Irina Bjørnø - Kaleidoscope

Proofreader Inger Guldberg

© Irina Bjørnø, 2019

ISBN 978-5-4496-2097-2

Created with Ridero smart publishing system

Hver aften beder jeg for de mennesker, som hjælper mig med mine bøger.

Lad deres liv være glad og let, lad deres dage være fyldt med sol og smil, lad deres arbejde og forretninger være succesfulde og lønsomme, lad deres kroppe være sunde, og må deres ånd være stærk og lad deres familier være lykkelige. Lad min taknemmelighed finde plads i deres hjerter.

Jeg beder for min mand, Leif Bjørnø, mine redaktører: Inger Guldberg, Eva Holskov, Janne Richardson, Francoise Pace, Galina Vasilieva. Jeg beder for mine mange, mange venner, som værner om mig og giver mig ro til at skrive – forfatterens arbejde er en meget ensom affære. Jeg ved, jeg er i deres hjerter. Jeg vil ikke nævne dem her – for så bliver bogen fyldt med navne fra hele verden. Jeg beder for dem alle hver aften.

Jeg beder for min far og min familie. Jeg beder for min lille hund Bella og for fuglene i haven, der synger for mig, når jeg har en lille pause. Jeg beder for vinden og for regnen, som altid giver mig følelsen af, at jeg er i live. Jeg beder for havet og for solen, der altid giver mig energi og gør mig stærkere. Jeg beder for min cykel, der holder mine ben stærke, for mine løbe – og dansesko, som giver mig mange, glade oplevelser. Jeg beder for hele Danmark, som giver mig ly og mulighed for at skrive. Jeg beder for stjernerne på himlen, der sender mig drømme med nye historier hver nat, og jeg beder for vores smukke, fredelige planet.

Til slut beder jeg for Dig, min kære læser, fordi jeg skriver alle mine historier specielt til DIG!

Nyd bogen! “Kaleidoscope” vil vise dig verden fra mange forskellige og uventede sider. Vær’ så’god!

Bjørnen var gammel. Han havde boet i Alaska i over halvtreds år, og nu følte han, at hans tid var kommet. Han accepterede ikke, at han var gammel, men det var blevet sværere at fange laks og at stå i timevis i det iskolde vand fra bjergene. Før den kolde vinter spiste han kun lakserognen. Som bjørn vidste han instinktivt, at disse røde, skinnende æg, som var i de drægtige fiskemaver, var fyldt med livskraft og livsenergi.

Kødet fra disse fisk var uspiseligt, ildelugtende og hårdt. Laksens sidste anstrengelser for at vende tilbage til gydepladserne, lignede “Kamikazaernes” sidste kamp. Bjørnen havde ofte set, hvordan de drægtige og tunge laks kæmpede sig imod strømmen, og hoppede højt for at komme til næste vandhul. Deres indre ønske om at ofre livet for den næste generation, drev dag og nat disse fisk til selvmordstedet. Det var her, den gamle bjørn fangede de afkræftede og udmattede fisk, flænsede deres fyldte maver med sine skarpe klør, og sank alle de levende æg i én mundfuld.

Kaviaren gav ham styrke til at leve og overleve den kolde Alaska vinter i dvale, hvor næsten alle kroppens processer var stoppet – med undtagelse af en langsom hjerterytme og næsten lydløs ånde. Han sov dybt nede i sneen, i sin runde, kropsformede og hyggelige hule indtil foråret. Laksens kaviar gav ham styrke til at overleve frost, sne og sult i løbet af vinterhalvåret. Om sommeren spiste han alt, hvad han fandt på sin vej, mens han ventede på årets højdepunkt – laksens gydning.

I løbet af sine 50 år havde han ofte mødt blødpelsede bjørne, der duftede af sex og begær, og han huskede ikke nøjagtigt, hvor mange nye bjørneunger han var far til – måske hundrede, måske mere. Men nu havde han hverken ønsker om en mage – eller om laksekaviar.

Han følte indvendigt, at hans biologiske ur ikke længere ønskede at dreje rundt, og han begyndte at tænke på Bjørne øen. Alle bjørne ved, at når deres sidste time nærmer sig, er de nødt til at gemme sig fra andre bjørne og den omgivende verden, og finde den specielle Bjørneø, der ligger øde, midt i fjorden omgivet af det iskolde, arktiske farvand på alle sider, og giver bjørnene det sidste hvilested. Øen er lille, overgroet med træer, og kan kun nås ved at svømme. Så bjørnen samlede al sin styrke og drog ud på sin sidste svømmetur. Hvordan han vidste, hvor denne ø lå, var ikke klart. Men den var kendt af alle de brune bjørne, der boede i Alaska.

Da han nåede øen, var hans åndedrag meget tungt og gispende. Hans øjne var blodskudte, og hans tunge gled ud af munden. Han lå næsten ubevægelig i lang tid på stranden, og stirrede på stjernerne. Han var sulten, men orkede ikke længere at søge efter mad. Han lukkede snuden med sin store pote og sov indtil næste morgen. Øen var ubeboet, bortset fra fugle, nogle egern og vaskebjørne. Kun lejlighedsvis svømmede en hval eller bæver forbi, og nogle gange passerede en passagerbåd med kunstig støj og lugt af mennesker. For bjørnen var lugten af mennesker altid forbundet med fare og død, og det kunne den ikke lide.

I løbet af sine 50 år havde han mange gange mødt mennesker, og hver gang havde et sådant møde bragt problemer. Han havde altid overlevet de uønskede møder, men under hans tykke pels, sad flere kugler fast i hans bjørnefedt og gav ham smerter, når han lavede akavede bevægelser. Især når det var kulde og regn. Folk ville sige, at bjørnen havde slidgigt, men det vidste bjørnen ikke, så den behandlede sine sår med spyt og honning.

Natten overgav sig til daggryet, og bjørnen åbnede sine trætte øjne. Morgenen var kold og våd. Vandet var næsten skjult af en tykt tåge, men bag ved tågen fornemmede bjørnen duften af sin fjende – en stærk og ubærlig lugt af mennesker. Der boede ingen på øen, men måske gemte der sig mennesker alligevel – tænkte bjørnen.

Han drak vand fra et lille vandhul og besluttede, at det var bedre at ende sit liv i kamp og dræbe mindst én af disse to-benene fjender – end at dø viljeløst. Han stod på bagbenene og begyndte at snuse kold luft med en hvæsende lyd. Den menneskeskabte lugt kom fra midten af den lille ø. Bjørnen faldt ned på alle fire, og på trods af stærke, tiltagende smerter i det bagerste ben, hvor kuglen sad fast, gik han i den retning, mens han svajede fra side til side.

Undervejs mødte han et ungt pindsvin, som han knuste uden at stoppe op. Bjørnen var på vej til sin sidste kamp mod ærkefjenden. Han forberedte sig til kampen med en heftig knurren, og han rystede aggressivt på hovedet. Pludselig var der en lysning mellem træerne, og han så et hus- eller måske mere en hytte. Den var et forladt tilholdssted for geologer, der vinteren før havde lavet målinger af arktisk luft og sne. De havde her bygget en træhytte til deres udstyr.

Det var sket sidste vinter, mens bjørnen sov fredeligt i sin vinterhule. Nu var hytten tom. Vinduerne var lukket med træplader og døren lukket med en solid bolt. Men huset lugtede stadig af mennesker, og den lugt kunne bjørnen ikke ignorere. Allerede da han nærmede sig hytten vidste han, at fjenden – manden – ikke var der. Men det stoppede ham ikke.

Han måtte ødelægge denne grimme, firkantede trækasse, hvor menneskene havde boet – disse tobenede bjørnemordere. Hvorfor havde de ikke lært, hvordan man laver en behagelig, rund snehule, som er hyggelig og uden skarpe kanter? I stedet havde de bygget denne grimme trækasse med hjørner, selvom deres kroppe var runde ligesom bjørnes? Bjørnen kunne ikke sætte menneskeord på sine følelser, men instinktivt vidste han, at disse byggeprojekter forstyrrede harmonien i skoven. Han oplevede kun runde former omkring sig: runde træstammer, runde sten, runde kroppe af dyrene i skoven og runde fisk i vandet. Alt omkring bjørnen havde fra naturens hånd runde former. Derfor hadede han det, som menneskene skabte.