Blake Pierce - Begæret

Bill sagde: ”Hvis du vil gennemføre hele banen, så tager jeg tid på dig.”

”Det vil jeg sætte pris på,” sagde Riley.

De gik hen til en separat del af skydebanen, hvor hun ikke ville være i fare for at blive ramt af omstrejfende kugler fra de studerende.

Imens Bill stod med en timer, gennemgik Riley alle faser af FBI-pistolkvalificeringskurset. Hun skød til måls fra cirka tre meters afstand, derefter fem, derefter syv og derefter femten. Den femte og sidste øvelse var den del, som hun fandt mindst udfordrende – at skyde bag en barriere på femogtyve meters afstand.

Da hun var igennem, tog Riley beskyttelsesbriller og ørepropper af. Hun og Bill gik op til målet og kontrollerede hendes resultater. Alle skudmærkerne havde ramt inden for skiven.

”Hundrede procent – en perfekt score,” sagde Bill.

”Sådan skal det være,” sagde Riley. Hun ville hade det, hvis hun var blevet dårligere.

Bill pegede mod højderyggen bagved målet.

”Temmelig surrealistisk, ikke?” sagde han.

Flere hjorte græssede veltilfreds på toppen af bakken. De havde faktisk samlet sig der, mens hun havde affyret sine skud. Hun kunne nemt have ramt dem med sin pistol. Men de var ikke det mindste forskræmte over alle de tusindvis af kugler, der ramte målet lige under den højderyg, de gik på.

”Ja,” sagde hun, ”og smukt.”

På denne tid af året var hjortene et almindeligt syn her i området. Det var jagtsæson, og på en eller anden måde vidste de, at de ville være sikre her. Det var faktisk en af grundene til, at FBI Akademiet var blevet en slags vildtreservat for mange dyr, inklusive ræve, vilde kalkuner og skovmurmeldyr.

”For et par dage siden så en af mine studerende en bjørn på parkeringspladsen,” sagde Riley.

Riley tog et par skridt hen mod højderyggen. Hjortene løftede hovedet, stirrede på hende og travede væk. De var ikke bange for skudvåben, men de ønskede ikke, at folk skulle komme for tæt på.

”Hvordan kan du vide, at de ved det?” spurgte Bill. ”At det er sikkert her, mener jeg. Alle våbenskud lyder da ens? ”

Riley rystede bare på hovedet. Det var et mysterium for hende. Hendes far havde taget hende med på jagt, da hun var lille. For ham var hjorte simpelthen ressourcer – mad og varme. Det havde ikke generet hende at dræbe dem for mange år siden. Men det havde ændret sig.

Det virkede underligt, nu hvor hun tænkte over det. Hun havde ingen problemer med at bruge dødbringende våben mod et menneske, når det var nødvendigt. Hun kunne dræbe en mand på et sekund. Men at dræbe en af disse tillidsfulde skabninger forekom ikke længere muligt.

Riley og Bill gik ud til en nærliggende roligt område og satte sig sammen på en bænk. Uanset hvad det var, han kom for at tale med hende om, virkede han stadig tilbageholdende.

”Hvordan klarer du dig alene?” spurgte hun med mild stemme.

Hun vidste, at det var et delikat spørgsmål, og hun så ham krympe sig. Hans kone havde for nylig forladt ham efter år med spændinger mellem hans job og hjemmeliv. Bill havde været bekymret for udsigten til at miste kontakten med sine små sønner. Nu boede han i en lejlighed i byen Quantico og tilbragte tid med sine drenge i weekenderne.

”Jeg ved det ikke, Riley,” sagde han. ”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan vænne mig til det.”

Han var tydeligvis ensom og deprimeret. Hun havde været igennem nok af det selv under sin egen separation og skilsmisse for nylig. Hun vidste også, at tiden efter en separation var særlig sårbar. Selv hvis forholdet ikke havde været særlig godt, befandt du dig selv i en verden af fremmede mennesker, som du ikke var fortrolig med, og du vidste ikke, hvad du skulle stille op med dig selv.

Bill rørte ved hendes arm. Hans stemme var lidt grødet, da han sagde: ”Nogle gange tror jeg, at alt, hvad jeg har tilbage, som jeg kan regne med her i livet, er ... dig.”

Et øjeblik havde Riley lyst til at omfavne ham. Da de havde arbejdet som partnere, havde Bill reddet hende mange gange, både fysisk og følelsesmæssigt. Men hun vidste, at hun måtte være forsigtig. Og hun vidste, at folk kunne være ret sårbare på tidspunkter som dette. Hun havde faktisk selv ringet til Bill en beruset nat og foreslået, at de skulle indlede en affære. Nu var situationen omvendt. Hun kunne mærke hans forestående afhængighed af hende, nu hvor hun lige var begyndt at føle sig fri og stærk nok til at være alene.

”Vi var gode som partnere,” sagde hun. Det lød åndssvagt, men hun kunne ikke tænke på noget andet at sige.

Bill tog en lang, dyb indånding.

”Det er det, jeg er kommet for at tale med dig om,” sagde han. ”Meredith fortalte mig, at han havde ringet til dig om Phoenix-sagen. Jeg arbejder på den. Jeg har brug for en partner.”

Riley følte en snert af irritation. Bills besøg begyndte at virke lidt som et baghold.

”Jeg fortalte Meredith, at jeg ville tænke over det,” sagde hun.

”Og nu spørger jeg dig,” sagde Bill.

Der opstod tavshed.

”Hvad med Lucy Vargas?” spurgte Riley.

Agent Vargas var en nyuddannet, der havde arbejdet tæt sammen med Bill og Riley om deres seneste sag. De var begge imponerede over hendes arbejde.

”Hendes ankel er ikke helet,” sagde Bill. ”Hun kommer ikke tilbage i marken før om en måned.”

Riley følte sig tåbelig over at have spurgt. Da hun, Bill og Lucy havde fanget Eugene Fisk, den såkaldte ’kædemorder’, var Lucy faldet, havde brækket ankelen og var næsten blevet dræbt. Selvfølgelig kunne hun ikke vende tilbage til jobbet så hurtigt.

”Jeg ved det ikke, Bill,” sagde Riley. ”Denne her pause fra jobbet er godt for mig. Jeg har tænkt på bare at undervise fra nu af. Alt, hvad jeg kan fortælle dig, er, hvad jeg allerede har sagt til Meredith.”

”At du vil tænke over det.”

”Ja.”

Bill udstødte et grynt af utilfredshed.

”Kan vi i det mindste mødes og tale om det?” spurgte han. ”Måske i morgen?”

Riley blev igen tavs et øjeblik.

”Ikke i morgen,” sagde hun. ”I morgen skal jeg overvære en mand blive henrettet.”

Riley kiggede gennem vinduet ind i lokalet, hvor Derrick Caldwell snart skulle dø. Hun sad ved siden af Gail Bassett, mor til Kelly Sue Bassett, Caldwells sidste offer. Manden havde dræbt fem kvinder, før Riley havde stoppet ham.

Riley havde tøvet med at acceptere Gails invitation til henrettelsen. Hun havde kun prøvet det én gang tidligere, dengang hun som frivilligt vidne sad blandt journalister, advokater, politifolk, spirituelle rådgivere og juryformanden. Nu sad hun og Gail sammen med ni slægtninge til kvinder, som Caldwell havde myrdet. Alle sad tæt sammen i et trangt rum og sad på plastikstole.

Gail, en lille 60-årig kvinde med et følsomt, fugleagtigt ansigt, havde opretholdt kontakten med Riley gennem årene. Ved henrettelsen var hendes mand død, og hun havde skrevet til Riley, at hun ikke havde nogen ved sin side til henrettelsen. Så Riley havde sagt ja til at tage med hende.

Dødskammeret var lige på den anden side af vinduet. De eneste møbler i rummet var henrettelsesbåren, et krydsformet bord. Et blåt plastikgardin hang ved hovedgærdet af henrettelsesbåren. Riley vidste, at IV-slangerne og de dødbringende kemikalier var bag det gardin.

En rød telefon på væggen var forbundet med guvernørens kontor. Den ville kun ringe i tilfælde af en beslutning om i sidste øjeblik at benåde fangen. Ingen forventede, at det ville ske denne gang. Et ur over døren til rummet var den eneste anden synlige ting.

I Virginia kunne dømte lovovertrædere vælge mellem den elektriske stol og den dødelige indsprøjtning, men kemikalierne blev oftest valgt. Hvis fangen ikke selv traf et valg, blev der givet en dødelig indsprøjtning.