Irina Bjørnø - BLIK

Jeg elsker dig af hele min sjæl —
Mit store, mægtige, moder-land!

Jeg bytter dig med den danske regn,
Men inden i mig er din hellige ånd.

To korte timer – og tyve år
Ligger mellem mig og mægtige Dig!

Som en lille, slimet, skrøbelig snegl
Bevæger jeg mig på livets vej!

Men Gud alene afgør om
Vi to skal ses en dag igen…

Pejse varmer, kulde vinder
Salte kringler, sure miner…

Chokolade, kaffe, kage
Lyse nætter, mørke dage…

Hvor skal det nye Ikea ligge?
Ingen fattige, mange tigge…

Flødeskum og folkeskole
Bakken, Dannebrog og smøger.

Storebælt med mange biler —
Kære Danmark —
Livets kilde!

Vejen er hård
Og benene trætte

Jeg løber og løber
Og mærker asfalten

Bum! Jeg falder —
Og smadrer mit ben

Hårdt og håbløst…
Asfalten, vejen, sten…

Du gav mig vinger – så jeg kan flyve,
Du gav mig håb – så jeg kan smile.
Du broderede min sjæl med en tråd af kærlighed,
Og jeg tøede op – hvorfor skulle jeg blive overrasket?

Du kyssede mit hjerte så ømt,
At jeg troede på dig som et mirakel.
Men du elskede mig ikke – du spillede bare
Med kærlighed og ømhed – som en god skuespiller.

Vi er begge voksne, og vi forstår alt,
Forelskelsens spil er ikke noget nyt for os.
Men jeg vil gerne tro på dig – eller skæbnen,
Hvor jeg spiller Ophelia, og du – Casanova.

Du gav mig vinger, jeg kunne flyve.
Men vi kunne ikke klatre op på bjerget sammen,
Og jeg vil ikke mere lyve for dig.
Jeg forlader scenen – og dig – jeg vil ikke spille dit spil mere.

You gave me wings, so I can fly,
You gave me hope, so I can laugh.
You untied my soul with a thread of love,
And you heal my wounds – why should I be surprised?

You kissed my heart so tenderly,
That I believed-you are a miracle,
But you did not love me – you just played
With love and tenderness – as a good actor.

We are both adults and understand everything —
The game of love – for us, it is not something new,
But I want to believe in you – or in faith-
That on stage I’m Ophelia and you’re – Casanova.

You gave me wings – so I could fly,
But we should not climb to heaven together.
I will not lie to you anymore —
I’m leaving the stage. I will not play your game – any more.

Kender du det, at du begynder at blive i dårligt humør
For hver bid dårlig mad,
Som var forberedt uden kærlighed og hensyn til andre.

Kender du det, at du begynder at være irriteret og ked af det
For hvert ord, som blev sagt i festligt lag,
Fordi alle kun snakkede om sig selv – og ikke sammen.

Kender du det, at du begynder at føle dig krænket,
Når nogle ikke respekterer dine grænser
til dit private rum, hvor dit indre barn lever.

Kender du det, at du føler sig udnyttet, når dine venner
hele tiden trækker på dine “stærke” sider
For at løse egne problemer.

Kender du det, når dagen er slut,
Og du ikke har været i stand til at skabe det,
Du var sat her i verden for at gøre.

Livet er for godt til at spise dårlig mad.
Livet er for skønt til at omgås egoistiske mennesker.
Livet er for kort til, ikke at opleve ægte kærlighed.
Livet er for gådefuldt til ikke at give plads til nysgerrighed.
Livet er for dyrebart til at blive spildt på ubetydelige ting.

Jeg kan godt lide, at du ikke er forelsket i mig,
Jeg kan godt lide, at jeg ikke er forelsket i dig.
Der er stadigvæk jordforbindelse
under vore fødder.

Jeg kan godt lide, at jeg kan være sjov og løssluppen med dig,
Jeg skal ikke lege med ord,
Og jeg skal ikke blusse af glødende rødme,
Når jeg rører dit arm i mørket.

Jeg kan godt lide, at jeg er helt rolig,