Knud Hjortø - To verdener

Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem.

Jeg forstår godt – — —. Hun forsøgte at rynke panden, men den glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun.

Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik.

Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så yderst primitiv.

Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur.

I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde, til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på den store eng hjemme ved gården.

Det var så godt og frisk, sommeren var så ny endnu. Vinden puslede varmt i hendes nakkehår, som vilde den lege, hun kom til at smile ved det. Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed, der gjorde, at solskinnet så helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede hende slet ikke, at verden således havde skiftet udseende. Hun havde det, som den der har oplevet noget stort og afgørende, og som derefter ser på tingene med andre øjne.

Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte på, lykke eller skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde lagt deri, måske kunde ingen af dem gøre for det, men det var dog sket, som ikke kunde være anderledes. Hun bøjede hodet med stolt og hemmelig undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til gengæld havde hun del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele.

Det første hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfærdelig sulten, og da der var rådet bod på det, følte hun sig egenlig meget ulykkelig; løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer, så kunde der væres ulykkelig bag efter.

Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem metodisk i en bunke, de sværeste øverst, de andre aftagende i vanskelighed ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt, hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik. Den gik måske ikke let, men moeren kunde ingenting mærke på hende. Ved hendes højre albu steg bøgerne til værs; det blev en hel bunke, den kunde hun. Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde været.

Текст предоставлен ООО «ЛитРес».

Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.

Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.