort til, han kunne afslutte det. Nu havde han en fornemmelse af, det kun var et spørgsmål om tid, før mistanken ville falde på ham. Han måtte gøre hvad han kunne for at bevise, at Thor var skyldig, og få ham henrettet, før det var for sent. I det mindste havde Gareth rettet op på sagerne. Efter det mislykkede forsøg havde han afblæst mordet på sin far. Og Gareth var lettet. Efter at have set planen fejle, havde han indsat, at der var en lille del af ham, der ikke ønskede at dræbe sin far. Han ville ikke have hans blod på sine hænder. Han ville ikke blive konge. Måske aldrig nogensinde. Men efter aftenens begivenheder, var han afklaret med det. I det mindste ville han være fri. Han ville ikke kunne håndtere stressen ved at gå igennem dette en gang til: hemmelighederne, dækhistorierne og den konstante angst for at blive gennemskuet. Det var alt sammen for meget for ham.

Efter at have vadet rundt i cirkler om sig selv ud på de sene nattetimer, begyndte han langsomt at slappe af. Lige som Gareth begyndte at føle sig som sig selv og forberede sig på at gå til ro, lød der et brag og døren til hans kammer gik op med et brag. Firth tumlede ind på kammeret. Øjnene var store og urolige. Han lignede en, der blev jagtet.

”Han er død!” Skreg Firth. ”Han er død! Jeg dræbte ham. Han er død!”

Firth var hysterisk. Han græd, og Gareth anede ikke, hvad han talte om. Var han beruset?

Firth løb gennem rummet. Råbte, græd og holdt hænderne op til hovedet. Da lagde Gareth mærke til hans hænder. De var dækket af blod, og hans gule tunika var dækket af røde pletter.

Gareths hjerte sprang et slag over. Firth havde lige dræbt nogen. Men hvem?

”Hvem er død?” Krævede Gareth at vide. ”Hvem taler du om?”

Men Firth var hysterisk og kunne ikke fokusere. Gareth løb hen til ham, greb om hans skuldre og rystede ham. ”Svar mig!” Firth åbnede øjnene og stirrede på ham med vilde og vanvittige øjne.

”Din far! Kongen! Han er død! Jeg slog ham ihjel!”

Med disse ord, følte Gareth en kniv blive dolket dybt ind i sit eget hjerte. Han stirrede tilbage med store øjne. Frosset. Han følte, at hele hans krop blev bedøvet. Han gav slip på Firth, tog et skridt tilbage og forsøgte at få vejret. At dømme ud fra alt blodet, måtte han konkludere at Firth fortalte sandheden. Han kunne ikke forstå det. Firth? Staldknægten? Den af hans venner med det svageste sind. Havde han dræbt kongen?

”Men…hvordan er det muligt?” Gispede han. ”Hvornår?”

”Det skete i hans kammer,” sagde Firth. ”Lige nu. Jeg dolkede ham.”

Nyhedernes alvor begyndte langsomt at gå op for Gareth og han samlede sig. Han bemærkede at døren til hans kammer stadig stod åben. Han løb hen og kontrollerede om nogle af vagterne havde set noget, før han smækkede døren i. Heldigvis var korridoren tom. Han lukkede den tunge jernbolt hen over døren, og skyndte sig tilbage til Firth, der stadig var helt ude af den. Gareth måtte berolige ham. Han havde brug for svar. Han greb ham hårdt om skuldrende og slog ham med bagsiden af hånden for at få ham til at stoppe. Endelig fokuserede Firth på ham.