Morgan Rice - Kongernes March

Hvem ønsker at dræbe mig? Undrede han sig endnu en gang. Han havde elsket Thor som en søn, og en del af ham var sikker på, det ikke kunne have været ham. Han tænkte på, hvem det så kunne være, hvilket motiv de mon havde – og vigtigst af alt, om de ville prøve igen. Var han i sikkerhed? Var Argons forudsigelser rigtige?

MacGil følte sin øjenlåg blive tunge, da han havde svaret inden for rækkevidde. Hvis hans tanker bare havde været en anelse klarere, kunne han måske have regnet det ud. Men han måtte vente til morgendagens lys med at hidkalde sine rådgivere og arrangere en efterforskning. Han undrede sig ikke over, hvem der ønskede at se ham død – men hvem der ikke ønskede at se ham død. Hans hof var fyldt med folk, der hungrede efter hans trone. Ambitiøse generaler, snedige medlemmer af rådet, magtsyge adler, spioner, gamle rivaler, snigmordere fra McClouds – måske endda fra Vildmarken. Måske endda nogen tættere på.

MacGils øjne flakkede, da han begyndte at overgive sig til søvnen; men han fik øje på noget, der tvang ham til at holde dem åbne. Han opfangede bevægelse og kiggede over og opdagede at hans oppassere ikke længere var der. Han var forvirret. De lod ham aldrig være alene. Faktisk, kunne han ikke huske hvornår han sidst havde været alene i dette rum. Han huskede ikke at have bedt dem om at gå. Og hvad der var endnu mere pudsigt – døren stod på vid gab.

I samme øjeblik hørte MacGil en lyd fra rummets fjerne hjørne og kiggede straks. Ud af skyggerne, langs væggen og ind i lyset fra faklen kom en høj, tynd skikkelse til syne. Han var iført en sort kappe, og hætten dækkede hans ansigt. MacGil blinkede igen og igen og tænkte på, om han mon så syner. Først var han overbevist om, det bare var skyggerne der dansede i lyset fra faklen og spillede ham et puds.

Men i næste øjeblik, var skyggen tættere på og nærmede sig hans seng med hastige skridt. MacGil forsøgte at fokusere i det svage lys, forsøgte at se hvem det var. Instinktivt, som den gamle kriger han var, forsøgte han at sætte sig op i senge og trække et våben fra sit bælte. Men han havde afklædt sig, og havde ingen våben, han kunne trække. Han sad, ubevæbnet, på sengekanten. Skikkelsen bevægede sig hurtigere nu. Som en slange i mørket. Han kom nærmere. Og da MacGil endelig kunne fokusere, fik han et glimt af hans ansigt. Værelset snurrede stadig, og hans fuldhed forhindrede ham i at forstå det hele klart. Men i ét splitsekund, kunne han have svoret, han så sin søns ansigt.

Gareth?

MacGil blev overvældet af panik. Hvad lavede han her? Så sent om natten og uden at være blevet hidkaldt. ”Min søn?” Sagde MacGil ud i mørket. MacGil så hans blodige udtryk i øjnene, og det var alt han skulle se – han sprang op af sengen. Men skikkelsen bevægede sig for hurtigt. Før MacGil kunne forsvare sig, så han metal glimte i lyset fra faklen og hurtigt, alt for hurtigt, strøg bladet igennem luften og direkte ind i hans hjerte.

MacGil skreg. Et dybt, mørkt, pinefuldt skrig, der kom bag på ham selv. Det var et skrig, han kun kendte alt for godt – fra kamp. Det var lyden af en kriger, der var blevet dødeligt såret.

MacGil kunne mærke det kolde metal, der brød igennem hans ribben og skubbede gennem musklerne. Det blandede sig med hans blod, mens det pressede dybere og dybere. Smerten var mere intens, end han nogensinde havde kunne forestille sig. Med et dybt suk fyldtes han mund af en varm, blodig jernsmag og hans vejrtrækning blev hårdere. Han tvang sig selv til at se op. Se på ansigtet under hætten. Han var overrasket: han have taget fejl. Det var ikke hans søns ansigt. Det var en anden. Det var en, han genkendte. Han kunne ikke huske hvem, men det var en tæt på ham. En, der lignede hans søn.

Hans hjerne arbejde på højtryk, mens han forsøgte at knytte et navn til ansigtet. Mens skikkelsen stod bøjet over ham, lykkedes det MacGil at løfte en hånd og skubbe ham som i et forsøg på at få ham til at stoppe. Han følte noget vokse i ham. Følte styrken af den kriger, han havde været. Styrken af sine forfædre. Følte noget dybt inde i ham – dét der havde gjort ham til konge, og som ikke ville give op. Med al sin kræft lykkedes det ham at skubbe snigmorderen væk fra ham.

Manden var tyndere, mere skrøbelig, end MacGil havde troet og faldt bagover med et skrig. Det lykkedes MacGil at komme på benene, og med al sin kræft hev han kniven ud af brystet. Han kastede den tværes gennem rummet. Den ramte stengulvet med sådan en kræft, at den gled hen over gulvet og landede i den anden ende af rummet.

Manden, hvis hætte nu var faldet ned over skuldrene, kom hurtigt på fødderne. Han stirrede tilbage med øjne store af frygt, da MacGil langsomt nærmede sig ham. Han vendte sig og løb tværs gennem rummet, stoppede kun længe nok til at snuppe kniven før han flygtede. MacGil forsøgte at fange ham. Men manden var for hurtigt, og pludselig ramte smerten ham. En gennemtrængende smerte steg op i hans bryst, og han kunne mærke, han blev svagere.

MacGil stod alene i rummet og så hvordan blodet fra hans bryst løb ned i hans åbne håndflader. Han sank i knæ. Hans krop blev kold, og med de sidste kræfter råbte han svagt: ”Vagter!”. Han tog den sidste, dybe indånding og råbte i smerte med alt hvad han havde tilbage. Stemmen af en tidligere konge.

”VAGTER!” Skreg han.

Han hørte trin i det fjerne, der langsomt blev tydeligere. Han hørte en dør blive åbnet, og kunne fornemme skikkelser der nærmede sig ham. Men rummet snurrede igen, og denne gang var det ikke på grund af vinen.

Det sidste han så var det kolde stengulv, der langsomt nærmede sig hans ansigt.

Thor greb fat i jernhåndtaget på den enorme trædør foran sig og trak med al sin magt. Den åbnede langsomt, knirkede, og afslørede kongens kammer foran ham. Han trådte ind i rummet og følte hårene på armene rejse sig, da han krydsede tærsklen. Han kunne mærke et mørke dvæle i luften som en tung tåge. Thor trådte længere ind i kammeret og hørte flammerne fra faklerne på væggene knitre, da han langsomt gik hen mod kroppen, der lå på gulvet. Han kunne allerede fornemme, at det var kongen. At han var blevet myrdet - at han, Thor, var kommet for sent. Thor kunne ikke lade være med at undre sig over, hvor alle vagterne var henne. Han undrede sig over, hvorfor ingen havde været her til at redde ham. Thors knæ blev svage, da han tog de sidste skridt hen til kroppen; han knælede på det kolde stengulv, greb skulderen, som allerede var kold, og rullede kongen over på ryggen. MacGil. Hans tidligere konge lå med øjnene vidt åbne. Død… Thor kiggede op og så pludselig kongens ledsager stå over dem. Han holdt et stor, besmykket bæger. Thor genkendte det fra festen. Det var lavet af massivt guld og dækket af rubiner og safirer. Mens han stirrede på Thor, hældte ledsageren langsomt vinen ud over kongens bryst. Vinen sprøjtede over hele Thors ansigt. Thor hørte et skrig. Han vendte sig og så sin falk, Estopheles, der sad på kongens skulder; hun slikkede vinen fra hans kind. Thor hørte en lyd. Han vendte sig og så Argon stå over ham og kigge stoisk på ham. I den ene hånd holdt han kronen. I den anden holdt han sin stav. Argon gik hen og placerede kronen på Thors hoved. Thor kunne mærke dens vægt grave sig ned over hans hoved, dens metal omfavnede hans tindinger. Han så forbavset op på Argon. ”Du er konge nu,” sagde Argon. Thor blinkede, og da han åbnede øjnene, stod alle medlemmer af Legionen, The Silver, hundredevis af mænd og drenge, klemt sammen i kammeret, alle øjne rettet mod ham. I samme øjeblik knælede de alle og bukkede derefter med deres ansigter lavt ned til jorden. ”Vores konge,” lød et kor af stemmer.

Thor vågnede med en sæt. Han sad oprejst og træk vejret dybt og hurtigt og så sig omkring. Det var mørkt og fugtigt herinde. Han opdagede, at han sad på et stengulv med ryggen mod væggen. Han kneb øjnene sammen i mørket. Han kunne se jernstænger i det fjerne og ud over dem en flimrende fakkel. Så huskede han: han var i fangehullet. Han var blevet trukket herned efter festen. Han huskede vagten, der havde slået ham i ansigtet, og indså at han nok var besvimet. Han satte sig op, trak vejret panisk og forsøgte at skubbe den forfærdelige drøm væk. Det havde virket så rigtigt. Han bad til, at det ikke var sandt, at kongen ikke var død. Billedet af den døde konge var lagret i hans sind. Havde Thor virkelig set noget? Eller var det hele bare hans fantasi?